Vi besluttede os tidligt for, at vi skulle være et band. Det startede lidt tilfældigt, fordi jeg kommer fra en anden del af verden, men det skete og nu er jeg lykkelig. Det tog lidt tid at lære sproget, men efter mange lange nætter kunne jeg endelig forstå, hvad han sagde. Efter at vi havde brugt lidt tid sammen på hans forældres gamle loft, vores sted at øve, besluttede vi os for at tage af sted.
   I det øjeblik vi satte os i bilen, brændte vores tidligere eksistenser op, og vi kunne nu vælge at være hvem vi ville. Jeg var ikke længere den ufremkommelige, den skjulte i det finske landskab, men var nu den tilgængelige, excentriske musiker - det var den refleksion, jeg så, når jeg betragtede mig selv i ruden. I hvert fald på ydersiden. Indvendigt var jeg stadig den usikre, der ikke kunne glemme min familie, mine venner og det land, jeg havde forladt. Men undervejs på turen lænede jeg mig tilbage i sædet, faldt i en dyb trance og mine misledende tanker forlod mig. Da jeg kom til mig selv, var vi i et nyt land, et småt land, som jeg kender, men aldrig har besøgt. Der hersker en dyb stilhed mellem os. Nydelig på mange måder, men jeg ville ønske, at han sagde mere. Musikken kan ikke erstatte ordene mellem os. Det var nok min umiddelbare forelskelse i ham, der gjorde, at jeg tog af sted - hvad jeg ikke har gjort med forelskelse som undskyldning - og nu er jeg her. Han siger, at vi skal spille et show i en kælder i dag, men forsikrer, at det er bedre, end det lyder. Smiler. Ordene glider forbi mig og jeg smiler tilbage. Han begynder at tromme på rattet, spontan som han er, uden hensyn til trafikken eller til sig selv, febrilsk - mine arme slynger sig i luften, jeg bryder ud i sang, mens mine ben danser en grundrytme; forståelsen er komplet, mens landskabet omkring os bliver til et oliemaleri, der mister sin farve, genmales og får et nyt særpræg. Jeg bemærker det hele, mens jeg giver mig hen i musikkens øjeblik.
   Men pludselig når vi frem og øjeblikket slutter.
   Jeg bliver hurtigt imponeret af kælderen, som om jeg husker den fra en film eller en drøm - en stemning af glemte tider og håb om at have valgt rigtigt. For jeg er klar over mine valg. Han henter hurtigt et par øl i baren, den ene er til mig, klokken er ikke mange, men jeg har lyst, så jeg tager imod den. Vi sætter os sammen, så langt mod hjørnet som muligt, hvor vi kan snakke i fred. Der er stadig et stykke til aftenens show, så jeg forsøger at glemme, at det er derfor vi er her.
   Efterhånden kommer der flere mennesker til, men stadig ikke synet af det andet band, der skal spille i aften; og så alligevel, der er et gæsteband, der skal hjælpe os i aften. Men det er ham, der står for at arrangere det hele - det gør mig ikke noget. Endnu et valg. Jeg rejser mig op for at gå udenfor. Han kigger over på mig, men jeg forsikrer, at alt er i orden. Udenfor venter kulden, men ikke som jeg kender den, denne kulde er mere mild og bider ikke den uopmærksomme sjæl. Kulden mellem to mennesker kender jeg alt for godt. Heldigvis efterlod jeg den i Finland. Jeg tager en cigaret fra inderlommen, kigger på ruden, smiler tilfredst af det jeg ser. Det er blevet mere mørkt udenfor, og jeg fornemmer, at gæsterne begynder at komme.

Backstage sker det. Min stemme og mine tanker forlader verden, træder ind i en parallel tilværelse, hvor det hele sker, det vigtigste af alt, det overbevisende øjeblik, hvor jeg udlever min lyst: mellem et kys' begyndelse og dets afslutning findes livets smukkeste proces: to læber mødes for at skabe kaos. Jeg kender ham ikke, men han kender nu mig. Jeg er hans drømmekvinde, jeg har bevæget mig i det skjulte, men træder nu synligt frem og hans tanker kan ikke slippe mig igen. Jeg har plantet kaosset i ham, vi kan sammen slentre ad den usikre sti, der fører frem til livets mening og vandrende poesi - kærlighed er kaos - og jeg nærer dyb kaos for ham.
   Vi går ud til en verden, der nu er forandret. Den anden ved det ikke, så det er vores hemmelighed. Mit lille forsvindingsnummer. Jeg er ikke længere forelsket i den samme mand, men om lidt skal jeg på scenen med ham. Den store kunstner skjuler sine hemmeligheder, sådan som jeg nu må gøre det. Derfor er jeg større end ham: jeg så hans blikke, jeg mærkede hans hænder falde på mig, hans silhuetter i mine drømme, men aldrig, aldrig skulle han få mig - jeg gav ham kun den gave, at han troede, han kunne. Blandt publikum er min kærlighed, på scenen hviler min fortid. Showet er forbi. Min scenemakker må aldrig vide, at vores band blot var en illusion, en undskyldning for at komme hertil - at det ikke var ham, men hans ven der fik mig af sted.

I morgen skal han køre alene videre med den sidste rest af det menneske, jeg engang var - og så er jeg for alvor den, jeg gerne vil være. En bemestrer af kaos.