Tejn og Freddy vinkede farvel til Magnus og Claudia. De savnede dem allerede, efter den nedslidte lastbil var forsvundet mellem Jakobstadts ruiner.
   "Molkte har sådan set helt ret i at det her, indtil videre, er en privatudflugt. Kommer vi hjem, med noget, der vil interessere dem, der betalte vores billetter?" spurgte Tejn efter et øjeblik.
   "Kun et par ekstraoplevelser, ud over dem, vi har i forvejen. Der er ingen der gider at beskæftige sig med nye mellemregninger, når de kender resultatet. Det skal se overbevisende ud på tryk, bagefter. Det, vi kommer hjem med, skal først behandles af et par kancellister uden politi- eller efterretningsmæssige forudsætninger. De skaber mønstre, der ser godt ud, uden at belaste dem med alt for mange facts eller nye mellemregninger. Mønstrene slippes ud til politikere og journalister, som også skal have det, de finder interessant, til at se forståeligt og godt ud." afgjorde Freddy og rystede på hovedet.
   "Stenalderen er erstattet af papiralderen." mente Tejn. "Det er godt vi stadig er tilknyttet vores frivillige ekspeditionskorps, med en særlig opgave, vi selv styrer plus ægte papirer fra Røde Kors."
   "Til en løn af en krone og femogfirs øre om dagen, til vi er tilbage i Danmark igen." mindede Freddy ham om. "Dem får du ud af det hele, til den tid, uanset hvordan resultaterne bliver fremlagt."
   "Den løn går til en traktor til gården. Jeg foretrækker stadig stenalderen for papiralderen. Verden gik videre, mens vi var væk. Dem, der sendte os af sted kan, med god samvittighed, fortælle de rigtige steder, at de har gjort noget. Der er bare andre, der har blødt for det vi kommer hjem med. Dem med knaphulskløe får måske en ny orden, næste gang der bliver nogen til overs, hvis de fremlægger det rigtigt."
   "Friskt blod er mere underholdende. I det mindste har vi ikke fået skader, denne gang."
   "Vi beder Laimis og Vaida om at tage os med til Riga og kikker på mulighederne der." afgjorde Tejn.
   Han så Laimis kalde Mariana og Kennikin op fra deres gemmested i lasten.
   "Mon et par haglgeværer kan være overbevisende nok for Nigurskij, hvis han stadig følger efter os og prammen til Riga? Mon vi kan skaffe dem?" spurgte Tejn. "Hvis der ikke er nogen båd i havnen får vi fat i en, og sejler selv hjem."
   "Har vi guldmønter nok til det?" spurgte Magnus.
   "Vi har jo ikke brugt alverden. Den detalje kan vi jo bare springe over."

Næste morgen gled prammen uden problemer hen over slæbefærgens tov. Turen gik sindigt og fredeligt videre mod Riga. Da de kom halvvejs tog Vaida en lille kuffert frem.
   "Papirer på prammen" forklarede hun. "Og Kilmovskys opsparing. Laimis opdagede den, ved et tilfælde."
   Udover Kilmovskys private papirer og prammens indeholdt kufferten masser af små æsker. Dem gennemgik de i fællesskab. De fandt ud af at Kilmovsky havde været en bedre forretningmand end de troede og han selv havde indrømmet. Tejn og Freddy afviste at dele det hele i en portion til hver, men bad om at Mariana og Kennikin fik, så de kunne til at klare sig en tid. Tejns praktiske ønske om haglgeværer og ammunition klarede Laimis uden beregning fra et af de skjulte rum nede i lasten.
   Ved slutningen af dagen stod prammen ind i Riga. Det sidste stykke så de hvide styrker inde på begge bredder og gættede på at de, med skiftende held, stadig holdt revolutionen på afstand. Forholdene var i hvert fald ikke værre end at havnefogeden dukkede op som et forsinket lyn, da de lagde til kaj. Han havde stillet krav om kajpenge og kontrol af alle papirer, inden Tejn og Freddy havde fortøjet prammen.
   De stod og rodede i lommerne da Vaida kikkede ud af kabyssen.
   "Kom hellere ind og få en dram, Andrevis. Hold op med det pjat." råbte hun.
   Havnefogeden styrtede hen og omfavnede Vaida varmt. Hun gengældte hans omfavnelse med lige så stor varme.
   "General Pödder og den Lettiske Brigade holder stort set de revolutionære labaner væk fra byen, sammen med Jerndivisionen. I øjeblikket er der ingen forbindelse nogen steder hen, hvis du forstår hvad jeg mener" sagde han fortroligt.
   "Det vigtigste oplægger vi indtil videre. Fungerer laboratoriet stadig?"
   Andrevis sagde en bunke på en lokal dialekt, som Tejn ikke kunne følge med i.
   "Stradins medicinske fakultet er overrendt af sårede." forklarede hun. "Laboratoriet venter kun på at komme i gang med at lave morfin af den opium jeg hentede. De har spurgt efter os hver dag. Desværre er der også andre, der har spurgt. Dem kender Andrevis ikke."
   "Mange tak." Så meget opfattede jeg" svarede Tejn. "Er der et skib i havnen, der enten skal til Stockholm eller København, inden for nærmeste fremtid?"
   Andrevis og Vaida talte kort sammen.
   "Ikke et eneste, forsikrer han" sagde Vaida. Andrevis rystede på hovedet.
   "Det sidste kom med ammunition til tropperne. Det forsvandt omgående, da det var losset" forsikrede Andrevis på tysk.
   "Vi er ikke den mest populære havn i øjeblikket."
   "Vi må se hvad der sker" sagde Tejn optimistisk og blinkede til Freddy.

Andrevis forsvandt efter endnu en dram. Tejn og Freddy ventede til det var mere mørkt. De gik forsigtigt gennem havnen og så sig grundigt om i tusmørket. Der var ikke ret mange, der forstyrrede dem i deres forehavende
   Flere både blev hurtigt gennemset og forkastet.
   "Den ketch riggede fiskerbåd derovre ser fin ud" mente Tejn.
   "Den er klar med sejl og det hele, ser det ud til. Lad os se nærmere på den."
   De gik derover, forvissede sig om de var alene og hoppede, uden videre, ned i båden. Tejn brækkede lugen til lukafet op med sin kniv og bad Freddy undersøgte sejlene.
   "Sejlene er gode nok og vinden er fralands i øjeblikket." meldte Freddy da Tejn kom op og meldte at Ketchen var i orden.
   "Lad os hente de andre" mente Tejn. "Er der nogen grund til at udsætte det?."
   De tog omhyggeligt bestik af retningen og holdt stadig udkik efter andre, sene, vandrere. Snart kom kajen med prammen til syne. De stoppede og så sig grundigt endnu engang. En sky, der havde ligget foran månen, drev videre. Månens skin gjorde skyggerne dybere.
   En vildkat hylede op i protest fra den anden ende af kajen. Den spurtede ud i månelyset med strittende hale og forsvandt mellem skyggerne igen.
   "Skal vi lige se efter, hvad den blev bange for?" spurgte Tejn.
   Det spørgsmål behøvede intet svar for det var umuligt at krydse kajen til prammen uden at blive set. De tog pistolerne frem og listede sig ind mellem skyggerne.
   "Der står to mand bag vraget derovre" hviskede Freddy og kikkede. "De har fint udsyn mod prammen."
   De listede sig tilbage og overvejede situationen.
   "Hvis du henter de andre holder jeg øje med de banditter bliver, hvor de er" foreslog Tejn. "Giv mig din skyder. Hvis de følger efter os bliver det værst for dem selv. Vi laver springende tilbagegang."
   Freddy nikkede indforstået og forsvandt stille tilbage i ly af skygger og småveje.
   Tejn sank i knæ og var helt i skjul. Han holdt øje med de to mænd længere fremme.
   Pludseligt pegede den ene. Tejn skottede bagud. Freddy kom langsomt gående ud fra nogle skure længere nede og fulgte kajen mod byen. Da han var ud for prammen hoppede han uden videre ombord, uden at forhaste sig.
   Det fik den ene mand til at forsvinde gennem mørket. Tejn spændte hanen på den ene pistol og sigtede mod den anden.
   Gennem mørket så han døren til prammens kabys gå op og hørte stemmer gennem mørket. Manden henne i skyggerne stod og kikkede stift mod prammen og skottede bagud.
   Tejn så igen mod prammen. I lyset fra kabyssen kom Kennikin ud med geværer i begge hænder og rakte Freddy det ene. Mariana fulgte efter ham. Hun havde suppleret sin påklædning i marskandiserbutikken under dæk og var næsten ukendelig. Kennikin havde fundet en frakke og kasket, der ikke ændrede hans udseende væsentlig. Han hjalp Mariana ned på kajen. De begyndte omgående at gå tilbage mod skyggerne efter Freddy.
   Der lød støj gennem mørket. Tejn kneb øjnene sammen og prøvede at gennemtrænge mørket.
   En mørk gruppe mænd skilte sig ud fra skyggerne i baggrunden.
   En sky gled videre så månen kom frem og skinnede afslørende ned på Nigurskijs vagabondhat, i midten af gruppen.