Det gule skær fra lerlampen lyser udover rummets hvide vægge, den tunge cigaretrøg har lagt sig, men har efterladt et mærke, som et minde om, hvor behageligt det er at ryge en smøg, støvet står i bunker så kraftige, at man kan vælte omkuld, hvis man ikke er opmærksom på detaljen og i sengen ligger en gispende mand, der er vågnet efter at have levet et liv.

"Torben, hvor har du været? Vi har været i gang i flere timer nu", siger en bekendt stemme, mens han kommer ind ad døren til sit arbejde.
   "Vækkeuret virkede ikke. Jeg beklager, det skal ikke ske igen", sagt med oprigtighed i stemmen, men han er klar over, at det er løgn. Han sætter sig på stolen, er tæt på at glide af, men redder situationen, tilsyneladende. Uret viser 10.08, og der er ingen vej tilbage. Dagen er kun lige begyndt. Skrivebordet er nydeligt, opsat, men nydeligt. Alle blyanterne står stadig ranke, ubrugte, men ranke og lige til at tage om, hvis han skulle få brug for det. Men det er lang tid siden, at nogen er kommet ind på hans kontor. 10.12. Han læner sig dybere tilbage i stolen, synker ned som et sunket skib.
   Pludselig banker det på døren, en smuk kvinde træder ind, han rejser sig og hilser i samme bevægelse.
   "Hvad kan jeg hjælpe med?"
   "Er det ikke en bilhandel?", spydigheden pointerer hans dumhed. Det pirrer hans sanser, at hun nedværdiger ham så let. Uden at sige noget, for at lege med på hendes åbenlyse leg, begynder han at finde papirer frem fra skuffen. Han siger ikke noget, kigger kun op nogle enkelte gange, mens han intenst søger efter noget, der ikke er der. "Så lad os kigge på biler", siger han resolut, rejser sig, går og hun følger efter. Da de kommer ud gennem døren, er han lige ved at stoppe op ved synet af sin egen faldefærdige bil, men han fortsætter (en bilsælger kan kendes på sin bil, og han vil helst være ukendt). De når frem til en rød cabriolet. Han fornemmer på hende, at det er den rigtige bil - han har regnet hende ud.
   "Er det muligt at prøvekøre den?"
   "Det kan godt lade sig gøre, men du skal enten stille sikkerhed eller tage mig med på turen", han gør alt for, at det ikke skal lyde som et spørgsmål.
   "Så lad os køre en tur", han går ind for at hente nøglerne, mens hun står tilbage. Hun keder sig lidt, kigger rundt og betragter det roterende skilt (som hun i øvrigt mener, at de burde udskifte). Han tager sig tiden til at skænke en kop kaffe, drikke den nænsomt og derefter komme ud igen.
   De sætter sig ind i bilen sammen uden at sige et ord.
   Langsomt skrider de gennem de trængte gader. Det ene lyskryds tager det andet, som også minutterne går, men de siger stadig ingenting. Han føler sig utilpas, mens det passer hende glimrende. Hans forventninger oversteg endnu engang hans virkelighed - men han lader tanken passere. Nyder i stedet de mange bygninger og de mange mennesker. Lyden af cabrioleten der ikke skåner dem. Efter at have kørt rundt et stykke tid, lidt i ring, lidt rundt og lidt ligegyldigt, kører hun tilbage igen.
   "Jeg vil gerne købe den"
   "Fint"
   De går ind på kontoret. Han synker igen ned i stolen, giver hende papirerne, hun skriver under og bilen er solgt. 11.13. Idet hun forlader kontoret, tager han sig lidt til håret, roder lidt og stopper igen. Uret overdøver alt andet. Han rejser sig og vil have kaffe. Måske kage. Slentrende gennem gangen mod kaffemaskinen, den er gammel, men den er stabil. Kaffen er god, fordi den er stærk, sortere end en tordenhimmel. Derefter hen til bordet, hvor kagerne står. Det er et hav af farver, men han tager sig også god tid her - vælger lidt forskelligt, så han ikke skal rejse sig igen foreløbigt. Chefen kommer og kigger på ham. Står lidt uden at sige noget. "Kagen er god. Nybagt." Torben nikker bekræftende. Chefen tager et par stykker og går. Dagen forløber med disse gentagelser. Nydelsesøjeblikke. 17.02.

Han stempler ud.

Går hen mod bilen, ser sit mørke hår i sidespejlet, inden han sætter sig ind. En dyb indånding. Igangsætning. På køreturen ændrer hans personlighed sig i takt med, at solen er på vej ned. Den daglige ændring som han ikke bider mærke i, men som han har gjort til den en del af sit væsen. Han drejer stille på radioens volumenknap, musikken sætter i gang. Små klap på rattet med den ene finger. Efterhånden mere løssluppen.
   Stopper bilen nær motellet. Stiger ud og går hen mod baren. Sætter sig ved sin vanlige plads, bartenderen kigger op og sender en drink hans vej. En tilfældig kvinde kommer forbi og tilbyder ham en smøg. Han takker ja. Der er plads til beskidte tanker om hende, han fremtvinger et sølle smil, der tilsyneladende virker.
   "Jeg hedder Torben. Har du lyst til at blive siddende lidt?"
   "Hvorfor ikke? Jeg kender ikke andre her", hendes stemme er rå, næsten ødelagt af alkohol og smøger, men der er alligevel noget ganske tiltalende over hendes gemyt.
   "Hvad har bragt dig hertil?"
   "Mit liv"
   Stilheden, mens smøgen sitrer. Han er blevet træt af at snakke, træt af at have sine tanker. Han rejser sig og vil have hende med ud på dansegulvet. Men først en drink mere. Lidt modvilligt går hun med. Det er den typiske 80'er rocksang, der kommer ud af de støjende højtalere. Røgen har lagt sig som et uldent tæppe. Han er blevet fuld, men ikke ubehagelig. De sætter sig tilbage igen.
   Bartenderen står lidt tøvende og betragter sine to eneste kunder.
   De beslutter sig for at gå på toilettet sammen. Han tager et lille glas frem fra inderlommen, sniffer det hvide pulver, hun tager også en næsefuld - mens de i ekstase forener sig. Da de er færdige, er der ikke flere ord mellem dem. De har sagt, hvad de ville. Hun forlader baren igen, han sætter sig på sin plads. Stilhed mellem det færdige nummer, og nummeret, der skal til at begynde.
   Han stopper ikke med at drikke. Pludselig rejser han sig, svedende og vanvittig. Går hen til jukeboxen, fyldt med gamle minder, overmalet med væsker fra forskellige mennesker, sætter et velkendt nummer på. Danser lidt alene rundt på gulvet, mumlende, næsten savlende, men lykkelig ligegyldig.
   En tur mere på toilettet, denne gang alene.
   Der mangler 500 kr. i hans pung. 04.32.

Det gule skær fra lerlampen lyser udover rummets hvide vægge, den tunge cigaretrøg har lagt sig, men har efterladt et mærke, som et minde om, hvor behageligt det er at ryge en smøg, støvet står i bunker så kraftige, at man kan vælte omkuld, hvis man ikke er opmærksom på detaljen og i sengen ligger en gispende mand, der er vågnet efter at have levet et liv.

Torben rejser sig i sengen. Går ud på badeværelset, sagte, tager kontaktlinserne på, der skjuler hans rødlige øjne. Han kommer af sted til tiden. 07.45.
   "Godt at se dig til tiden", siger chefen, idet Torben kommer ind ad døren.
   Han forholder sig rolig. Lader stilheden stå som tegnet på sin ankomst. Stiler efter kontoret. Synker endnu dybere ned i stolen i dag, men med større forhåbning til selve dagen - der er kommet en ny type kage i dag. Det bliver specielt at prøve den. Han håber ikke, at den skuffer ham. 10.15. Intet er sket i løbet af dagen. Bortset fra at hente kaffe.
   Chefen går tidligt i dag.
   Torben ser sig i spejlet. Jakkesættet og frisuren skjuler det hele glimrende. Nypudsede sko. Han sætter sig glad ud i bilen, dagen er passeret hurtigt. Musikken kommer på, han når baren, alt er som det skal være.

Dybt i hans postkasse, gemt under breve og mellem aviser ligger hans fyreseddel. Solen skinner.