Kælderlyde
mennesker der elsker
lyden af livet
Gulvet var hårdt, musikken var larmende høj og folk var fulde eller sunket i dyb søvn. Det øvende band sang deres sjæle ud, mens de tilhørende hoppede med i takten, skreg med på omkvædet og holdte om hinanden, som vidnede de noget stort. Som om at noget stort var under opsejling.
Ganske vist var det i en kælder i forstaden.
De var de få ukuelige, der ikke ville give op.
Ellen og Kaja var som altid de eneste kvinder til stede, men de havde til gengæld stor interesse i hele foretagendet. Der var efterhånden gået nogle dage og nætter siden de sidst havde været hjemme, men det gjorde ikke noget. Forældrene havde fundet ro i deres snøvlede liv. De ænsede ikke, at deres "små piger" ikke kom hjem. Det var vel også lige meget, så længe de levede livet og udlevede alle deres poetiske drømme. Der var kommet en del til, som han ikke kendte, men han var ligeglad med det hele; det hele var ligeglad med ham. Han rejste sig i ruinerne af de gamle selv'er, der lå plantet rundt omkring i hans gamle tanker.
Marius og han dansede rundt i tågerne, der spredte sig mellem musikerne og dets publikum. Nu havde de besluttet sig for at gøre det, så måtte de også udleve det.
Det havde selvfølgelig konsekvenser. Rundt omkring sad mange knækkede eksistenser.
Tag nu Alvin derovre i hjørnet. Han begræder de forfærdelige øjeblikke i sit liv, mens han sidder med flasken for at glemme, at han nogensinde har eksisteret. Det er ikke mange, der kan se hans smerte, men kommer man tættere på ham, lyser den nærmest ud af ham. Men lige nu (efter beslutningen) er han lykkelig. Han fortalte Julius om sine kvaler, hvortil han viste stor forståelse. Julius var et meget forstående menneske, når det drejede sig om andre, ikke når det drejede sig om ham selv. Alvin var blevet opmuntret over hans forstående ord, og gav ham efterfølgende et klap på skulderen.
Eller Gorm der er krøbet ud på gulvet, mens han ikke synes at være en del af den omliggende verden. Han forsvinder ligesom i mængden, selvom han skiller sig ud.
Der spreder sig en duft af fornyelse.
Udenfor venter forstædernes manglende forståelse, manglende interesse; manglende oplysning. Disse egenskaber venter ikke kun i forstæderne, de regerer også i landets hovedstad. Julius fortalte om, at han den anden dag huskede på, hvordan det var at køre i skolebusserne. Den smerte man følte, når man sad dér, fanget; et vildt ungdomssind der skulle tæmmes hurtigst muligt. Når man trådte ud af bussen, skulle man helst træde på den helt rigtige måde, ellers ville alle udstøde én, udelukkelse. Der herskede altid en tvivl i ham, ramte han nu fortovet på den rigtige måde? Havde hans acne vulgaris nu lyst til at opføre sig nogenlunde ordentligt i dag? Ville han føle lykke?
På mange måder havde det plantet sig senere i livet.
Nu gik Julius gennem gaderne, mens han så, hvordan en ny generation sad med samme tomme udtryk, når de kørte i busserne, måske endda mere udtryksfuldt.
For mange af os var det en svær beslutning, mens andre fandt det let. Forældrene havde også skiftende karakterer og kommentarer. Men nu havde vi bestemt os for, at det skulle være vores nye levested.
Fælles for dem alle var, at de havde visionerne, håbet til at ændre på tilværelsen, som den så ud.

Et sted i byen sad en ældre herre og døsede hen; forsvandt.

I den ældste by
ændres sindet
bliver nyt og ungt
Med sommeren var også kommet en forøgelse af vægten. Der var noget underfundigt med manden i spejlet, noget uhjælpeligt galt med ham. Det skulle blive en kamp at ændre det, men for nu, måtte han nyde sommeren.
Græsplænen dannede rammen for en rullende revolution.
Alvin og Gorm ville også være der i aften, men gad vide om Julius også dukkede op? Han havde ikke snakket meget med Julius, men havde lyst til at lære ham dybere at kende. Han bragte noget nyt til gruppen, selvom gruppen i sig selv var ret ny.

Lovende. Jeg sætter mig på toget, jeg er allerede kommet for sent, men tiden skal ikke kue mig! Jeg åbner en ny flaske, sipper til den, forbruger den hurtigt. Jeg kan mærke rusen, mens den kommer snigende, den vil fortære mig, men i stedet danser vi gennem togets larmende rumlen.
I dag føler jeg mig på toppen. Måske kan vi ændre noget i dag - vi kan nok ikke råbe dem alle op, men hvis vi kan ændre noget i os selv, så er vi halvvejs mod målet. Ingen lytter til os. Det er selvfølgelig ikke sandt. Ingen af dem der virkelig kan ændre noget, lytter til os. De lytter til deres eget åndedrag, mens de hører pengene rulle ind på deres kontoer, mens de har travlt med at frarøve os vores ret og vores kreativitet.
De forsøger at forsmå os, men det skal aldrig lykkes dem.
Jeg sletter mit eget spejlbillede, river mig fri af den døsige kø, der bliver guidet af ensrettet .  Sådan. Bedre, eller mere besværligt?
Græsset kommer til syne i det fjerne. Jeg er fremme. Det er lang tid siden, at jeg sidst har været her, men jeg glæder mig.
Vi er udvalgte.

Herligt, Julius ankommer på perronen, mens han selv er trådt ud af toget, der kører i den anden retning. De åbner en øl sammen og smiler. De indhenter noget af det tabte, inden de beslutter sig fro at bevæge sig over til græsplænen, hvor dagens kamp for overlevelse skal finde sted.
Senere har de planer om at besøge kælderen igen.
Det er længe siden, nogen af dem sidst har været der.
De er der alle, Ellen, Kaja, Marius, Alvin og Gorm. De har udviklet sig. Kvinderne især. Det er kun godt.
De finder en plads, hvor de kan sidde lidt i ly af et stort træ. Solen er god, men den er også en dræber. Alvin hiver en champagne frem, en rigtig champagne, som om at de skal fejre noget.
- Vi har overlevet endnu et år.
- Livet er smukt, lad os skåle for det.
- Lad os. Skål for jer alle, I levende.

Den gamle by vågner. De unge trænger ud i gaderne for at deltage, for at juble over at de kan smage på livets sødme.
De ældre græmmer sig bag deres gardiner.
Ikke alle, men en del.
Julius er ved at komme i stødet. Han kender sig selv, men ikke sine grænser - det kan skabe storhed, men det kan også lede til fald. Han falder aldrig, hvis han bliver ved med at føle på sit hjerte. Leve efter sit hjerte. Guitarerne blev hurtigt fundet frem, man kunne skabe lyde, udtryk, genstridige lyde der udtrykte ens forvirring.
Julius gik lidt bort, han havde brug for at komme til sig selv. Han satte sig ved vandet, sad alene lidt, men ikke længe. Hurtigt kom Ellen hen til ham. Han blev forvirret indeni. Det var altid en spændende situation, hvor udfaldet kunne ende i ulykke. I hvert fald hos ham.
Han sad lidt, henkastet, som om at hun ikke interesserede ham.
Alvin havde forudset det.
Julius og Ellen kom tilbage med et lykkeligt smil på læben. Det bragte en god stemning med sig. De brød ud i fællessang, en efter en rejste de sig, begyndte at danse rundt. Levede i øjeblikket, som om at de aldrig skulle vende tilbage til det igen.
En god tid blomstrede.

Kaoshytten
vander tidens døde blomster
regnbuens klare drys
meningsløse råb
De havde stjålet en uge, hvor de kunne udskyde, hvad der ellers forsøgte at vente på dem. De holdt sammen. De kæmpede mod. Det var en kæmpe villa, der skulle vise sig at danne de sidste rammer om gruppen.
Efter dette ville passionen stille fade ud.
De ville alle undergå en revolution. Især en af dem ville få øjnene op for mulighederne, der følger i skyggerne af den spildte livsstil.
De dæmpede guitarer, de fjerne trommer, bassen der stille sætter i gang - stemmen der får det hele til at smelte, får det hele til at vælte. Kaos bryder ud. Mennesker kaster sig rundt i en mængde, kæmper for deres overlevelse. Værdsætter, at de har overlevet så længe. Omvæltninger der ikke står til at ændre, gamle minder der flyder ud i de nye indtryk, forhåbninger der bliver realiseret eller tabt. Det øjeblik hvor man mærker sin ungdom passere, hvor man forsøger at gribe om den, hvor man indser, at den vil ændre sig for altid - hvor man kæmper for at bevare den.
Natten var stadig ung. Julius og jeg var flygtet ud på marken. Vi havde brug for ro, mens de andre pumpede videre i det vilde spor indenfor. De havde med stor selvfølgelighed medbragt en flaske, der skulle bibringe dem selskab.
De talte om livet. Om hvor vigtigt det er at leve.
Tilbagelænet i kornet. Det er ikke mange forundt at være lykkelige, fordi de er frie. Fordi de husker. Ellen kom ud. Hende og Julius fandt stadig ro i deres kærlighed. Det måtte være dejligt for dem. Han havde svært ved at rejse sig, da han endelig kom på benene, det samme måtte gøre sig gældende for mig.

Det er den ambivalensfølelse, der møder en, når man ser sig selv i spejlet. HOLD dig fra spejlet, mens natten står på, faktisk også om dagen. Han skuer med et kritisk øje. Går lidt frem og lidt tilbage, det ændrer sig ikke, der er intet der ændrer sig. Drikker sin ceres ud, skyller toilettet, slår brættet ned, vasker hænder. Tænker. Danser lidt. Måske skulle han gå ud igen?
Han skriger.
Da han kommer ud, er der ingen der har hørt ham, det er jo logisk. Han åbner en ny øl. Kaster sig i sofaen. De snakker. Han føler sig tynget af noget, han kan ikke gribe ind, han griber, han fejler, han prøver igen, det lykkes!
Velkommen tilbage, tænker han lidt for sig selv. De er nok glade for at se dig. Jeg er vel nok lykkelig. Ej, han er lykkelig. Der er ikke noget galt, hvor er roden? Hvor er det, der holder ham tilbage?
Hun sidder i den anden ende af rummet.
Et smil breder sig.
Han husker det første smil. Det første smil er som narko er for narkomanen. Man søger efter den følelse, man havde første gang, man håber den kommer igen. Den kommer aldrig igen. Men man kan søge, man kan håbe, måske vil det lykkes en dag, man ved det aldrig, man kan kun hengive sig til den kvinde, der viser sig at være den rette.
Udenfor sover den lille by. Der er ikke meget liv her, mindre end derhjemme.
På en måde er endnu en nat forløbet. Nu handler det om vedholdenhed, det handler om de sidste krampetrækninger - der er sket ting, der aldrig skal nævnes igen. Blev de nogensinde nævnt?

I denne frihed er man ikke bekymret; man kender ikke nyheder, tv, mobil eller kedsomhed. Man føler!

Eftervirkninger
Julius og Ellen kom hjem lidt efter de andre. De havde nemlig lånt en bil, hvorfor de skulle sætte de andre af først. De måtte tænke på de andre først. Først. Som sidst.
Da de endelig kom hjem, var han meget mærket af hele forløbet. Det var, som om at noget var dybt ændret. De havde levet så radikalt, at der nu ikke var noget at vende tilbage til, kun noget at vende sig frem mod. Men hvad? Det kunne vel også være lige meget. De havde stadig hinanden. De følte meget stærkt for hinanden. De udfyldte de usikre tomrum, der sidder omkring ethvert menneske.
Han følte sig tungsindig. Men samtidig lettet. Hun kyssede ham blidt. Den bedste følelse i verden. Det var bedre end at vågne.
Nu kunne ord ikke længere bære dem, de skulle lade handlinger tale - deres udfordrende tanker skulle realiseres, ellers gik de tabt for evigt. De ville falde ned i et hul, hvor de ville sidde uhjælpeligt fast.
Forstæderne. Er FYLDT med liv, med tanker.
Var det for åbenlyst? Han var ligeglad. Banalt? Nej. Hans tvivl fik ham altid til sidst. Det var på tide at rejse sig som de udvalgte få, ikke at miste mere tid, ikke at forspilde det hele - så måtte man kunne sove bedre om natten, måtte man mærke; opfylde sit potentiale. Hun var smuk.