De følgende dage etablerede korpsene et solidt fodfæste i Jakobstadt og finkæmmede ruinerne for ubehagelige overraskelser. Dragonerne kom lidt længere bort end infanteristerne. Anden dag fik de forbindelse med et tysk korps af frivillige, der også generede oprørernes forbindelseslinjer efter bedste evne, så de hvide tropper, kunne få lidt arbejdsro.
   Tejn og Freddy trak omgående kommandoofficeren til side og gav ham det næstsidste, forseglede ordrer.
   "Den sidste kuvert udnævner jer vel ikke, tilfældigvis, til ledere af hele styrken?" spurgte han efter grundig gennemlæsning.
   Han vejede det sidste der var en tyk pakke med imponerende forsegling i hånden. Den fik han til opbevaring til Freddy eller Tejn gav ham skriftlig ordre til at åbne den. Den næstsidste kuvert forseglede kuvert viste sig at være underskrevet af dem, der havde sendt korpset af sted.
   "Overhovedet ikke" forsikrede Freddy beroligende. "Som du ser skal den først åbnes, når vi kommer tilbage fra Jernbrigaden. Enten skal den lukkede kuvert eller vores tilladelse til at åbne den afleveres til dem, der står på kuverten, når i lander i København igen. Jeg skal hilse fra dem og sige, de vil vise sig særdeles taknemlige i begge tilfælde."
   Kommandoofficeren trommede med fingrene på bordet.
   "Det var fandens. En gulerod uden kæp er noget nyt i vores branche. Har du nogen anelse om hvad det indeholder?"
   "Mellem os to sagt indeholder den indkaldelser af hele korpset til bevogtningstjeneste af Vest Volden af udenrigspolitiske årsager. Når vi vender tilbage skal korpset omgående frigøres fra alle opgaver, uanset hvad de går ud på, og rejse hjem og møde til tjeneste så hurtigt forholdene tillader."
   "Det bliver de vidst nok ikke ret glade i Letlands generalstab. "I husker måske vi alle har underskrevet kontrakter med dem til september."
   "Kontrakterne indeholder en force-majeure klausul, der indtræder ved genindkaldelser." oplyste Freddy venligt. "Så vidt jeg husker er det den næstsidste."
   "Det var fandens" sagde Ivar der havde lyttet med, efter hurtig kontrol af en tilfældig kontrakt. "Og hvis i ikke når tilbage, er der måske sket et par bisættelser i stilhed?"
   "Det ville ligne os dårligt at gøre noget i stilhed" grinede Tejn. "Måske finder vi bare en rute med lidt bedre beværtninger. Øllet her, er der ikke meget ved."
   "God tur. Vi vil savne jeres selskab".

Næste dag gik Tejn og Freddy for første gang om bord på trækfærgen med deres køjesække. De var spændt på hvad de fandt på den anden side af Jakobstadt. Også mellem ruinerne på denne side var der dukket et par hundrede mennesker op som havde klaret gennem kampene omkring dem. Janosch måtte til sin store irritation indtil videre blive hvor han var. Han havde altid haft gode kunder i Jakobstadt og ville gerne se om de var i live endnu. .
   De var i selskab med søster Anna, der nu var kendt af alle som Baronesse Rhoden og almindeligt beundret og respekteret. Hun bestyrede et lazaret Kreuzburg og gjorde også et stort arbejde i Jakobstadt, når hun kunne komme derover. De havde også selskab af en munter mand de allerede havde truffet flere gange.
   Siden revolutionens start havde journalisten Jarosy både været i Moskva, Petrograd og andre steder og havde truffet flere af lederne på alle sider. Alle hjalp med at trække færgen over floden og betragtede spændt den anden bred.
   Da de nåede ind mellem ruinerne dukkede de første civile op. Alles glæde over at gense søster Anna og hendes hjælpere var ikke til at tage fejl af. De hjalp hende med at indrette et midlertidigt lazaret i et hus hvor en del af taget stadig stod og gav en smule beskyttelse. Efter en times tid havde hun og hendes hjælpere fået så travlt at at de tre mænd mente de kunne se lidt mere af byen.
   Efter nogen tid stod de i udkanten af Jakobstadt og så ud over landskabets ar. Tejn og Freddy bar stadig på deres køjesække til Jarosys forundring. Efter et øjeblik spurgte han om de havde planer om at slå sig ned på de kanter. Freddy fortalte ham i fortrolighed en del af det der var deres opgave.
   "Hvis Jernbrigaden og vi kan samarbejde om at afskære oprørernes forsyninger totalt i den her del landet vil der være vundet en del" forsikrede Freddy. Det gik ikke an at sige for meget hvis Jarosy faktisk var journalist, som han hævdede.
   "Måske kan både Estland, Letland og Litauen holdes helt ude af den russiske opfattelse af indenrigspolitik." fortsatte Tejn.
   "Det er kun et spørgsmål om de er interesseret i det." mumlede Jarosy. "Ved i hvem i kan tale med hvis i finder dem?"
   "Vi har da fået et par navne i staben. Dem må vi hellere holde for os selv, indtil videre" bekræftede Freddy.
   "Jeg har også kontakter i jernbrigaden" påstod Jarosy. "Mon du kan gætte hvem der har afsendt et telegram jeg har i lommen.?"
   Konturen af en pistol sås tydeligt under hans frakke. Freddy opgav uden videre forbindelsesofficerens navn og tilføjede deres næste kontakt enten var Molkte eller von Krogh.
   "Har du nogen ide om hvad der forventes af herfra, og hvad vi skal hente et eller andet sted."
   "Du kender hovedreglen" sagde Jarosy med et smil, slappede af og tog hånden væk fra sin pistol.
   "Det du ikke ved, kan du heller ikke sladre om."
   "Jeg anede ikke, der var en hovedregel. Vi er sådan set bare en slags bydrenge" sagde Tejn "Hvad gør vi nu?" spurgte han.
   "Vi skal helst videre herfra, hente et eller andet, og tilbage igen, inden korpset bliver afløst. om et par uger" sagde Freddy.
   Som svar tog journalisten et stort grønt lommetørklæde op af lommen og viftede med det. Det fik en gruppe ryttere til at dukke frem fra et buskads i det fjerne.
   "Hvis jeg havde brugt mit røde lommetørklæde var i nok blevet skudt" sagde Jarosy med et smil. "De kan være ret forsigtige."
   "Så er vi glade for du huskede den rigtige lomme" sagde Tejn med et smil og modtog en hest fra en af rytterne.

"De er vidst lidt flere end os!" sagde Freddy da de efter en time nåede frem til en vagtpost, blev godkendt og kort efter steg af i udkanten af lejren.
   "Det her er kun en lille del af brigaden forsikrede Jarosy. "Jernbrigaden tæller omkring fem tusinde mand. Den har alt fra kavaleri, kanoner og flyvende spejdere, som i ser. Halvdelen er optaget af oprydning oppe i Riga i øjeblikket."
   "Hvad så med resten?" spurgte Tejn nysgerrigt
   Der er to afdelinger af samme størrelse mellem her og Minsk, så vidt jeg ved. Dennikin tager sig af området ned til den anden side af Kiev og syd for ham har resten af Kornilovs styrke stort set kontrol over området nord for Krim. Kornilov blev desværre skudt ved juletid. Det fik resten til at vakle lidt til Dennikin overtog kommandoen over dem også.
   De kom lidt længer frem til en plæne hvor to fly var ved at gasse op efter påfyldning. Tejn genkendte en engelsk Avro-maskine. Engang havde han bestukket sig til en tur i sådan et fly under et togt til Basseterre. Piloten havde været lige så beruset som han selv. Han kastede op flere gange undervejs og havde siden havde holdt sig til at have land eller et dæk under fødderne.
   De gik videre og blev afskåret af en kolonne soldater under kommando af en underofficer med en imponerende bas.
   Jarosy holdt dem tilbage og så træt på kolonnen. "Mon man kan klare sig i de fleste hære, bare ved at råbe højest?"
   "Det kan du kun hvis du slår dig sammen med en officer med samme humor som din. Nu skal du se" sagde Tejn, tog luft ind, trådte et skridt frem og overdøvede befalingsmanden, med rynkede bryn. "Hvordan kommer vi til Østerport?."
   Underofficeren kommanderede holdt med stram honnør. Jarosy overtog med et smil, spurgte efter staben og fik den fornødne anvisning inden kolonnen blev brølet videre.
   "I skal såmænd bare huske at dreje mod øst ved Trianglen. Så er det lige ud" sagde en stemme bag dem. Goddag jeg hedder Molkte. Skal vi gå over i mit telt?"

"Er det altid lykkedes for dig at finde en officer med humor?" spurgte Molkte nysgerrigt. "Jeg er fra Holsten og har også familie i København, som jeg tit har besøgt."
   "Ikke altid" indrømmede Tejn. "Men på en eller anden måde er det som regel lykkedes mig at lægge mine granater der hvor de overordnede foretrak de landede. Freddy der har lært mig en smule matematik en gang."
   "Og tilbage til forretningerne" sagde Molkte og viste dem ind i sit telt efter at have taget afsked med Jarosy, der nu skyndte bort, efter at have løst sin opgave. .
   En blanding af Spandau og Vickers maskingeværer stod opstillet i række udenfor hans telt.
   Molkte forklarede opgaven og så alvorligt på dem. "Vi er blevet kontaktet af en central person, der ønsker at forlade Rusland. Fanden vil være løs i Laksegade hvis Dennikins styrker får nys om vedkommende."
   "Hvem er det? Man kunne tro et af Zarens familiemedlemmer, undslap alligevel. Rygter er der nok af." spurgte Freddy
   "Jeg har selv haft den tanke, men er ikke betroet sådan en viden. Jeg ved bare jeres pakke selv kan gå eller løbe, hvis det kniber. Det har vedkommende nemlig mest lyst til under de nuværende forhold. Min kollega von Krogh er gået i skjul i nede i Wizeback. Han har kontakt med en gruppe der bringer vedkommende ud. Det er halvtreds kilometer fra Smolensk. Vi regner med de kommer derfra."
   Tejn kastede et blik på kortet og Molktes finger og målte afstand.
   "Har i nogenlunde kontrol over det område. Der er to hundrede kilometer mellem os og Wizback eller regner i med at flyve os derned? spurgte Tejn bekymret.
   "Det er for langt for et fly, når det også skal tilbage igen" forklarede Molkte til han lettelse. Kontrollen over mellemrummet svinger frem og tilbage. Flyene bruges kun til observation og vil nok vække en vis opmærksomhed ved at lande og sætte jer af. Det vil vi helst undgå."
   "Har du en løsning på det?" spurgte Freddy praktisk. "Det er lidt for langt at gå, hvis vi skal være tilbage om fjorten dage."
   "Jeg har fundet en flodskipper, der tager passagerer med mod betaling. Udover det er han en flydende marskandiser og sejler frem og tilbage af Daugava mens han handler med alt muligt. Han sejler videre i morgen og ligger lidt syd Jakobstadt. Turen tager normalt fire til fem dage."
   Tejn og Freddy så på hinanden. Den gamle slubbert Janosch havde nævnt, der stadig fandtes sådan et par pramme. De fik lov til at være i fred så længe de forsynede begge sider. Han havde også sagt at skipperne hadede hinanden og begge ville sælge deres mor, hvis prisen var god nok.
   "Vi må vel prøve" afgjorde Freddy pessimistisk.