Freddy blev kørt op til paketbåden den tiende april af Tejn og Elisabeth. Tejns forskærm fik en ekstra bule mellem de andre, da hans forventning til en sidste udflugt fik ham til at slække opmærksomheden. De lod Gunnar overtage rattet og Tejn ignorerede alle spydige bemærkninger i den anledning.
   "En sidste opgave som nedtrapning er det jeg trænger til nu" betroede han dem under turen til havnen. "De sidste par år har været brobygning til et liv som landmand" forsikrede han. "Når vi har hjulpet gutterne på vej vil jeg koncentrere mig helt om gården. Så kan vi nøjes med ture til København eller Hamburg, når driften tillader det."
   Elisabeth så skeptisk ud men holdt sine forbehold for sig selv.
   Tre uger efter modtog Tejn en kort besked. Den dovne landpost var et par gange blevet mindet om at telegrammer og post skulle leveres med det samme. Et løfte om ekstra drikkepenge, postens egen fantasi og en viden om Tejns temperament og kræfter, gjorde det blev opfyldt.
   "Afgang - Venlig hilsen" stod der bare. Landposten var lige ved at gå bagover af glæde over drikkepengene.
   Alt var for længst pakket og Tejn hastede op til parketbåden. Elisabeth fik i sidste øjeblik lyst til at tage med for at bruge et par uger på at genopfriske gamle bekendtskaber, når de var taget afsted.
   Gennem de første dage fulgtes hun med dem og bemærkede alt og stillede spørgsmål. Hun blev mere rolig ved synet af en stor bunke pakker med Røde Kors mærker, de skulle have med. Endnu bedre gik det da den tidligere plantageejer havde fået et par diskrete vink om hendes forbehold og inviterede dem til the på Wivel. Der mødte de et par venlige herrer som fortalte at Røde Kors talte omkring seks hundrede medlemmer og inviterede Elisabeth til at besøge deres kontor. De afleverede også akkreditiver til Freddy og Tejn sammen med en stor stak anden information om Røde Kors.
   En højtidelig embedsmand sluttede sig et kort øjeblik til dem. Han fik kopi af deres ansættelse i Røde Kors og lovede at Tejn og Freddy kunne hente det sidste i ministeriet, to dage efter.
   "Forstår De" fortalte han dæmpet og indtrængende Elisabeth. "Så længe vi er ved at få Nordslesvig tilbage vil vi jo helst ikke rode os ud i noget, der ligner en krigserklæring mod Rusland. Lande i krig har svært ved at forhandle om noget med Folkeforbundet. På den anden side har Estland bedt om hjælp til at rydde op i de revolutionære, der har forvildet sig ind hos dem. Den hjælp vil skyttekorpsenes folk give, når de alligevel holder ferie derovre. Den ene hånd ved, med andre ord, ikke hvad, den anden gør."

"Jeg er slet ikke i tvivl om at i to tilsammen har lavet lige så mange numre som en hel klasse i grundskolen." sagde Elisabeth om aftenen. Hun ville gå til ro efter en lang dag.
   "Det lyder som om i virkelig vil gøre nytte. Godnat" bekendtgjorde hun og gik i seng.
   "Mon ikke vi stadig kan lære grundskoler et par småting" spurgte Tejn dæmpet da han modtog en Cognac af Freddy. "Jeg synes ham embedsmanden så bekendt ud, men kan ikke komme i tanke om, hvor jeg har mødt ham før."
   "Det mener jeg også. Han er faktisk forbindelsesofficer. Hold mund med det, til vi er af sted" vrissede Freddy lige så dæmpet. "Indtil videre skal korpset opstilles rigtigt og have lidt træning. Imens har de vagttjeneste fra Afrikakasernen i Reval eller Tallin, hedder det vidst også. De forventer at rykke til fronten indenfor en måneds tid. Det er meningen de skal lægges sammen med et Estisk Frikorps. Det tager tre til fire dage at sejle Tallin så det hænger smukt sammen. Vores skib afgår om tre dage.


"Er du klar over at det toogtredive år siden vi første gang mødte hinanden, nogenlunde her? " spurgte Tejn om morgenen og så på kølvandsstriben agterude.
   "Virkelig? Hvor fanden er den tid blevet af?" Freddy kom ud fra sin kahyt, spyttede i vandet. Han så i det fjerne at Bornholms kyst forsvinde i dis bag hækken. Det eneste jeg husker af første uge er, jeg var søsyg. Jeg blev i køjen under dæk, og forbandede min far for den opfindelse. Det klarede du bedre."
   "Jeg bladrede i de noter jeg hentede hjemme, inden vi tog af sted. Det var dig, der forærede mig den første almanak og fik mig til at føre log, kaldte du det."
   "Jeg har også mine et eller andet sted. Siden jeg mistede min kone har der ikke været noget jeg havde lyst til at mindes. Det her tilbud gav bare en mulighed for få de sidste minder på afstand."
   "Så må vi jo se hvad vi roder os ind i denne gang." mente Tejn og stirrede ud over hækken. "En smule revolution er vel ikke være end en asiatisk tyfonen eller noget af det andet, vi har oplevet. Denne gang kan vi i det mindste holde os i baggrunden det meste af tiden og lade de unge mennesker klare det praktiske. Hvad er det vi skal bringe hjem igen, hvis vi altså får det?"
   "Aner det ikke. Nærmere instrukser følger når vi når frem til Jernbrigaden, lovede de. Jeg har forseglede ordrer til chefen for korpset om at vi skal tage os af Jernbrigaden i en periode når vi kommer frem til dem. Forholdene er lidt uoverskuelige i øjeblikket. Det er meningen at vores folk sammen med et estisk frikorps både skal rydde vejen for os, og op i de revolutionære der står i vejen, undervejs. I Jernbrigaden skal vi kun kontakte en kapitän von Krogh eller Molkte. Indtil det punkt er vi bare et par idealistiske Røde Kors medarbejdere, der hjælper hvor de kan."
   "Og hygger os på bedste beskub i mellemtiden. Jeg skal nok prøve at opføre mig ordentligt. Hvordan ser det ud med penge?"
   "Det kan du ikke overholde alligevel. Vi har både kontanter og veksler til Estland og Letland. Jeg skal bare telegrafere efter mere. Vores budget er nærmest ubegrænset, skulle jeg hilse og sige."
   "Det var pokkers. Kommer vi mon til at spæne hjem med den polske kongekrone i bagagen og en flok rasende revolutionære i røven?"
   "Det vil vise sig. Vi kan gøre som vi vil, uden begrænsning, ud over den du fik fra Elisabeth altså."
   "Jeg glemmer ikke hendes ansigtsudtryk lige med det samme."
   "Hun er blevet mere bramfri end før." sagde Freddy. "Hendes første mand var lidt tung i rumpen for at sige det mildt. Han var den gamles opfindelse. Hun lægger ikke skjul på hvorfor hun giftede sig med dig. Jeg har fået alvorligt mente instrukser om at levere dig tilbage i uskadt stand. Hvis du ikke overdriver kan jeg godt holde kæft."
   "Er kvinder blevet anderledes end før?" spurgte Tejn. Det var min mor hverken gået med til eller havde sagt.
   "Heller ikke min. Stemmeretten har fået nogen af dem tale og gøre lige som os, på lidt for mange punkter. Det må vi vel prøve at vænne os til."
   "En dag vil de vel også være soldater. Jeg har stadig ikke helt forstået hvad Røde Kors folk egentligt laver."
   "Vi kan jo gennemgå et par af de vejledninger de gav os, inden vi tog afsted. Lad os bruge resten af dagen på at finde ud af, hvad der forventes af os. Jeg er også blank på det punkt."

De lånte et bord i messen og begravede sig i stakken af vejledninger og diskuterede meningen med deres indhold.
   "Hvem har mest at sige?" sukkede Tejn efter et par timer. "Røde Kors eller Folkeforbundet? Alle det der er da ikke til at hitte rundt i. Der bliver sgu aldrig affyret et skud på nogen af siderne inden soldaterne får repeteret reglerne for det. Hvis japanerne havde slæbt rundt på noget lignende havde de ikke haft plads til ammunition."
   "Det er nok også den dybere mening med det." sukkede Freddy og greb en stak de havde sorteret fra. Han gik for anden gang ud og smed dem i kabyssens ovn.
   "I øvrigt tror jeg stillingen står nogenlunde lige mellem Røde Kors og Folkeforbundet" sagde han da han kom tilbage. "Det er kun et spørgsmål om hvem der er tilstede på det forkerte tidspunkt og deres opfattelse af reglerne. Efter sigende er der også en ny konvention i støb i Geneve. Den udkommer inden længe. Den gør det nok mere indviklet."
   De fordybede sig i de sidste papirer og lavede et par huskelister over det de burde spørge om, for at afværge indviklede spørgsmål. Derefter hørte de hinanden i deres opgaver og konstruerede et par enkle svar, der forklarede deres tilstedeværelse.
   "Hvad har vi at gøre godt med hvis modparten bruger gamle regler og det bliver for livligt?" sagde Tejn.
   "Kom med ned i min kahyt," smilede Freddy.
   "Minnirekylgeværer - Officerspistoler model 1910" præsentrede han stolt et øjeblik efter.
   Han lukkede to elegante æsker op. "Men de kærligste hilsner fra ham forbindelsesofficeren. Han husker os udmærket, et eller andet sted fra bekræftede han. Jeg fik dem da jeg hentede de sidste ting."
   "Har hørt om dem tak. Det irriterer mig stadig, jeg ikke kan huske, hvor jeg har mødt den officer". mumlede Tejn. "De der går nemt i baglås, men pyt med det. Min gamle Webley lå mellem sokkerne. Jeg kom vidst til at pakke den med. Hvad har dem der efter sigende beskytter os, når de altså husker det, at gøre godt med?"
   "En blanding af rekyl- og Nagant geværer, der for det meste leveres lokalt." svarede Freddy. "Husk for guds skyld vi nu er fra Røde Kors. Vi må slet ikke ikke bære våben. Hvad tror du Elisabeth tænker hvis hun opdager pistolen er væk."
   "Det gør hun heller ikke. Jeg lagde en Browning jeg vandt kortspil oppe i San Juan i stedet. Den duer kun til at skyde om hjørner."
   "Bare husk vi først og fremmest skal kontrollere at vores krigere kan tåle at blive skudt. Hvis det ikke lykkedes dem at skyde hinanden helt skal vi kontrollere at de sårede og fangerne behandles ordentligt, efter de nye regler - ikke at forglemme."
   "Så håber jeg vi kan forklare modparten den opgave uden forklaringen går i baglås. Jeg skal prøve at huske det." mente Tejn og betragtede skeptisk de skinnende pistoler. "Vi kommer til at prøve dem forinden. Det kan da være de virker."
   "Hvad laver Jernbrigaden, når de er i kamp?" spurgte han efter et par minutter.
   "De prøver efter bedste evne at sikre den tjekkiske front og general Kornilovs flanker mod nord. Som sagt er det kun to mand der kender det lille ekstranummer. De ved vi kommer."
   "Kan de ikke bare sende tingene med tog til Warszawa eller et andet sted i stedet for at lade os tosse rundt."
   "Det ville de skam også gerne. De har bare det lille problem deres bagland mellem Minsk og Warszawa er lukket grundigt af folk med røde stjerner på trøjen. Pragh duer heller ikke af samme årsag. Ingen må vide noget om det vi skal hente, hvad det så end er."
   "Det bliver jo spændende. Har du bemærket nyhederne altid er mindst en uges tid bagud mens rygterne er to uger forud."
   "Datoen er sikkert rigtig hver gang. Hvis ingen af siderne vil indrømme hvem der har gjort hvad, afhænger resten af skribentens mening og udlægning af det han får. Staben i vores Korps aner heller ikke det fjerneste. De ved ikke engang at både de og vi skal samarbejde med Jernbrigaden om det her. Når vi når tæt nok på afleverer jeg nogle forseglede ordrer som forbindelsesofficeren havde klar til os. I nødstilfælde er der også en ordre, der giver os kommando over hele korpset. Den er underskrevet af en som kommandanten kender og ikke diskuterer med. Den gemmer jeg så længe som muligt. Så er vi og det der skal passes på pakket ind i et par hundrede velbevæbnede krigere hele tiden."
   Freddy klappede Tejn på skulderen. Begge så ud af koøjet mod horisonten i det fjerne.
   "Er der også et par geværer til os i de pakker vi blev belemret med?"
   "Et par stykker tror jeg. Det meste er tobak og levnedsmidler. Det skal korpset bruge til at fejre Valdemarsdag, uanset hvor vi er den dag. Der er også en sæk guldmønter til bestikkelse. Vi får nok brug for begge dele."
   "Vi må se hvad der gemmer sig bag horisonten denne gang" sagde Tejn. Han så ud af koøjet med et spændt smil.