Henne strand. Vel nok et af de skønneste steder i Danmark.
   Jeg havde lånt et sommerhus af en ven. Fjorten dage skulle jeg nu tilbringe alene, i et af de smukkeste naturområder ved Vesterhavet. Jeg glædede mig til min ferie, borte fra storbyens larm og fortravlede mennesker. Huset var ikke svært at finde. Hans beskrivelse og kørselsvejledning var enkel og nem at følge.
   Efter fire timers kørsel var jeg fremme. Huset var fra fyrrerne, og måske ikke så godt vedligeholdt som de andre der lå omkring det. Min ven havde arvet det efter sine forældre for to år siden, men det var ikke meget de brugte det. Tre til fem uger om sommeren, samt nogle weekender om vinteren. Hans familie ville hellere til Spanien, hvor de havde holdt ferie i mange år, før de arvede huset.
   "Carstens, du skulle tage et par uger i vores sommerhus, du er stresset og kunne trænge til ferie." Han grinede da han sagde det.
   "Vi kommer ikke derover i år, du kan lige så godt bruge det."
   Ja, ja, den er god med dig. Tror du jeg er millionær?.."
   "Helt ærligt Carstens, du skal ikke give en pind for at låne det, det har kun godt at blive luftet igennem. Du er lige gået på efterløn. Vi er enige om Lis og jeg, du trænger til at se andre græsgange. Måske møder du en sød pige derovre?.. Du skal sgu ikke være alene længere."
   Han morede sig, var både min arbejdskammerat og bedste ven gennem de sidste mange år.
   "Ok, så tager jeg to uger, men jeg vil gerne give noget for at låne det."
   "Nul, det kan der ikke være taler om, vi er venner og det er gratis. Lis siger som jeg, at du trænger til at komme lidt hjemmefra, få luftforandring efter skilsmissen. Din kone fandt en yngre model, gør det samme! Du er kun tres år gammel. Livet er ikke slut endnu, så skulle der byde sig nogen til ovre vestpå, synes jeg du skal engagere dig, du er ikke typen på at være alene for længe af gangen. Tænk over det Carstens." Han smilede venligt, kammeratligt.

Nu sad jeg så på den ene terrasse, og så ud mod klitterne, og de rækker af sommerhuse der var bygget. Hans grund gik helt ned til klitterne og stranden, var på fire tusinde kvadratmeter, og han kunne hvis han ville, udstykke en del grunde, bygge sig et nyt hus tæt på vandet, og endda have penge i banken. Det ville han ikke.
   "Det er min opsparing," sagde han hver gang vi talte om, det var en formue der lå derovre.
   Vi var begge tres år gamle, om et par måneder stoppede han også, så ville han heller ikke mere.
   Vi var i forsvaret, professionelle. Vi havde begge været heldige at blive indenfor systemet. Det skyldes ikke mindst vi var tidligere elitesoldater. De sidste mange år havde vi deltaget i undervisningen af alle de nye, det var årsagen til vi kunne blive. Vores erfaring med krigens rædsler, gav os automatisk en høj status hos de yngre jægersoldater. Vi var, trods vores alder, stadig adrætte og veltrimmede.
   Jeg gik inden for igen, og satte mig i en ikke særlig behagelig lænestol. Møblerne var gamle og lugtede indeklemte, nærmest surt. Alle døre og vinduer stod på vid gab, for at få den værste stank væk. Han havde advaret mig om lugten, og sagt det ville tage to dage, så vænnede jeg mig til lugten. Vi havde begge grinet af den bemærkning.
   Ellers var det et dejligt hus. Stor stue, to gæsteværelser eller børneværelser, bad, toilet, og et dejligt stort spisekøkken. Terrasse mod syd og overdækket terrasse mod vest, mod havet. Jo huset fejlede ikke noget, hyggeligt var her også.

I August var ferierne slut, vi var sidst på måneden. Vejret var stadig fint, lunt, med en blanding af skyer og sol.
   Jeg havde været lidt rundt i omegnen, så vidt jeg kunne se var det kun nabohuset der var beboet. Hvem der boede der vidste jeg ikke.
   Jeg nød den smukke musik fra højtalerne i stuen, klassisk. Det var afslappende bare at svæve hen, blive eet med musikken. Jeg havde det rart, når den fik hele armen på alle højtalere. Han havde et ældre men særdeles godt anlæg. Jeg var sikker på det i sin tid havde været hunde dyrt.
   På grund af de åbne vinduer og døre, dæmpede jeg det lidt. Barbara Hendriks var min yndlingskunstner. Igen og igen, skrålede hun sine arier og operatolkninger ud i stuen. Ave Maria og Pie Jesu var blandt favoritterne.

Jeg havde sovet elendigt om natten. Det var varmt og trykkende. Jeg vågnede klokken halv fem. Efter en time, hvor jeg lettere irriteret vendte og drejede mig, stod jeg op. Nu havde jeg ikke været vild med at bade i saltvand, men jeg ville alligevel prøve det store Vesterhav. Håndklæde, badebukser og så ned til stranden.
   Jeg kikkede mig omkring, ikke en sjæl. Skidt tænkte jeg, jeg tager den uden badebukser. Skulle der komme nogen, ville jeg skynde mig op og være anstændig på kort tid, forstranden var trods alt mere end hundrede meter bred. Jeg ville ikke meldes for nøgenbadning, eller det der var værre. Vandet var meget roligt, med kun dovne dønninger der slog mod kysten, men det var koldt, og friskede mig dejligt. Efter en rimelig hurtig dukkert vadede jeg mod stranden.
   En dame kom imod mig, jeg ærgrede mig over jeg ikke havde set hende komme. Brat standsede jeg op og satte mig ned i vandet. Hun lagde sit håndklæde og vadede ud imod mig.
   "Godmorgen!" råbte hun muntert.
   Jeg svarede også godmorgen, blev siddende i vandet. Hun dyppede sig kun, få meter fra hvor jeg sad. Den skønhed hun åbenbarede for mig, fik det til at summe i mit hoved. Hun var utrolig smuk, med en veltrimmet og trænet krop. Jeg ventede på hun skulle forsvinde igen, så jeg kunne komme op. Efter en kort dukkert, vadede hun tilbage til stranden og tog sit håndklæde.
   "Kom du bare op, jeg har set elendighed før end i dag." Grinede hun.
   Jeg blev flov, rejste mig op og vadede i land.
   "Det må du undskylde. Jeg troede jeg var så tidlig på den, at jeg kunne nå et bad inden der kom nogen."
   "Det kunne du også, men da jeg så du gik i vandet, tænkte jeg at det ville jeg også. Normalt bader jeg senere, men pyt det kommer vel ud på et... For resten er vi naboer," fortsatte hun.
   "Jeg hedder Nakita." Hun tog sit håndklæde om sig og fortsatte:..
   "Hvis du har lyst er der kaffe om fem minutter." Derefter gik hun.

Jeg var paf. Hun så godt ud, men alligevel. Det var sgu mærkeligt. Jeg slentrede op til huset, og så hun havde dækket til to på terrassen.
   "Kom når du er færdig, du må gerne skynde dig, kaffen bliver kold!" Råbte hun muntert til mig.
   Hun var vist en bestemt dame, hersede allerede med mig. Hvad blev det næste?.. Jeg gik ind, tog tørt tøj på og gik over til hende. Hvem pokker var hun?.. Jeg havde ikke set hende før, kun set der var nogen i nabohuset. Den parkerede bil sladrede.

"Velkommen, sæt dig her, så sætter jeg mig overfor. Det ser ud til vi er de eneste i omegnen, og så tænkte jeg du vel ikke havde noget imod lidt selskab en gang imellem. Jeg skal nok lade være med at rende dig på dørene, eller sidde lårene af dig... Du ser rar ud. Så vidt jeg kunne se da du ankom er du alene." Hun smilede og så på mig med smukke smilende blå øjne.
   Jeg var paf. Som hun dog snakkede. Jeg satte mig, tog et stykke brød og sagde:..
   "Jeg hedder Johan. Johan Carstens. Du er godt nok ikke som dem jeg kender. Der er fart på!" Hun grinede...
   "Pjat, jeg er sgu meget normal. Nå, drik din kaffe, ellers bliver den kold." Hun fortsatte:
   "Alene i sommerhuset? Det er der mange der er, de røv keder sig garanteret. Det har jeg besluttet mig for ikke at gøre, det er vel derfor jeg er så anmassende." Hun så igen smilende på mig.
   "Hvis jeg er for meget," fortsatte hun og grinede højt, "må du sige til. Jeg kan godt lide selskab, og hvorfor dælen skal vi begge lave kaffe, når den ene kan gøre det?.. Hvis du synes det er ok, kan du få kaffen her hos mig hver dag, hvis du bare engang imellem giver morgenbrød og henter avisen. Jeg holder af Jyllandsposten."
   Jeg kikkede på hende da hun endelig tav. Hun var køn at se på. Alderen var svær at bedømme, men vel omkring de 50 år gammel, særdeles sportstrænet. Der var ikke eet gram fedt der sad forkert. Jeg var dybt betaget af hendes øjne. Det var de mest blå øjne jeg nogensinde havde set. Hun var garanteret ægte blondine. Hun var lyshåret, men med de øjne måtte hun være en ægte blondine. Hun var slank, havde en flot figur.
   "Du lytter til klassisk!" sagde hun og så på mig...
   "Ja, jeg holder meget af den klassiske musik."
   Hun fortalte mig hvad det var jeg havde hørt, sagde hun også var fascineret af musikken. Hun elskede Brahms, Schubert, Mozart og flere andre komponister. At hun vidste hvad hun talte om, var jeg ikke i tvivl om.
   "Undskyld hvis jeg spillede for højt, jeg troede ikke du kunne høre det herover." Hun smilede.
   "Det var ikke højt nok, det er det jeg er lidt muggen over." Hun morede sig.
   "Hvad laver du Johan?.."
   Jeg er på efterløn og har lånt det her sommerhus. Hvad laver du selv?.."
   "Næ, næ, den går ikke gamle. Hvad lavede du da du arbejdede, det er det jeg spurgte dig om. Du er vel lige fyldt 60 år siden du kan gå på efterløn, selvom du ikke ser så gammel ud." Hun smilede. Hendes smukke blå øjne funklede, blikket var varmt, fortroligt.
   "Tak. Ja jeg er 60 år gammel, det blev jeg for fire måneder siden... Hvad jeg lavede?.. Jeg var i militæret som seniorsergent."
   "Javel, var du i flyvevåben, marine eller hæren?.."
   "Hæren. Hvorfor vil du vide det?.." Hun smilede.
   "Det er da rart at vide hvad folk de går og laver." Sagde hun og så igen på mig med øjne der bare var smukke, smilende, venlige.
   "Men hvad laver du så, Nakita?.."
   "Jeg er sekretær med stenografi som speciale. Jeg ville gerne holde op, men kan ikke finde en afløser. Jeg er i et privat firma der handler med olie. Har penge i banken, behøver ikke lave mere. Bader du hver morgen?.."
   "Ja det gør jeg!" pralede jeg.
   Det var ikke helt sandt, men jeg kunne altid senere sige jeg tog et bad hver morgen, det var rigtigt, men det var under bruseren.
   "Fint, hvis det passer dig vil jeg foreslå vi følges ad hver morgen, men først klokken syv. Det andet er for tidligt for mig... Damer som mig, med min alder, de skal have deres skønhedssøvn." Hun morede sig.
   Vi sludrede i en halv time mere. Jeg takkede for kaffen og gik hjem til mig selv.

Hun havde fart på, havde helt taget pusten fra mig. Hvis jeg analyserede hendes tempo, ville hun være uinteressant for mig. Hun ville være for meget. På den anden side, var der ikke noget at udsætte på hendes måde at håndtere tingene på. Hun havde ret, med hensyn til det tit var ensomme der sad for sig selv. Hun virkede intelligent og harmløs. Hun havde ikke flirtet med mig, kun smilet venligt og det tiltalte mig, det var et plus. Hun virkede ikke som en der var i panik, snarere praktisk.
   Jo nærmere jeg tænkte over vores samtale, jo mere blev jeg klar over hun havde ret. Jeg var alene, hun var alene. Hvorfor kunne vi ikke dele?.. Hvis der ikke var noget i vejen med vores kemi, var det da indlysende det var det rigtige.
   Min konklusion blev, at jeg gerne ville være lidt sammen med hende. Hun var rar et tale med. Selvom hun snakkede som et vandfald, kunne jeg godt lide hende. Jeg kunne vel vænne mig til hendes snakken om alt muligt.
   Nu ikke for sart Johan, sagde jeg til mig selv og smålo. Hun er den første hvis side du har set til siden skilsmissen, og med interesse.
   Min vens søde kone havde ret. Jeg var alt for alene. Jeg besluttede mig for at lidt selskab ikke var af det onde, tvært imod. Jeg ville gerne dele hverdagen med hende, gå ture, men uden forpligtelse til noget som helst andet, det måtte så komme hen ad vejen, om det var noget jeg kunne bruge til et kommende venskab. Men hun var godt selskab, en afveksling i hverdagen der var velkommen.

Den første uge gik. Vi var sammen i vandet om morgenen, og ellers af og til i løbet af dagen. Men vi overrendte ikke hinanden. Vi hyggede os. Hun var behagelig at være sammen med. Jeg var stadig betaget af hendes øjne, det sagde jeg til hende. Hun smilede til mig og svarede det var der mange der kommenterede, men det imponerede hende ikke. Hun var sig selv.
   Der havde været et par biler på besøg hos hende. En ung dame og to yngre herrer. Hun fortalte mig det var hendes datter og svigersøn. Den anden herre var hendes søn.
   "De er nu søde de børn. De er bekymrede for om jeg nu også klarer mig alene. Jeg har fortalt dem jeg har en sød og rar nabo, det blev de ikke roligere af." Hun lo og klappede i hænderne.
   "Ja de unger. Men lidt omsorg for en enlig mor er ikke af vejen, nærmest rart et tænke på... Er du gift?.." Spurgte hun, og så igen på mig med de vidunderlige blå øjne, som jeg ikke kunne forholde mig til, uden at stirre.
   Det kom bag på mig. Vi havde slet ikke talt om noget i den retning. Mest om naturen og musik, som vi begge elskede. Vi havde sammen lyttet til mine plader og Cd'er.
   " Nej fraskilt!" jeg så væk.
   "Min kone fandt en lidt yngre model. Det var så det."
   "Det plejer at være omvendt, men ok... Var det noget møg at blive skilt Johan?.." Jeg smilede.
   "Ja det kan man godt sige. Det tog hårdt på mig. Jeg følte mig faktisk røv rendt. Jeg var sgu ked af det." Hun nikkede.
   "Ja det er svært... Jeg er enke. Min mand døde for tre år siden. Ak ja... Nå men livet går videre, hænger vi ikke på falder vi af i svinget. Skal vi gå en tur?.."

Vi slentrede ned til stranden. Solen var gået ned, vi nød stilheden og skumringen, tusmørkets tryghed.
   "Johan du er sød. Jeg kan godt lide dig. Må jeg holde dig i hånden?.."
   I det tiltagende mørke kunne jeg se hendes hvide tænder lyse. Jeg tog hendes hånd og klemte den.
   "Nakita! Du er en anderledes pige, forskellig fra dem jeg har kendt." Hun smålo af min bemærkning..
   "Du er dig selv, virker meget selvstændig."
   "Ja!" Sagde hun og lagde sit blonde hoved på min skulder. Hun lagde armen om mig og klemte mig let.
   "Du dufter så godt Johan. Jeg føler mig tryg ved at være sammen med dig, du er også anderledes."
   Hun stoppede op, vendte mig imod sig og kyssede mig blidt. Jeg var overrasket, genert. Jeg kunne mærke jeg var blussende rød i hovedet, og var glad for det efterhånden var helt mørkt. Blidt og kærligt tog jeg om hende og gengældte hendes kys.
   "Kom!" hviskede hun kælent.
   "Lad os sætte os her i klitten. Her er ikke andre end os."
   Vi satte os, jeg kunne ikke lade hende være. Jeg lagde hende blidt ned, mine hænder strøg forsigtigt over hendes vidunderlige krop, vi var begge betagede af hinanden. Efter et længere forspil elskede vi betingelsesløst. Senere lagde vi alt tøjet og badede nøgne. Derefter gik vi op til mig og fik en drink. Der smilede hun til mig og sagde:..
   "Du er en hensynsfuld mand. Det så jeg med det samme. Vil du være min kæreste Johan?.." Jeg smilede tilbage.
   "Ja!" hviskede jeg så kærligt jeg kunne.
   "Det var dejligt at være sammen med dig, det havde jeg behov for Nakita. Behov for også at føle mig tryg, elsket. Tak!" Sagde jeg og var rød i hovedet.
   "Jeg må hellere hjem til mig selv Johan. Vi ses til morgen." Hun klappede mig kærligt på kinden...
   "Skal jeg ikke have et farvel kys?.." Protesterede jeg så overrasket jeg kunne, hun grinede.
   "Jo, det skal du." Hun bøjede sig over mig og kyssede mig længe og inderligt.
   "Kan du sove godt min ven?.." Jeg nikkede og sukkede.
   "Ja, jeg vil savne dig, tænke på dig til vi ses igen." Hun smilede og forlod mig.
   Jeg tænkte meget over hvad der var sket imellem os. Ville det holde eller var det en engangsfornøjelse?.. Jeg besluttede mig for jeg ville lære hende at kende. Hun tiltalte mig. Jeg var lidt forelsket i hende, det kunne jeg ikke udelukke. De følelser jeg havde for hende, var fremmede, men behagelige.

To dage senere kom hun over til mig, Hun havde været hjemme for at vande blomster, havde ryddet lidt op i huset, og havde ordnet nogle ærinder der ikke kunne vente. Nu spurgte hun om jeg ville med til koncert. Hun havde fået to billetter af sine børn, de havde også en kommentar med på vejen:
   "Når du nu er så forlibt i den nabo mor. Så gå dog til koncert med ham. Du siger jo i begge elsker musik, og nyder at lytte til klassisk sammen." Hun smilede indtagende til mig, berørte mine læber let med sine og så spørgende på mig.
   "Ja, det vil jeg gerne Nakita, meget gerne."

Vi aftalte at mødes klokken fem, så kunne vi gå ud og spise først. Hun ville køre, det var det nemmeste mente hun.
   Jeg klædte om, tog mit stiveste puds på som jeg havde medbragt, en lys sommerhabit, og var klar mere end en halv time før den aftalte tid. Gamle idiot tænkte jeg. Du opfører dig som en kåd knægt, der skal til sit første stævnemøde. Den kvinde, Nakita, hun havde i den grad betaget mig, så jeg havde mistet kontrollen over mig selv. Jeg var sgu forelsket til op over begge ører. Mit hjerte dansede hver gang hun var i nærheden af mig. Den fornemmelse havde jeg ikke følt i mange år. Endelig dyttede hun.

Vi spiste en dejlig middag sammen, talte om mange ting, men mest om hinanden. Hun var rar at være sammen med, jeg var stolt over alle de blikke der blev tilkastet os. Hun var en køn pige.
   Efter middagen, gik vi hånd i hånd til teatret hvor koncerten skulle holdes. Det var kun tre fire gader fra hvor vi havde indtaget vores middag.
   "Så får vi lidt frisk luft," sagde hun og smilede sødt til mig.
   "Johan, vil du holde bilnøglerne for mig?.." Jeg nikkede og tog dem i lommen.

Teatret var stort, et forholdsvis nyt og moderne teater og skuespilhus, vi satte os. Jeg kunne med det samme se det var gode pladser vi havde fået. Lige ved indgangen. Vi havde nemt ved at komme ud i pausen, og kunne tydeligt høre musikken fra hvor vi sad. Sjette række med udsigt til det hele. Fornemme gæster ville komme i aften, derfor var der mange sikkerhedsvagter, og det tog lidt tid efter vi andre var kommet på plads, før gæsterne de endelig satte sig.
   "Ved du hvem det er?.." Hviskede jeg. Hun nikkede...
   "Jeg læste i avisen det er ambassadøren fra Amerika."

Koncerten begyndte. Vi var begge begejstrede for de kunstnere der var med. Det var verdensklasse, der var åbenbart ikke sparet på noget, med hensyn til det kunstneriske indhold.
   I pausen fik vi en drink. Det vil sige jeg fik en. Hun ville ikke have nogen og nøjedes med sodavand. Vi fandt vore pladser igen og glædede os begge til anden del af koncerten.
   Netop som den skulle til at begynde, tog hun mig pludseligt hårdt i armen.
   "Johan!" hendes stemme lød ophidset.
   "Her, du er elitesoldat. Gør som jeg siger" Hun rakte mig en pistol.
   "Den er ikke sikret... Jeg er agent fra politiets efterretningstjeneste. Det der sker omkring ambassadøren lige nu er ikke godt." Jeg så derned, og bemærkede at der var uro omkring ham.
   "Der er flere hvis identitet jeg ikke kender til, det kan være terrorrister der er kommet til. Flere af dem har byttet plads. Vi er ikke nok folk til at forhindre et attentat hvis de slår til nu. Jeg er bekymret for hvad der kan ske. Vi forventer mulige problemer, derfor er jeg her. Der er noget der er rivende galt Johan. Følg mig!" sagde hun bestemt og rejste sig.
   Længere kom hun ikke før der skete noget.
   To mænd tæt på ambassadøren rejste sig pludselig op, og affyrede flere skud mod sikkerhedsvagterne der omgav ham. Også de havde nu rejst sig.
   "Kom, følg mig, hurtigt!" Sagde hun samtidig med hun affyrede sin pistol... To skud.
   Begge mænd faldt, ramt af hendes meget præcise skud. Flere rejste sig og skød på hende og mig. Hun besvarede ilden og råbte til mig:..
   "De må ikke slippe væk med ambassadøren. Dæk udgangen Johan. Når det er forbi skal du forsvinde så hurtigt du kan i mængden. Jeg vil ikke have dig indblandet. Det er en ordre!"
   Så faldt hun forover, ramt af et skud. Jeg knælede ved hendes side. Blodet piblede fra hendes skulder og farvede kjolen rød. Hun hviskede:..
   "Jeg stoler på dig Johan, skynd dig, jeg klarer mig."
   Hun rullede rundt og lagde sig i natostilling. Jeg var ikke i tvivl om hun var professionel.
   Højst ti sekunder havde ildkampen varet. Som elitesoldat vidste jeg, at opgaven kom frem for det enkelte menneske, derfor lod jeg hende ligge og hastede videre efter hendes ordrer.
   Jeg løb udenfor, så to mænd komme slæbende med ambassadøren imellem sig, de fægtede truende med deres pistoler. En sikkerhedsvagt skød mod terrorristerne. De besvarede ilden og skød ham. Han faldt om og blev liggende på jorden. Vagten der var faldet var en af ambassadørens, jeg sigtede og skød begge terrorister. De faldt med ambassadøren imellem sig.
   En stor mørk bil rullede samtidig op på pladsen. Chaufføren sprang ud og skød mod mig, dog uden at ramme. Han tog fat i ambassadøren, og prøvede at få ham ind i bilen. Skyderiet indenfor var i mellemtiden taget til. Jeg skød på chaufføren. Han faldt, rejste sig halvt op og sigtede på mig. Igen skød jeg, denne gang blev han liggende.
   Nu var skyderiet holdt op indenfor. Sekunder efter vrimlede det med sikkerhedsfolk på pladsen. På et øjeblik havde de slået ring om ambassadøren, og prøvede nu at få et overblik over situationen.
   Folk skreg og strømmede ud på pladsen foran teatret. Hele ildkampen havde højst varet i to minutter. Det sidste jeg så, inden forvirringen endte i total kaos, var flere vagter og masser af politibiler og ambulancer der ankom til teatret. Jeg stoppede pistolen i lommen, og fulgte hurtigt mængden væk fra stedet.

Hjem, tænkte jeg, men hvordan?.. Taxa var vel udelukket. Det ville være umuligt at få fat på en. Gå, det var for langt. Jeg var omgivet af flygtende mennesker. Hver tænkte på sig selv. Flere børn imellem den oprørte og skræmte menneskemængde græd hjerteskærende, nogle var stoppet op, og råbte forgæves på familiemedlemmer eller bekendte, alt var kaos lige nu.
   Nøglerne! Ja for pokker. Jeg havde hendes bilnøgler i lommen. Hun havde sagt til mig jeg skulle forsvinde, så snart det var muligt efter ildkampen.
   Jeg skyndte mig hen til den P plads hvor bilen stod parkeret og kørte væk. Ikke hurtigt men i et roligt tempo. På vejen mødte jeg flere ambulancer og politibiler. Om få minutter ville der være en jernring omkring teatret og de tilstødende gader. Jeg var glad for jeg var nået væk i tide.

Endelig hjemme. Jeg havde svedt. Gamle idiot tænkte jeg. Du har været i ildkamp før, da rørte det dig ikke. Nu var jeg nervøs. Nå, det var vel alderen.
   Jeg parkerede hvor hun normalt parkerede bilen i husets indkørsel, og smed nøglerne ind gennem brevsprækken i siden af døren. Jeg kunne tydeligt høre dem falde på gulvet. Hjemme tog jeg en stor whisky, ren. Det kvikkede.
   Hvad fanden skete der egentlig, tænkte jeg. Jeg håber sandelig hun er agent fra politiet, ellers havde jeg et kæmpeproblem.
   Jeg gennemgik alt hvad jeg havde oplevet, og kom til sidst frem til jeg havde handlet rigtigt. Men var alt kæresteriet så bare bluf?.. Hat og blå briller?.. Jeg nægtede at tro det.
   Nakita!.. Det hed hun garanteret ikke. Jeg følte jeg ikke anede hvad det var jeg havde givet mig i kast med, var meget bekymret. Hele natten sad jeg oppe og vogtede på hver en lyd der var fremmed, men der skete intet. Alt forblev roligt.
   Jeg var urolig for hende. Jeg kunne ikke undsige mig for at tænke på, om hun nu også klarede den. Hun var såret da jeg forlod hende, måske alvorligt. Da det blev lyst lagde jeg pistolen ned i en skuffe, der var inden for rækkevidde af sengen, og lagde mig til at sove med alt tøjet på.
   Jeg vågnede, hørte bildøre smække. For op, tog pistolen og så ud af vinduet. Det var hendes børn der satte sig ind i bilerne og kørte væk. Før jeg kunne nå ud var de over alle bjerge, kun bagsmækken af den ene bil, så jeg svinge om hjørnet længere nede af vejen.
   Det var nok heller ikke hendes børn. Satans, sagde jeg bittert til mig selv. Alle har taget røven på dig gamle, satans. Jeg var rastløs resten af dagen, Kunne ikke finde ro, men der skete intet.

Næste dag om formiddagen, kom to herrer. De lugtede langt væk af politi. De var civile, men osede af strømer. Jeg åbnede døren før de nåede helt hen til den.
   "Goddag hr. Carstens. Vi er fra politiet... Kriminalpolitiet. Må vi komme ind et øjeblik?.."
   "Ja det må De godt."
   Jeg spurgte om der var noget jeg kunne byde dem. Kaffe, øl, sodavand?.. Men de ville ikke have noget. Jeg bad dem tage plads i sofaen, og satte mig selv i den ubekvemme lænestol over for dem.
   "Hr. Carstens. Vi er her for at høre, om De kender noget til den dame, der bor inde ved siden af Dem?" Den ældste af betjentene der havde spurgt, smilede jovialt.
   "Ja kender er så meget sagt. Jeg ved hvem hun er. Er der noget galt? Er der sket hende noget?.."
   "Det kan man vist godt sige!" Sagde den anden betjent, der var lidt yngre.
   "Fortæl os om hvordan og hvorfra De kender hende!" De ventede.
   "Vi bader sammen hver morgen, spiser morgenmad og går en gang imellem en tur sammen. Men hvad er der sket? Deres spørgsmål gør mig urolig." Den ældre smilede.
   "Læser De ikke aviser Carstens?.."
   "Jo da, det gør jeg, hver gang den lokale kommer, ellers ikke. Jeg har ferie!"
   "Hmm," sagde han og satte eftertænksomt fingerspidserne sammen foran sig.
   "Hun er ramt af skud. Der har været et attentat i koncert og skuespilhuset inde i byen. Har De ikke hørt om det?.."
   "Nej det har jeg ikke."
   "Nå men det har der været... Fortæl os om De har set noget der ikke er som det plejer. Jeg mener noget usædvanligt, en bil De ikke kender, en person De ikke har set før, eller andre ting der kan virke usædvanlige og påfaldende anderledes end dagligdagen. De er jo soldat ved vi, endda en særlig soldat." Han smilede igen det joviale smil, der åbenbart var normalt for politifolk, og så mig direkte i øjnene.
   Jeg fortalte om hendes børn, at de i går havde hentet hendes bil. Jeg havde ikke set hende siden hun kørte til koncerten.
   "Koncerten?.. De ved altså hun var til koncert?.." Den unge betjent så nu også direkte på mig.
   "Ja det var hvad hun fortalte mig. Hun skulle til koncert, en klassisk koncert. Jeg er selv en stor ynder af klassisk musik, hun sagde hun havde fået to billetter af børnene, havde inviteret noget familie eller nært bekendtskab med."
   "De var altså ikke med Carstens?.."
   "Nej det var jeg ikke."
   "Nå! man mener ellers De er set sammen med hende, og det lyder da interessant, synes De ikke?"
   "Det forstår jeg ikke. Hvorfor siger De det?.."
   "Hvor godt kender De hende Carstens?.."
   "Det ved jeg ikke," svarede jeg så roligt og ligegyldigt jeg kunne.
   "Så lad mig spørge på en anden måde... Hvornår så De hende første gang?.."
   "For en uge siden. Jeg ankom om fredagen, og lørdag morgen så jeg hende på stranden, hun badede, det gjorde jeg også." Han nikkede eftertænksomt...
   "Hvem ejer huset her?.."
   "Min ven og kammerat fra forsvaret."
   "Ved De ellers noget om hende De kan fortælle os?.."
   "Nej det ved jeg ikke!" sagde jeg og så troskyldigt på dem.
   "Hvad hedder hun Carstens?.."
   "Nakita," svarede jeg...
   "Og hvad mere?.."
   "Det ved jeg ikke."
   "Synes De ikke det er et mærkeligt navn?.."
   "Næ, det er et kønt navn. Elton John har lavet en sang om det navn." Jeg smilede.
   "Nå ja, det har han vist," sagde den yngste af betjentene og nikkede til sin kollega.
   "Carstens! er der ikke noget De kan komme på?.."
   "Jeg ved ikke om det er interessant, men hun har et ar på ryggen, et langt et. Og et på den venstre balle." Jeg smågrinede, lidt frækt.
   "Ja, ja," sagde den ældre. "De har måske haft intim forbindelse med hende?.." Han lo stille og sigende, lidt frækt.
   "Det svarer jeg ikke på," sagde jeg og grinede.
   "Hun kunne jo også have ligget nøgen på stranden, på maven. Nej det er for tæt på, det vil jeg ikke svare på." Han nikkede.
   "Det skal De heller ikke... Nå Knudsen, vi får vist ikke mere her!" Sagde den ældre betjent og rejste sig.
   "Tak Carstens. Skulle De komme på noget er vores telefonnummer på dette kort. Der er altid nogen på stationen. De skal bare spørge efter en af os. Vi står begge på kortet. Farvel, og undskyld forstyrrelsen." Jeg tog imod kortet og fulgte dem ud.

Da de var kørt gik sagens alvor op for mig, jeg havde fået noget at tænke over. Hvad var det hele for noget?.. Jeg tog min bil og kørte til købmanden.
   "Købmand, har du en avis hvor der står noget om et attentat for et par dage siden, det skulle vist have været i musik huset inde i byen?.."
   "Nej, de er udsolgte alle sammen, men jeg kan fortælle dig hvad de skrev."
   Han berettede det hele meget levende for mig. Jeg havde ikke lagt mærke til, at mine to venner fra politiet i mellemtiden var kommet til, og nu stod bag mig. Da jeg takkede for informationen og vendte mig om, smilede de begge til mig. Jeg stoppede op og sagde:..
   "Det kunne I godt have fortalt mig. Er hun alvorligt tilskadekommen?.. Er det muligt at besøge hende?.." De kikkede forbløffet på mig.
   "Besøge?.. Kom Carstens, det kan vi tale om udenfor." Den ældre betjent tog mig under armen og fulgte mig ud til min bil på parkeringspladsen.
   Imens betalte den anden betjent for de varer de havde købt, og kom hen til os på parkeringspladsen. Her spurgte de hvorfor jeg ville besøge hende, der måtte da være en særlig grund, siden jeg spurgte så bestemt?
   "For at være helt ærlig er jeg fraskilt. Hun og jeg er venner, gode venner, der er måske noget at bygge videre på. Jeg tænker på de samtaler vi har haft om vores fremtid..."
   "Ser man det," sagde den ældre og skævede til sin kollega.
   "Så ved De noget Carstens?.."
   "For pokker. Hvem er hun?.. Er hun kriminel?.. Er det hende der står bag det attentat?.." De morede sig begge.
   "Nej det er det ikke Carstens, men fortæl os nu hvad De ved om hende, vi er gode til at lytte."
   Jeg måtte fortælle om vores samtaler. At hun var sekretær og alt det andet hun havde fortalt om sig selv. De lyttede begge tavse. Da jeg var færdig sagde den gamle.
   "Carstens. Jeg kan kun sige De aldrig har hørt det jeg nu siger til Dem, hverken fra mig eller min kollega. Er det en aftale?.." Jeg nikkede.
   "Carstens. Hun er agent i politiet, og vi ved hun dækker over sin hjælper. Eftersom han er en vigtig del af det der skete i teatret, vil vi gerne tale med ham. Han siges at være på alder med Dem Carstens. Vi vil meget gerne vide hvem han er, det er hvad der ligger i vores henvendelse til Dem... Ja, hun er såret men kommer sig. Hun er ikke på det lokale sygehus. Hvis hun vil i kontakt med Dem, kan hun jo bare besøge Dem. Jeg forstår ikke De er så oprevet. Skjuler De alligevel noget Carstens?.."
   "Jamen jeg skal hjem på søndag. Så er min ferie slut, og jeg aner ikke hvor hun bor!.."
   "Ja, ja, tag det roligt Carstens. Så ved vi hvem De er, hun kan få Deres adresse af os, hvis hun ikke dukker op før. Men som sagt, det har vi aldrig talt om. Er det en aftale?,, Jeg nikkede.
   "Hedder hun så ikke Nakita?.."
   "Stop her... Nej! det gør hun ikke, så er det også slut med flere oplysninger."
   "Et sidste spørgsmål, bare eet?.. Hvor er hun?.." Sagde jeg desperat...
   "Det ved vi ikke, selvom vi vidste det kunne vi ikke fortælle Dem det af hensyn til hendes sikkerhed. Farvel Carstens, og tak."
   De gik. Købmanden kom ud og spurgte...
   "Hvad ville de?.."
   "Bare spørge om jeg havde set noget, det er ikke noget."
   "Det var politiet," sagde han og kikkede imponeret på mig.
   "Ja, det sagde de også til mig, men de ville ikke noget... Nå, tak for informationerne," sagde jeg og smilede til ham.
   "Hav en god dag." Jeg kørte hjem til mig selv.

Søndag. Sidste dag. Jeg var færdig med at pakke, men ville ikke tage herfra endnu. Jeg var vel idiot som jeg opførte mig, jeg håbede på hun ville dukke op, eller give lyd fra sig. For pokker, jeg nægtede at tro hun bare var en billig luder, en dulle der trængte til et knald. Jeg var ked af det. Ærgerligt, den kvinde red mig efterhånden som en mare.
   Jeg satte mig og spiste den madpakke jeg havde smurt i morges og beregnet til turen. Jeg kunne finde en kro på vejen hjemover, men lige nu havde jeg ikke lyst til at forlade stedet, der havde givet mig gode oplevelser med Nakita, men også havde gjort mig urolig for hende og min egen fremtid.
   Min ven og kollega havde ringet, sagt jeg bare kunne tage en uge mere, eller fjorten dage, de skulle ikke bruge huset.
   "Du har sgu godt af den friske havluft Johan, det er livet at være ved Vesterhavet."
   Han havde grinet, moret sig på en måde jeg ikke kunne lide. Han kendte selvfølgelig heller ikke til min fortvivlede situation.
   Nej, jeg ville hjem. Kom hun ikke, var det bare at glemme hende så hurtigt som muligt. Jeg kunne ikke undsige mig for at være lidt deprimeret.

Jeg hørte en bil komme, rejste mig og så det var en rød nyere Volvo der holdt i min indkørsel, tæt bag min bil. En slank dame trådte ud, det korte mørkebrune hår var delvist dækket af en moderne kasket. Hun bar mørke solbriller så øjnene var umulige at se. Den venstre arm hang slapt ned langs siden. Hun fumlede meget, havde åbenbart besvær med at komme ordentligt ud af bilen. Hun kunne have holdt ude på vejen, så ville det have været lettere. Nu var hendes bil klemt af et stakit og af min bil. Hun støttede sig til en krykke og humpede op mod indgangen til huset. Hun var alene.
   Jeg gik udenfor og tog imod hende.
   "Goddag, hvad kan jeg gøre for dig?.." Hun smilede og tog solbrillerne af.
   "Nakita," sagde jeg overrasket, "er det dig?.." Hun grinede.
   "Ja, det er det. Jeg tror jeg glemte to ting Johan." Hun humpede nærmere døren.
   "Skal du ikke byde mig indenfor?.."
   "Jo selvfølgelig. Men hvordan er du kommet her?.."
   "I bil din klump, det ser du da?.."
   "Ja, men du ved hvad jeg mener!" Sagde jeg lettere indigneret, for at dække over jeg opførte mig kluntet.
   "Hjælp mig nu, jeg er ikke så mobil som jeg gerne vil." Hun klagede sig da jeg tog i hendes arm for at hjælpe hende.
   "Johan, den er ikke i orden endnu, det bliver den. Vær forsigtig, ellers gør det ondt." Hun smilede et dejligt smil til mig. Forsigtigt hjalp jeg hende videre ind i stuen, og fik hende endelig anbragt i sofaen.
   "Fortæl; hvordan har du det?.. Hun morede sig over min kejtethed.
   "Jeg glemte du har en ting af mine, en farlig ting. Den vil jeg gerne have."
   "Nå ja pistolen, ja det er rigtigt. Vent, så finder jeg den."
   Jeg gik hen til min taske der stod pakket, og fandt den frem, samt de to magasiner hun havde givet mig ved koncerten. Alle tre dele afleverede jeg til hende, med bemærkning om den var sikret, og at der var patroner i magasinet.
   "Og hvad var det andet du havde glemt?.." spurgte jeg og så på hende.
   Hun så ned, hun var tydeligt beklemt ved situationen, efter en tid der for mig føltes lang, sagde hun:..
   "Hvis du stadig er interesseret i mig, nu hvor jeg er brunette og har brune øjne, så var det dig jeg glemte." Hun smilede forsigtigt og løftede hovedet, så jeg kunne se hendes ansigt.
   "Jeg ved det var indpakningen du faldt for Johan," fortsatte hun, "men jeg håber indholdet ikke vil skuffe dig." Hun så direkte på mig, var nu alvorlig.
   "Nakita!.. det var indpakningen der først vakte min interesse, det indrømmer jeg blankt. Emballagen, som jeg ser den nu i mørkebrunt, er ikke at foragte. Du har smukke øjne og smukt hår. Indholdet ved jeg er det samme som sidst. Dog vil jeg gerne sige at de blå øjne, var noget af det smukkeste jeg har set, jeg håber du forstår hvad jeg mener?.." Jeg prøvede et forsigtigt smil og fortsatte.
   "Men jeg har også den alder der ikke alene ser på papiret, for nu at blive i den sammenligning. Det er indholdet der tæller, det er jeg stadig glad for, derfor har jeg ikke kunnet tage mig sammen til at tage hjem endnu. Jeg har hele tiden håbet du ville komme tilbage, ikke havde glemt mig."
   Hun så igen ned. Der gik et par minutter hvor vi bare sad og sagde ingenting. Stilheden var intens mellem os. Hendes fingre legede med en fold i hendes bukser.
   "Johan, du er anderledes end de andre jeg kender. De prøver at være macho, men det viser sig altid de er ynkelige. Du har en humor jeg godt kan lide. Du er dig selv. Det kombineret med din interesse for musik, din generthed og din snert af romantik, det faldt jeg for. Jeg forstår hvis du føler dig snydt. Men jeg er interesseret i dig, vel nærmest forelsket." Hun så op. Hendes øjne var klare og spørgende. Jeg nikkede.
   "Nakita, jeg er også lidt ude af balance, du ved hvad jeg mener." Jeg grinede genert.
   "Undskyld, men jeg har lyst til det jeg gør nu." Jeg omfavnede hende forsigtigt, lidt kejtet, jeg var genert.
   "Hvad hedder du egentlig?.." Spurgte jeg. Hun smilede og så drillende på mig.
   "Nakita! Det ved du jo, det har du kaldt mig siden jeg kom.
   "Nej det tror jeg ikke på. Der var to betjente, de mente ikke det var dit rigtige navn."
   "Johan Carstens er et sødt navn," sagde hun og så skælmsk på mig.
   "Får jeg ikke et kys?.."
   Jeg kyssede hende. Hun sitrede svagt ved min berøring af hendes læber.
   "Jeg har savnet dig," hviskede hun.
   "Tak for hjælpen," fortsatte hun efter et dejligt langt kys.
   "Uden dig var det endt i kaos. Du skyder godt, det sagde dem der har forstand på det. Alle dine skud ramte deres mål... Johan, jeg har talt med din ven der ejer huset, han har givet os lov til at låne det i fjorten dage eller mere, hvis vi havde behov for det. Tror du at du kan holde mig ud så længe?.. Så vi kan lære hinanden at kende?.. Og vil du det?"
   "Jeg savner dig allerede Nakita. Savner dine kys og dine dejlige arme omkring mig."
   "I nat," smilede hun og strøg mig kærligt over kinden, "sover vi sammen hvis du vil. Når jeg ikke ville før, var det fordi du ikke skulle opdage jeg ikke var ægte blondine, at mine øjne ikke var blå. Johan, jeg vidste hvem du var, kunne bruge dig. Jeg havde frie hænder til at gøre det jeg fandt rigtigt, men du skulle ikke blandes ind i noget. Derfor fik du nøglerne til bilen efter vores middag. Hvis der skete mig noget kunne du forsvinde." Hendes mørkebrune øjne så kærligt på mig.
   "Jeg ved de har været her, og at de ikke fik noget ud af det. Jeg ville ikke blande dig ind i noget, uden det var strengt nødvendigt. Kun min chef ved hvem du er, det kommer ikke videre. Politiet bliver også bedt om at henlægge sagen. Jeg undskylder jeg udnyttede dig og dine evner. Der skete også det som ikke må ske. Jeg faldt for din charme." Hun skottede til mig.
   "Jeg ved det var forkert at blande arbejde og privatliv sammen, det er uprofessionelt. Men jeg kunne ikke lade dig være, havde virkelig lyst til dig. Fortryder du?.. Er du sur eller gal på mig for at have udnyttet dig?.."
   "Nej det er jeg ikke, og det glemmer vi bare. Du er her, det er det der tæller for mig lige nu." Jeg klemte hendes hånd...
   "Er dine skader alvorlige?.. Hun rystede på hovedet.
   "Nej, men jeg må tage den med ro i et par måneder, den tid kan vi benytte til at være sammen, og finde ud af om vi er noget for hinanden." Hun smilede og så på mig, udfordrende.
   "Vil du gerne vide hvad jeg hedder?.."
   "Ja!..."
   "Godt, men du skal først sige mig om du vil have mig rendende omkring dig, i de næste par uger eller mere. Vil du det?.. Jeg beder dig om det Johan, er det ikke et tilbud?.." Jeg smilede.
   "Jo, og jeg siger ja tak. Jeg vil gerne være sammen med dig, have dig rendende som du siger."

Hun trak mig ned til sig, kyssede mig lidenskabeligt og hviskede:
   "Jeg hedder Rose-Marie Gottorp, jeg elsker dig, John Carstens, af hele mit hjerte."