Han var sådan en, som enhver by elskede at have, men som ingen nogensinde talte om. Måske var det, fordi han var så svær at fastholde - eller netop fordi han ikke skulle. Hvis han investerede sig selv i noget, kunne han skabe noget betagende, men hvis han ikke gjorde, ville han aldrig vise sin svaghed.
   Folk havde mange opfattelser af ham, men ingen af dem kendte hans inderste væsen.
   Dertil var han for reserveret, mærket af livet.
   Når hverdagene var gået, fandt han frem til noget, der gjorde ham lykkelig. Det var en frihed, han tog sig, inden den tog ham. Der skulle ikke meget til at skabe et smil på hans læbe, men der skulle endnu mindre til at få det til at forsvinde. Det er et velkendt problem hos menneskene. Hos ham kom det blot særlig stærkt til udtryk, men det gjorde ham ikke noget. Hans erkendelse var stærk. Han gik under navnet Hr. Traubert, ingen kendte hans fornavn.
   Han havde boet mange steder, men kun levet få. Det var den samme rastløshed, der fandt ham gang på gang, og for ham var der ikke langt fra tanke til handling. Hvis han mistede intensiteten og lysten til noget, måtte han videre. Han tog det fulde ansvar for sine handlinger, dertil udførte han sin menneskerolle, som han burde. Han troede ikke på ordet "burde", men nærmere "ville".
   For noget tid siden, da han lukkede øjnene i, indså han, at hans gud var afgået ved døden. Det var på tide at vende sig bort fra barnetroen, og indse, hvordan virkeligheden så ud. Det var ikke en kamp, han havde overskud til at gå ind i. Han ville hellere koncentrere sig om at nyde livet end at fortælle andre, hvordan de skulle gøre! Noget der undrede ham, var dog, hvordan de forskellige veje og retninger gerne ville have flest mulige mennesker til at gå på dem; hvordan det var blevet en kamp mellem dem at have ret, at have den absolutte sandhed. De teede sig som små børn, der gerne ville have ret, men som ikke havde nogen åbenhed overfor andre ideer. Læg dog emnet på hylden og nyd livet.
   Hvor han boede, var en gåde. Måske havde han ikke noget hjem for tiden, men gik bare rundt i gaderne og ventede på, at lygterne tændtes så livet kunne sprede sig.
   For uforstående sjæle der så ham på gaden, virkede han ulykkelig, men de tog gruelig fejl. Han havde fundet noget, som de ikke havde. Han havde regnet ud, hvad der gjorde ham lykkelig, og forlangte derfor ikke mere end det. Han kendte sine begrænsninger, men turde stadig håbe på, at hans evner somme tider bistod ham, når han havde brug for det.
   Han havde boet i den største by i landet, men han begyndte aldrig at leve dér. Derfor forlod han den hurtigt igen, dens mærker nåede ham aldrig.
   Nu havde han fundet en by, hvor han kunne leve, ikke kun bo, hvor han kunne elske de mennesker han så, men samtidig glemme hvor han var, eller hvad han selv var. Han var menneske. Han er stadig et menneske. Et menneske fyldt med kaos, men behersker, mestrer af kaos er han også. Man har bedt mig beskrive ham, men jeg føler mig så fjern fra ham, og han forsvinder mere fra mig, jo mere jeg skriver. Lad os trænge ind... Velkommen.
   Det er en travl aften. Røgen spreder sig overalt i lokalet og i lungerne på unge mennesker, der ellers har hele livet foran sig. Han sidder nede i hjørnet og gemmer sig lidt. Det er bedst, hvis der ikke er nogen, der ved, hvad man foretager sig (sådan sagde en af hans ynglings skrivere det, og han har taget det til sig). Han havde også hurtigt efter hændelsen truffet det valg, at han ikke skulle have hverken telefon eller andet. Det skulle foregå så naturligt som muligt. Det må være i hans blod.
   Men alligevel er der en forskel.
   Bartenderne kender hans navn, og når han ønsker et nummer, så får han det. Mange af de yngre kigger på ham med foragt. Men de burde i stedet kigge lidt på sig selv. Hvis de virkelig kiggede i spejlet, måtte de vel indse, at de lever som skygger af andre mennesker, der har skabt deres tanker, deres holdninger og deres stil - de er kopier. Han har kastet sig ud i livet, mens de blot skubber det foran sig, når det kommer for tæt på. Hellere sidde med et brækket hjerte, end slet ikke at kunne føle sig hjerte.
   Glassene står tomme på hans bord, men de søde bartendere rydder bordet for ham. Og han er taknemmelig. Han er taknemmelig for selv det mindste, de gør for ham.
   Der har efterhånden spredt sig en stilhed gennem alle barens lokaler. Ikke mange ting er sikre, men det er sikkert, at han ikke tager hjem, inden det sidste lys er slukket. Stille sipper han til de sidste dråber i det sidste glas. Fornøjet, men samtidig mismodig over at natten snart er slut, sidder han og lytter til en mand, der inviterer ham til bluesens land. Idet han rejser sig op, løfter han lidt på hatte, og bartenderen smiler til ham.
   Mens han går ned gennem de tomme gader, kommer han til at huske en kærlighed, han engang oplevede. Han husker, hvordan det var smerteligt at sige farvel, at det var i den smerte, han virkelig mærkede sin kærlighed for hende. Den blev bekræftet i farvellet, som nærmere var et på gensyn. Han griber ud efter sig hjerte, og mærker, at det er der endnu. Det er længe siden, at det har oplevet en sådan kærlighed - det skete faktisk kun den ene gang med hende, han nu går og tænker på. Det var, som om at han aldrig var kommet videre efter hende, som om at han lå fast nede i et hul, han ikke kunne komme op af. Som han ikke ville op af. I det hul lå de sidste rester af den rene lykke, han havde oplevet. Måske skulle han finde hende igen? Måske skulle han gøre alt, hvad han kunne for at finde hende.
   Måske ville det virke for underligt.
   Hun var nok kommet videre. Eller ikke.
   Det var underligt, som de tanker han vågnede med også skulle blive de sidste denne dag. Han var hjemme.

Omtumlet. Måske havde kulden været mere hård, end han huskede. Det kunne ikke skyldes de betydelige mængder alkohol, der trods alt havde fundet vej til ham. Efterhånden var alle hans møbler blevet erstatter med flasker. På et tidspunkt i hans liv gik alt i opløsning, men med tiden var han begyndt at acceptere den splittelse, der fulgte efter. Det var blevet noget, der gjorde ham lykkelig - der skulle ikke meget til før dagen havde været en succes.
   Dertil skyldes nok hans lykke over livet.
   En omelet præsenterer sig så flot på panden, lidt (kalkun)bacon og (kyllinge)pølser, så er alt, som det skal være. Han mave skifter fra en vred mine til en mere lyksalig. Det samme gør han selv.
   Han har ikke glemt sine tanker fra i går, men han må lige spise færdig først, ellers er det svært at handle.
   Hurtigt fandt kramperne vej til maven, dertil findes kun en løsning. Den er let at indtage, og den giver en glæde, som man ikke skal kæmpe for at tage imod. Han har indtaget sin bås, hvor han kan sidde i fred, for det meste. Han føler sig ikke fanget, men fri. Det er en sær fornemmelse; han kender sig selv. Samtalerne rundt omkring går på titler, det er ikke længere nok at sige sit navn. Alle skal have en titel. Det er åbenbart vigtigt i det etablerede samfund. Efter en kort tænkepause: menneske. Det er den eneste titel, han gider have hængende over sig. De andre titler fortæller bare om, hvordan man er gået i en retning, og kun en. Hvis man holder sig til bare at være et menneske, er man mere fri.
   Han kan ikke huske, hvornår det hele gik galt.
   Han rejste sig op, ønskede at fortælle folkene hvordan de kunne ændre sig, men opgav. Han opgav på forhånd. Han måtte finde hende, men han famlede i blinde.
   Det sidste lys slukkede for lang tid siden.
   Men han rejste sig. Gik videre. Så udover kirkegården, hvor han kunne mærke den mørke vind, der ligesom dansede henover ligene. Han satte sig på en bænk, hvor han kunne mærke roen sænke sig i ham. Han tog en slurk, sang en lille melodi og rejste sig igen. Efter det sidste lys er slukket, skulle man tro, at mørket herskede. Men ikke her. Efter det sidste lys er slukket, rejser de sig, kaos, nebulaer, supernovaer og galakser - han danser med dem alle, hvorfor skulle han ikke? Især når det gør ham lykkelig.

Uden den store indsats vil han finde hende igen. Forelskelsen er et privilegium, kærligheden er mere end det, og den der forspilder, er intet værd. Han lukker sin notesbog, vrider sig og gisper efter vejret.