Det er i ulven, der står i skovbunden omgivet af sne, mens blodet stille triller fra dens mundvige, hvor kun stilheden følger den, mens dens tanker ikke finder ro. Det befinder sig i det hyl, som den udgyder, mens den stille fortryder, hvad den så grueligt har gjort, men som den ikke kunne styre eller håndtere, den hyler for at finde ro, for at finde andre der har det på samme måde. Men i sidste ende er det eneste, der spreder sig: stilhed. Mørket tager over, hvis ikke den fortsætter, men den fortsætter ikke længere af lyst, kun af nødvendighed, derfor ser den ingen anden udvej.
   Det er i kongen blandt alkoholikere, der er hele omdrejningspunktet for en stille og langsom revolution. Det er en blanding af glas og bedøvelse. De elsker det, og det elsker dem. Det smager så umiskendeligt, at selv det lille barn ikke kan undgå at se det, det burde det ikke, når selv de forvrængede personer kan.
   Det hyler ud til verdens tillukkede ansigter. Selv fra de kolde vintermorgener, hyler det. Når man først har bevæget sig ud af de kedelige, små og grå boligkvarterers indelukkede labyrinter, kan man nå frem til det. Når man står ved havet, og ser, at det hele ikke er fanget i en hvirvel, en strøm som man ikke kan kæmpe imod, men tværtimod kan man faktisk rejse sig og skabe sin egen vej.
   Det er i den følelse, som alt for få kender til. Når man svæver over tagene med den susende trompet i ørerne uden at vide, hvor man lander.
   Det er der, hvis man åbner sine tillukkede ansigter: ellers er alt fortabt.

1.1
   Der skal ikke så meget til, før kasser kan sprænges. Små firkantede jernstolper, der holder én nede, og begrænser én, hvis man skulle finde modet til at begive sig videre. Men det er ikke nok at finde modet, modet befinder sig i tankerne, men skal også videre til handlen. Der er langt fra tanken til handlen [flere ville sætte sig enige i den påstand].
   Det var i de stunder, hvor han befandt sig på en kritisk vej i livet, mens han dansede gennem den lille by, der skulle udgøre rammerne for mærkningen af hans hjerte - og som han ikke kunne forlade, end ikke i sine tanker, før han havde gengældt disse mærker.
   Et lille, ubekymret host giver plads til at optimismen kan finde vej. Natten har været fyldt med forskellige tanker, hvor man kunne blive opslugt i en verden, der langt fra eksisterede for andre, men som var ganske virkelig for en selv. De første sekunder er man stadig mærket, og har svært ved at sætte sig ud over sine oplevelser, mens andre gange var oplevelserne så positivt, at man gjorde alt for at klamre sig fast i håbet om, at de faktisk var virkelige. Men hver gang blev man skuffet - indtil man indså, hvilke muligheder det vågne liv rummede. Og så var han ordentligt vågen. Selv om han vidste, at han skulle op for at sidde bag et bord og lytte til en uengageret belærer, ville han lige ligge lidt endnu og lytte til musik. De rå toner der flyver gennem hans lille jammerlige lejlighed, forsikrer om, at alt er muligt, selv hvis man har de blå toner dybt i hjertet. Man skal blot huske at spille dem somme tider. For hvis man spiller dem, trækker de sig ud af en, og begiver sig videre ud i verden, hvor de trænger dybt ind i et andet menneske - sådan går de blå toner i cyklus. Der findes dog nogle få toner, der aldrig forlader nogle få, men de håndterer dem så smukt, at de gerne må beholde dem. Han ligger med et frydefuldt smil, han kan se det hele for sig.
   Hr. Ballantine banker på, men han åbner ikke, ikke i dag. Selv om han har lyst. Han burde ikke. Kassens kanter er desværre skarpe, så man skal træde varsomt, hvis man beslutter sig at gå rundt ude på kassens sider. Han beslutter sig for t gøre, hvad han ser sig nødsaget til. Det er på tide at stå op. Det er en glæde at vågne, der kommer altid nye muligheder med en ny dag, mulighederne kan bare skjule sig godt nogle gange.
   Da han kommer ud af lejligheden, bliver han pludselig mindre positiv. Bygninger er kedelige og grå, farverne kunne de uden tvivl spare på. Der er ikke mange ting, der er færdige ved ejendommen, og fugten er stille begyndt at sprede sig. Det er godt, der findes noget udenfor den lille lejlighed. Det er måske også fordi, han ved, at lejligheden er et midlertidigt opholdssted, så han vælger ikke at give sig hen til projektet.
   Men der var noget på færde denne morgen, han havde svært ved at håndtere det. Og valgte derfor, naturligt nok, at lade tanken stå lidt tilbage for dagen der så småt var i gang. Han måtte tage stilling til det senere.
   Til hans store glæde virkede cyklen også i dag. Han havde besluttet sig for, at han ville være glad for de dage, den virkede, i stedet for de dage hvor han styrtede [eller hvor den simpelthen bare ikke virkede]. Det var en god cykel, selvfølgelig havde han ikke selv købt den - det er sjældent det lykkes ham at gøre et godt køb. Det var måske også den bedste tanke, han kunne have, når han stod nede i byen og fik lyst til at købe noget nyt, som alligevel ikke var nyttigt: at det sikkert ville gå galt alligevel. Derfor begyndte hans bukser så småt også at falde fra hinanden.
   På vej mod universitetet kan han fornemme havbrisen i det fjerne. Det giver altid en veltilfreds følelse, den er der, selv om han aldrig får taget sig sammen til at gå derned. Det er en rar tanke. Det kan man vel altid nå i morgen, tænker han for sig selv. Senere på ruten møder han Conor, som han altid følges med. De har været gode venner i mange år, men finder det ikke nødvendigt at ytre deres venskab, det befinder sig i det usynlige bånd, der er mellem dem. Hurtigt går samtalen allerede på, hvad der skal ske i weekenden på trods af, at ugen kun lige er begyndt. Det er jo nok egentlig kun der lige nu, at de begge gør, hvad de virkelig har lyst til. Uddannelserne er et væsen, der stille sygner bort, hvis ikke det [eller de bestemmende] lader det komme frem i de unge. Det var bare en tanke, en tanke han håbede, ingen ville høre for så kunne han være fri for, at skulle leve op til den. Det dunkede sådan fra hans indre, men lige nu havde han ikke tid til at besvare den dunken - det dansede ellers så dejligt. Det føltes lidt som, da man var barn, når man var på vej nedad bakken på sin kælk. Det var en befrielse blandet med fornøjelse, men for nu måtte det vie pladsen for ellers ville de ikke nå til universitetet i tide.
   Egentligt var folk jo ligeglade med, om man kom der eller ej. Hvorfor kom så mange så alligevel? Var det fro at kravle rundt i ruderne og se, om de havde klatrerrieske evner - eller for at udnævne sig selv til intellektuel?
   Måske ville en hytte i Sverige være løsningen på det hele.
   De var fremme ved den næste firkantede bygning, som han mødte denne dag. Den første var lejligheden, den næste var universitetsbygningen. Den var lille og firkantet, og lå meget isoleret fra resten af verden. Han kom fra et større institut, men var nu rykket herover, ikke i fiasko, men i succes. Faktisk kunne han bedre lide det gamle sted, det var lettere at være usynligt dér, når så mange andre var til stede, kunne man lettere bare gemme sig i mængden. Det var lettere at lade det blive ved potentialet, end rent faktisk at gøre noget ved det. Men det værste han følte, var når han ikke besvarede sit indres banken.
   Heldigvis skulle han hjem til Conor bagefter, så slap han for at være derhjemme. Når man lever i en sump, udvikler man sig til at blive et sumpmonster med tiden - man kan se det i spejlet, men andre fornemmer det ikke, man kan mærke det, når man griber ud efter verden, men andre ser ikke, hvordan man falder. Han var lykkelig, når han ikke skulle hjem. Han forsøgte at fylde sine dage, så han kunne blive fri for at gro fast derhjemme. Det er der vel ikke noget galt i, forklarede han altid sig selv.
   Men den intense banken blev kun mere intens.
   Efterhånden var dagen gået udenfor, og nu var den sidste time slut, så han kunne blive fri for denne firkantede grav, der ofte begraver de levende, men belønner de døende. Conor, havde et skævt smil, det skulle blive en god aften. Og den stemning forplantede sig i ham, og gav ham en rolig følelse, som han sjældent oplevede. Der er intet som et godt venskab, der kan holde sammen på det voksende kaos.

Det blev en hyggelig aften i uduelighedens kammer, hvor manden med den krassende stemme ville synge om chokolade og danse omkring i hans bowlerhat. Det var et herligt liv, man kunne finde her i uduelighedens kammer, hvis man fik lyst til at kigge ind. Det var en stemning af frihed, hvor man ikke skulle beskæftige sig med hverken eksaminer eller tage stilling til noget. Man kunne bare været til og være det menneske, som man havde lyst til. Man kunne antage forskellige former, kvække som en frø, skrige som en bavian eller hyle som en ulv. Det blev en befrielse for hver en lille celle i et stift legeme, som hurtigt indfandt sig i en slap tilstand.
   De gør, som de har lyst til.
   Hvis blot det ikke kun forholdt sig sådan, når de var gemt i deres lille lomme, der sad så dybt på indersiden af verdens hullede bukser. Ikke, at de ikke var lykkelige, men der var altid en vis forbeholdenhed, når gaderne så deres øjnes lys - eller var der?

2.1
   Da han vågnede denne smukke vintermorgen, fik han et højlydt minde fra dagen før. Det var fra tiden på universitetet. Han sad i et rum, hvor forskellige navne var klistret på en grønlig væk, en underlig klam grøn, som ikke udfyldte nogen særlig æstetisk funktion - og mange af navnene var overvurderede eller misfortolkede, men der var dog nogle få, som man rent faktisk burde beskæftige sig med. Det var svært at koncentrere sig, når forskellige stemmer pressede sig på fra alle sider. Det var meningen, at man her skulle kunne tænke stor om verden, men også om hvordan verden skulle tolkes - i sådan en larm er alt dog umuligt. Til sidst blev det for meget for ham, og han rejste sig, hvorefter han løb ud. Han havde gjort, hvad hans hjerte havde følt. Da han først kom ud, fik han dog en lille bismag af fortrydelse, og kunne ikke bestemme sig for, om han skulle bevæge sig derind igen. Måske var det bare ham, der havde overdrevet situationen. Han gik tilbage. Han sad lidt i lokalet igen, men følte sig endnu mindre tilpas end første gang. Folk virkede glade, men hvor glade var de under deres smil? Selv var han lykkelig. Så længe han ikke var derhjemme. Det var altid så kaotisk, når han var derhjemme, men det var som om, at det kaos nu havde spredt sig til lokalet, hvorefter det havde inficeret resten af universitetet. Det var idet øjeblik han besluttede sig for at skrive til Conor, hvorfor aftenen var reddet. Men idet øjeblik fik han også en tanke, som kom til at ændre mange ting i hans indre: han måtte også redde sig selv. Første skridt på vejen måtte være at løbe ud igen, dog uden at vende tilbage igen. Pludselig finder han sig selv stående udenfor, med et bankende hjerte og en krop der er stringent som en højspændingsledning. Det føltes befriende. Derfor havde han også glædet sig sådan til senere den dag, hvor han skulle være sammen med Conor - det var et glædeligt budskab, som han ville forsøge at overbringe ham. Det store spørgsmål var blot, om han ville tage imod det? Det måtte viderebringes med en vis respekt for dets indhold.
   Hvad skulle han gøre med sin nyvundne frihed?

Det var nærliggende at gøre dagen til et eventyr, derfor måtte han skille sig af med sin taske. Det nytter ikke noget at bære rundt på den dødvægt, hvis man skal ud og opleve noget. Det var egentlig faldet ham for tanke, at han kendte alle steder i byen, eftersom han havde boet i byen i en årrække efterhånden (og en række forskellige steder i byen såmænd), men det skulle hurtigt blive ham klart, at han var som en fremmed i denne by. Han gik på bus nummer otte, det er et nummer, der altid har tiltalt ham. Hvorfor, er nok en gåde, men alle har vel et nummer de holder særlig meget af. Da endestationen kom, stod han af, og fandt sig stående foran skoven. Det var ikke et nyt sted, det var faktisk et sted, han så som sit andet hjem. Men nu besluttede han sig for noget, som han aldrig havde gjort før. Han ville gå en runde i skoven, som ikke skulle begrænses af tid eller kulde, men hvor træerne blev genstand for hans beskuende øje.
   Bladene havde så småt forladt de skrøbelige træer, de stod og frøs i vinden. De havde hans sympati. Efter lidt tid fandt han en efterladt bænk, han satte sig derpå. Selv om bladene havde forladt de højere luftlag for at ligge på jorden, kunne man stadig ikke se gennem hele skoven. Det bragte en endnu større trang op i ham.
   Han måtte videre. Han ville videre.
   Vejen var skæv og somme tider bragte den uheld med sig, men konturerne var smukke. Det var som om, at et liv blev fortalt, hvis man kiggede ned i de forskellige småkløfter, der eksisterede under fødderne på én.
   Det var et liv, der fortalte om en simpel tid, hvor man ikke behøvede at tage stilling til et menneskeligt samfund. På mange måder var det bedre, da riget kun var fyldt med dyr. Måske kunne de ikke udrette så meget, men de kunne elske frit. Måske ville de aldrig komme til månen, men de ville stadig danne fællesskaber, som kunne udrette nok til at et helt liv skulle blive til. Det dyriske instinkt og dets potentiale, ville befinde sig i ulvens hyl, mens den stod og ventede på, at dens elskede skulle komme og redde den ud af den situation, den var havnet i. Man skal ikke undervurdere dyrene, man skulle i stedet omvurdere menneskene. Det var et smukt liv, der viste sig i de småkløfter, som han stod og betragtede, mens de løbende kom forbi og kiggede op med deres tillukkede ansigter - men som hurtigt kunne dømme.
   Han kom om på den anden side af skoven, hvor man ikke længere kunne høre bilernes - og bilisternes larm, men fornemme havets briser. De befandt sig nedenfor den halvstore kløft, som man ikke skulle komme for tæt på, medmindre man havde klare intentioner. Det var en betagende udsigt. En ældre herre kommer gående forbi, hilser på og forsvinder igen. En flink ældre herre, som han huskede, at han havde set tidligere, men ikke bidt ordentligt mærke i. Der var så mange detaljer, han kunne næsten ikke håndtere det hele på én gang.
   Han gik hurtigt to runder i skoven. Hvorefter han havnede det samme sted igen, han følte sig underligt draget tilbage til dette sted, som han end ikke bemærkede på sin første runde. Det var som om, at et helt andet liv blev fortalt i skyggen af den bro, som menneskene så blindt gik over. Han blev lykkelig over at have set det. Natten var så småt begyndt at presse sig på, og han besluttede sig fro at gå hjem, ikke i hast, men i sit eget tempo.
   På vejen besluttede han sig for at tage hjem til Conor. Trods alt, hvad skulle han dog derhjemme?
   Han havde problemer med at huske, hvornår det gik galt i hans liv. Hvornår han begyndte at træffe de dårlige valg, eller ikke dårlige, men i hvert fald påtvungne, fremtvungne, som ikke var tænkt igennem, men nu var det hele ved at blive bedre. Fordi han stjal sig tid til at gøre, hvad der passede ham.
   I hvert fald nogenlunde.
   Mere end nogensinde før.
   Conor var ikke hjemme, men han havde ikke lyst til at gå hjem nu. Ikke nu, når han var så lystig. Han vidste, at hvis han gik hjem, ville han selv blive kedelig og grå. Det er mærkværdigt, som bygninger kan smitte af på mennesker. Måske skulle han gå videre ned i byens centrum og mærke den pulserende rytme, folk har talt om. Efterhånden som han kommer tættere på, begynder livet at minde om et cirkus, hvor farverne bliver mange og folkene bliver andre end sig selv. De flyver rundt mellem eksistenser, deres egne forskellige eksistenser, men det er en ny og højere form, han antager. Det skete jo selvfølgeligt, at han havnede på det første sted, han ledte, derfor har han heller ikke behov for at komme videre endnu. Han kom til at tænke på tidligere den dag, hvor han fjernede uret fra det nederste højre hjørne på sin computer. En lille ting, der gjorde en stor forskel. Det var faktisk katalysatoren.
   Han mødte en Hr. Kramer, da han sad ved baren på den lille kro. Han talte interessant om et maleri, han var i færd med at udfærdige. Han kom til at tænke på sine egne gerninger. Men maleriet var ganske interessant, hvori han havde givet mennesket andre øjne at kigge med. Hvis mennesket får nye øjne, kan det så bedre se, eller vil det bare falde tilbage i de gamle kiggemønstre? Han fik ikke lige spurgt ham, inden han gik ud af døren. Nu sad han alene tilbage med sin øl, og vidste, at når den var færdig, måtte han gå videre, så han kunne komme helt tæt på det pulserende hjerte.
   I et kort øjeblik tænkte han på, om ikke han skulle gå tilbage for at se, om Conor var kommet hjem. Men så hellere møde ham spontant dybere inde.
   Da han var gået lidt videre ude i mørket i læ af gadelygterne, mødte han Hr. Kramer igen, men denne gang var han ikke alene, han havde taget sin kompagnon Poul med. De var flere generationer foran ham i deres biologiske alder, men indvendigt var de alle børn af den samme tid. Det skulle blive en aften, hvor det gik op for ham, at han længe havde levet i en smuk by, som desværre havde gemt sig bag bygningernes lukkede døre.
   Menneskestrømmen bevægede sig ned ad den smalle gade, hvor kunstakademiet ligger. De virkelige kunstnere gik rundt i gaderne - men verden har mistet grebet om, hvad kunstnere er. Det samme gælder for forfattere. Hr. Kramer, Poul og han valgte at gå en anden vej. Det ville ikke være passende for deres mål, hvis de gik ned ad den gade, ikke endnu.
   De fandt et lille jazzet sted, hvor Mr. Ballantine kunne have spillet, hvis de havde levet i et andet land. Da de kom ind, så det usselt ud, og de vidste det straks - at det var det perfekte sted. Det var som at træde ind i fortiden, en tid, som han ikke var en del af, men som de lige nåede at opleve, inden den forsvandt. Musikkens dulmende instrumenter gjorde, at deres hjerter faldt en smule til ro. De kiggede i kor op på bartenderen, som forstod, hvad de manglede.
   Lykken i et glas.
   Er bedre end ikke at være lykkelig.

Senere på aftenen går et bandt på. De er gamle og grå i deres ydre, men man kan se og mærke, at deres indre glød stadig brænder for fuld flamme. Han sidder ubekymret med sine nye kammerater, og skal hele tiden gribe ud efter sig selv for ikke at falde omkuld. Det har været noget nær en perfekt dag - ikke perfekt som man plejer at definere ordet, men perfekt fordi det har været hans egen. Dagen i morgen har meget at leve op til. Han kender til det, det er en tanke, der ikke vil forlade ham. Pludselig er han ikke så tankeløs længere. Han ved, at han bliver nødt til at gentage det i morgen, valget, hvis han gerne vil besvare sin hjertebanken, hvis han gerne vil leve sit potentiale ud - brænde.
   Bandet er dygtigt. De efterligner den gode Mr. Ballantine næsten så godt, at man glemmer, at det ikke er ham. Det bringer begejstring hos de skrantende publikummer. Man kan se lykken manifesteret hos dem alle, og hos ham, finder den sig også til rette. Når han tænker over det, er det aldrig det billede han havde forestillet sig af mennesket, sådan er de aldrig blevet fremstillet. Man har vel en tendens til at finde det dunkle i mennesket - det er lettest.
   Hr. Kramer og Poul er trætte i antrækket, de rejser sig, og siger: "På gensyn."
   Han sidder alene tilbage, og beslutter sig for at gå op på scenen, gribe mikrofonen og skabe en fortolkning af den verden, han betragter. Han skaber kunst, ikke for underholdningens skyld, men for at vise folk hvad kunst egentlig er. Kunst er, når man har noget på hjerte, ikke når man bare vil underholde. Han har længe tænkt og levet sådan i sig selv, men nu kommer det endeligt ud. Han er glad for, at der ikke er nogen, der kender ham. Han kan bedst lide at gemme sig i anonymiteten.
   Folk bliver ellevilde. Det er en succes - under rette omgivelser fandt han frem til det. Her har han fundet en lille lomme, hvor verden ikke er så slem og negativ, som den somme tider bliver gjort. Og det indtryk gør ham lykkelig. Nu kommer ansvaret valsende.

3.1
   Det er et kaos at befinde sig mellem lysten til anonymitet og viljen til at blive et helt liv, der fremtræder og betyder noget for andre, ikke mindst for en selv. De smukke dage blev hurtigt afløst af de mere kaotiske, hvor han igen gav efter for døsigheden, kedsomheden og intetheden, der tit spreder sig omkring campus.
   Det var som at vågne efter et mareridt, der havde grebet ind i virkeligheden - det virkede, som om at det ikke ville slippe igen.
   Det gjorde det det dog, efterhånden som han hostede det bort. Det var ikke kun indenfor køligheden, havde fundet sig til rette, udenfor var kulden også begyndt at forvandle regnen til sne. Men det var smukt, man glemte helt, at under det hvide landskab ligger der et land, som ikke længere ønsker at sprede glæde blandt hinanden. Det eneste man ønsker, er at haste sig igennem det hele. Han kløede sig i baghovedet for at konstatere, at han burde gå i bad.
   Hele kroppen blev langt mere afslappet, og den stemning spredte sig rundt i hele hans indre. Det skulle nok blive en fin dag, ej, det må kunne gøres mere optimistisk end det: Det bliver en fremragende dag. Det betyder selvfølgeligt, at han ikke tager til universitetet, det eneste de kan byde på, er stilstand. Han vidste ikke helt, hvad han skulle foretage sig, men i første omgang, vidste han godt, hvor han skulle gå hen.
   Nede i byen mødte han Hr. Kramer. I dag skulle han se, hvor det var, han arbejdede. Måske kunne de inspirere hinanden, det forblev et lydløst håb, som han ikke turde sige højt. Det var et spændende lille rum, han havde fået skabt sig her. Man kunne næsten fornemme, hvordan skyggerne ikke kunne finde frem til ham, overmande ham og kaste ham bort, men tværtimod kunne man fornemme, hvordan han kunne overvinde dem. De tomme vinflasker vidnede om en mand, der havde smag på livet. De satte sig ned og åbnede en ny flaske - gad vide, hvor den bærer dem hen?
   Hr. Kramer fandt Mr. Ballantine frem, og det spredte en dulmende fornemmelse i rummet. Nu forstod han bedre, hvorfor skyggerne ikke havde en chance. Malingen rundt om på væggene dannede forunderlige universer, som ikke skulle betrædes, men som alligevel blev det. Dansen måtte ikke ophøre, det kunne kun være et forfærdeligt liv, man kunne leve, hvis man ikke måtte danse.
   Han havde opsagt sin lejlighed i dag, men havde ikke fortalt det til nogen.
   Nu vidste Hr. Kramer det.
   En lykke spredte sig i to tyngede ansigter, der lyste op forundret over, hvordan livet er så uregerligt. Han kunne selvfølgelig bo her så længe han ville, det ville ingen få at vide. Han kunne ikke vente til, at Conor skulle få det at høre. I dag havde han virkelig gjort sig fri. Lettelse. Poul træder ind af døren, nu kan aftenen ikke blive meget mere fuldendt. Eller jo. Han tager sin telefon frem en sidste gang, og denne gang tager Conor den - han vil gerne komme forbi. De skal fejre det. Det kan blive starten på noget godt.
   Hr. Kramer skal have æren.
   Det er hans inspiration til at kæmpe, der har fået ham til at vælge fængselslivet fra og i stedet beskæftige sig med en noget mere usikker levevej, men en vej, der kan lede til en større lykke - lykken ved at skabe, lykken ved at vide hvor tæt afgrunden er på, lykken ved at være klar over smertens bedøvende virkning - nu er det tiden, hvor man skal dulmes uden at bedøves.

3.2
   Omtumlede dage i vinflaskerne. Fremragende dage i anonymiteten. Overdrevne folk der huserer i landets hovedstad. Fantastiske mennesker gør en glad! Overvundne dæmoner kan stadig skabe frygt. Frihed, frihed, frihed!

3.3
   Han blev kaldt pomfritten, nogle kaldte ham dog Skriver, andre ville kalde ham: "ham med hatten". Han selv gav sig ikke hen i bekymringer over et navn.

4.1
   Pomfritten havde længe tænkt på at gøre det: slukke for alle apparater, klippe alle sine kort over (ikke tænkte så meget på de satans penge), ikke længere spise de mishandlede dyr og tage væk fra civilisationen.
   Den kan komme snigende som en kæmpe hånd, der holder dig nede, der skubber dig i de retninger, den gerne vil have, du skal gå. Men på et tidspunkt bliver det for meget, det kan ikke passe, at man ikke længere må have lov til at kaste sig ud i fordærv, hvis det er det, man har lyst til. Hvad er moral? Hvad er samfund? Kan vi ikke være ligeglade. Moralen har længe været død, måske har den aldrig eksisteret. Samfundet virker kun til en ting, og det er at skabe splid. Den ene nyhedsvært siger, at de andre er onde, mens den anden siger, at vi er. Hvem er vi? Og hvem er de? Hvorfor er vi alle ikke ét? Spørgsmålet er blevet stillet før, men hvorfor bliver det aldrig besvaret? Fordi man er bange for at miste sin magt. Når det først går op for os alle, at vi burde elske hinanden, så har de med magten, ikke længere brug for at bekrige de andre. Det gør ondt, når han tænker på det, derfor lader han være. Godt han ikke er løgner, ups, han mener politiker.
   Det skulle blive spændende, hvornår han gjorde alvor af det. Det kunne ikke blive ved med at gå, at han skulle på i Hr. Kramers atelier. Han levede jo også kun af vin og mørk chokolade, men når han tænkte efter, havde han måske ikke brug for så meget andet end det. Det var meget godt. Han satte sig hen til skrivemaskinen, hvor han efterhånden levede det meste af sit vågne liv. Her kunne han få lov at drømme og lade sit intellekt udfolde sig. Der var ingen der bedømte ham eller pressede på. Sådan var drømmen, men virkeligheden så anderledes ud.
   Senere på dagen slentrede han ned ad gaden, og indså, at han nu var ved sin gamle bolig. Han kom til at tænke på, hvordan han var tynget af de grå og kedelige bygninger tidligere - han følte sig ikke længere som det menneske, han engang var. Det var han lykkelig over. Alligevel valgte han at stoppe op, sætte sig på bænken og betragte bygningerne lidt. Der spredte sig en nostalgisk stemning i ham. Minderne væltede frem og fremstod mere positivt, end de egentlig var. Det var en ambivalent følelse. Der sneg sig noget op af inderlommen på ham, og derefter besluttede han at gå videre.
   Det var som om, at han kendte gaderne bedre, end de kendte ham.
   Da han kom tilbage til Hr. Kramers atelier følte han sig pludselig fortvivlet og satte sig i hjørnet, hvor man knap kunne se ham, selv hvis man prøvede.

4.2
   Det er en omdannelsesproces. Udenfor banker det ubehøvlede behov på, en trang til at eje det hele, hvis man gerne vil være lykkelig.

4.3
   Conor var efterhånden blevet et spøgelse i Pomfrittens liv, eller var det ham, der var blevet et spøgelse i Conors? De var en gåde for ham hvem der havde trukket sig ud af den andens liv. Eller om det var en proces, han ikke havde opfattet.
   Lyden af forgæves bank på en dør.

5.1
   Uden videre stod Skriver med tasken i hånden. På vej ud af døren, huskede han en følelse af at have glemt noget. Men han slog det hen. Nu havde han taget beslutningen, så ville han også leve den ud. Den sidste tid havde han hungret efter at føle noget. Desværre var den dulmende fornemmelse ved hans nye liv blevet til bedøvelse. Til sidst lå han henkastet i hjørnet, uden at sige så meget som en lyd. Det blev for meget.
   Nu var han på vej. På vej videre.
   Det var måske ikke den mest hensigtsmæssige årstid, men når han fik en tanke, havde han lovet sig selv, at han ville forfølge den. Det gjorde, at hans hjerte fortalte ham, at han var en mere ægte kunstner. Nu var han en kunstner af vejen. Det sidste han gjorden, inden han slukkede for civilisationens lys, var at tjekke vejens kodeks. Man kunne gøre det i mindre eller mere radikal form: som med alle de andre ting, valgte han den radikale form.
   Det er en underlig følelse, når hele ens liv kan være i en lille taske. Det var også efter, han havde trimmet sin kapital en del. Væk med kortene, væk med det overflødige tøj, væk med tv'et, væk med computeren, i med soveposen, et sæt tøj og alkohol for varmens skyld (behøver man nævne notesblokken?, tænkte han. Nej, det gør man nok ikke). Han havde dog tilladt sig at lade sin musikafspiller op én sidste gang, så han kunne blive sendt af sted med musik i ørerne. De kunne bringe ham ud, af sted og et godt stykke ud i intetheden.
   Måske havde han ikke gennemtænkt det helt, men det var nok det smukke i det. Ingen planlægning, ingenting der kunne hjælpe, kun ham selv og hans søgen efter at være i live. Han havde dog følt sig i live den sidste tid, men der skal ikke meget til før livet glider over i et mørke, som han stadig ikke havde mestret håndteringen af. Det er i disse dele af livet, det, er det, vi søger. Han er taget væk fra alt, hvad han kender for at finde det. Det han forestillede sig, ville være i ulvens hyl. Nu er han efterladt til vejen i et land, som han altid har levet i, men som han ikke kender særlig meget til. Nu vil han undersøge sine forestillinger. Kulden vækker alle hans sanser.

6.1
   Den indrammethed der havde fuldt ham de sidste mange år, havde trukket sig i baggrunden. Det moderne menneskes lod er på én side at opleve en opløsning i valg og flygtighed, men så på den anden side at mærke, hvordan man hele tiden er fanget i civilisationens overvågende øje. Det er han ikke den første, der føler, og han vil bestemt heller ikke være den sidste.
   Men i Hr. Kramers atelier følte han sig fri.
   Han var fast besluttet på det sidste valg, han skulle tage. Han havde fundet en lille hule i den botaniske have, hvor man ikke kunne finde ham, hvis ikke man vidste, at han lå der. Poul vidste godt, at Skriver var der. Det var som at træde tilbage i en tid, hvor man ikke havde dannet samfund endnu. Det var en voldsom frihed. Det var, som at gå tilbage i evolutionen til en tid, hvor menneskets hjerne kunne kapere en sådan frihed, men problemet ulmede under det ubekymrede ydre - thi mennesket har udviklet sig. Men for en tid kunne han da løbe fra det. Eller i hvert fald prøve.
   Morgenmaden dulmede hans sult så den blev til en mere behagelig form. Den var til at holde ud. Det var Pouls skyld, at han fik mad - der bredte sig en taknemmelighed i ham, som han ikke havde de store kvaler ved at udtrykke. Hvad der var en ligegyldighed for Poul, var af allerstørste betydning for ham. Hans store, grønne jakke var blevet som et hus for ham. Den havde så store lommer, at han kunne gemme størstedelen af sine ejendele deri. Han havde ikke længere nogen telefon, så han kommunikerede via breve, som han kunne sende gratis gennem en ven, der arbejdede ved posten. Han havde efterhånden gjort sig fri af sedlerne og mønterne, der styrer så mange menneskers liv. Men der var dog andre ting, som var langt sværere at se sig fri fra. Civilisationens fingre har længe haft fat i mennesket, nu kan mennesket ikke længere klare sig alene. I løbet af de sidste par dage havde han bevæget sig tæt på Conors hus. Han kunne ikke glemme, hvordan det var, at leve inde i byen, selv om han gerne ville. Han mindedes engang, hvor han kom hjem til ham, men der var ingen hjemme. Natten var ved at hive efter sit sidste vejr. Febrilsk gik han rundt og kiggede i alle hjørner af mørket, måske håbede han på, at han deri kunne finde sig selv. Det gik ikke som han håbede, derfor gik han ned på Conors værelse, kastede sig på gulvet og kapitulerede. Lidt efter gik det op for ham, at det heller ikke kunne gå - han måtte tage hjem. Det var der, han først fik bekendtskab med det sted, der nu var blevet hans hjem. Det var på en passende afstand til civilisationen til at han kunne gemme sig dér, men ikke så langt væk at han ikke kunne finde tilbage igen. Han havde sikret sig at hans eksperiment ville lykkes - muligvis.
   Han havde endelig taget sig modet til at putte brevet i kassen. Han havde jo ikke fået sagt farvel - det skulle heller ikke være farvel, men mere et på gensyn og en forklaring af situationen. Han havde taget sig god tid til at skrive det, selv om han skrev meget, var det en meget svær og sær tekst, der kom ud af hans tanker.
   Det var en lettelse.
   Faktisk gjorde det ham henrykt.
   Han gik ned på en bar længere nede i byen, han godtgjorde det for sig selv ved at sige, at det måtte han gerne, fordi menneskene på baren, havde de samme tanker som han, men ikke modet til at realisere det. De hang ud, hvor civilisationens fingre ikke kunne nå.
   Sådan gik der nogle dage, inden han kom tilbage til sit sted igen.
   Han huskede den første følelse, han havde, efter at han havde bygget sin lille hytte. Han følte sig som ulven, der står i skoven med blodet dryppende fra dens tænder - den havde gjort noget nødvendigt for at sikre sin egen overlevelse. Han følte også, at det var en kamp for overlevelse, ikke kun fysisk, men også i håndteringen af indtrykkene fra verden. Det var efterhånden svært for ham at se, hvorfor han gjorde det. Hvorfor han flyttede herud. Det var, som om at mørket stille havde fundet ham, mens den trak sig ud af verden - som om at den skulle finde et nyt sted at leve og gro. Det var ikke længere lysten, der drev ham, men fornemmelsen for at det var den eneste vej, hvor han kunne tilpasse sig den smule, der gjorde, at han ville oplyse sit potentiale. Han havde altid troet, at hans potentiale lå indenfor nogle meget begrænsende vægge, men det forholdt sig ganske anderledes. Det vidste han nu, og det gjorde ham lykkelig.
   Hvad folk 30 år før ham, havde drømt om, eller snarere forudset som et mareridt, altså de ting der var ved at ske med mennesket, med samfundet - det var det, han befandt sig i nu. Det var det han følte. På ham føltes det ikke som det forventede mareridt, men faktisk mere som en god drøm, især når han selv havde valgt at trække sig fri af civilisationens flygtige masser. Selv om han vågnede hver morgen, og så sit eget liv ved siden af ham, liggende ved siden af ham, knust, som var det lavet af krystal, og når han forsøgte at samle det op, skar det ham blot dybere for hvert forsøg - og den gentagelse mødte ham hver morgen, så gjorde det ham lykkelig. For når det skete mærkede han, hvordan det var at være i live, sådan virkelig i live, at være eneboer, at være menneske. Men der var alligevel noget, der manglede, for at han følte, at hele hans liv blev til - at han trådte helt ud af sin skikkelsesform og opnåede en permanent status som menneske.
   Han søgte forgæves overalt omkring ham.
   Han gik ned til vandet. Det havde længe regnet udenfor, hvilket han havde ligget og lyttet til, måske havde netop regnen skabt hans tankestrøm? Han vidste det ikke, men han vidste, at han fik en sær trang til at ville ned til havet, så det gjorde han.
   Bølgerne stod smukke og sang så højt, men der var ikke noget menneske, undtagen ham. Han havde efter sin tankestrøm tilladt sig at kalde sig selv for menneske (forskellen var, at han nu mente det).
   Han kunne mærke det i den finurlige genstand, som befandt sig i hans hånd. Det var herligt at mærke vintermorgenen, selv når man stod her alene. Efter lidt tid gik han tilbage til sin hytte igen.
   Hvad han ikke vidste, var, at der faktisk var folk der holdte øje med ham. De stod altid på afstand og kiggede på ham. De var snævre i deres antræk, derfor kom de aldrig tæt på. I deres indre følte de fascination, men af den dårlige slags, den slags, hvor man ikke tør kigge væk. De havde levet hele deres liv i kasser, og derfor havde de svært ved at acceptere, at han ikke gjorde. De kommer aldrig til at opleve det, hvis de ikke vågner op.

7.1
   Der skete noget forunderligt den anden dag. Han havde gået en af sine morgenture, da han pludselig opdagede, at han ikke var alene. Det var ikke de tidligere omnævnte, men en hel særlig kvinde, som også havde fæstnet sig i skovens kaos.
   Hun svævede ligesom henover jorden. Pludselig huskede han på lyden af trompeterne og han greb ud efter sig selv. Hendes smukke, lyse og krøllede hår dannede forskellige overgange, der kunne føre én ind i forskellige verdener, der alle budte på nye og ubeskrivelige følelser. Han kunne mørke sit hjerte.
   Det var, som om at hun ikke gik som almindelig mennesker, men at hun var skabt midt i et kaosøje, hvor hun blev født dansende, syngende og verdensfornyende. Pludselig huskede han, hvad det var, der skulle til, hvis et helt liv skulle blive til, opfyldes.
   Hans følelsesopblomstring spillede ham et puds. Han måtte væk. Han løb.
   Tilbage i sin hytte, kunne han ikke længere finde ro. Hans fingre ville ikke forholde sig i ro, hans hjerte ligeså, det var ikke til at forstå. Nu havde han i lang tid levet sådan, at han ikke skulle tage stilling til andre mennesker, eller til følelser mod andre mennesker. Med et var hele hans eksistens vendt på hovedet. Det var på en sær måde en rar fornemmelse.
   Men desværre blev han skuffet allerede dagen efter, da han vendte tilbage til stedet med fornyet mod. Hun var der ikke længere. Gad vide, hvor længe hun havde været der uden at han opdagede hende? Nu var hun borte. Han kom i tanke om gamle dæmoner, som han hurtigt glemte igen. Han måtte tilbage til Conors hus, måske kunne han hjælpe.
   På trods af lang tids fravær i hinandens liv fandt de hurtigt hinanden igen. Det virkede ikke akavet. Han forklarede sin situation til Conor: hvordan kaosset genfandt ham i hans hytte. Det eneste sted han havde set sig fri for den - han elskede kaos så længe den lod ham slippe, når han gerne ville. Det fik han muligheden for i skoven, men nu var den mulighed forsvundet. Han vidste nu, hvad det var han søgte: hende.
   Conor spurgte, om han ikke ville i bad. Det kunne vel være meget rart, men betød det, at han skulle se sig i spejlet? Det havde han ikke en særlig trang til, men måske ville det være meget hensigtsmæssigt.
   - Vil du med? Vil du med ud, hvis jeg finder hende?
   - Hvad mener du?
   - Så er vi alligevel vokset en smule fra hinanden i den tid, hvor jeg har været væk. Jeg tror godt, at du forstår, hvad jeg mener, Conor. Jeg spørger om du endelig vil være med til at forlade landet? Jeg ved godt, at du drømmer om storbyer, hvor menneskene bor som en sild i en tønde, men hvad siger du til at forsvinde ud i et bjerglandskab i en lille hytte? Hvis det hjælper på dit svar, kan vi godt bo, som jeg lige har gjort, så tæt på civilisationen at vi stadig kan nå den.
   - Når jeg tænker over det, så kan jeg ikke se noget der taler imod. Men alligevel har jeg en følelse i min krop, der fortæller mig, at jeg opgiver noget. Men jeg kan selvfølgelig altid bare tage videre, hvis jeg finder en ny fornemmelse i mit indre. Jeg har længe været træt af at leve, siden du forsvandt, ikke træt af livet, men af det liv jeg levede. Jeg har savnet dit venskab. Vi gør det sgu. Vi gør det, hvis hun vil. Du må finde hende, du skal finde hende.
   - For at jeg kan blive til. Rigtigt til. Jeg behøver ikke andet end hende. Hvad skal jeg med en uddannelse? Ensrettes. Hvad skal jeg med et fast sted at bo? Fastgro. Hvad skal jeg med penge? Forsvinde. Hvad skal jeg gøre for at overleve? Finde hende. Finde kærligheden. Finde det. Det er mit livslange håb om, at folk ikke forlader mig igen. Jeg vil gerne finde den lille kerne, hvor venskaberne og kærligheden er ægte, ægte har fået en mærkelig bismag i dag, men det er det bedste ord. Det kræver mod at bryde med sine traditioner.
   - Har du fået skrevet?
   - Hvordan skal jeg kunne andet?

Det var en forløsende samtale. Hvad han havde indset, var, at han ikke behøvede at tænke på, hvordan andre tænkte om ham eller det liv, han levede. Men han skulle i stedet tænke på, hvordan han ville huske sig selv, når han sad med sit aldrende liv og dets minder i hænderne og så tilbage: som en der blev skabt eller en der skabte. Den første kan man ikke se sig fri fra, men den anden skal man kæmpe for. Han ville ikke huskes som en citatrecitator, men som en citat skaber.
   Han ville gerne betyde noget for andre, men det betød, at han ikke kunne deltage i 'samfundet' - for 'samfundet' ville ikke deltage i hans liv. Han måtte ændre det med en stille, men sikker revolution.
   Måske tillagde han samfundet en for stor rolle, måske var det slet ikke det han ville ændre. Nok nærmere sig selv. Skære alle de dårlige sider væk, havde han ikke lyst til, men hvad ville han så? Det første mål var at finde hende.
   Og på det hurtige blik i spejlet kunne han se, at det krævede visse forbedringer.
   Mens han stod i badet, besluttede han, at han skulle se hytten en sidste gang og så var det slut. Så måtte han flytte ind på gulvet ved Conor - det mindede ham om Hr. Kramer, som han havde glemt. Man burde ikke glemme dem, man mærkes af. Og Poul, åh, ham havde han heller ikke set et stykke tid. Det hele blev muligt nu.
   Han kom til at tænke på en gammel mand, han engang ofte betragtede: stående bag sit vindue, mens han kiggede ud på verden. Sådan ville han aldrig ende, det skulle han have for øje, ellers kunne det hurtigt gå galt.

Den første handling var at undersøge nogle af de mere alternative steder i byen, for med hendes ynde kunne hun kun være til der.
   Den ventendes kaos, på kanten, hvor flammerne forsøger at finde vej til et ulmende hjerte.
   Det lod vente på sig.

0.0

Tiden var ikke inde endnu. Han måtte væbne sig med en form for tålmodighed, som han aldrig havde kendt til. Det gik hurtigt over i accept - så meget havde han lært ved at leve i skoven.
   At leve med sine flammer, at søge i gaderne efter en person, som man ikke kendte, men som man ikke kunne glemme, at tage sig til takke med sin plads i civilisationen båret af et håb, at hive efter vejret hver gang man vågner, at leve et lykkeligt, men omtumlet liv.
   Hellere gøre noget helhjertet og fejle, end at gøre noget halvhjertet og opleve en tom succes, hørte han, mens han stod, ventende.
   At måtte finde hende for at et helt liv skal blive til.
   I det mindste følte han sig mere fyldt end nogensinde.