"Hvis Røde Kors laver et eller andet, der kan bruges her" hviskede Tejn og steg af motorcyklen "må du gerne komme i tanke om det, inden ham admiralen derhenne smider os i spjældet."
   Den uniformerede var nu kommet tæt hen til dem. Tejn gjorde stram honnør og rakte ham sine Røde Kors papirer. Derpå forklarede han at han og hans kollega var kommet lidt ud af kurs undervejs. De skulle videre til en anden enhed af Røde kors.
   Den uniformerede studerede hans papirer indgående i tavshed. Så kikkede han op og sagde et enkelt ord.
   Pas lyder heldigvis ens på de fleste sprog. Tejn trak det omgående frem og gav det videre sammen med sine rejseordrer. Han vidste med sikkerhed de også omfattede Hviderusland da deres opgave havde forudsat et samarbejde med Jernbrigaden, som lå der. Det stod der ikke noget om.
   Manden udbrød synligt forundret "Danscka? Hvad fanden laver i her?"
   De nikkede begge. Den uniformerede smilede bredt, vinkede et par andre nærmere og startede en længere forklaring med et myndigt blik. Undervejs snoede han flere gange sit imponerende overskæg og så eftertænksom ud. Folkene startede en længere diskussion.

Forinden var de kørt et par timer i strålende solskin og var kommet gennem et par mindre landsbyer uden episoder. Da de nærmede sig en større by bestemte de sig til at gøre ophold i skjul i en lille skov, ved siden af en lille flod. Her diskuterede de diskutere en passende fremgangsmåde. Magnus mente at så længe Nigurskijs iver for at finde dem og hans beskrivelse af gruppen var lige så god som Jacob sagde, var der ingen grund til at alle kørte ind i byen. Det ville også være alt for nemt hvis et telegram havde fået nogen til at holde udkik efter en omrejsende gruppe på seks til syv mennesker. To mand på motorcykler ville sikkert vække mindre opsigt.
   Freddy og Tejn mente de sikkert kunne klare sig gennem det meste med deres Røde Kors papirer plus en forklaring om at var på vej til en anden opgave i nord. Så måtte de andre holde øje med vejen bag dem i mellemtiden.
   Byen var større end den så ud til ude fra. De kørte langsomt ind og bemærkede omgående at der først og fremmest kom mistænksomme øjekast fra de fleste fodgængere. Generelt så byen rolig og velordnet ud. Alle var velklædte og betragtede dem med en blanding af nysgerrighed og mistænksomhed. Selvom byen sikkert også havde fået sin andel af begivenheder under krigen så de ikke tegn på at det var gået ret hårdt ud over den.
   De nåede frem til et lille torv hvor de gjorde holdt og så sig om. De mistænksomme blikke blev efterhånden erstattet af nysgerrighed fra alle sider. Det fortsatte til en mand mand i en imponerende uniform kom ud fra et hus og gik over mod dem.
   "De bryder sig hverken om russere eller tyskere. Danskere går måske lige an."
   Tejn lyttede opmærksomt og prøvede at følge med i samtalen mellem den uniformrede og dem, der var kommet til.
   "Det lyder som om en af dem i det mindste har hørt om Røde Kors. Er du kommet i tanke om noget, du tror, der kan bruges?"
   "Så ved vi da den legitimation kan bruges til noget" mente Freddy. "Den har også ligget i lommen siden vi fik den udleveret."
   Han stod klar med sine egne papirer. Den uniformerede vinkede afværgende mens samtalen mellem ham og de andre fotsatte.
   Freddy instruerede dæmpet Tejn. Han forklarede simultant og på bedste beskub Røde kors hjalp sårede og fanger efter kampe. Som forholdene var, var der ingen der vidste, hvor der faktisk blev kæmpet i øjeblikket eller hvad der var krig eller lokale urologheder.
   Både den uniformerede og tilskuerne nikkede dystert. Det vidste de heldigvis heller ikke. De frygtede kun det værste for fremtiden, uanset hvem, der blev opmærksomme på dem.
   Gruppen tog plads på nogle ledige stole. De tilbragte de næste minutter i samtale og fik oplysninger af flere og flere af de mennesker der sad rundt omkring. Tejn fortalte dem lidt om deres oplevelser, og undlod bare at fortælle de var foregået i Estland og Letland og om forholdene der. Hans beskrivelser fik ikke nogen af beboerne til at ønske nærmere bekendtskab med hverken den hvide eller røde opfattelse af politik eller de måder de diskuterede dem på. Hans beskrivelse af den store fællesgrav ved Schwananburg og kampene der, skabte tavshed blandt alle.
   Endelig fik han bekræftet at de faktisk var kommet frem til Kruslaw. Tejn opsnappede rygter fra områder både syd og nord fra byen. Byen havde haft relativt ro i en lang periode hvis man så bort fra et par besøg af hvide patruljer fra den polske front. De kom både for at undersøge, om der var nogen, de havde lyst til at slås med, og om de kunne rage nogle forsyninger til sig. Efter et par øller blev de som regel skuffede på begge punkter og skrubbede af igen forsikrede den uniformerede.
   Tejn spurgte forsigtigt ind til de nuværende forhold nord for Kruslaw.
   "Med undtagelse af det vi har set holder Brest-litovsk linjen stort set stand indtil videre." sagde han efter et øjeblik til Freddy. "De hvide og Jernbrigaden kontrollerer det meste med undtagelse af Est- og Letland. Det vidste vi allerede. Der kan sagtens være brug for Røde Kors oppe i nord mener de. De advarer os også om at der både er overløbere og masser af desertører fra begge sider. De plyndrer alle af hjertens lyst men kan heldigvis ikke finde sammen i en fælles ened."
   "Og det vidste vi sådan i forvejen" sagde Freddy. "Du mangler lige det vigtigste."
   Mens Freddy ærgrede sig over sin manglende evne til at tilegne sig sprog lige så nemt som Tejn kunne, havde denne en længere samtale med manden i uniform der sammen med de andre morede sig over Tejns spørgsmål.
   "De har ingen varme følelser for hverken Syanno eller dem der bor der. Folk med med god smag og fornuft i behold tager helst til Leipel. Jeg fik i det mindste styr på vejene. Skal vi takke for godt selskab og drikke ud?"
   Freddy nikkede og bundede det ølglas, der på en eller anden måde var dukket op deres samtale.


En halv time efter kørte de ud af Kruslaw mod nord for at bevare illusionen om Leipel. Et pænt stykke nord for byen fandt de en vej der pegede stik øst og prøvede den. Når vejen delte sig valgte de den gren der førte mod øst og fortsatte. Efter nogen tid nåede de frem til en flod og håbede at det var den samme, som de havde efterladt de andre ved siden af. Det fik de kort efter bekræftet da de genså den lille skov og dem der ventede utålmodigt i den.
   "Det eneste der taler mod Leipel er at ham admiralen tror vi er kørt derhen efter hans anbefaling." sagde Tejn, efter de havde fortalt alt om Kruslaw..
   "Hvad var han egentlig?" spurgte Freddy.
   "Jeg fandt ikke ud af om han var brandmester eller dirrigent for byorkesteret. Han var i hvert fald ikke gendarm. De par stykker der er, et eller andet sted i byen, overanstrenger sig nødigt. Det er folkene som regel helt med på de heller ikke skal gøre, så længe de kan klare det selv."
   Tejn ville sige mere men brød af ved synet af Kennikin. Han kom løbende henne fra en udkikspost mod vejen.
   "Jeg kan se der kommer en bil et stykke nede af vejen" fortalte Kennikin.
   "Lad os nøjes med at studere den i ro og mag når den kommer forbi" mente Tejn og tog sin kikkert frem. "De kan ikke se os ude fra vejen."
   De lagde sig i skjul og betragtede spændt støvskyen og køretøjet komme nærmere. Solen stod sådan de roligt kunne bruge kikkerter uden at spekulere over om de reflekterede lyset. Deres køretøjer holdt bagude, på en måde så de overhovedet ikke kunne ses fra vejen.
   Alle studerede bilen i tavshed og fulgte den til den forsvandt blandt de første huse i Kruslaw.
   "Det var godt nok fire alvorlige herrer" mente Tejn og sænkede kikkerten. "Det ville jeg også være, hvis jeg blev tvunget til at køre i en bil med den farve. Det var ikke den fra i forgårs. Kendte du nogen af passagererne?" spurgte han Kennikin.
   "Ja desværre" kom det omgående. Han sænkede Freddys kikkert som han havde lånt. "Den ene på forsædet hedder Lev Kadynov. Så er Yuri Blasjenko sikkert ikke langt væk. Den eneste fordel vi har er at de ikke engang går på toilettet, før de får lov af Nigurskij."
   "Og de må altså gerne bruge tiden på at finde ud af vi er på vej til Leipel, mens vi i virkeligheden har kurs mod Syanno."
   "Skal vi ikke hellere overbevise dem om at Leipel er rigtig, inden de begynder at tænke selv?." foreslog Tejn.
   "Hvad mener du?" spurgte Michail undrende.
   "Han mener sikkert at de leder efter en bil og et par motorcykler med to nydelige damer og fire, fem mand. Hvis de kun finder to motorcykler, hvad ville du så tro" spurgte Magnus.
   "At de har delt sig selvføgelig" kom det fra Mariana.
   "Netop" sagde Tejn. "Så hvis vi først og fremmest beviser vi stadig er sammen og på vej til Leipel er det det den bedste løsning. Så kan din ven Nigurskij måske spilde tiden et par dage på at vende op og ned på den. Imens er vi langt nord for Syanno og står ved bredden af Daugava og venter på en pram. Kan han regne den ud?."
   "Det tror jeg ikke så det er jeg med på" sagde Kennikin."Med mindre de er meget heldige skal de mindst bruge et par timer på at tosse rundt i Kruslaw og spørge sig for. Så skal de orientere den gode Vaschlav Nigursikj som skal tænke sig om. Det plejer at tage et par timer til. Hvordan klarer vi det?"
   "Nu kender vi jo forholdene. Der ligger et par hvide støvfrakker under bilens sæder. Dem tager Freddy og jeg på, så ingen genkender os. Kort før vi fandt floden og kom tilbage til jer krydsede vi vejen til Syanno. Det er nemt nok og før vi bruger den kan vi måske... "
   Han tegnede og forklarede grundigt, hvad de måske kunne.
   Magnus og Michael nikkede indforstået til hinanden og så på Kennikin.
   "Det er jeg helt med på" nikkede han. "Kadynov gav mig et spark efter jeg blev bundet. Det skylder jeg ham stadig for. Lad os bare komme af sted."
   Da både Tejn, Freddy og Kennikin var formummet bag hvide støvfrakker og motorbriller kørte de roligt gennem Kruslaw. Kennikin kunne sagtens køre motorcykel, forsikrede han og overtog Tejns plus hans kasket. Tejn fandt en alpehue i sin køjesæk og kørte bilen.
   Som aftalt stansede de foran en slagter hvor Marianna, Claudia og Michael gik ind og provianterede for et par af Freddys guldmønter. De kunne bruges overalt. For en sikkerheds skyld skulle de også spørge om vej til Leipel og bede om udførlig besked om den.
   Kennikin, Magnus og Freddy holdt bag bilen og gjorde deres bedste for at se ud som om de ikke interesserede sig for andet end bilen. Freddy havde drejet sig lidt i sædet så det så ud som om han talte med de andre. Samtidig havde han travlt med at kikke ud af øjenkrogen.
   "Der står en eller anden ovre bagved hjørnet og glor øjnene ud af hovedet. Han prøver at holde sig yde af syne samtidig" fortalte han dæmpet. "Det gør han ikke særligt godt."
   Kennikin og Magnus nikkede bare og hvilede sig hen over styrerne, med armene over kors.
   Da alle var samlet startede de alle køretøjer samtidig og trillede åbenlyst op af vejen mod Leipel.