Det var tidligt på morgenen og vinteren var i færd med at overtage, hvor efteråret var på vej til at slippe. Man kunne ligesom fornemme det i vinden. Selvom solen til stadighed havde sine daglige rutiner, virkede det som om, at den var ved at miste sin kraft - at den kun var til for synets skyld, ikke så meget for varmen. Det gjorde nu ikke så meget, solen havde haft sit indtog i det daglige liv de sidste mange måneder, derfor ville det være meget rart med noget nyt. Det kunne måske også give anledning til nye tanker (ikke fordi der var noget galt med de gamle, men det er bedst for mennesket, hvis det ikke står helt fast i de gamle tavler). Hvis man bevægede sig ud af byen for en stund, kunne man også fornemme det, når man vandrede rundt på de smukke, hvide strande, der virker så uberørte, selv om de har eksisteret og set mange forfærdelige ting. Der fandtes selvfølgelig en række bænke, der nærmest havde trukket sig tilbage og befandt sig tæt ved de forskellige hybenbuske. Der stod bænkene og ventede på menneskene. De skulle ikke vente forgæves. Slentrende hen ad stranden, hvor det lille grønne hus står, kommer han gående. Han kan mærke den daglige morgensmerte, der viser ham, at han stadig er i live. Det er helt normalt, forsikrer han sig selv om. Heldigvis var det også kun i benene, og hvis det skulle vise sig at være alvorligt, kunne han alligevel godt undvære dem - så ofte brugte han dem jo heller ikke.
   Endelig fandt han frem til bænken. De bliver hurtigt gode venner, de har mange ting, de kan tale sammen om. Begge er aldrende herrer, som har prøvet at elske og at miste, men de har også begge mærket, hvordan det er, når man virkelig er i live. Ikke at de ikke stadig er i fuld live, men tiden med tiden kommer også realitetssansen, der siger, at man først rigtigt er i live, når man kan mærke, hvordan livet stiller bevæger sig ud af en, mens man bevæger sig videre gennem de sidste timer. Det er ikke noget, der skræmmer ham - da hans forældre var så venlige at fortælle ham om disse præmisser allerede ved fødslen. Det var nok i deres gode tro, for tilsyneladende troede de ikke, at han ville forstå. Bænken afbryder hans tankestrøm, den påpeger, at han skal hjem nu, da mørket og den isnende kulde er ved at komme frem. Lidt opgivende godtager han bænkens anmodning.
   På tilbagevejen ser han en flok fugle, der ser ud til at hygge sig, og de virker fyldt med frihed. Han kommer til at tænke på en kvækerfinke han så for nogle år siden, da han var i gang med at påbegynde relationer til en anden bænk, et andet sted. Den besad alle de egenskaber, som mange mennesker stræber efter. Den havde en helt umættelig lyst til kærligheden og til sin kvækerhun. Den stræbte ikke efter anerkendelse fra andre fugle, kun sin kvækerhun, og den blev lykkelig og tilfreds, da hun indvilgede i at følge med ham ind i kærlighedens opløftende dans. Det var en herlig sommerdag, hvor ungdommen var mere tilstede i hans legeme. Hans bedste ven var med på bænken, det er noget han i dag kan savne. Han har lært at man i livet, kun får en bedste ven, som man uforbeholdent kan dele alt med. Man bliver som kvækerfinken og dens hun, dog uden elskoven - man indgår en relation, et kærlighedsbånd, som ikke kan brydes af noget - kun døden. Og døden fandt desværre frem til hans ven alt for tidligt, men det har han ikke behov for at tænke på lige nu. Lige nu er han lykkelig.
   Det er lidt ensomt, når man sidder derhjemme i mørket.
   Han vil hellere ud igen på trods af kulden og mørket. Tidligere elskede han mørket.
   Han falder til ro i den store stol.

Morgenen har fået en helt anden betydning end tidligere. Før var den forbundet med stres og den pinsomme viden om, at man skulle hen til en uddannelse, der røvede hele ens selv og hele ens tid - når man kom ud på den anden side af dagen, tænkte man altid tilbage på, at morgenen, det var i morgenens første minutter det hele gik galt. Man kunne jo bare være blevet hjemme. Nu har den fået en betydning af at være det første frirum, hvor man kunne finde sig selv efter nattens mange forskellige ansigter og mange forskellige forestillinger, der forsøgte at overbevise om, at de i allerhøjeste grad var virkelighed. De bliver også en katalysator til tanker om, om man ikke skulle have nydt til ungdom mere - om man ikke skulle have stået imod samfundets pres og have valgt bare at være sig selv. Så havde man måske været ligeså lykkelig som kvækerfinken. Nu tilbyder den også tid til at nyde maden, man skal ikke sluge den for at nå at få næring, men man kan tage sig tid til at lave den. Og bagefter sætter man musikken på, får sig en dram og drømmer sig ind i den frihed, man egentlig også kan finde, hvis man træder ud af sin dør.
   Nogle siger, at hver tid i livet har sin charme.¨
   En af kvindens største bedrifter, en af de ting der gør hende stærkere end manden, er, hvordan hun redder manden både konkret og abstrakt. Hun venter på ham med kærligheden, når han kommer hjem efter en opslidende dag (og hun har endda gennemgået sin egen opslidende dag), men hun holder ham også i live, når han tænker på hende, selv om han ikke kan nå hende. Tanken om en kvindes hånd er vigtigere end mad og drikke for en mand. Især tanken om én bestemt kvindes hånd. Deri består kvindens største kunstværk - hun er opretholderen af liv, hun er det ultimative, det mest perfekte, måske derfor har manden så svært ved at håndtere hende.
   Han elskede den samme kvinde i mange år. Der var noget sært komplekst over hende, selv om hun ved første øjekast kunne virke så ligetil. Desværre var hun også gået bort for nogen tid siden, men såret var ikke helet helt i hans hjerte endnu. Han var godt klar over, at han aldrig skulle se hende igen. Men han var stadig benovet over, ja benovet over, hvilken forelskelse han kunne føle efter så mange år. Den tid han fik med hende, var nok til at gøre livet fuldkomment.

Det var en prægtig kolonihave. Da de først havde overtaget den, var der ikke meget over den. Den tilbød ikke rigtigt, hvad han søgte, men hendes smil gjorde ham så lykkelig, at han sagde ja. Og det har han aldrig fortrudt. Det blev et fristed, hvor man kunne tænke, drikke, elske og være i live uden at verden skulle blande sig. Man kunne lægge det hele bag sig, og tage af sted for at finde frem til sig selv i ro og mag.
   Han husker især en dag, hvor tornbusken rev i hans arm, blodet havde stillet trillet ud gennem huden på ham, men han så det ikke. Da han så kom hjem, gjorde hun ham opmærksom på det - og med sine bløde hænder og hendes blide bevægelser, gjorde hun ham hel og hans aldrende hjerte dansede mere, end da han var ung og fyldt med liv. Fra den dag han mødte hende i ungdommen, havde han været lykkelig, selv når alt andet ramlede omkring ham. Kærligheden var nok den fællesnævner, der havde fulgt ham gennem de forskellige tider i hans liv, men det var først i ungdommen og frem til nu, at den havde været lykkelig.
   Nogle siger jo, at hver tid i livet har sin charme, måtte han svageligt genkalde sig.
   Det var rart at sidde på bænken i kolonihaven. Engang sad han der med sit barnebarn, det var en weekend, hvor han var vendt tilbage fra storbyen for en stund. Det var underligt at betragte de forskellige stadier i livet, når man selv befandt sig i det sidste. Det er en tvetydig følelse, når man misunder den nyfødte hele dets fremtidige liv - selv om han er klar over, at han selv har levet - ville han gerne have lov igen. Det kunne være oplagt at trække sin viden med ind i det nye liv, så man ikke brugte så meget af tiden på at bekymre sig om ting, der ikke er så vigtige som de bliver gjort. Snakken med barnebarnet stod stadigt klart i hans hukommelse, selv om så meget andet var forsvundet:
   - Bliver det lettere med tiden at håndtere tiden. Jeg mener, bliver det lettere at finde sig i hastigheden, hvormed det hele flyder forbi én? Ej, det må jeg kunne forklare bedre, det har jo altid været mit problem, farfar. Bliver det ved med at føles som om, at tiden går så hurtigt, at man aldrig når at nyde sit liv?
   - Tiden er jo en mærkelig størrelse, den går egentlig med samme tempo hele tiden, men mennesket er et mærkværdigt dyr. Det kan føle, at tiden går langsommere eller hurtigere alt efter, om de keder sig eller har det sjovt. Men somme tider kan der være så meget presset sammen, at man slet ikke føler noget, kun at tiden forsvinder mellem hænderne på én. Det er måske det værste der kan ske. Hellere føle at tiden går hurtigt, end ikke at føle noget som helst. Tiden, min kære ven, er ustoppelig - det eneste du kan gøre, er at følge med især når den stopper op og tager dig med ud til livet.
   - Det kan du vel have ret i. Eller jeg har tit oplevet den følelsesløshed, som du taler om, hvor man bare flyder gennem dagene uden at deltage, i hvert fald deltager man uden sit hjerte. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan min fars generation har haft det, og derfor ganske naturligt heller ikke din. I dag bliver vi overvældet med valg fra vi vågner, og til vi rammer vores lagner igen om natten. Derfor har mange af os nok en tendens til at idealisere de gode gamle dage selv om de måske aldrig har eksisteret. I de gode gamle dage herskede der også krig, herskede der også konflikter, men kærligheden herskede nok også, og man havde tid og lyst til at tage om den. I dag er det nok nærmere sådan, at man helst vil have tingene på den lette måde, man gider ikke kæmpe for dem på samme måde. Men nu sidder jeg og forestiller mig en masse ting igen, vil du fortælle lidt om, hvad du får ud af mine tanker?
   - Jeg tror grunden til, at man idealiserer de gode gamle dage er fordi, man ikke ved, hvad man taler om. Du har observeret, hvad mange ikke tør, nemlig at de samme forfærdelige ting, der eksisterer i dag også eksisterede dengang. Dengang havde man bare ikke de teknologiske midler til at komme ud med det. Nu skal vi stå til regnskab for alle vores handlinger, og det kan nogen af os ikke håndtere: om det er gennem ligegyldige tegninger, der er et udtryk for kedsomhed snarere end udtryk for genialitet - så forsvarer vi noget, som i hvert fald ikke har med de gode gamle dage at gøre. Jeg er forvirret nu, mit kære barnebarn. Jeg tror bare, at vi skal lære at nyde vores tid mere - elske vores skæbne, sådan som dyrene gør. Mange af mine ynglings forfattere har tænkt derom.
   Lidt efter gik hans barnebarn, og han gik med. Først spredte der sig en tom følelse i ham, men efter noget tid begyndte hans egne ord at synke ind i hans bevidsthed. Han åbner køleskabet, og tager en ceres royal i hånden, den har været en trofast ven i mange år. Og vil nok være det, til han tager det sidste åndedrag, som han aldrig helt giver slip på igen. Han må tilbage til kolonihaven. Heldigvis er der ikke langt. Han tænker bedre derude, tænker bedre på hende, som han aldrig skal holde igen. Men som han drømmer om, feberfyldt, hver eneste nat, mens han ligger alene i den store seng, der danser midt i et rum, som udover ham kun har stilheden som beboer. Han er lykkelig.

Gunnar, en af naboer ude i kolonihaveforeningen, hilser sommetider på. Det er rart at tale med en person, der er ligesom en selv, så skal man ikke tænke for meget over at forklare sig. Sådan kan det jo nogle gange være med barnebarnet, som han ikke helt kan lade være med at tænke på. Det er som om der er noget yderst melankolsk over ham, men det er som om, at den destruktive kraft har båret ham godt gennem livet, hjulpet af den lykkelige side, der afbalancerer det hele. Der har været stunder, hvor han ønskede at sætte sig op mod barnebarnets valg, men så tænker han over, hvor befriende det er selv at vælge, selv at fejle, selv at komme sig over sine fejltagelser, når man først har indset dem. Derfor forblev han lykkelig, når barnebarnet ikke var. Og barnebarnet forstod.
   Nu når han tænkte over det, var det faktisk nogen tid siden, at han havde set Gunnar.
   Nuvel sådan går det jo. Han har jo også flere Ceres.
   Han priste sig lykkelig for sine billeder, hvor mennesker der ikke længere var levende, stod så lyslevende at det gjorde ondt helt ind i hjertet. Man kunne mærke smilet, man kunne forestille sig, hvordan deres latter lød, men man kunne ikke mærke den varme, som de engang skød fra sig, når man nærmede sig. Det var underfundigt for ham at se billeder, hvor skaren var stor, men når han trak sig ud af billedet, det stive, døde billede, var han ene. Der var ingen tilbage, og det virkede på ham, når han så på billederne, som om at de stadig var her, som om at de stadig var i live, og han ligeså. Han priste sig lykkelig for de billeder, hvor hun stod med hendes magiske smil, der aldrig skulle blive glemt. Han kunne stadig fornemme den glød hun havde, den glød hun fyldte hans hjerte med. Det gjorde ham så lykkelig. Når man har levet sammen med en hele sit liv, er det forfærdeligt hårdt, når den person forsvinder. Derfor er han så lykkelig for de billeder. De levende, bedrageriske billeder, der gør ham så lykkelig. Han behøver ikke forklare det til nogen, han står ikke til regnskab for, at hans lykke er på et stykke papir. Han tager bare imod. Han åbner en Ceres mere. Det er godt det hele. Men han skulle aldrig mere mærke hendes ånde, eller hendes helende hånd over hans blødende sår. Det gjorde ham ikke så meget, han var lykkelig for den tid, de havde haft. Der mærkede han virkeligt, at han levede. Men han holdte det måske lidt for meget for ham selv.
   Var han kun lykkelig retrospektiv?
   Han måtte hellere gå hjem for i dag, billederne skulle nok ligge der i morgen også. Mørket var ved at flyde henover himmelen, mens månen lyste op med sine lyse ideer, og han stoppede op bare for at nyde øjeblikket.
   Han kom til at tænke på snøvsen, som han holdt sådan af, da han var barn. Det var en herlig historie. Mens han stod her under gadelygtens svage lys, kom han også i tanke om, at man aldrig måtte gå fra den, så det lod han være med.
   Morgenen efter tog han så af sted, som han havde besluttet sig for, da han stod lige udenfor kolonihaven i går.
   Barnebarnet er på vej til kolonihaven. Hans unge sind har brug for at være en del af den tidløse tilstand, der spreder sig, når han sidder sammen med det aldrende liv, som ikke længere lader sig mærke af de ting, der hiver sådan i et ungt sind. Han har lært, at det ikke er så vigtigt, hvad andre gerne vil have, man foretager sig, men at man gør det, som man virkelig vil. Lykke kan ikke måles i penge.
   Mens han går gennem skoven, er han ubekymret. For enden af skoven kan han se det lille hus, der nærmest står og gemmer sig bag nogle af de største træer, der er i skoven. Den lille sti, som farfaren så godt kan lide, er lille og snoet, men smuk. Den tager en om bag skoven, om bag verden, hvor man kan gå i fred, og dér kan man også stille sig til rette for at nyde øjeblikket. Han glædede sig til at nå frem til kolonihaven, det var lang tid siden, at han sidst havde været dér. Det var ikke hans hensigt, at der skulle gå så lang tid mellem hans besøg, men han havde ikke modet til altid at gøre, hvad han havde lyst til. Derfor blev han altid så glad, når han kom ind i lykkens kolonihave, hvor der kun gror ting, men hvor ingenting går til - ikke hvis man har fantasien i orden. Der var ikke lys i vinduet, som der plejede at være, når farfar var draget derud.
   Måske var han gået ned til stranden. Det var en tåget morgen, hvor duggen hang tungt i luften, mens bølgerne kastede sig ind mod land båret af vinden. Der spredte sig en panik i ham, det var ikke normalt. Han begyndte at løbe ad stranden, som blev han jagtet af opløsningen. I det fjerne kunne han se en lille jolle komme til syne, det havde han skrevet om tidligere, og ganske heldigt var der en mand i, som viste sig at være hans farfar. Han ville ikke komme ind til land, men krævede at der blev svømmet ud til ham, hvis der skulle ske noget. Det gjorde han så.
   - Hvad i alverden foregår der?
   - Jeg var blevet lidt træt af at gøre det samme hver eneste morgen. Jeg er så lykkelig, når jeg går rundt i den lille verden, som kolonihaven udgør, men finder man lykke i at gøre det samme hver eneste dag? Hmm. Det gør man nu egentlig nok, men jeg trængte bare lige til en tur ud på havet. Det er det mest frie sted, jeg kan komme i tanke om, her føler jeg mig mere fri end noget andet sted.
   - Det vidste jeg ikke.
   - Det er selvfølgelig ikke din fejl, men min undskyldning for ikke at kunne huske alt, hvad der er blevet sagt, er alderdommen, hvad er din?
   - Min er nok, at jeg har alt for travlt med at koncentrere mig om mig selv. Det er ikke fordi, jeg ikke vil, men bare fordi jeg er svag. Det er måske kendetegnet ved min generation, vi er en samling af svage mennesker, der lever midt i en tid, som udvikler sig hurtigere end vores sind kan følge med til. Men jeg troede du var lykkelig?
   - Jeg er lykkelig, men jeg er lykkelig for fortiden. Jeg mener, jeg er lykkelig for det, jeg kan genkende på billeder, som har suget livet ud af de mennesker, der befinder sig på dem. Jeg er lykkelig for den tid, jeg havde med din farmor. Jeg er lykkelig for de børn, jeg har fået - og de børn som de har fået. Men min tid griber ud efter enden, selv om jeg gerne vil fæle mig rigtigt i live - det er bare så satans svært, når man har mistet en kvindes kærlighed, som man har været vant til har været en del af ens liv i mange, mange år. Det er hårdt, men jeg er lykkelig. Åh, hvor er jeg lykkelig. Jeg er lykkelig, når jeg sniger mig gennem skoven, tidligt om morgenen, for at komme ud til kolonihavehuset hvor jeg kan svinde i mine minder - dér er jeg lykkelig. Jeg er lykkelig, når jeg engang i mellem begiver mig ud på havet, hvor jeg kan se ind på land - som om at jeg ikke var en del af det. Jeg er et lykkeligt menneske, som har set mine dage, som har følt det jeg skulle nå at føle - mit legeme er dog ikke klar til at lade mig ligge endnu.

Natten kom tidligt. De må være daset om i båden, det er utroligt, hvad et par Ceres kan gøre ved folk. Barnebarnet havde måske endelig lært, at man godt kan beruses, uden at det behøver at være for at blive bedøvet.
   Han var klar til at tage tilbage til kolonihaven, men det skulle nok ikke blive sidste gang, at de var ude på denne tur. Det var efterhånden blevet lidt af en vane, men der var nu noget smukt over det. To mennesker, der indvirker sådan på hinandens liv.
   Det var tidligt på morgenen og vinteren var i færd med at overtage, hvor efteråret var på vej til at slippe. Man kunne ligesom fornemme det i vinden. Det var blevet endnu køligere nu, man kunne se sin egen ånde, men det var det værd. Hvorfor ikke sidde ude i naturen, mens den stadig er der? Han sad og gyngede i sin nyerhvervede gyngestol, den havde han drømt om i mange år, men han havde ikke haft mulighed for at købe den - eller for at finde den som han lige netop havde i tankerne. Han var den type person, der altid havde en fast idé, et fast mål, og han ville gerne gøre det på sin egen måde, man skulle helst ikke fortælle ham, hvordan tingene skulle gøres. Han var ikke blot en simpel elev, der stod og så på sin lærer, han var en fornægter og en skaber - det er sådan unikummer fødes.
   Det var tidligt morgen, da det endelig lykkedes at blive lykkelig. Hurra for livet!