Der er noget smukt over en gangbro, ved havet, som efterhånden er gået i forfald. De sidste sorte stolper der tårner sig op i havet, minder på mange måder om mennesker, der er noget smukt over dem, men samtidig er mørket i dem så fremtræden, deres største hemmelighed, og ved nogle af dem ser man tydeligt, hvordan de er mærket af bølgerne der slider på dem.
Hun sidder stille og tilbagetrukket i de grønne buske, der gemmer sig lige inden stranden virkelig begynder.
Herfra kan hun se den stakkels alkoholiker, der ligger og klamrer sig til håbet om at flasken bringer ham et nyt liv. Det er hans håb. Det er det, der holder ham i live. Men han ligger ikke med tungsind, men med en frihed, han er godt selv klar over den skæbne der venter på ham. Hans skæve smil skjuler den smerte, der stille spreder sig i hans indre, i hans organer. Mange af dem hiver sig sammen i krampetrækninger og det kan de gøre længe. Mon der er nogen, der vil savne ham, hvis han dør? Han rejser sig. Hans bevægelser signalerer en mand, der godt er klar over, at skaden er sket. Solnedgangen spreder stille sit smukke lys udover strandens tomhed. Roen sænker sig, mens alkoholikeren sidder ude på en strandpromenade og betragter den høje bølgegang. Man kan se på ham, at han nyder det. Han åbner endnu en øl, og læner sig bagover, veltilfreds med sit liv og de valg han har taget. Det har kostet ham meget, men det er friheden værd.
Morgenen presser sig på. Hun sidder stadig inde i de grønne buske, men i dag har hun bevæget sig lidt længere op ad stranden. Udsigten er smukkere her, smukkere end hun huskede.
Her ser hun det unge par, der ligger, elskende i det varme sand. De nyder hinanden og glemmer den verden, der eksisterer rundt om dem. Hun ser, hvordan kaosstjernerne stråler i hans øjne, hver gang han ser på kvinden. Den lykke burde ikke fornægtes nogen. Hun kommer til at tænke på alkoholikeren. Det unge par trækker en flaske champagne frem fra kurven og åbner den i vellyst. Hun tænker om alkohol mon hjælper mennesket med at kontrollere deres indre dæmoner eller hvad det kan skyldes! Det unge par opsluges i deres kærlighed.
Efter at de er gået, kommer hun til at tænke over hendes egen kasse. Det er en kasse, hun længe har følt omklamret hende, men det er alligevel kun den kasse hun kender til. Hun venter, til hun er helt sikker på, at der ikke er nogen tilbage på stranden. Hun svæver hen over himlen, som et menneske fanget i en fuglekrop. Hun kommer så tæt på solen, at hun kan kysse den, men hun tør ikke. Der er andre af hendes slags, der svæver her i vinden, men dem tør hun heller ikke tiltalte eller for den skyld kysse. Det er nok et af de komplekser, der følger med den tilbagetrukne og diskrete tilværelse. Hun finder et træ midt i byen, der må hun kunne opholde sig uset så længe, hun har lyst.
Kaos. Overflødighed. Det hele snurrer rundt, larmen er gennemtrængende. Hun kan mærke, hvordan hendes knogler ruster i osen, larmen og jammeren fra alle de mennesker, der skynder sig gennem livets gade uden at stoppe op og se sig omkring. Der er så megen sol, det er alt hvad de gør og ser: sig selv i solen. De fornemmer vel, at deres kroppe bliver brune - at de bliver til en anden. Det er der nok mange der ønsker, tænker hun. Hun havde tidligere haft den samme tanke nede ved stranden. Hun havde der følt, at ingen så havet, men at de kun var der for at bade i solens (cancer)stråler.
Mens natten kommer frem, og folk begynder at forsvinde, kan hun fornemme at hun finder frem til sig selv igen. Det er altid lettere at betragte, når der ikke er så meget man skal fokusere på. Nu er det lettere at overskue de forskellige, de få, der stadig bevæger sig gennem gaderne. De har ikke længere så travlt, natdyrene skal ikke nå så meget som de, der forsøger at leve deres liv om dagen. En stopper op for at tænde sin smøg, han ser sig paranoidt omkring, som bar han på en skummel hemmelighed der, hvis den blev afsløret, ville betyde hans undergang. Hun bliver nødt til at følge efter ham, selv om hun ikke er meget for at blotte sig selv. Hun må bare passe på. Det må jeg også. Manden går ned ad en sidegade, hvor han styrer sig selv frem ved at ramle imod murene, der omkredser ham. Hans smøg er allerede ved at have udfyldt sin funktion, men man ser lettelsen i hans ansigt, da han opdager, at der stadig er en tilbage i hans smudsede lomme. Der er stil over manden. Der står en øl tæt ved muren, den ser han sit snit til at tage sig af, og det gør han. Han går og danser lidt for sig selv. I sin frihed er hans krops bevægelser noget af det smukkeste, hun længe har set. Der er ingen bekymringer i hans legeme eller i hans sind. Lige meget hvor elendigt dagen måske er startet, er han nu blevet reddet af et bedøvende middel, der giver ham et meget sandt og uomtvisteligt svar: glemsel er nok ikke det værste der kan ske. Sortheden spreder sig i hans øjne, han er nok træt af at gå. Men med ét forsvinder dette mørke ud af ham igen, han øjner den bar han må være gået efter. Hun kan ikke følge ham længere, det gør hende en smule bedrøvet. Nu oplevede hun endelig en smule lykke i mennesket.
Hun finder en lidt underligt lugtende busk, som hun vil gøre til sit midlertidige hjem. Hun har nemlig besluttet sig for at vente på, at manden kommer ud fra baren igen. Hun er fascineret af den hemmelighed, han umiddelbart må gemme på. Hvad er det dog, der kan tynge dette menneskehjerte sådan? Hun kommer igen til at tænke på de sorte stolper i vandet. Er det mon følelsen af, at man sidder fast, som også stolpen gør det? Eller at man føler, at man synker stille ned i sandet og inden længe vil vandet opsluge ens sidste åndedrag? Men til forskel fra stolpen, har mennesket jo muligheden for at trække sig op, for at gå andre steder hen og for at befri sig selv fra dårligt selskab. Mennesket føler sig sikkert mere som sandet.
Manden kommer ud. Han har endnu mere svært ved at koordinere sine bevægelser denne gang. Men smilet er skam ikke blevet mindre, dansen er dog mere et forsøg på dans end en egentlig dans denne gang. Målbevidst.
Pludselig er de i nærheden af skrænten. Hun ønsker sådan, at hun kunne udgyde lyde, som manden ville forstå. Hun forsøger, men det eneste der stadig står, er stilheden. Manden sukker meget dybt, man kan mærke hans hemmelighed trykke i hans hjerte. Han sætter sig ved skrænten, måske har han ikke tænkt sig at springe. Her kan hun gemme sig lidt. Det samme kan jeg. Hun ser, at han famler frem efter sine tanker. Men smilet forsvinder aldrig fra hans læbe. Mange siger, at alkoholikere ikke opdager deres liv, men de har mærket livet og dets realiteter, de kunne ikke tøjles, de ville ikke gemme sig i det komfortable job, i den sikre hverdag, men har i stedet valgt at leve på kanten, nærmest som en kunstner gør det. En kunstner behøver bare ikke alkohol, måske alligevel, men så skulle det være for at glemme sig selv. Mennesket er sandelig frygteligt og fantastisk på samme tid. Manden har efterhånden rejst sig op, men hun ser det ikke, hun er forsvundet ind i sine tanker. Han griber ud efter livet, men falder igennem, falder om. Nu er natten borte.
Der er noget smukt over kunstsolen, når den lyser op på de små veje, der snor sig så underfundigt gennem den døsige by. Søvnen har ramt de mange, rusen har ramt en del og ganske få er stadig helt levende. Den smukke verden danser for deres fødder, men de ænser end ikke vinden, der rusker i deres hengivne lemmer. Det er på tide at vågne op.
Der er ingen her, derfor er det sikkert for hende at tage af sted.
Hun har en underlig trang i hende, som vil have hende til at tage tilbage til stranden. Dér i buskene kunne hun sidde i passende afstand til verden. Dér kunne hun sidde ubemærket, usmittet af al verdens sygdom og længsel. Hun har fortrudt at hun bevægede sig ud, men så alligevel ikke. Måske fortrød hun bare sig selv.
Der kommer en yndefuld kvinde gående, hun er iklædt en grøn frakke. Efter hende kommer solens stråler, som kom de fra hende, af hende. I et kort glimt, kan hun faktisk se noget harmonisk i verden.
Der er noget smukt over de sorte pæle, når man ser dem på afstand, når man betragter dem inde fra sin kasse. Herfra kan man ikke bevæge sig, her kan man kun vente på at blive reddet, men man bliver ikke reddet, så længe man ikke tør ytre sig. Herfra ser man en verden gå forbi, men aldrig gå til grunde. Det er her de fleste sidder, men det er sjældent de bliver så længe. Hun har haft muligheden for at bryde ud.
Det er på tide at vågne op!