Jeg lever under jorden i en absolut stilhed. Når jeg ikke hører regnen klække på overfladen, lægger jeg mig stille til ro igen, men hvis den blomstrer op og skaber en sikker verden, fryder det mig, da jeg kan bevæge mig ud uden at blive set. Det er bedst sådan. Regnen skal helst leve permanent, ellers skynder jeg mig ned igen. Hvad er jeg?
Faktisk er det bedst, når regnen er stoppet, men kun lige.
Mine bevægelser kan synes klodset, når jeg søger efter midlertidige vandhuller, der kan opfylde mine behov for at skabe en ny forunderlig verden, som kun de færreste øjne falder på. Det er en kamp at bevæge sig, men når noget er så nødvendigt som dette, lærer man at elske det. Det kan hænde, at jeg pludselig ser op, og kan fornemme solen i det fjerne, hvilket er mit tegn til, at jeg skal ned i min jordkiste igen. Hvor er jeg?
Det klør på mit robuste hoved, men mine lemmer er så korte: jeg kan ikke nå, men lader mig ikke irritere så let. Somme tider, når de ikke kigger, kravler jeg op til overfladen for at betragte dem. Gad vide om det nogensinde er faldet dem ind, at jeg faktisk eksisterer her? Det virker som om, at de har nok i sig selv. Hvorfor er jeg alene?
Når jeg ser rundt i min verden, er den snæver, mørk og fugtig. Der er tomt. Hvis jeg skulle finde mig selv i dette mørke, skulle jeg blot skule ind i mit hjerte. Ensomheden og ventetiden er uudholdelig. Dagene forsvinder, uden at jeg ser dem, det ville være for farligt at bevæge sig ud i lyset. Tænk, hvis de så mig - de ville udrydde mig. En gang er det lykkedes mig at se mig selv: min røde stribe på ryggen, hvordan jeg kom til at se den, er mig en gåde, på min runde krop røde plamager og mit kegleformede hoved med næsten usynlige øjne. Hvorfor gror min lykke trods al den elendighed?
Når jeg forsøger at tale, kommer der kun brummende lyde.
Det hænder, at føden kommer dumpende forbi. Den ene slags er saftig og knasende. Deres små fødder er det bedste, de olierer min hals, der ofte slår knuder, hvis jeg befinder mig i min kiste for længe ad gangen. Der er jo langt mellem regntiden og tørken. Den anden slags er langt mere sofistikeret, men har en vis lighed til den første type. De lever af træ, og ikke mange bemærker dem, som de heller ikke bemærker mig. De bygger kæmpe huse, som menneskene burde se, men overser - og udrydder. Det er en skam for dem, men det er mit held, for de søger ned i jorden, og her ligger jeg klar til at mættes. Sulten er en sjælden gæst. Hvorfor føler jeg mig ikke tilfreds? O, ikke at kunne nyde sin lykke.
Jeg må ud herfra. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere dem, så de ikke dræber mig for deres fornøjelses skyld.

Pludselig midt på dagen, hvor jeg sover bedst, begynder min ene væg at bevæge sig. Der viser sig en spids snude og hurtigt et par øjne, der kun er en anelse større end mine. Lidt efter er hele kroppen kommet til syne. Vi ligner hinanden, men er langt fra ens. Hans krop er mere oppustet og rundelig, farverne er markant anderledes og han graver med sit hoved først, hvilket forekommer mig højest unaturligt.
Han slår forundret sine øjne op, det forekom ham mærkeligt, at der pludselig ikke var mere jord at grave i. Han havde levet hele sit liv under jorden, og var ligesom jeg begyndt at mistrives. Det var ikke fordi, vi ikke kunne bevæge os op, det var bare det at vi ville miste livet. Desuden tilbringer hans art mere tid under jorden. Jeg har længe tænkt på den virkelighed, jeg forsøgte at skabe i vandhullet, og om vandholdet er vågent endnu. Han tager med det samme en interesse i mit liv, og foreslår, at vi forsøger, når mørket igen kan være vort skjulested. Hvordan skal mit tumulte legeme kunne bære mig i al hast?
Der er også stilhed over overfladen, men den er langt mere flygtig. Vi bevæger os stille gennem græsset, så man ikke kan se os, hvis man stadig er blandt de levende. Han bevæger sig noget mere ubesværet end jeg. Det misunder jeg. Det ligger dybt i min natur, at jeg skal udgyde en lyd fra tid til anden, uden der er nogen anledning, men for nu er jeg nødt til at undertrykke min natur. Det giver anledning til smerte i min hals, hvis blot vi kunne finde noget føde. Efter en lang og ubemærket kamp for bevægelse, når vi frem til det sted, hvor vandhullet skulle have været. Tro mig, der er stadig et vandhul, men jeg kan hurtigt konstatere, at det har ændret både form og indhold. Jeg forklarer, og han forstår. De har ødelagt det, og det går dem slet ikke på, de har nok end ikke bemærket det. Sådan er det med dem. Ser I, han kommer derfra hvor mennesket opstod, og han fortæller mig, hvordan han har oplevet deres destruktive instinkter tæt på - hans familie har været med helt fra starten. Hvor de lå lige under overfladen og betragtede, hvordan mennesket startede, udviklede sig og hvordan de går rundt og dræber for sjov.
Deraf kommer vores begrundede frygt.
Jeg har længe fornemmet, at han fortav noget, og min mistanke bliver afløst af bekræftelse. Han har båret på en hemmelighed om et bedre sted, hvor vi ville få bedre vilkår, men han ville ikke fortælle det før nu, ikke før jeg havde oplevet, hvor let de kan ødelægge alt man har opbygget. Nu savner jeg pludselig min jordkiste, hvor livet ikke var kompliceret. Jeg overbeviser ham om, at vi skal tilbringe et par dage under jorden, lidt mod sin vilje giver han sig.
På en eller anden mærkværdig måde får han mig overtalt til, at vi skal bevæge os oppe på jorden. Hans had til undergrunden forbavser mig. Det var da ikke den værste tilværelse, man kunne tænke sig. Det bliver en langsom og voldsom rejse, vi har mange fjender, der vil os til livs, selv om vi aldrig har gjort dem eller deres kære noget. Jeg ser mig, så godt jeg nu kan, bagover min krop, så jeg ikke bliver overrasket bagfra. Jeg kan mærke de mange øjne, der klæder min hud fra mine knogler. Jeg har aldrig været ude på denne tid af dagen, hvor man faktisk kan se naturens virkelige farver. Det fascinerer mig. Det er træerne der slynger sig op mod skyerne, der bevæger sig sammen med vinden. Det er skyerne, der har sørget for min overlevelse med deres regn - jeg er godt klar over, at de ikke har arbejdet alene.
Min krop er forkrampet og underlig.
Hvis vores fjender virkelig fandt os, ville vi stå uden en chance.
Vi møder et lille firben, der ser sig glad omkring, den har ingen hale, men den kommer igen. Den bekræfter hans påstand om, at der skulle være en fredelig verden længere fremme. Men når jeg tænker over det, er en verden over overfladen så bedre, end en verden under?
Nej, nej, nej. Åh nej. Hvordan er det sket? Jeg bevæger mig så hurtigt, jeg kan, det er ikke et terræn min krop kan vende sig til. Der er så mange forskellige veje, man kan vælge, min ubeslutsomhed stråler ud af mine minimale øjne, der helst ville trænge helt ind i min krop lige nu. I ren desperation vælger jeg bare én vej uden at tænke. Vandet rammer mine lemmer, man skulle tro det var en glædelig overraskelse, men til min forfærdelse kan jeg ikke se nogen ende på det. Hvis jeg kunne, ville jeg kravle op i træet, der står ikke langt herfra. Men jeg kan mærke, hvordan jeg siver med ud - det er umuligt at gøre noget, jeg må bare flyde med. Lyden af resignation rumler i mine ører. De modsatrettede bølger hiver i min krop, det føles, som om at min krop skilles ad. Mine følelser begynder så småt at forlade mig, et dulmende intethed sætter sig i stedet i mit hjerte.
Idet mørket omslutter mig, husker jeg tilbage på min jordkiste, hvor fantastisk der var. Jeg elskede mørket, men ikke dette mørke, det afslutter følelsesløsheden og erstatter den med smerte.

Jeg vågner op på et ikke fast underlag, det er en strand, får jeg at vide af de kiggende. De må have set mit overraskede ansigtsudtryk, selv om jeg ikke kan skabe mange konturer i mit ansigt.
Jeg erfarer, at han ikke nåede frem, men han havde ret, det er vidunderligt her. Dog spøger mindet om stilheden stadig. Hvordan endte jeg her?