Kun fire dage efter Merkurs afsejling travede den fratrådte kaptajnsløjtnant Vilhelm Friederich Mollerup en eftermiddag ind i på en gårdsplads, efter han havde spurgt sig for et par gange. Efter hans kones bisættelse var hans sønner stadig i tjeneste og skulle begge ud og sejle i længere tid. Han tog med sin søster Elisabeth og svoger over til deres nye gård, for at komme sig over sorgen. Han huskede ikke ret meget af vejen, da de også fulgte ham hjem igen. Hans søster var blevet hos ham mens hendes mand besøgte sin sidste familie på Bornholm for at ordne og hente et par småting.

Da han blev spurgt om han ville påtage sig en opgave passede det med en paketbåd sejlede den rigtige vej og havde en ledig plads. Frederik nåede at sende et telegram inden han hoppede ombord. Han prøvede stadig at afgøre med sig selv om han var mest glad for at gense sin søster, sin ven gennem flere år, eller for at komme til søs igen.
   Han så sig om med tilfredshed. Gården var nykalket pænt og så velholdt ud. Alt på pladsen var ryddeligt. Der hørtes grisehyl og støj bag en dør. Han stak hurtigt hovedet ind og trak det tilbage igen. Han spiste med største glæde svinekød men foretrak bestemt ikke grisenes selskab, før de var stegt.
   "Træffer jeg Vagn Svendsen" spurgte han højt en utydelige kontur, der stod foroverbøjet langt inde og åbenbart havde travlt.
   "Han og fruen er ude på visit. Det vil sige hun er. Han handler kalve, tror jeg det var. Jeg skal være der, når mutter her er færdig med at lave smågrise."
   Mollerup belavede sig på tålmodighed. Det var blevet sidst på eftermiddagen. Solen stod ind fra sydvest. Han nød solskinnet og den friske blæst i sikker afstand fra stalddøren mens han beundrede udsigten over noret.
   "Davs og velkommen til. Ungerne skal lidt af vejen, til de selv kan gå så tøsen ikke ruller hen over dem" lød det efter en halv times tid.
   Friederich hørte stalddøren blive lukket bag sig.
   "Venter de dig. Ikke fordi det gør så meget. Vi er altid glade for gæster."
   Mollerup gik frem inden manden vendte sig om. Han trådte himmelfalden et skridt baglæns og snublede over en sten.
   "Hovsa". sagde manden venligt og hjalp ham på benene efter han havde tørret hånden af. "Jeg hedder for resten Gunnar."
   Mollerup stirrede stadig himmelfalden. Manden var Vagns udtrykte billede, tyve år før. Den bornholmske dialekt var også den samme.
   "Der er vidst en enkelt ting din far og min søster har glemt at fortælle."
   Manden lo hjerteligt. Det løb Mollerup koldt ned af ryggen. Latteren var også den samme. Hjerltelig, fanden-i-voldsk, og medrivende.
   "De er sådan set lovligt undskyldt. Efter den lille affære blev min mor også deporteret til et andet sted, hvor hun blev. Far fik først noget at vide, da han hentede sine ting sidste forår. Så stillede han faneme, uden varsel, dagen efter og bad om at hilse på mig. Vi kom fint ud af det med hinanden og aftalte jeg skulle besøge dem her et par uger. Jeg blev og hjalp med høsten og fortsatte med det. Vi vænnede os ret hurtigt til hinanden, kan man sige. Indtil videre bor og arbejder jeg her med mulighed for at overtage gælden, hvis jeg ikke gør det ordentligt, siger far. De er måske Elisabeths bror, kaptajnsløjtnanten?"
   Carl undrede sig over at hans søster ikke havde nævnt Gunnar i sine breve. Gunnar stak en næve frem på størrelse med en skinke og bød høfligt kaptajnsløjtnanten velkommen til.
   "Sig for guds skyld du og Freddy ligesom din far. Jeg har kendt ham længere end du. Vi næsten er vokset sammen over tredive år. Jeg ved godt han tog et smut til Bornholm sidste år. Det tog et par dage mere end beregnet."
   "Nu kender du altså grunden. Jeg fik det værelse du boede i, og mener næsten jeg kender dig. Han er ikke løbet tør for historier om jer endnu. Af en eller anden grund må jeg ikke se i hans gamle logbøger."
   "Han foretrækker nok du får et indtryk af en pligtopfyldende og ansvarlig overkanoner af hensyn til godt eksempel."
   "Det er lidt for sent." grinede manden. "Efter høstfesten gav han mølleren en røvfuld, han ikke glemmer lige med det samme. Jeg underholdt hans søn imens, på samme måde."
   "Æblet falder åbenbart ikke ret langt fra stammen." mente Freddy. "Var der nogen særlig grund til det?" Hans søster havde i det mindste nævnt i sine breve at en ubehagelig sag var endt i retten med mindre bøder.
   "Det er der stadig delte meninger om. Da dommeren havde talt med vidnerne og møllerens datter, sluttede vi det med et par bøder. Hun var årsag til, de var jagt efter mig. Det var nemlig kun hende, der havde nøgle til det sted vi blev overrasket. Resten behøver vi ikke komme nærmere ind på."
   "Der smutter jo hurtigt et par småting når tingene går stærkt under en høstfest. Er det mon dem der kommer nu?"

En bulet Chervolet masede sig gennem portalen. Chauffør og passager vinkede begge og viftede med et telegram. De kastede sig ud af bilen da den holdt stille.
   "Landposten passer for det meste baren på kroen og overanstrenger sig helst ikke. Han udleverer post og telegrammer når folk tilfældigvis kommer forbi. Velkommen, når du får tid."
   Freddy frigjorde sig fra søsterens omfavnelse. Han vendte sig og fortsatte og mærkede han gamle ven ikke havde mistet spor af sin styrke.
   "Hvad i alverden skal i til Estland for?" spurgte hans søster. Hun og så på telegrammet.
   "Det tager vi senere" forsikrede Freddy. "Lad mig lige få vejret igen efter Tejns velkomst". Vennens gamle flådenavn faldt let og naturligt i munden. Hans søster Elisabeth fastholdt at i land, hed de Vagn og Vilhelm Friederich, som deres forældre havde valgt og aftalt med præsten. Flådens unoder med kaldenavne gav hun ikke meget for.
   "Tror du ikke det vil være billigere, i længden, at udvide porten en anelse i stedet for at prøve dig frem."
   Freddy betragtede bulerne på bilens skærme og den hvide kalk, der afslørede deres oprindelse.
   "Jeg skal jo lige skyde mig ind" mente den tidligere kanoner. "For det meste går det fint. Angående skydning. Har du lyst til at stå tidligt op i morgen og nedlægge et af de forbandede dyr, der æder mit korn."
   Mens Gunnar satte bilen på plads fulgte de efter Elisabeth ind i huset. Ved hjørnet af huset greb Freddy Tejn i armen og nød igen det bløde lys over noret.
   "Hvordan fandt du stedet her?" spurgte ham.
   "Det fandt sådan set mig. Min mor kommer herfra. Hendes fætre kunne ikke blive enige om at fordele arven. Den afdøde onkel var barnløs, såvidt han viste. Det er der forskellige opfattelser af, men jeg købte dem alle ud for en rimelig pris. Mor var ligeglad og bliver hvor hun er."
   "Hvordan havnede din mor på Bornholm i sin tid?"
   "Hun kom i huset hos præsten og passede hans børn. Biskoppen deporterede præsten til Bornholm efter lidt for mange rygter om ham en kone i i sognet. Mor var glad for børnene, og præstekonen var glad for hende, så hun fulgte med."
   "Virkede den deportation efter hensigten?" spurgte Freddy.
   "Det er der ikke noget der tyder på, men han lærte da at gå stille med dørene. Skal vi se om Elisabeth har fundet lidt lækkert?" sagde Tejn og gik videre.


Næste morgen stirrede Freddy hen over bøssens løb. Han rettede lidt på sin stilling så han stod mere behageligt. På hans venstre side gjorde Tejn det samme mens begge så opmærksomt på skovkanten foran dem. Vinden var lige imod dem og blæste deres lyd og lugt væk fra vildtet.
   "Er der noget din søster helst ikke skal vide om den tur, inden vi overtaler hende?" lød det dæmpet fra venstre..
   Freddy kvalte et smil. Han havde ikke regnet med andet fra sin gamle ven. Aftenen før havde de tilbragt med neutral samtale og med at forklare Vagns søn, Gunner, at der var mere brug for ham på gården end i Estland, som sikkert blev ret kedeligt.
   "Så ved jeg det heller ikke" forsikrede Freddy lige så dæmpet. "Indtil videre repræsenterer vi Røde Kors. De hed, med god grund 'Foreningen for syges og såredes pleje under krigsforhold', da de startede. Vi holder os i baggrunden og tager os af dem med tyndskid og syge og sårede. Når korpset kommer frem det tyske ekspeditionskorps er det en anden sag. De har fundet et eller andet som vores gamle bekendte fra østen lovede vi ville bringe hjem til rette vedkommende, hvem det så end er. Så trækker alle sig planmæssigt tilbage i god ro og orden mens vi sejler hjem."
   "Det synes jeg vi har hørt et par gange før." mente Tejn og koncentrerede sig. "Stille. Der kommer den laban."
   Et dyr dukkede i skovbrynet, så sig vagtsomt omkring og snusede et øjeblik mod vinden.
   Da den var troede på den var alene begyndte den at spise af græsset og af de første spæde skud af vinterkorn. Den åd sig langsomt frem og drejede sig lige så langsomt. Efter kort tid ville den stå til et perfekt bladskud. Begge mænd holdt sig klar og Tejn pegede på Freddy, der nikkede. Han stod bedst, åndede halvvejs og sigtede. Tejn holdt sig i reserve til et ekstra skud, hvis det blev nødvendigt. Freddy skød og dyret trimlede om. Samtidig sprang en hare ud fra et skjul og pilede mod skovbrynet. Tejns skud fik den til at trimle et par meter væk og blive liggende.
   "Vi kan lige så godt rydde op," mente han sindigt."Hvis der er lidt kød på kalorius efter vinteren laver Elisabeth en fin stuvning med skinke og grøntsager."
   Han og pustede røg ud af bøsseløbet. "Der er altså ikke noget vi skal holde kæft med, så vidt du ved, indtil videre i hvert fald?".
   "Repræsentanter for Røde Kors holder sig pænt i baggrunden og sørger kun for fanger,syge og sårede, har jeg fået oplyst." Sagde Freddy..
   "Ved modparten også det?" spurgte Tejn. "Skal vi mon ikke pakke lidt ekstraudstyr, for en sikkerheds skyld?"
   Han rakte Freddy haren og begyndte selv at brække dyret op på stedet. Freddy tog en kniv frem og gennemførte samme operation på haren. Han fik hurtigt indvoldene ud og smed dem ind i skoven.
   "Der er gemt ekstraudstyr til os mellem de forsyninger, vi skal have med alligevel. Der er skam tænkt på det hele" sagde han da begge var færdige.
   "Undtagen at revolutionære ikke følger regler, de ikke kender ret godt." smilede Tejn og svang dyret op på nakken. "Lad os gå hjem og overtale din søster."


"Hvorfor har du meldt dig til sådan noget tosseri Vilhelm Friederich?" spurgte hans søster igen om aftenen "Hvorfor skal Vagn med og hvor længe kommer det til at vare?" Hun ville stadig hverken bruge hans eller Tejns sømandsnavne, så længe de var i land.
   Stuvningen af den nedlagte hare havde til fulde levet op til Tejns anbefaling. Da de drak the efter middagen stirrede hun bestemt på sin bror og sin mand. Resten af dagen havde Tejn været optaget af sit normale arbejde mens Freddy forklarede sin søster, det han vidste.
   "Jeg giver bare en hånd med Elisabeth" forsikrede Freddy beroligende. "Jeg blev bedt om at hjælpe til med at sikre at drengene får det så godt som muligt. Det er nemlig hensigten med Røde Kors. Vi er sikkert tilbage længe før høst. Lejligheden er jo lidt tom. Jeg behøver ikke lave noget og ejendommen er sikret takket være min pension, og de andre lejere."
   "Og jeg skal bare med for at slæbe hans pakkenelliker igen." smilede Tejn. "Heldigvis mangler vi jo heller ikke noget. Og glem hellere den forbandede arvesag?"
   "Det bliver svært. Far efterlod sig så mange veksler vi kunne tapetsere hele det forbandede Landsting med dem, hvis de er interesseret i at få illustreret deres vanvittige økonomiske politik. Landmandsbanken burde have diskonteret dem for længe siden. Det diskuterer vi med dem endnu."
   "Vi kan jo stadig nå at bytte" tilbød Tejns søn i baggrunden. "Hvis der er for meget at slæbe, for en ældre herre, mener jeg."
   "Den sag er afgjort" kom det bestemt fra Tejn. "Desuden taler den ældre herre, som du kalder mig, stadig lidt russisk. Det gør du ikke. Det skal der nok blive brug for."
   "Og du har ikke lagt skjul på hvordan du lærte det. Du behøver ikke repetere det på samme måde. Det sørger du for" kom det bestemt fra Freddys søster. Hun så vist på ham og på sin mand. De nikkede begge alvorligt.
   "Hvem kæmper egntlig mod hvem derovre" spurgte Gunnar. "Aviserne er ikke til at finde ud af."
   "Det er et godt spørgsmål" indrømmede Freddy. "Jeg fik en overfladisk orientering da jeg lovede at tage afsted. Oprørerne i landdistrikterne kalder sig PSR hvad det så end betyder. De har ingen central ledelse til at koordinere det de laver. Det har til Mesjedikkerne eller mindretaltsfolket under Trotskij og Lenins Bolsjevikker til gengæld. De konkurrerer på livet løs om at alliere sig med så mange PSR grupper som muligt og i at forhindre dem i organisere sig ordentligt. Det er en værre rodebutik. "
   "Hvem vinder mon det?" spurgte Elisabeth.
   "Det gør dem, der lyver mest overbevisende, og kender de mest beskidte tricks, som sædvanligt" sagde Tejn med et smil. "De sidste har Freddy og jeg heldigvis lidt erfaring i at lære almindelig civiliceret opførsel."
   "Hvorfor skal det foregå derovre" sagde hun opgivende.
   "Vi prøver at komme til dem før de kommer til os." svarede Freddy. "De har mange sympatisører allerede. Udskibningen af korpset var ikke helt problemfri."
   "Har de revolutionsgrupper noget, der kan kaldes en fælles fjende?" spurgte Gunnar.
   "Både ja og nej såvidt jeg forstod." sagde Freddy. "Deres modparter består af spredte hvide styrker under generalerne Kornilov og Dennikin. De er begge modstandere af monarki. De er endnu større modstandere af hinanden, med hver deres opfattelse af verdensorden. For at trække logikken til det yderste holder Admiral Koltsjak efterhånden sin styrke så langt væk fra vand som muligt. De kontrollerer en region omkring Omsk, inde midt i Rusland. De ligger de i læ af en million volgatyskere, der har haft løfter om selvstyre siden syttenhundrede og grøn hvidkål. De støtter ikke nogen af siderne og vil have deres egen republik. England og Tyskland har sendt hvert et frivilligt ekspeditionskorps. Vores ekspeditionskorps skal bringe os frem til det tyske. Det hedder Jernbrigaden. De sikrer en af Kornilovs flanker og laver uorden i de rødes forsyningslinjer. Det er i hvert fald tanken. Så længe han gider slås kan Estland og Letland også være i fred. Det skal vores gutter sørge for han bliver ved med."
   "Og vi skal kun sørge for de har det godt og kalder os Røde Kors folk." sagde Tejn. "Hvornår skal det være?"
   "Det er da tanken" bekræftede Freddy. "Først skal korpset bruge en måneds tid til at få skik på styrken, og få den til at samarbejde. Vi får besked god tid før de rykker nogen steder hen."
   "Og når de rykker frem lunter vi bagefter og ser efter om de behandler hinanden efter de nye regler." grinede Tejn. "Når det går baglæns stæser vi foran og vifter livligt med et Røde Kors flag mens vi prøver at beherske de gamle vaner, med at skyde igen. Det bliver s'gu en ny oplevelse. "