"Hvordan ser det ud deroppe?" Spurgte Ana, hvis sorte, tykke fletning faldt ned over skuldrene og kastede et blik på platformen, som var en stor plade sat op på en stak af dæk. Jeg satte løbet på kanten af palisaden og kiggede ind gennem sigtekornet, der viste en Savtand i iturevne klæder. Han havde en rynket pande over glødende, blodskudte øjne i et mørkegråt ansigt. De lange, nålespidse tænder blev blottet i en snerren, der endte i en rallen, da et brag lød. Kuglen fortsatte ud gennem nakken efterfulgt af en stråle af sort blod. Den buttede kvinde med de bløde kurver stod og hængte tøj op på tørresnoren, som var bundet fast til to høje pæle. Kathy og Melanie sad på græsset og vaskede tøj i en balje. Kokken smilede op til mig og fjernede en kobberrød lok fra sine sumpgrønne øjne.

Den anden kvinde snuppede nogle tøjklemmer og hængte sit afvaskede tøj op på snoren og gøs, da en pludselig brise ruskede i hendes rosenfarvede hår. "Alt er i orden," forsikrede jeg dem og drejede hovedet, for at se de andre der spillede kongespil. Jose og Blake jublede, fordi Matthew ramte en klods med sin pind. Børnene grinede og smilede fra øre til øre. Nathan betragtede dem fra terrasen, hvor han sad i en stol og drak kaffe sammen med den snakkende Rina. Hun var en høj kvinde, som var svær at overse med hendes lange ben og markerede barm. Hendes stribede, brune hår nærmede sig midten af ryggen. Sangeren's blågrå øjne veg ikke fra den store mand og hans uredte, vildmandsskæg og de grå striber i det halvlange, mørke hår. Trenton stod i et hjørne og passede en rygende grill, hvor noget kød blev steget over de glødende kul.

Et brøl gav genlyd i skoven og jeg tabte riflen, som dumpede ned på jorden, da mine hænder fløj op til ørerne. "Hvad fanden var det?" Råbte Trenton og så på mig med sine lyseblå øjne. Han havde tilbagestrøet, høfarvet hår og et bredt overskæg over den stramme, sammenbidte mund. "Det ved jeg ikke," svarede jeg og greb riflen, da den blev kastet op til mig. Jeg lagde løbet til rette igen og kiggede endnu en gang ind i sigtekornet. Træer og buske raslede i det en gruppe småfugle lettede fra trætopperne og dykkede skrigende ned mod os. "Hvad i alverden forgår der?" Brølede Nathan og greb sin hakke, da nogle af fuglene sværmede rundt om ham. Hans muskuløse overarme blødte fra nogle rifter, mens han svingede sin hakke. En svedperle gled ned af min tinding i det to træer blev skubbet til siden og væltede ikke langt fra muren. Den blåsorte skabning havde intet hår på issen, men mindede meget om et menneske. Hans blege øjne med de mørke senehinder holdte øje med mig, før han begyndte at løbe. Uhyrets muskler svulmede, da hans skygge voksede og faldt over mig. Monsteret fortsatte lige ind i muren, så splinter og træstykker fløj til alle sider. Platformen væltede og jeg rullede hen af jorden i det en aflang planke hvirvlede gennem luften.

Den tynde kok skreg, da den ramte hende midt i ryggen. Hun sukkede og sank sammen. Ryland kom springende fra den anden side af huset, hvor han havde stået og bevogtet porten. Kuglerne suste gennem luften fra det løftede maskingevær. Trenton trådte ind foran Blake og Jose. "Bring dem i sikkerhed," sagde han til Ana, der løftede dem op i sine arme og hastede ind i huset. "Det gælder også jer," sagde han med en skarp og fast stemme. Joy ryste på hovedet. "Men..." Kole hev fat i hende og trak sin søster med sig. Ethan skyndte sig hen til Melanie og samlede hende op i sin favn. Drengen stirrede rystende på kæmpen bag sig under hans rødblonde pandehår, der faldt ned over de grønne øjne. "Jeg kan ikke mærke mine ben," hørte jeg kokken hulke fortvivlet. Han var lige kommet ind i huset, da kæmpens store næve lavede et stort hul i huset. Monsteret vendte sig om og rakte pludselig ud efter Kathy. Hun skreg skingert i det den stoppede hende ind i sin kæft og bed tænderne gnaskende sammen, mens den anden hånd trak i benene, så den spiste blev delt midt på.

"KAT!" Skreg Trenton i det alt farve forlod hans ansigt og knæene gav efter under ham. Han stirrede frem for sig og rørte ikke en muskel selvom hylende Savtænder gik ind gennem hullet i muren. "Dø dit misfoster," skreg Ryland og kastede en tikkende granat ind i dens åbne mund, hvis eksplonerende hoved badede os i blod og hjernemasse. "Gør noget," råbte han til Trenton, mens han fyrede løs med sit maskingevær ved siden af Rina, der affyrede en salve fra sin maskinpistol. Tårerne løb ned af den lyshårede mands kind, men han reagerede ikke på de hårde ord. "Alle Savtænder i området må havde hørt Stormeren's råb," sagde jeg og skød en lille Savtandspige i øret, før hendes hænder kunne få fat I Matthew.

"Stormer?" Råbte Ryland, som var ved at lade sit maskingevær i det nogle høje, tynde og tykke Savtænder væltede ind gennem hullet i muren. "Ledere lyder bedre." Rina rullede med øjnene, da hun skød et par stykker af monsterne i halsen. "Vi kan give dem navne senere!" Ethan satte et brædde op langs hullet og hamrede hurtigt nogle søm ind i træet. Indenlænge var hullet forsvarligt lukket og dækket af flere vandrette træplader. Vores leder rejste sig op uden et ord og greb en skovl inde fra skuret.

Vi betragtede ham, mens han svedende begyndte at grave i jorden bag ved huset. Snart var der en bunke jord og et stort hul, hvor resterne af hans kone blev lagt i. Joy gemte sig hikstende i Rylands favn, der klappede hende på skulderen. Kole's skuldre skælvede, men ingen tårer faldt. Alle var stille, da Trenton dækkede graven til. Ethan rakte ham et kors han hurtigt havde sat sammen, som blev sat foran hendes hvilested. Hvil i fred, tænkte jeg og så op på solen, hvis solnedgang gav himlen en blodig farve.