To unge mænd i dyb krise sidder og kigger ud over en kirkegård. De har siddet sådan det meste af dagen, men ved ikke, hvor mange timer de har brugt. De ved bare, at dagen snart er gået, da solen er ved at træde tilbage. Selv solen er mærket af deres mismod. Dybt seriøse. De kigger ud i luften, taler ikke rigtigt sammen, men lader stilheden nære deres næsten knuste sjæle. Ansigterne, der vender konsekvent mod gravene, de levende, der ligger i kisterne og venter på at dø. Stilheden bliver efterhånden ubærlig for den ene af de unge mænd, der rejser sig, men straks sætter sig på bænken igen. Endnu engang er stilheden alt, der eksisterer.
   De kender ikke hinandens tanker.
   Eller hinandens formål.
   Kun stilheden er mellem dem, mens de begge venter på, at dagen skal få en ende, så de endelig kan gå igen. Det er let at rejse sig, men det første skridt tilbage er som at bestige et bjerg.

Det ene menneske, længst til højre, danner sig forestillinger om, hvad den døende mon gennemgår i sin kiste. Der opstår en heftig flamme fra dybderne, mystikken spreder sig, mens alle sanser forsvinder. Kun den sydende fornemmelse af flammen, der brænder sig ind i huden. Dæmonerne og alt andet undertrykt, træder pludselig tydeligt frem og hiver i den døende fra alle sider - der er ingen vej tilbage - dette er det sidste sted på turen. De skriger i øret, fortæller alle hemmelighederne og den døende føler sig lettet og ødelagt. Sjælen forsøger for sidste gang at løsne sig fra legemet, det legeme der gennem et helt liv har forsøgt at undertrykke dets indre liv. Sådan må alle de døende have det, når de bevæger sig rundt i deres kister. I sidste ende skal det lykkes for sjælen at klippe de små tråde, der binder den fast til legemet - men gennem livet når sjælen aldrig længere væk, end den kan fanges igen. Jo mere han tænker over det, så kan sjælen umuligt flygte fra indersiden af en kiste. Den skal gøre det før; forudse øjeblikket, den er blevet pint i livet, men skal være fri i døden. Stakkels den, der venter på at dø i en kiste.

Det andet menneske, lidt længere til venstre, ville ønske, at det var lettere at komme i kisten. Faktisk drømmer han om at være en af de levende i kisterne, der kun venter på at dø. Den menneskelige kontakt man kan få der, er undervurderet. Den række af bevægelser, kisten altid giver en, mens man vågner til en ny dag henslængt i mørket. Vandre en tur i sine tanker, mens man drømmer om sin barndom. Den glemte barndom. "Det er kun ganske få år, nærmest i forbifarten, at det ikke føles som om, at man allerede er død. Der er ingen ventetilstand, intet sted at skulle hen, intet sted at komme fra. Men jeg husker ikke, begivenhederne er blevet slettet. Det hele er kun et slør af gamle minder, tilpasset, så jeg elsker dem, elsker det hele. Elsker den person, der gik til grunde.", tænker han. Derfor ønsker han nu, at ligge i den bevægelige kiste, hvor intet længere gror eller er til. Dæmonerne er reduceret til små glimt at en tabt tid, den tabte tid, han har svævet gennem hele sit liv. Mismodet er stærkt voksende nu. Den knuste sjæl slynger sig om hans indre organer, et sidste desperat forsøg på at få opmærksomhed. Men hans ønske er bærende, overbærende, men hans ønske venter ikke meget længere. Dagen står på hæld, men heldet har forladt ham. Sjælen har allerede planlagt det hele.

Lidt tid er gået. Solen har trukket sig helt tilbage, den kunne ikke længere holde de to menneskers mismod fra livet. Kirkegården er efterhånden blevet oplyst. Den ene af de to mænd rejser sig, mens den anden stille forsvinder. Inden han forlader bænken, spørger han: "Samme tid i morgen?".
   Han går ensomt tilbage til den by, han har brugt hele dagen på at betragte.