Det er trængt at være her, som befandt vi os i en rigmands klædeskab. Vi sidder fast på en stang, og venter på, at det bliver vores tur til at skinne. Om end kun for en kort stund. Det er en lang og farefuld rejse, hvor man møder væsener, vi senere vil glemme, men som vi altid vil søge tilbage til: i vores nye form. Vi hænger på en fin og lang række, hvor alle kender sin plads, der er somme tider en enkelt frimodig i blandt os, som ikke ser sig tilfreds med sin position, men det findes der heldigvis midler mod. Stilheden spreder sig, mens han stille opløses.
Vi tænker ikke over meningen med tingene. Men alligevel spreder der sig en fornemmelse hos mange af os, en fornemmelse der fortæller os, at vi har gjort det hele før. At vi er resultater af et genbrug, af en overproduktion - hvilket i sidste ende betyder, at det ikke er den første nedstigning og heller ikke den sidste. Min opfattelse var ellers, at det skulle være en unik mulighed for at rejse ned og se, hvordan den blå planet ser ud, når man kommer helt tæt på. Med unik menes der selvfølgeligt, at det kun skulle ske en gang. Én gang er også mere end rigeligt. Men ser man over de samlede dage, hvor den blå planet og hele universet har eksisteret - er den ene gang egentlig kun ganske få sekunder. Både foran og bag mig er der fyldt. Nogle venter ivrigt efter at komme af sted, mens andre ser sig mistroisk omkring, hvilket kun kan betyde, at de hellere ville sidde her resten af deres tid. Det er måske forståeligt. Her behøver man ikke tænke, man behøver ikke agere, man behøver ikke føle sig truet eller se relationer forsvinde ud af ens liv igen.
På mange måder er der fyldt med stilhed.
Det er kun tankerne der taler i denne udkant af verden, hvor mørket er en evig hersker og tungetalen forbliver en myte. Det er en skam, at man ikke må lære hinanden at kende her, men at man skal vente til man fremtræder i sin nye form. Personligt kan jeg ikke se, hvordan det skulle kunne skade os, det ville tværtimod spare os for megen hjertesorg senere hen. Men lederne har talt. Og som bekendt er det desværre ofte sådan, at lederne er dem, der har det sidste ord, selv om deres ord ikke er det klogeste. For øvrigt kan vores ledere godt tale tungetale, men det er kun fordi de må. Vi kan også, men tør ikke. Vi er blevet lullet i søvn af de fremtidige løfter om, hvad der skal ske os, og hvilke muligheder det giver os for at udvikle os. Men inderst inde i os alle, spreder der sig en frygt for, hvordan det skal gå.
Én gang er det nemlig lykkedes. I ved, det er lykkedes. Der var en, som ikke alene kom tilbage igen, men som overlevede længe nok til at fortælle, hvordan nedsænkningen fandt sted, men også hvad der ventede efter. Der var nok mange, der ikke havde lyst til at høre, hvad hun havde at sige, men nu er situationen jo sådan, at når man hænger fast på en stang, hvor ens hænder endnu ikke er eksisterende, men hvor ens ører så sandelig er i levende live, kan man ikke undgå at opfatte tungetalen.
Hvordan vi er blevet bundet op på stangen, er vi aldrig blevet fortalt.
Men egentligt burde vi ikke klage, her er det på mange måder godt.
Ventetiden kan dog så tvivl i de fleste, for hvad venter man på?

På en måde, som er mig og resten ukendt, lykkedes det hende at fortælle om livet på den blå planet, uden at lederne hørte hende. På deres daglige patruljer, hvor de nærmede sig hver en del af vores sfære, fandt de ikke frem til hende. Hun var smukkere end de mange tusinde stjerner, der ellers dagligt kom forbi og sagde goddag - og fortalte om, hvad solen havde i sinde at gøre næst. Men de ting bekymrede mig ikke længere, solen, månen, planeten eller nedstigningen: Det eneste som var i mine tanker, var hendes tale og hele hendes fremtræden. Hun havde mange smukke historier, men samtidig også mange dunkle.
Pludselig syntes livet på stangen ikke så fantastisk længere.
Det kunne være dejligt at vågne en morgen og have hænder, have en hjerne som kunne tænke klart, et hjerte der mærkede kærlighedens sødme og øjne der kunne dufte den forskelligartethed den blå planet byder op til. Eller var det en næse?
Hendes historier er mange, men kun få er mulige at gentage (og det er egentligt bare et fragmentarisk billede af hendes fortællinger):
- "Det har været nogle kaotiske timer, hvor man til sidst har givet efter for sin egen sult og træthed. Men da man vågner igen, ser man, at man pludselig er den næste i køen. Det er nu muligt, næsten muligt, at kunne smage den livskraft der venter forude. Det har været lidt følelseskoldt og tomt at hænge her, ventende, mens man kunne se, hvordan livet udfoldede sig nede på den blå planet. Du tænker nok, hvad er sult og træthed? Men når man kommer blandt de første i køen, kan man begynde at mærke, hvad det vil sige at være i live. Det er en herlig følelse. Sult er faktisk en herlig følelse, det giver en anledningen til at mærke efter, for det kan man pludselig også - man har fået hænder - virkelig mærke efter på hele ens krop. Man er ved at komme til syne, man er ved at træde ud af skikkelsestilstanden og ind i den tilstand, der til sidst skaber et helt menneske, som kan tale, græde, gå og stå. Sikke herligt det er.
En af de mest forunderlige ting var også at mærke, hvordan ånden pludselig kom ind og fyldte mig. Jeg kunne ånde. Efterhånden begyndte hjertet også at slå, nu måtte livet være tæt på. Det er herligt. Efter at jeg havde været i live i ganske kort tid, kom lederen hen til mig, og spurgte om jeg var klar til at forlade denne stang, denne kø og alt hvad den indebærer. Mit svar er åbenlyst.
Det sorte hul åbner sig for øjnene af mig, og jeg bliver trukket ned. Endelig er der brug for mig.
Jeg bliver mig hurtigt bekendt med noget, der hedder følelser, det er noget omskifteligt noget. Man oplever glæde, sorg, død og ødelæggelse, kærlighed, bedøvelse og trøst. Man mærker kaos, stilstand og en ventende tilstand, men for enden af dagen, er det ikke til at komme udenom: Livet er smukt. Livet er herligt. Ikke at være i live, er tanken om at sidde tilbage på stangen, ventende. Jeg er klar over, at de bagerste måske venter forgæves, men det er de ikke selv, og det gør dem lykkelige. Men nu da jeg har været i live, er det en skræmmende tanke, at jeg måske selv skal bagerst igen. Jeg skal stå, ventende, bagerst i en kø, hvor mørket nærmer sig de fleste, mens lyset og livet finder frem til de færreste.
Det er kun noget jeg erindrede i brudstykker, da jeg befandt mig på den blå planet. Men det var derfor jeg frygtede mørket sådan.
Intet kan måle sig med livet. Det liv man kan mærke på sin krop, det liv man hungrer sådan efter i sin søvn, det liv man aldrig må forspilde, man skal ikke spilde én eneste time! SÅ meget er livet værd! Jovist, jeg oplevede de hårde stunder, men de hårde stunder er intet i sammenligning med de stunder, der fik fryden til at danse på mine læber og i mit sind. Det var så herligt at leve. Forstår du det nu? Forstår du nu, hvorfor jeg må gemme mig, så jeg ikke skal sidde på stangen, ventende, hvor jeg venter på ingenting?"

Hvis ikke man var så satans følelsesløs her, ville der splintres en masse i vores indre, men heldigvis for de fleste af os, har vi aldrig oplevet, hvad det vil sige at være i live. Men alligevel hiver hendes fortællinger i mange af os, der må være en vej ud her fra, eller rettere ned her fra.
En ting der alligevel har vakt undren, er, hvordan stangen hele tiden forbliver fuld - jeg mener, der må da være nogen der forsvinder, men ikke kommer tilbage igen? Og hvorfor rykker køen sig ikke?
Det værste er, at den blå planet er ramt af forfald. Den forestilling om smerte, som er blevet fortalt, forsikrer om, at smerte er, hvad den blå planet må føle. Men der spreder sig også en skeptisk følelse blandt os alle, vi vil gerne af sted, men der er også grænser for, hvor megen skade vi kan udbedre.
Måske kunne man komme til syne blot som dug på en rude?
Det er pudsigt, som det altid er dem, der ikke er en del af det, de betragter, der kan se, hvad der er galt med de betragtede. Det er aldrig de, man betragter, der selv indser, hvor galt det står til - ikke før det er for sent, eller det er ikke for sent - de få der indser det, gør bare ikke intenst nok opmærksom på problemerne. Som faktisk er meget lette at løse.
Livet er jo smukt med alt, hvad det indebærer. Tusinder har sagt det, men hvor mange mon egentligt mente det?
Pludselig mærker jeg ånden, og en kæmpe lettelse.
Jeg er fremme. Jeg er lykkelig. Jeg er.
Hvad ville livet være uden ånde - og uden åndedrætsbesværet, hvor man virkelig føler sig i live? Hvad ville livet være uden den rene kærlighed - og de mange mislykkede forsøg, indtil den rigtige kom forbi? Hvad ville livet være uden den rolige stund, der afløser den kaotiske, som man ikke selv kan styre? Hvad ville livet være, hvis ikke man greb om hele dets indhold og mærkede både lykke og ulykke, lod sig mærke, turde komme sig over mærkerne og derefter rejste sig højt og stolt? Hvad ville livet være, hvis man hele sit liv skulle hænge i mørket, gemt på en stang og blot være en skikkelse?
Jeg er fremme. Jeg er lykkelig. Jeg ER!