Det var en familie, der længe havde levet i frygt for, hvordan de skulle overleve, hvis deres fortidige handlinger indhentede dem. Det var en familie, der bestod af en mor, far, en ung og en onkel, der ikke havde andre muligheder for at finde et sted og bo, derfor fik han lov at komme med på ingens bekostning. De to mænd i familien havde en hang til glemslens væsker, men det kan man ikke bebrejde dem, hvis man tænker på, hvordan deres livslinje har snoet sig: på en måde ukontrollerbar, i blindgyder og endeløse opløsninger. Kvinden havde problemer med at afgøre, hvilke af de mange undervirkeligheder der var den rigtige, derfor resulterede det ofte i, at hun gled lige så stille ud af dem alle - naturligvis var det ikke hendes egen skyld. Den unge blev tilsyneladende holdt tilbage af et sløvt sind, men besad et uendelig potentiale og en medfølelse, der ville blomstre under de rette forhold. Desværre havde han en tendens til at lade tingene stå til, til at lade dem passere foran ham og ikke gribe ind de forløb, der ofte udspillede sig uden ham som rolleindehaver.
   Rodløsheden er ofte noget, man betragter, ikke noget man selv opdager.
   Det var tid til et nyt hjem, ikke fordi omgivelserne var kedelige, ej heller menneskene, men tiden skulle forsvinde med et eller andet. Det var bedre end at gå rundt og kigge sig selv ihjel. Haven var ordnet, tæmmet og erobret, det var en kamp, der var hurtigt overstået. Der manglede noget, især i kvindens liv, som hun måske ikke havde så svært ved at erkende, som hun havde ved at udtrykke. De havde fundet et stort og billigt hus i den lokale avis, mændene havde i deres rus bare nikket, og den unge havde accepteret kvindens anmodninger. Så nu skulle de pakke deres liv ned endnu en gang. Det ville ikke blive den sidste. Den unge, Andreas, oplevede et mismod, som så unge mennesker helst skulle gå fri for. Det var jo ikke første gang, han skulle trække sine nyligt plantede rødder op, forsvinde og sige farvel til alle sine nyerhvervede venner. Men det lærte ham måske den lektie, at man skal passe på med at knytte sig til andre. Samtidig mistede han måske modet til at kaste sig ud i bekendtskaber, der kunne udviklede sig til at blive en bestemmende faktor i hans liv. Men det tog ingen højde for. De tog ikke højde for særlig meget - og det gjorde dem lykkelige for en tid.
   Dagen var kommet, forsvundet og en ny begyndt. Det nye hus var smukkere end det gamle, det kunne man ikke argumentere imod. Der var en stor have, og der gik ikke længe før mændene, Gorm og Henrik, havde fundet sig til rette på en stol med en bajer i den ene hånd og en smøg i den anden. Sådan skulle livet leves. De var meget ubekymrede af natur, nogle gode mennesker, som ikke ville nogen noget ondt. Kvinden slog sig ned hos dem, efter at hun havde gået og fiflet lidt med nogle ting, som ingen skulle se. Det var i en lille udkants by, som ikke mange tager sig af, men blot kører igennem. Der var ingen butikker, intet sportsanlæg, ingen lokale medier og det var en skam, at ingen turde se de mennesker der boede der, for deres potentialer var ofte større, end hos de, der bliver vist frem i den lille firkantede slavemaskine.
   Det store problem for Andreas, var, at han ikke kom i skole. Der var ikke noget for ungdommens blomstrende sind at foretage sig, derfor overtog sløvheden stille hans sinds huler. Men der var meget arbejde med det nye hus, der skulle laves, og han var den eneste, der var i en tilstand, hvor man kunne lave fysisk arbejde længere tid ad gangen. Han spurgte aldrig til meningen med det hele, han godtog, at det var sådan livet skulle leves. Derfor fandt glæden og den menneskelige glød også vej til hans hjerte. På mange måder var det en uproblematisk facon, han bevægede sig gennem denne periode af hans liv på.
   Gorm var meget glad for at lave mad, men det kunne man ikke se på hans udseende. Han besad en stor lyst for alle livets smage, og var ikke bange for at kaste sig ud i søen for måske aldrig at vende tilbage igen. Han selv kom også fra et hjem, der var præget af de store opbrud, men det var ikke det, han flygtede fra. Han flygtede faktisk ikke rigtigt fra noget - måske kun for bekymringerne. Og de forsvandt let, når man kendte den rette medicin.
   Henrik lignede Gorm meget. Om der er et blodbånd mellem dem, er uvist, men de er meget glade for hinandens selskab. Henrik burde også nære en dyb taknemmelighed. Hans liv ville nok ikke længere være, hvis ikke denne familie havde optaget ham i sig. Han sneg sig ind på Gorm, mens han stod og lavede mad, gav ham et klap på skulderen og smilede, og de forstod begge to, hvor lidt der skulle til, før man er lykkelig.
   Kvinden trak sig ofte tilbage for at være med sig selv. Det var ikke fordi, man ikke kunne nå hende, hvis man ville, men hun gjorde det ikke let for én. En dæmon har måske også meget på sinde. Hun var, som den eneste, begyndt at mærke og reflektere over de konsekvenser deres måde at leve på, kan have. Der var ofte nogen fra gamle tider, der dukkede op, krævede svar, krævede undskyldninger, krævede indlæggelser og krævede uden at se op, og se, hvordan dæmonen selv var ved at forbløde for øjnene af dem. Det lå dem så lige for at række ud og hjælpe - de havde forsøgt før, så man kan forstå deres reservationer - men for mange bliver det for meget, og de må give op. Hendes snigende vanvid holdte hun for sig selv, men måske skjulte hun det så godt, at det var blevet en gåde, som hun ikke længere kunne løse.
   Efter en ubekymret tid for familien, måtte de videre igen. Beslutningen var enstemmig.
   Det ledte til den hidtil mest drastiske beslutning. Det var på tide at forlade et land, som alligevel ikke anede, at man eksisterede. Der var kun nogle få, hvis blod betød meget, men åbenbart ikke nok, som kunne have haft en indflydelse på den svindende familie. De rev sig op, og rev sig endegyldigt løs af de årer, der ofte forsøgte at skabe kontakt og vikle sig ind i deres liv.

Temperaturen var så småt begyndt at stige, og det endte med, at den steg voldsomt inden de var fremme. Det var et gammelt vrag. Andreas, havde ingen mulighed for at vide, hvad der var der ventede ham her. Gorm og Henrik var bare ivrige efter at komme frem, så de kunne blive nedkølet. Der var ingen forståelse at hente hos lokalbefolkningen, men der var alligevel en tyk tåge af optimisme i den lille bil, som ofte havde truet med at sætte ud på vej derned.
   Det var også en stor forundring, der mødte dem alle, da de steg ud af bilen. Bjergene, der stod så skræmmende foran dem - de ville nu blive en del af det særlige bjergfolk - blev deres nye hjem. Forundringen blev hurtigt afløst af en skepsis, som skulle vise sig at være midlertidig. Bilen klarede turen op - og et nærmest paladsagtigt byggeri kom så småt til syne i det fjerne. Det var forståeligt, at de havde valgt sådant et bo.
   Livet skulle endnu en gang pakkes ud af små firkantede kasser.
   Hvad man ikke mister undervejs.
   Det var et smukt bjerglandskab, men der var en række drejninger og snoninger på nedvejen, som var potentielle dræbere. Den første tid virkede en smule formålsløs, der var ingen som kunne finde et job eller noget at tage sig til. Gentagelsen var en hyppig gæst, men det var ikke en gæst, man ikke kunne flygte fra.
   Lokalbefolkningen var yderst venligtsindet, noget man ikke ligefrem fandt i deres hjemland. Måske var det dét, der gjorde opholdet tåleligt for Andreas. Gorm og Henrik fik jo tiden til at gå, sådan som de altid gjorde det. Kvinden havde travlt med at søge efter ubekymretheden, og her havde hun fundet den. For en stund. Deres udlejer, havde samme oprindelsesland, så det var ikke svært at forstå, hvorfor hun var så emsig efter at håndhæve sine love. Det kunne hænde, at de ikke måtte gå på toilettet mere den dag, fordi de nu havde opbrugt deres kvote, ifølge hende. Hun stod tit bag gardinerne og ledte efter dem med sine døsige øjne. Og pludselig en dag skulle en gammel dame flytte ind hos dem, forklaring var overflødig, mente hun. Men når de forlod hytten for at gå på opdagelse, fandt de en verden af flinkhed, som ikke kendte til deres fortidige sult.
   Selvfølgelig skulle de videre. De kunne ikke blive ved den slags udlejer.
   De fandt noget billigt ikke langt derfra, men alligevel langt nok væk til, at der skulle stiftes nye bekendtskaber, og til at livet skulle pakkes væk endnu en gang.
   Der tegnede sig efterhånden et ubrydeligt mønster.
   Kontakten hjemmefra tog til for derefter at dø stille ud.
   Det var gået op for Andreas, at kvinden led af en sygdom, som havde kostet hende meget gennem livet. Men Andreas' største gave til hende, var, at han tilgav hende for det og accepterede vilkårene for hendes bekendtskab. Gorm og Henrik gjorde det samme. Det havde trukket et lod, som ikke var fri for ridser, men som havde en smuk bagside, hvis blot man turde kigge efter. Han holdt sin opdagelse for sig selv.
   Det nye sted mindede meget om det gamle, det var ikke en overraskelse. Det er underfundigt, hvad denne familie søger, og om de nogensinde vil finde det. Måske søger de bare en ro til at være, som de uden skyld er blevet.
   Tusinde kilometer væk sidder en pige, som er ved at gå i opløsning. Hun er ung. Det løber i hendes blod at være sådan. Det er en evig kamp for hende, selv om hun har sagt endegyldigt farvel. Hendes ældre bror har haft en tendens til at reducere sig selv til at være en betragter, der har svært ved at sige hverken farvel eller goddag. Men de kæmper en kamp for overlevelse - og de vil vinde.
   På trods af varme, bjerge, ro og mag, kærlighed til hinanden, en venlig befolkning, alkohol, mad, forsvindende depressioner, og en passende afstand, finder ingen af dem deres rødder frem - og rodløsheden ender med at overgro alle de andre følelser. Andreas savner et land, han forstår. Gorm og Henrik kan ikke finde arbejder, der passer til dem. Og kvinden bliver ramt af klarsyn og vil gerne tilbage igen.
   Åh, hvor lykkeligt er det ikke, når man ikke kender til den ulykke, man efterlader i sine fodspor, da man hele tiden forsvinder ud af folks hænder.
   En evig flugt fra at sætte rødder. For når man ikke sætter rødder, kan man ikke skabe historie sammen, og når man ikke skaber historie, bliver man ikke holdt ansvarlig for alle sine mangler. Hvis man som denne familie bliver en lille klike, der har trukket sig tilbage fra verden, lærer man at acceptere hinandens utallige mangler - men når dagen er slut, finder gentagelsen altid vej.
   Og i dens fodspor kommer påmindelsen.
   Så er det tid til at pakke ud igen.