Jeg har siddet ængstelig nogen tid. Pludselig går døren op, lægen kigger ud og får hurtigt øje på mig. Jeg kommer her så ofte, at jeg nærmest er blevet stamgæst, som var det et værtshus jeg besøgte. Det, der slog mig mest, var, hvorledes at han ikke behøvede at nævne mit navn - i al den tid jeg havde ventet, havde han alle de andre gange råbt navnet, men ved mig var det åbenbart overflødigt.
   Vi er trådt ind i hans lille lægekammer, her er en underlig og kold stemning. Jeg husker tilbage på de gange, jeg har været ved tandlægen, det her er værre. Han beder mig om at tage min trøje af. Jeg ser lidt ned af mig selv og synes mest af alt, at jeg minder om en skæv kylling af en art: En lille mave der buler ud, små kyllingevinger som ikke har den store muskulatur og et kyllingebryst som er svært at få øje på. Lægen afbryder mine betragtninger. Han vil gerne have, at jeg forklarer mine symptomer lidt nærmere. Jeg siger, at der må være tale om en eller anden form for maveinfektion, der er noget uldent i min mave. Lægen banker lidt på min mave, det gør ondt, men han griner bare. Stille svinder lyset bort, og jeg glider lidt ud af verden for at bevæge mig ind i min mave.
   Der opstår en del gnidninger, åh, hvor er det svært at komme frem. Blodet siver den forkerte vej, og det er næsten umuligt at se noget i denne blodregn. Det er faktisk en smule kedeligt her, hvor intet menneske befinder sig, og hvor luften er tør som sand. Der kommer en underlig lyd fra dybet, det må være det væsen, som lyden kommer fra, der har skyldt så megen smerte og så megen frustration. Pludselig bliver jeg ramt af en hvirvelvind af bakterier, som bekæmper mig, hvad de ikke indser, er, at jeg faktisk er en af de gode. Min kamp er nyttesløs. Lidt senere vågner jeg op, lænket. En form for høvding træder ud af skyggen og ind i mit sind. Her taler vi længe om, hvem jeg er og hvorfor jeg er her. Han kravler ud af mit sind igen, og knæler endelig i respekt.
   - "Vi må hjælpe ham på vej, han er her for at bekæmpe parasitten."
   De andre råber og danser i ekstase. Endelig er der kommet nogen for at hjælpe på situationen. Jeg finder ud af, at disse bakterier virkelig har kæmpet min sag, men at det har været en umulig kamp for dem at bekæmpe dette overvæsen. Nu er det så op til mig, som jeg egentlig også havde ventet, men ikke turde tænke på.
   Blodstrømmen er langt fra ligeså vanskelig som tidligere.
   Uden problemer kommer jeg ned til selve problemet, men pludselig begynder det at rumle og banke udefra. Jeg fornemmer aftrykket af en hånd på mit maveskind. Jeg er så tæt på selv at løse det, det må ikke gå galt nu. Men det gør det. På en eller anden måde lykkes det lægen at banke så hårdt, at jeg bliver bevidstløs, og siver ud af min mave for at vende tilbage til virkeligheden.

Jeg kommer til mig selv i venteværelset. Lægen siger, at jeg faldt omkuld derinde, men at det ikke er noget seriøst. Han konstaterer, at det er "irritabel tyktarm" (fordi det er den letteste diagnose at stille, en skraldespandskategori om man vil), hvilket giver ham et saligt smil og en rolig glød.
   Jeg går derimod derfra frustreret. Og tænk, jeg kunne have løst det selv, hvis bare han havde ladet mig være. Jeg mærker bakterierne kæmpe en sidste gang derinde, det synes at gå dem godt.