Udenfor vågner sommeren med et smil på læben, blomsterne blomstrer på sit højeste og fuglene danser gennem vinden så let som ingenting. Selv den lille kvækerfinke, der har forvildet sig og har glemt sin egen besøgstid, finder sig veltilrette i den smukke virkelighed. Hannen, med sin smukke sommerdragt, står og skriger efter sin hun, der med sit mærkværdige næb tiltrækker stor opmærksomhed. De forenes i skøn musik og træder et skridt ud af virkeligheden for at pleje deres kærlighed.
   Vinden har været på eventyr i mange forskellige lande, men har besluttet sig for at vende hjem til sine gode trævenner, der har ventet trofast på dens tilbagekomst og dens historier. Vinden fortæller om de mange dale, som det var let at erobre, men som det var langt mere kompliceret at forlade igen. Der var sammenstød med andre vinde, men hurtigt fandt de elskende strømme hinanden og fordums kampe blev glemt - og i forening udviklede de hele vejrsystemer. Træerne så beundrende på vinden, som med stor passion berettede derom. Træerne havde gennem mange århundreder elsket, ikke kun hinanden, men også de mange besøgende der satte sine mærker i dem. Alligevel fascinerede vindens beretning om kærlighed dem. Se, træerne havde nemlig ikke travlt, de havde tid til at fordybe sig i vindens beretning, og de gjorde det med glæde. Et enkelt af de mange træer, der havde samlet sig gennem tiderne, forsvandt ind i sine minder om en særlig sommer, hvor den store flagspætte, havde besøgt det. Det hele startede, hvis man ser det fra menneskets synsvinkel, med en lyd i det fjerne. Inde fra skoven kunne man høre det banke, lidt som et hjerteslag, men dog langt mere ustabilt. Træet vidste godt, at det havde nået en vis alder, derfor tog den saligt imod spættens indhug. De havde faktisk en samtale, hvor træet tilkendegav sit velbehag derved. Spætten forklarede også, at den var nødt til at bygge rede, hvis dens familie skulle udvides og overleve. Træet er pro liv, derfor ville den gerne bære dette ubetydelige sår for at spættens familie kunne overleve. Det var en dejlig tid for træet, da der pludselig voksede nyt liv indeni det, og en skøn latter bredte sig i dets ellers så stille indre. Hvis et menneske kunne se et træs smil, ville det være blevet oplyst over dette træs ufejlbarlige smil. Men desværre for træet skulle spætterne hurtigt videre igen, og alt hvad de efterlod sig var store bunker af kogler i skovbunden, som træet desværre ikke kunne nå. Træet var nemlig bundet til sit hjem indtil tiden vil at det skal rådne. Ikke at det gør træet noget, men et menneske ville nok kede sig, hvis det skulle befinde sig det samme sted hele dets liv, hvis dets rødder var plantet og ikke kunne trækkes op og rykkes et andet sted hen, uden at det ville skabe for mange problemer (for at gøre sådan ved et træ er processen unaturlig).
   Træet vågnede op, men vinden havde lagt sig. Til dets store overraskelse kom spætten på besøg. Spætten blev fyldt med glæde, da den så, at hullet i træet stadig eksisterede. Og for en kort stund blev træet igen opfyldt med den latter, det sådan sukker efter.

Samtidig vågner et menneske, hostende og hivende efter luften, der har yderst svært ved at trænge ned i hans lunger. Han ser ud af vinduet, og konstaterer hurtigt, at solen skinner igen i dag. Han savner regnen. Solen har været fremme så mange dage efterhånden, at spændingen er forsvundet og kun varmen er blevet tilbage. Efter at have forladt vinduet, vender han tilbage dertil, for han holder meget af at betragte andre gennem sine halvt tillukkede persienner.
   Vejrarbejdet har spredt sig i gaderne, som en sygdom der ikke kan nedkæmpes, længe har han søgt efter den fornødne antibiotika, men denne søgen har ikke båret frugt. Den gennemtrængende lyd disse tilsyneladende arbejdere har frembragt, er blevet fuldt af en række skærmydsler. Når ingen kigger, spytter han fra hans inderste på deres mange skilte: Forbudt område, spærret, færdig den dato (men aldrig færdig alligevel) og omvej. Det eneste de vil, er at kontrollere os alle.
   Han havde også set, hvordan alle naboerne fik renoveret deres huse. Deres kedelige og enfoldige huse. Lige meget hvor de befinder sig, kan han se dem. Efterhånden har han lært de fleste af deres mønstre. Mon nogen ved, at han eksisterer?
   Som dagen trykkede mere på, var det uundgåeligt, at mennesket skulle udenfor. Efter et lille hvil i den store hjørnestol, havde den fornyede energi fundet vej til hans hjerte. Det måtte jo ske, at skoene fandt vej til fødderne og sommerjakken placerede sig på hans skrantende legeme. Hvad få vidste, var, at han havde mistet sig selv undervejs.
   Det første der præsenterer sig på hans lille gåtur, er en fugl. Den står og skriger så hæsligt, og han mener at have forstået, hvordan denne fugl slet ikke burde befinde sig i landet på nuværende tidspunkt. Alligevel vokser en vis fascination i ham. Pludselig dukker endnu en fugl op, dens antræk er en smule anderledes, derfor konstaterer han, at det må dreje sig om hunnen, da den også er væsentligt mindre. De små forsvinder. Han står lidt ensom tilbage for derefter at gå videre i protest. Så fascinerende var det heller ikke.
   Modvinden begynder at vise sin styrke. Den satans vind, den blæser altid i den forkerte retning. Dens fortællinger og mildhed interesserer ham ikke. Fryden ved at gå forsvinder, når man bliver trukket i de forkerte retninger, og især når man lader sig lede ned ad disse blindgyder. Han skulle aldrig være gået ud. Pludselig ser han Fr. Andresen komme imod ham. Hun har altid dette salige smil, som om at hun er tilfreds med livet - det går ham på. Han ser sig fortvivlet omkring, men ser ingen anden løsning, end at kaste sig ind mellem skovens beskyttende vinger. Han lander på en stor bunke af kogler, som er tomme for frø. Han rejser sig og sparker som en vild.
   Der kommer en banken. Han synes at have hørt den før. Han mindes en ridsende tone, der havde ridset sig fast på hans indre hjernetavle og holdt ham oppe om natten. Nu var denne lyd pludselig helt tæt på. Da han endelig tog sig tiden til at se sig rundt, kunne han hurtigt mærke, hvordan træerne nærmest stod i en klynge, som var de børn i en skolegård, der havde fundet et uskyldigt offer, de kunne nedgøre. I ét af træerne så han en stor spætte, han gemte sig bag et andet af træerne. Når han gemte sig lige akkurat nok, begyndte spætten på sin larmende dans. Hurtigt konstaterede han også, at træet allerede havde et hul, men spætten ville gerne lave et mere, tilsyneladende. Når han kiggede tæt nok efter, kunne han fornemme et smil på træets læber, men det kunne kun være indbildning - træer har jo ikke følelser, tænkte han.
   Han fandt en sten på jorden, den var stor nok til at skræmme den, men ikke dræbe den. Morder var han ikke. Ikke endnu. Al den vrede og had han havde følt, siden han vågnede, udmøntede sig i stenkastet efter denne uskyldige fugl. Han ramte. Den faldt til jorden, men han overbevidste sig selv om, at den ikke var død af slaget. Og i hans hjerte følte han ingen medlidenhed med den lidende fugl, for den trak ganske rigtigt vejret. Da han var ved skovkanten vendte han sig om og så i foragt udover skoven.
   Da han kom hjem, og så sig selv i spejlet, indså han det endeligt.

Udenfor voksede skønheden. Træet havde samlet spætten op, da den havde allermest brug for det, placeret den i det hjemmelavede bo - og den holdt fast i livet med dens små fugle fødder.
   Indenfor slukkede mennesket sit svagt brændende lys.