I begyndelsen var der jord og grus over det hele. De havde herredømmet over en tom verden, som ikke behøvede, at de herskede ondt over den. Det var en lykkelig tid, hvor de udvidede byen gevaldigt. Min fars kone og han udvidede også vores familie. Behovet for at tænke over, hvorledes vores art opstod, var ikke noget de gad tage sig af. De ville helst bare nyde de følelser, der opstod her morgen, når de trak os ud af søvnen.
Men de havde problemer med at skabe bygninger, der kunne holde til de skiftende vejrsystemer.
Da min egen bevidsthed var begyndt at forme sig, kunne jeg godt selv tage over og forstå, hvordan det hele hang sammen. Derfor undrede det mig, som det også undrede alle andre, da der pludselig en dag spredte sig en larm i det fjerne. Det var en larm, der stille kom tættere på, og den kunne kun varsle undergang og ødelæggelse - vi udviklede teknikker, så vi kunne betragte dem fra en passende afstand. Vi opdagede, at de var kæmper i forhold til os. Efter nogle lange og urolige nætter skete det. En lang bane af mørk masse blev lagt ud. Denne mørke masse udslettede over halvdelen af vores befolkning, men det synes ikke at bekymre kæmperne. Hvorledes de blev så grådige, at de også skulle skabe kæmpe dale, beplantet med noget grønligt, på den anden side af den mørke masse, er mig stadig en gåde, men vi måtte hurtigt tilpasse os den indskrænkede plads, hvis vi gerne ville overleve. Efter at have smagt livets sødme, vil jeg gerne overleve så længe som muligt - og gøre mange ting for at forlænge mit liv.
De havde forskellige dyr til at trække dem i starten, men dem udskiftede de, som om de var ubrugelige, og begyndte i stedet at benytte sig af metalkasser. Man må give dem, at de kom hurtigere frem, men hvad de ikke vidste, var, at de stille kvalte alt liv omkring dem. Først vil træerne bukke under, så nogle af dyrene, dernæst nogle blomster og uden deres viden ville turen til sidst komme til kæmperne. Men de opdager det nok ikke.
Strømmen af metalkasser tager til.
Vi har lagt mærke til, at de smider forskellige ting ud fra hullerne i deres metalkasser, som overlever mere permanent her i naturen. Derfor er vi begyndt at skabe huse af dem. Efterhånden er der gået over to århundrede og det ældste hus står endnu. I starten undrede vi os over, at de aldrig kom og samlede det op, men så gik det op for os, at det bare var en del af deres måde at beherske naturen på - utallige forsøg på at slå den ihjel. Men med tiden har vi lært at tilpasse os, tilmed elske affaldet der udgør vores hjem.
Dalene der gik på den anden side, var et sted de unge elskede. Man kunne gemme sig på toppene, hvis man ikke var tilfreds med det hele derhjemme. Jeg har selv benyttet mig af denne flugt, men man kommer altid tilbage til sidst, selv om det måske ikke var ens intention. Det har også været oppe på vores fællesråd om ikke vi skulle bygge nye huse i dalene, men vi kom frem til, at vi hellere må passe på. Og når man tænker over det, så har vi det også helt fint med den plads vi har nu, vi behøver ikke udvide eller betvinge andres vores tilstedeværelse i deres verdener.
Den sorte masse er et spøgelse. Man ser den ikke længere, der er så mange metalkasser, at det eneste vi hører er larmen.
Nætterne er dyrebare. Det er de eneste sekunder, hvor stilheden tør nærme sig. Man bliver skør, hvis ikke man får lov at forsvinde ind i stilheden og ind i sig selv somme tider. Nætterne er den eneste vej ud. Vores dagsrytme er vendt på hovedet. Disse væsner, disse kæmper fylder alt i vores tilværelse, men de skænker tilsyneladende aldrig os en tanke.
Somme tider ligger de dér, når man vågner, andre gange hører man deres døende skrig i drømmene, eller i det man håbede var en drøm. Man træder ud af sig hus, og ser et ådsel ligge helt stille. Hvad skal vi dog stille op? Vi har svært ved at nå til enighed. Men ofte kommer vi frem til, at når det nu alligevel har mistet livet, kan vi ligeså godt give korpusset et rart sted at være - så vi fortærer det, som de dyr vi er. Men finder vi et, der stadig hungrer efter luft, gør vi alt, vi kan, for at det skal overleve. Vi forsøger at tage hånd om selv de mindste i denne verden, noget kæmperne tilsyneladende også har glemt.

Vi kan ikke være her længere, affaldet har hobet sig op. Det gør ondt, når vi trækker vejret. Men vi finder en vej, det har vi altid gjort. Jeg har fået min egen familie udvidet, det giver trods alt en rar fornemmelse indeni mit lille indre. Vi kan gå ubemærkede henover den sorte masser, der kommer ikke længere metalkasser. Vi har længe undret os over, hvor kæmperne bliver af.