Der spreder sig en underlig stilhed, hvor end jeg går. Det var lettere at gemme sig engang, men nu kan jeg ikke skjule mig, selv hvis jeg prøver - og jeg har prøvet: smidt mig dybest nede, hvor vandet bliver til sand, lagt mig til ro dér, ventet, men intet skete. Jeg besluttede mig for at kravle gennem vandet, til jeg igen ramte overfladen, denne gang med en vision om at nå den højeste tinde. Men heller ikke her kunne jeg finde ro, dengang var der fyldt med larm omkring mig, selv her på toppen kunne jeg ikke fryse. Derfor fandt jeg et sted midt i mellem, hvor jeg for en tid kunne være lidt alene, men noget ændrede sig. Selvom der blev ganske stille.
   Jeg har det problem med at eksistere, at jeg først skal kaldes på, før jeg fremtræder fra skyggerne. Dog bor jeg i et hus som mange andre, lidt hjemløs er jeg nok også af natur. Jeg er blevet så underlig benet, der går lidt tid mellem at jeg kigger i spejlet, men mit udseende har ændret sig voldsomt på det seneste. Måske er det alle mine forsøg. Jeg kan ikke gøre for det, det er så let lige at pære til det levende lys, så det spreder sig, eller måske trykke lidt ekstra på en væg, så hele huset giver efter - eller blot sprede min egen kulde som begyndelsen på mørket - jeg har fået at vide, at jeg ikke skal forsøge på at fremskynde nogen processer, men når jeg keder mig, er det let at glemme, hvad jeg har lært. Derfor svinder jeg ind. Mine øjne virker hule, min hud virker gennemsigtig og jeg griner højlydt hver gang. Hver eneste gang jeg tager et skridt mister jeg noget. Det er ikke tid, det er ikke væsen, det er faktisk ikke mig, der mister noget - men alt i min vej. Det opstod så pludseligt.
   På et tidspunkt prøvede jeg også at hoppe ud foran et tog, men det kørte bare lige forbi mig.
   Jeg har faktisk mange problemer med at eksistere. Den anden dag da jeg vandrede rundt, lidt på må og få som altid, så jeg den kvinde, jeg altid vender tilbage til. Hun stod meget alene. Nærmest udsat under gadelygtens lys. Men jeg blev borte, gemt i skyggerne. Stod bare og kiggede, mens hun ventede på en anden mand. Men det er blot ét af de mange problemer, der viser sig på mit skrivebord. Ét af de andre er min bedste ven, og det ved jeg slet ikke, hvordan jeg skal håndtere. Jeg troede da, at jeg ville slippe for problemerne. Men jeg kan stadig mærke lænkerne om mine ankler, lugte det størknede blod og huske følelsen inden alt forsvandt. Jeg kan huske min beslutning og jeg står ved den, men jeg ville ønske.. hen.. Nej, du ville ikke ønske noget!


* * *
   Tidlig morgen. Bilerne summer udenfor. Det er bare midlertidigt, kun for en stund, aldrig permanent. Vender mig om. Lægger min arm blidt om din krop, så jeg ikke vækker dig. Et lille kys i håret bliver det også til. Mit sind danser vildt. Jeg efterlader dig liggende på min seng, når jeg kommer hjem er der sikkert kun duften af dig tilbage. Jeg bliver så pladderomantisk i mine tanker - men jeg elsker dig - så jeg bærer over med mig selv. Jeg må tidligt af sted, fordi jeg skal. Jobbet dikterer, at jeg skal være der fra start til slut. Beslutningen er taget. Men alligevel tvivler jeg, mens jeg betragter dig fra dørens åbning. Hvis det nu var sidste gang, jeg så dig, skulle jeg måske gøre mere ud af mit farvel? Være sikker på at du mærkede min tilstedeværelse. Men jeg går.
   Ude på gaden summer bilerne ikke længere, de larmer og overdøver næsten alt andet. Men jeg går blidt videre, som om jeg forsøger at skjule min tilstedeværelse i bybilledet. Jeg vil gerne hen på arbejdet, uden at der sker noget - og så er der stadig vejen tilbage igen. Jeg ville ønske, at dagen bare kunne gå, så jeg kunne være hjemme igen. Jeg tager telefonen frem, skriver en besked, men sletter den igen, lægger telefonen tilbage på sin plads og går videre. Jeg støder ikke på nogen jeg kender, men jeg ser mange i blandt de vandrende, dog skynder jeg mig at kigge ned.
   Når frem.
   Men da jeg er der, da jeg endelig sidder på min plads, kan jeg ikke længere se formålet med det. Som om jeg udskyder noget. Skyder de gode ting fra mig for at omfavne de dårlige. Jeg skulle være blevet i sengen med hende.

Efter lidt tid går jeg efter kaffe. Der er vel altid kaffe? Nej, ingen kaffe. Jeg har alligevel ikke brug for det stads, det klistrer sådan til mine organer, gør mig sløv, tænker jeg. Men jeg skal have et eller andet, så må jeg gå ud af huset, selvom jeg ikke er meget for det. Der er sikkert kaffe et sted. Tilbage på gaden føler jeg efter endnu én gang. Stadig til stede. Ganske rigtigt. Jeg går forbi en blomsterhandler, men tænker, at jeg kan give hende blomster en anden gang, hun fortjener dem. Jeg finder et kaffested, stedet med noget grønt i deres logo, det er egentlig ligegyldigt, som deres kaffe, men det er i det mindste kaffe. Kaffe. Jeg er gået lidt i selvsving, men det virker som om min hjerne ikke vil fungere. Jeg når aldrig at forlade kaffekiosken igen. Men jeg når at kalde, dybt, skrige efter en til at hjælpe mig fri, skære mig løs af denne mellemtilstand.
   Jeg har aldrig været god til at være levende.
   OG så dukker du op. Fint tilbud. Hvorfor ikke, så kan jeg hende igen.


* * *
   Jeg har aldrig været god til at tage vare om de levende. Men jeg har altid været god til at lytte, men bilerne siger intet mere, skridtene er trådte, men lydløse - kun hvis nogen kalder mit navn, træder jeg frem. Ugenkendelig. Det er sikket min egen skyld; jeg skulle nok have læst kontrakten ordentligt igennem, men jeg havde travlt, beslutningen skulle tages og jeg tænkte mig ikke om. Jeg var desperat efter et sidste kys, efter at nå i blomsterhandelen, efter at nå hjem igen.
   Der spreder sig efterhånden en stor fortrydelse omkring mit væsen. Stilheden kan aldrig blive komplet. Jeg kan ikke tage mit eget liv, mit liv eksisterer i mine ord og mine tanker - de forsvinder ikke, men mine muligheder for at træde lykkeligt frem fra skyggerne har aldrig eksisteret. Altid det samme formål, altid under samme omstændigheder. Siden den dag. Alligevel har det været det hele værd. Jeg ville gerne ofte alverdens uendelige larm og komplette ro - leve med mine tanker, uden at kunne gribe ind, så længe jeg kan se hende.
   Nu er problemet blot, at hun har kaldt mit navn. Hurtigt blik i hendes spejl, den sorte kappe er velplaceret. Skyggerne træder tilbage og ganske kort eksisterer vi sammen igen..