Folkene kigger ned. Man skulle tro, de måske kiggede på gulvet af bussen, men sådan forholder det sig ikke. De burde kigge op, se verden og hilse på de mennesker, der forsøger at trænge ind i deres liv. De burde stå med åbne arme og modtage hilsner fra fremmede, men i stedet står de med armene over kors, det forbandede kors, der har lukket så mange mennesker ude. Det står over alt andet i landet, selv om mange forsøger at glemme det.
   Han havde siddet i forskellige busser hele dagen.
   Ikke fordi han var en hyppig bruger af byens busser, men han manglede noget at foretage sig. Eller det gjorde han egentlig ikke. Men han fulgte sin pludselige indskydelse. Først tog han en bus, så en anden. Han havde engang læst om det i en bog, men savnede virkeligheden.
   Efter noget tid besluttede han at stå af bussen. Det var ikke et område af byen, han havde været i før. Bygningerne var ikke specielt anderledes, det var menneskene heller ikke, men alligevel var der noget nyt og spændende over området. Det var byens centrum. Hjertet om man vil. Vinduerne sagde det, forlagene distribuerede det og folkene var et udtryk for det. Begrænsninger. Overalt hvor han gik prædikede man åbenhed, men efter prædiken glemte de hørende det, som prædikanten også selv gjorde. Han besluttede sig for at se nærmere på et af forlagene. Han kravlede op ad en stige, der stod omme i baggården - han var på forbudt område - og han skulle finde ud af, hvorfor det var så hemmeligt at kravle netop dér. Det der mødte hans syn, ændrede på hans opfattelse af, hvad det vil sige at være kunster. Det var nærmest umuligt at lykkedes, hvis man ikke var venner med dem. De havde robotter (menneskelignende), der åbnede de mange håbefulde forfatterspires indsendte manuskripter - det forholdt sig sådan, at de havde fået indkodet bestemte karakteristika; forfatteren skulle være kendt for et eller andet, hvor meningsløst det end var, han skulle helst have gået på forfatterskolen og han skulle helst have et iøjefaldende navn. Hvis man ikke mødte disse, ville robotterne udskrive et standard afslag, som så blev sendt tilbage til forfatterne, uden at samlingen var blevet læst. Så meget spildt skønhed.
   Litteraturen og kunsten generelt var blevet ligeså ensrettet som de stakkels robotter.
   Forundret og forarget over det han så, faldt han nærmest ned fra stigen og landede i sneen. Det blødte fra hans kæbe, men han måtte videre, selv om smerten borede sig hele vejen om på den anden side af ansigtet. Da han nåede tilbage på gaden, gjorde det ondt over det hele, ikke pga. faldet, men pga. hans betragtninger.
   Hvem skulle han gå til?
   Der måtte jo ske ændringer, vurderede han. Men han var jo tilsyneladende ligegyldig, han havde ikke nogen højerestående bekendtskaber.
   Tidligere revolutioner kom også fra folket.
   Han kom til at tænke på politikerne, men politik handler ikke om at ændre noget, at gøre en forskel, men om at vågne hver dag med løgnen i kæften og at beskylde alle andre om at have gjort noget forkert. Hvad har du selv gjort?
   Der måtte gøres noget. Ej, det blev for upersonligt. Han måtte gøre noget, jeg må gøre noget, vi må gøre noget, han må gøre noget, jeg må. Jeg vil, han vil, vil du?

Sporene fra dagen tidligere på ugen sad dybt i ham. På den ene side følte han lykke ved den ændrede situation, mens han på den anden følte sig rodløs. Der var ingen at råbe op, de havde jo så travlt med at kigge ned og kigge væk.
   Hvis mennesket er det mest udviklede dyr, det sidst udviklede, så står det med to muligheder; Enten kan det udrydde det hele, eller det kan redde alt. Lad os håbe at de i sidste ende, vælger den sidste mulighed, selv om de er på vej mod den første.
   Han forsøgte sig igen dagen efter med at tage forskellige busser rundt i byen. Byens busser. Der var små lommer rundt omkring, som folk kunne falde i. I disse lommer var der mørkt og koldt, frosten regerede. Der kunne man fryse fast og glemme, hvordan man var blevet til. Lommerne kunne falde på en, men man kunne også falde i dem. Den første kom ikke rigtigt som en overraskelse, det var nærmest som et valg, man havde truffet, mens den anden type kunne overvinde enhver, hvis ikke man huskede at mærke efter i sit menneskelige hjerte. Han havde selv oplevet disse lommer, men han havde aldrig før betragtet dem og fundet dem, før nu.
   Det var også ved at være tre århundreder siden, at den sidste oplysning fandt sted, måske var det ved at være på tide igen. Der var nemlig mange forskellige lommer man kunne falde i; fremmedhad (frygt for noget smukt man ikke kender), selvoptagethed (man lukker sig til med et kors og kigger ned), civiliseret ensretning (genierne udebliver) og løgnens aktører (bl.a. politikere). Men den største lomme af alle var den, der kunne finde frem til alle, den havde ikke noget navn eller kendetegn, måske kunne man kalde den ubegrundet frygt eller bedøvelse af alle sanser undtagen de irrationelle.
   Han havde hengivet sig til at gå og betragte, nu måtte han gøre noget, ellers ville han ende som en gammel sur mand, der aldrig fik ændret det han ville.
   Nu rejste han sig... En skærm stod alene tilbage og lyste op i en lille lejlighed.