Det burde være alle mennesker forundt at have et minde fra sit liv, som ikke har nogen negativ undertone, eller som senere har udviklet sig, og er blevet ødelagt af fremtidige handlinger. For ikke alene kan fortiden pille ved nutiden og fremtiden, men fremtiden kan også ændre på, hvordan man opfatter fortiden.
Mens efterårets mørke brusede frem udenfor, sad han i den sikkerhed som en kunstig lampe kan give. Rummet var lille og firkantet, men virkede ikke som en isolationscelle. Der var nemlig ikke støddæmpende gummi på væggene. De var derimod fyldt med en grå farve, som efterlod meget til fantasien, hvis ikke man skulle blive skør, måtte man værne sig med fantasien. Da han efterhånden var blevet placeret på gulvet, kunne han ligeså godt grave lidt i sit sind. Der måtte gemme sig noget, som kunne fortælle om hans nuværende situation, men der måtte også gemme sig et ufejlbarligt minde et sted. Det kunne måske bringe en smule lykke ind i det lille rum, som ikke synes at have en udgang. Der kom nogle gange nogen ind, men der gik aldrig nogen ud igen. Alligevel var der ikke altid lige fyldt i rummet, sådan føltes det i hvert fald ikke. Det kom nok også an på, hvor meget mørke der blev lukket ind, og hvor meget af det, der igen forlod rummet. Han forlod aldrig rummet.
# 1: To unge mennesker hænger i luften, sandet har skabt et land under dem. De vil på et tidspunkt lande sikkert i det varme sand, som kildent tager imod dem. De vil forsøge at lande bedst muligt, så de ikke skader sandet, det har jo aldrig gjort dem noget. Det er en varm sommerdag, hvor skyerne har trukket sig tilbage, så solen kan få endnu en stund i rampelyset (som den selv har skabt). Hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro, at de befandt sig i en ørken, men sådan forholder det sig selvfølgeligt ikke. De er unge, og har ikke så mange bekymringer, skulle man tro. Når de hænger der i luften, med skyggerne under sig, ser man, hvordan to skikkelser bliver til mennesker. Når de hænger der i luften, er de frie, som to fugle der ikke er bundet af noget eller nogen. Men hvad han ved, er, hvordan virkeligheden rammer dem, idet de rammer sandet. Det tilsyneladende dejlige minde, er også et minde om, hvordan de gode tider ender, når man først ramler ind i virkeligheden igen. Når man først finder ud af, at man faktisk ikke kan flyve, og at man ikke er usårlig (det tror man jo, når man er ung).
# 2: To unge mennesker sidder fast i mudderet. Den ene minder om den ene af de unge i det sidste minde, mens den anden er ny, men de minder også begge om hinanden. De skuler hver sin vej, mens de står med et sært tilfreds udtryk i ansigtet. De mørke skyer på himmelen er ved at trække sig tilbage, de har sikkert sendt en regnverden nedover dem. Men der kommer ikke en klar på himmel til syne, hvilket vel også er ligegyldigt. Boligerne er ikke sikre. Deres ansigtsudtryk melder sig igen, de er meget klare i hans hukommelse. Der er en ungdommelighed, som udstråler lykke og mismod på samme tid. Vi ser to lykkelige unge mennesker, der har oplevet et helt liv allerede, men som stadig mangler et helt liv foran sig. De er fyldt med vished om, at det bedste stadig er i vente. Selve mindet er der intet galt i, det er nærmest et perfekt minde, men der skjuler sig noget, som han ikke har overskud til at hive frem, men som han ved, er årsag til at mindet ikke er ufejlbarligt. Det er gennemsyret af skikkelser, som danser i de små linjer, som end ikke sindet kan fremkalde, men som er der. Og disse skikkelser lever kun for at destruere.
# 3: To unge mennesker og to ældre mennesker klamrer sig til et bord. Det første der springer i øjnene, er det mættende syn af duftende mad. Farverne flyder gennem luften, de er gennemtrængt af kærlighedens farve. Det lyser ud af øjnene på de unge, hvordan de har set frem til den dag i lang tid. Det er meningen, man skal nyde sin smuldrende familie bare den ene dag, hvis ikke man kan de andre dage. Det er som at sidde på den stille gyngende båd, hvor man føler sig sikker, men hvert sekund det skulle være, kunne en bølge komme og udslette det hele. De er fastfrosset i et håb om svundne tider, man skimter en lykke, men den er kunstig som så meget andet. Hvis blot man kendte til omstændighederne kort efter mindet, ville man se, at mindet isoleret er fantastisk, men at følgerne har ødelagt det hele. Det var et forsvindingsnummer uden lige. Måske var det der det hele begyndte. Bølgen viste sig i hvert fald den aften.
# 4: To unge mennesker foran et spejl. Den ene bevæger sig i skyggerne, mens den anden overskygger alt andet. Den ene er så ganske usynlig for verden, men så dæmonisk reel i et indre. Den anden kigger sig selv i spejlet med stor foragt, men ved ikke, hvordan man ændrer det. Den ene lever et lykkeligt liv, mens den anden går i tusind stykker. De går med hinanden i blodet ned ad stræder, ned ad mørke gyder, ned ad åbne gader, men ingen kan skelne dem fra hinanden. Den ene ser sig selv som solens storebror, som en hersker over alt og intet, mens den anden holder sig tilbage for hvem som helst, og ikke tør håbe på for meget. Sæt ham fri, sæt ham fri, sæt ham fri!
# 5: Det unge menneske er på stranden. Ensomheden og han bor sammen på broen, hjemmet er meget midlertidigt.
# 6: To unge mennesker forsvinder i dybet. Haven er mægtig og i fuldt flor. Barndomssindet har skabt tværuniverser, hvor man bliver nødt til at grave sig ned, hvis man gerne vil overleve. Det er en lykkelig tid, hvor man ikke skal bekymre sig om noget, og hvor man bare er til. De rejser sig koordineret op, og ser sig omkring. Det store mirabelle træ lokker med sine søde frugter. Verden er et sikkert sted, når man er fokuseret på det absolut nødvendige, såsom at fralokke træet sine frugter. Men med alderen er visheden dukket op, og med alderen er barndommen ganske sikkert gledet bort, og når de to unge mennesker sidder her i dag, er det uden den glade følelse. Og træet blev fældet for år tilbage.
# 7: To unge skikkelser slentrer gennem gaderne. Pulsen er hastig. Kroppen kæmper for at holde sig oppe, mens sindet er gået sin vej (blot for en stund), hvilket er befriende. Gadelygterne lyser op langs livets gade, nogle af dem lyser permanent, mens andre kun viser sig i glimt. Sådan er det også med de mennesker, der danser gennem livets gade. Tiden kører forbi som en bus, hvis man gerne vil nå med, bliver man nødt til at tilkendegive sig selv - selv hvis man har glemt, hvem man er. De to unge mennesker er tilfredse med deres transparente livsstil, hvor ens handlinger alligevel er glemt dagen efter. De er tilfredse med ikke at sætte mærker nogen steder, og at de blot vil forsvinde ud i et fejlslagent minde.
# 8: Følelsen, når man føler sig udenfor ethvert selskab.
# 9: Det kaos der længe har hængt i det unge menneske, mens det sidder i det fjerne afkroge af de store skove, hvor ingen kender dets navn. Han rejser sig for at gå ud til kanten, hvor man kan se ned i sin egen afgrund. Han tænker tilbage på dengang, hvor han og en anden han i luften, mens sandede lå ventende nedenunder dem. Hvis han faldt ud her, ville det nok ende anderledes. Der står en bænk bag ham, den venter på, at han sætter sig ned. Den har stået der i mange år, hvor den ikke kunne gøre andet end at vente. Når folk satte sig og talte med hinanden, ville den ønske, at den kunne deltage, men det er desværre umuligt for den. Men den har set mange smukke ting, men også nogle forfærdelige, sådan er det at være en bænk. Han sætter sig til rette, lukker sine øjne og giver sig til at drømme.
# 10: Det sorte tomme hul der ofte melder sig, når glemslens medicin for alvor virker.
# 11: Den reneste følelse der lever vel lige efter, at man har kysset den, man elsker.
# 12: En frustration over ikke at kunne kende sig selv i spejlet.
# 13: Første gang man vågner i et nyt hjem. Igen.
# 14: Nattens truende øje der betragter de unge, mens de falder til bunds i deres egen opløsning.
# 15: En glædesrus der ikke behøver beskrivelse.
# 16: De to unge der voksede fra hinanden og levede forskellige steder, hvor kontakten stille hørte op.
# 17: Et ungt menneske der vågner i ly af et buskads. Verdensfjern for en kort stund, sikke en herlig morgenrøde.
# 18: De utallige gange, hvor mørket først regerer, dernæst lyset og derefter depressionen igen.
# 19: De blå toner deler rummet op i forskellige universer, og det er umuligt at komme ind i ét eneste af dem.
# 20: Livet der stille forsvinder ned i afløbet, og når man tænder for hanen igen, er det kun opløsningen der skylder ud.
Der går lidt tid før synet kommer tilbage til ham, idet han vågner på gulvet. Det er nu ellers meget blødt at ligger dér, men han beslutter sig for at rejse sig. Der er kommet tre nye til, mens han var væk - de gemmer sig ovre i hjørnet sammen med alle de andre. Han har en mistanke om, at de alle er lidt bange for ham, selv om det forholder sig radikalt anderledes. Det er som at løbe over en for lille bro, der svæver dybt over et rungende intet, broen er usikker, og usikkerheden gror også i én selv, men man bliver nødt til at fortsætte, hvis ikke, går de lige i kødet på en og så er alt for sent. Alt. Intet mindre. Han føler sig ikke tilfreds med sin undersøgelse.
Gulvet bliver igen hans hvilested.
# 21: Gulvet er den unge mands (som ikke er så ung længere) hvilested. Hov.
# 22: Sådan, det var lidt bedre. Et andet minde tak. Der må da være flere minder? Der kan ikke bare vise sig et stort og dybt intet? Det er som at sidde på bunden af en dyb brønd, hvor man ikke selv har valgt at lande lige netop dér, og man bliver nødt til at komme op, hvis ikke man vil ende som et skelet før tid. Men pludselig bliver man ligesom skubbet ud. Der viser sig at være en hel verden udenfor. Der viser sig en stor blomstereng, der hersker en idyl som mennesket længe har fortrængt. Også det unge menneske.
Solen kommer op i horisonten, det minder om en kæmpe eksplosion, hvor mennesket ligger tilbage i støvet af andre civilisationers undergang. Efter en tid rejser de sig og skriger, de har sproget i deres magt, ekstasen breder sig så småt, mens de sidste nye er ved at få øjne. Et kaos spreder sig i deres blodbaner, og dansen kan for alvor bryde ud. De skaber statuetter af gamle herskere, hvis jernnæve aldrig skal glemmes. Et ungt menneske står forbeholdent tilbage i mængden, hvor han suger livet til sig. De forskellige sanseindtryk er en fryd for et betragtende legeme.
Sådan, det var lidt bedre. Tilbage på det rette spor. Mindet om en piges hånd. Mindet om at flyve ud i rummet, uden at kunne komme tilbage igen. Mindet om at mærke solen brænde på huden. Mindet om at smage vinden på alle de små nerver, der er en del af hans kunstige legeme.
To skikkelser hænger i luften, mens kviksandet hænger under dem. Når de lander, vil de sikkert blive trukket ned i en dyb intethed, som ikke skelner mellem de gode eller de onde.
To skikkelser kigger forbi hinanden. Dæmonerne kastes rundt om dem, men dåsen i deres hænder, skyder dem ud af verden og ind i deres selvskabte ekstase, hvor de glemmer, hvad det vil sige at være i live.
Sammenbrud.
# 23: Det eksisterer ikke. Erkendelsen rammer hårdt, men godt.
# 24: Det unge menneske kommer til sig selv, det står foran et spejl på et offentligt toilet. Det tidligere glimt i øjet er nu krakeleret og ingenting står klart. Det er ungdommens højrus, der banker på udenfor, men der er ingen mulighed for at åbne døren. Ud af mørket træder et andet ungt menneske, det har aldrig haft lyst til at åbne døren igen. Her er roligt. Ingenting forstyrrer deres foretagende, ingen prøver at definere, hvad det går ud på. Det er vel ikke meget i forhold til, hvad andre går og drømmer om, men det er ægte. Det er følt dybt i hjertet, og er på ingen måde redigeret. De to unge mennesker kigger i spejlet, der reflekterer dem i det gullige lys, som altid destruerer alle nuancer på et sådant toilet. Udenfor venter verden. Den har ventet længe, men når man endelig træder ud i den, gider den ikke alligevel.
I et kort glimt finder alle de lykkelige minder frem til det unge menneske. Måske skulle han blot lade nuet passere og aldrig vende tilbage til det igen, kun derved kan det overleve - hvis blot man ikke griber ind i det igen, for intet man griber ind i, kan stå uberørt tilbage, selv ikke, hvis det er ufejlbarligt.
De mange skikkelser i mørket er ikke mere. Kun ham, alene. Men lykkelig. Se, han kender svaret på sin egen gåde.