Sidst på morgenen brød himlen ud i et kort, heftigt regnskyl. Regnen rensede luft og omgivelser og fik himmel og jord til at samarbejde om at fremvise det kunstværk i farver, det var naturens hensigt det skulle have.
   Lyden af regnen vækkede Freddy i hans sidste døs. Kort efter kom Tejn ud i den rene luft, og tog et par dybe indåndinger inden han gik hen til broen og Freddys forventede kommentarer.
   "For at gøre en lang historie kort" startede han allerede fra døren, inden Freddy fik taget sig sammen til noget som helst.
   "Udover en smule normal medicin og forbinding består vores lille nonnes bagage mest af morfin, opium og rygehamp til sortbørshandel. Smeden har jagtet hende et stykke tid for at få fat i det."
   "Det er kun din måde at afhøre på jeg er utilfreds med, din slubbert. Så vidt jeg husker er du stadig gift med min søster."
   "Nu vi er ved søskende taler lille Vaida i øvrigt udmærket tysk. Det gør hendes bror sikkert også, den slubbert."
   "Selvfølgelig gør jeg det" sagde Laimis uden videre på flydende tysk. "Vi er Volga tyskere og opvokset med begge sprog."
   Enhver form for ungdommelig usikkerhed var blæst væk fra hans ansigt. Han stirrede fast på dem begge og holdt godt fast i haglgeværet, for en sikkerheds skyld.
   "Er tøsen slet ikke nonne?"
   "Det glemte jeg ærligt talt at spørge om" sagde Tejn. "Det må du selv gøre, når hun kommer. Laimis er her for at beskytte hende og holde øje med Kilmovsky. Kilmovsky flyttede opmærksomhed fra hans egen søns bande ved at opfinde et par bander, der var værre inden Polotsk. Molkte turde ikke lade os bruge den vej af den årsag."
   Laimis nikkede bekræftende.
   "Og i Volgatyskere er naboer til Kirgisien og Khazakstan der leverer råvarer" konstaterede Freddy opgivende. "Zarens toldere henter vel nogle krasse afgift fra hos apotekerne."
   Han afbrød sig selv og så mod kahytterne. Vaida kom ud, for en gangs skyld i normalt tøj. Hun så først op mod solen og ud over vandet, inden hun vendte blikket mod styrebroen. Hun kom langsomt bagud og sluttede sig til de andre. Hun så ned gennem lugen til kabyssen med en grimasse og rystede de sidste minder derfra af sig. De lod hende sidde i fred i skippers stol et par minutter til det brast ud af Freddy.
   "Må vi i det mindste få at vide om du er nonne eller ej?"
   "Jeg var en fantastisk sygepasser da jeg var hos søster Anna. Jeg overholdt bare ikke forbuddene ret længe af gangen. Vi lavede en anden aftale. Jeg bringer faktisk lægemidler ud til klostre langs Daugava, sammen med andre ting."
   "Og får råvarer med tilbage" gættede Tejn. "Er det kemikere fra universitetet i Tartu der laver dem om til morfin?"
   "De tangenter skal du ikke længere ud af min ven" sagde Vaida bestemt. "Lad os bare sige, du ikke er helt galt på den. Hvad gør vi nu?"
   Lyde nede fra varslede Kilmovsky familien også var vågen. De stod i tavshed til Kilmovsky selv dukkede op gennem lemmen i gulvet og surt beordrede Laimis ned for at få liv i glødehovedet. Han betragtede Vaidas påklædning med spørgende og hævede øjenbryn.
   "Vi har haft et lille møde og afklaret et par småting." sagde hun med et smil. "Du behøver ikke holde dig tilbage."
   "Jeg er alligevel for gammel til jeres narrestreger" erklærede Kilmogsky bestemt og bad Laimis få varme på glødehovedet, så de kunne komme af sted.
   "Det her bliver min sidste tur" hævdede han bestemt og så ud over floden.
   "Det taler vi nærmere om efter Vitebsk afgjorde Vaida. "Få os bare af sted mens vi går ud.på dæk og snakker lidt sammen." Der var ikke længere tvivl om hvem der bestemte på prammen.
   Hun gjorde et kast med hovedet og Tejn og Freddy gik med hende ud på dækket.
   "Nede i Vitebsk har vi en opgave, der med garanti ikke har noget at gøre med dig." forsikrede Freddy. Tejn nikkede bekræftende.
   "Hvis vi bare kan skilles som venner, når vi har fundet vores kontaktmand, er det fint med os" tilføjede han. "Vi skal tilbage og til København, hurtigst muligt."
   "Vi skilles som mere end venner forsikrer jeg jer for" lovede Vaida og drejede hovedet. "Slap bare af og gå ned og sov."
   Laimis kom frem fra kahytsdøren, vinkede med en revolver og gik ned for at sove.
   "For god ordens skyld må jeg alligevel fortælle jer, at der er nogen der venter mig i Vitebsk. De har sådan en kedelig måde at stille spørgsmål på, hvis jeg ikke er her."
   "Det gælder skam også vores venner" forsikrede Freddy hurtigt. "Lad os bare sige der er balance i tingene."

Skipper Kilmovsky havde fået travlt og ignorerede broer med flag, i det ene tilfælde med vinkende kunder. Hen under aften slog Daugava en stort sving mod nord. Det fik ham til at sætte farten ned og anløbe en bro og handle en smule. Derefter skiftede floden retning til stik øst mod Rusland og gik videre mod Vitebsk. på grænsen til selve Rusland. Der ville Kilmovsky starte den tilbagetur, der skulle blive hans sidste, hvis han selv kunne bestemme. Han og Vaida havde et par samtaler i styrehuset om det emne mens Freddy og Tejn fordøjede de sidste begivenheder oppe på bakken.
   Sidst på aftenen lagde prammen til et sted med ly for overnatning og alle gik til ro, stadig under beskyttelse af Laimis og jagtgevær. Til Freddys store lettelse var der ingen der følte trang til yderligere motion den nat.
   Næste morgen dukkede Vaida igen op i nonnedragt, uden kommentarer af nogen art. Alle spejdede forud og ventede bare på, der kom en by til syne. Kilmovsky fortsatte med at ignorere broer og flag.
   Sidst på formiddagen blev himlen forseglet af et lag tunge skyer, der rakte så langt øjet kunne se. Regnen kastede sig over prammen med tunge dråber. Alle sad i kabyssen og lyttede imponeret. Skyerne blev suppleret med en række knald som kanonskud og et par lyn slog ned i det fjerne. Lidt fremme kom en bro til syne som Kilmovsky styrede lige imod. Laimis smuttede ud og fortøjede prammen til stolperne mens Anna gesvindt klatrede ned af stigen til maskinen. Kilmovsky fulgte efter sin kone uden uden et ord.
   "Ned og ud i første lastrum" kom det fra en dyngvåd Laimis, der kom ind.
   "Hvis skorstenen bliver ramt af lyn har i med garanti ikke lyst til at sidde her i kabyssen." tilføjede han og hoppede ned uden at bekymre sig om stigen.
   De fulgte efter og smuttede gennem lugen til første del af marskandiserbutikken.
   "Har du prøvet det?" spurgte Tejn"
   "Nix. Ikke endnu" grinede Laimis. "Det haster heller ikke for min skyld. Anna viste mig brandsår fra et lynnedslag, sige hun i hvert fald. Hun er skæppeangst for torden så skipper gør som hun siger." Det sidste sagde han ret dæmpet og afsides med et blik på Anna som Kilmovsky beroligede i den modsatte side.
   Efter et par timer buldrede tordenen videre for at underholde andre egne af landet. Vaida og Laimis kravlede op for at finde lidt at spise, fulgt af Tejn og Freddy der fandt ideen tiltalende.
   "Når vi lander i Vitebsk behøver jeg ikke pølser lige med det samme" erklærede Tejn og betragtede den han var i gang med. "Er det kål?"
   "For det meste" sukkede Freddy. "Der er sikkert også nogen, der kan lide dem."
   "De må godt få resten af den her," erklærede Tejn og smed stumpen ud gennem koøjet.
   Under deres fødder var Kilmovsky ved at starte motoren igen. Regnen var taget tydeligt af. Da Kilmovsky dukkede op gennem lugen gik Tejn og Laimis sammen ud for at kaste los.

Daugava slog kort efter et stort sving mod nord og drejede atter mod syd efter en times sejlads. Derefter svingede den drilagtigt endnu en gang. Da sidste sving var overstået gik den stik øst igen. Kilmovsky styrede prammen gennem strømmen og valgte rutineret den rigtige vej mellem bredderne og endnu en ø med flere ruiner, midt i floden. .
   "Før damp- og glødehovedmaskiner fordoblede hastigheden foregik det med en snes kilometer i døgnet med håndkraft og heste på bredden." sagde Laimis og betragtede næste sving. "Godt man ikke var med dengang."
   "Bilerne vil sikkert også komme til at gøre det hurtigere de" forudså Tejn.
   Laimis nikkede og pegede forud. Midt i svinget kom et stort antal huse til syne, med den sædvanlige løgkuppel i midten, et par andre tårne og masser af huse ude i kanterne.
   "Jomfru Marias katedral, Byhal og Barbera kirken" udpegede Vaida.
   "Hvis i vil have fat i os kan i spørge hos Apotekeren ved Barbera kirken. Vi hedder Lenkova til efternavn. Giv ham ham en af dem her."
   Hun gav dem hver sin Maria Thersa daler, med et indhugget malteserkors på forsiden.
   "Kilmovsky siger stadig han vender her og sejler nordpå igen om et par dage. Jeg prøver at overtale ham til en tur til, mens vi sejler tilbage."
   Tejn betragtede hendes bestemte ansigt og gav ikke den tørstige skipper de store chancer i den samtale.
   Kort efter lagde prammen til ved en kaj hvor der også var god plads. Efter et par minutter stillede en sur havnefoged og startede den vanlige procedure med kajpenge og papirer for ikke at glemme Kilmovskys beklagelser og udflugter. Om der var revolution eller ej rundt om ham, ragede ham en fjer, til alt var betalt og kontrolleret.
   Da han var af vejen viste Vaida dem op til katedralen.
   "Her skal vi finde Hr. et eller andet, der kan være hvor som helst." sagde Freddy diplomatisk og tog afsked med Vaida. Hun gik, hjemmevandt videre gennem byen efter en advarsel om at passe på, hvad de sagde til hvem.
   "Siden broen ved Ouze og i Daugavapils har vi faktisk ikke set en ærlig revolutionær." sagde Tejn og så efter hende. "Vaida mente at dem i Vitebsk sikkert sympatiserede med halvt af hvert, sådan cirka. Hvis nogen herfra bliver blandet ind i noget mente hun ikke de ville til meget hjælp for dem de holder med. Hun mente også de befinder sig udmærket med håndværk og handel."
   "Vi så da Kilmovskys søn og hans venner for et par dage siden, " huskede mødte Freddy ham på.
   "Laimis sagd at deres fortolkning af revolutuion, kræver elastik i metermål, for at hænge sammen med noget som helst." sagde Tejn.
   "Deres hjemmebryg misundte han dem i hvert fald heller ikke" huskede Freddy. "De klarer sig åbenbart alligevel. "
   "Ja - et par af Vaidas pakker ved siden af ammunition klarer vel det meste." sagde Tejn. Han trak sit tørklæde frem og tog det på. "Vi må hellere begynde at kikke efter den her klud. Lad os starte på kroerne her."
   "Nydeligt tørklæde" lød en stemme bag dem.
   "Tak svarede Tejn. "Vi prøver at finde en krog at hænge det på, og lidt at spise. Helst kød tak."
   Freddy trak også sit tørklæde frem.
   Den lille spinkle mand med kavaleriskæg tog et tilsvarende tørklæde frem og stak det hurtigt i lommen igen.
   "Magnus von Krogh til tjeneste. Lad os se hvad de kan gøre derinde mens vi lige præsenterer os for hinanden."
   Han travede energisk et par skridt foran.