Det kunne have været en hvilken som helst mark i hele landet, men det endte med at blive her. Måske var det, fordi de ikke kunne holde til at gå mere, eller fordi de syntes, at det var på tide at finde sig et sted, hvor de kunne slå sig ned og lade familien vokse.
   Faktisk var det ikke selve marken, der skulle blive deres hjem, men derimod de små vindhegn som menneskene havde indrettet. Her kunne de være usete. Det var et træk ved dem, som de var særligt stolte af - at kunne bevæge sig i det usete.
   De var selvfølgelig en stor flok, sådan var det normalt. De var meget små, man kunne næsten ikke se deres ører, kun hvis man virkelig ledte i pelsen på dem. Det skulle blive en god egenskab senere.
   Det var ikke problemfrit at slå sig ned så pludseligt. Først var der tankerne om, om de nu også var sluppet fri af den som fulgte efter dem, og for det andet var der spørgsmålet om føde. Men den ældste i flokken, som også har indvilget i at deltage i forsøget, var altid sprængfyldt med ideer. Han var af særlig stærk karakter trods sin skrøbelige støbning.
   Ofte blev de fejlagtigt forvekslet med en anden slags - som dog var af deres nærmeste venner - dog havde de en større krop og længere og mørkere hår. Det var en alle tiders situation for ham til at vise sit værd. Men i potentialet ligger også muligheden for at fejle, for ikke at leve op til det potentiale som andre ser i en. Således sluttede dagen, hvor det hele blussede op i kampen mellem påpasselighed og hovmod.

Vi har længe gået gennem markernes høje græs, vi er særligt påpasselige over, at man ikke skal se os. Det er mest befriende, når man kan bevæge sig uset, flygtigt henover de uberørte marker. Somme tider måder vi en ko, men de siger os ikke rigtigt noget, da vi ikke taler det samme sprog. Men så igen er der somme tider, hvor det faktisk giver mening at stoppe op og tale lidt, trods problemerne, da de sikkert kan hjælpe os i den retning, der kan blive vores redning. Se, vi er på flugt fra en, som vi ikke har såret, men som vil såre os. Det er underligt, hvad der får den til at forfølge os så intenst - den må da kunne finde føde andetsteds. Måske tager jeg fejl. Måske vil den bare være venner med os. Måske er ikke nok for mig.
   Landmanden så sig omkring, og konstaterede, at det var en herlig sommerdag.
   Jeg kunne se på de andre, at de var ved at være udtømte for dagen. Vi måtte hellere snart finde et sted, hvor vi kunne gemme os for natten. Det kunne ikke være i markernes åbne vidder, det ville være for åbenlyst.
   Pludselig, da jeg kigger op, ser jeg, at en ko har trukket sig ned til os; ned på vores niveau. Den vil gerne hjælpe os, og vi takker for hjælpen. Derfor kom vi hertil. Det er et frodigt område, hvor det ikke er svært at finde føde - især ikke, når man lever af det grønt, der vokser stort set overalt. Vi burde dog snart finde et sted, hvor vi kan begynde at lagre maden, ellers kommer den gode Hr. Vinter og ødelægger det hele. Problemet når man har så korte lemmer som os, er, at man ikke kan nå længere op - jeg griber mig selv i at skimte op og se, hvor smukt de grønne toppe er, men det bliver umuligt nogensinde at smage den sødme, de tilsyneladende byder på.
   De bevingede synes i hvert fald at nyde det.
   Vi vil også. De mindste står med store øjne. Men vi tager os til takke med det, vi kan knase af de stængler, der blomstrer omkring os.
   Efter at have gået lidt finder vi frem til det sted, som koen må have talt om. Her er tæt og højt, så det er et godt hjem. Det virker, som om at dens fodspor stadig lyder i det fjerne, eller er det helt tæt på? Jeg vandrer lidt bort med mine tanker, de skal ikke belemre de andre.
   Jeg finder et mærkeligt hul i jorden, som har en rund og venlig form. Måske skulle jeg gå ind, måske skulle jeg lade være. Måske skulle jeg fortsætte med at gøre, hvad jeg føler for. Men det er jo ikke, fordi at jeg før har været bange for at undersøge huler, men nu gik det jo en smule galt sidste gang. Vi er vant til ikke at kende de steder, som vi møder, vi er meget aktive og sover næsten aldrig - derfor er vores liv heller ikke så langt. Åh, som mine tanker dog vandrer. Jeg finder en lille pyt, det må have regnet for ikke så længe siden. Mit hår er pjusket som altid. Jeg er lille og rund, men der er ikke så meget, jeg kan gøre ved det.
   Det orange skær blænder mine øjne.
   Tvivlen, den forblænder, må ikke overvinde mig denne gang. I tvivlens fodspor kommer frygten, og den kan jeg ikke leve med. Ikke nu. Ikke længere. Det hele er mit ansvar.
   En pludselig træthed overvælder mig. Det er ikke en vant følelse, men jeg har pulseret gennem natten, mens de andre har fået den korte søvn, som vi trods alt har brug for.
   Da mørket var faldet på, kom et væsen op fra dybet.
   - Goddag der, jeg hørte dig tidligere, men henkastede det, så jeg kunne få min dagssøvn. Er der noget, jeg kan hjælpe med?
   - Vi er nye her. Hele min flok befinder sig lidt tilbage, de gemmer sig. Vi er på vej, måske på vej videre, det vil tiden vise. Ved du, om det er sikkert at gemme sig mellem markerne?
   - Det kommer selvfølgelig an på, hvad man gemmer sig for, men jo, hvis det er menneskene, skal der ikke så meget til at gemme sig. Men jeg fornemmer på din gestik, at det ikke drejer sig om mennesket - men noget eller nogen som straks finder jer, hvis den opsnapper jeres dufte.
   - Har du et råd du vil give?
   - Jo, I er altid velkomne i denne hule, hvis I skulle have lyst. Der er ikke meget plads, men jeg lover jer, at den aldrig vil finde frem til jer. Du er sikkert skeptisk over mit forslag, men du må stole på, at jeg ikke spiser jer. Jeg er gammel, ser du nok, og har ikke længere behov for at skade dig eller andre. Sådan var jeg heller ikke, da jeg var ung. Mange kaldte mig for atypisk. Men du ved, hvor jeg er, så hvis I vil, skal du bare tage dem alle sammen med tilbage hertil.
   - Sikke en gæstfrihed. På gensyn.
   Det sidste svar ulmede af overfladiskhed. Han var fyldt med konflikt, det var ikke naturligt for hans slags at stole på en grævling - såvel gamle som unge. Det var ikke, fordi at den virkede mistroisk, men det var en lignende situation, der havde bragt dem på flugt.
   Efter en lang diskussion blev de enige, om at de gerne ville tage imod tilbuddet.

Det var et fyldigt mørke, der mødte dem, da de trådte ind i hulen. Mange af dem var udsultede, selv om det ikke var svært at skaffe føde, var det svært at skaffe appetit. De mindste havde brug for hjælp, hvis de skulle klare denne oplevelse. Men resten af flokken var ramt af klogskab, det var en del af deres liv - og de måtte lære at gribe om det, hvis de gerne ville opnå fylde. De havde ofte været ramt af tragedier, men på trods af deres udsatte levestil var de lykkelige.
   I den store verdensorden betyder de nok ikke så meget, men for dem betyder den store verdensorden ingenting. De har deres egen orden.
   Det værste der overgik dem, var, at de ikke nød markernes åbne vidder, de levede altid mellem dem, på afstand af dem. De løb altid kun henover friheden, der blomstrede i markerne, i det åbne. Det tog hårdt på mig, da jeg erkendte det, men det er en erkendelse, jeg har holdt for mig selv. Der er ingen grund til at skade andre, fordi man har nogle sære tanker. Om end de er sande. Undskyld, jeg blev fjern i mit udtryk, men jeg havde svært ved at forene mig med de ord, jeg sagde.
   Grævlingen viste sig som den ven, den udgav sig for at være.
   Når hulens mørke stilhed fløjtede omkring en, kunne man ikke føle sig mere tryg. Det var et herligt sted, selv om det var uvante omgivelse for væsner som os. Grævlingen ville gerne sove det det meste af dagen. Sådan hed det sig for en grævling at gøre.
   Mens de små sagtens kunne finde noget at foretage sig: de syntes, at det var sjovt at drille den gamle grævling i dens søvn, så gik nogle af os ældre ud i dagen for at se, hvad den kunne byde på.

Jeg kunne hele tiden fornemme, at der var noget, som trykkede ude i horisonten. Det var ikke den kære Hr. Sol, den havde sit fine antræk på i dag. Det var derimod noget andet i en orange form.
   Mine bange anelser viste sig at være ganske ægte.
   De andre løb så hurtigt de kunne, men jeg stod fast som en sten. Der var noget, der gik i stykker indeni mig. Men pludselig greb det mig, jeg måtte leve, derfor måtte jeg løbe. Dens pels og snilde gjorde, at jeg genkendte den med det samme. Der var ikke noget ondt i dens blik, men dens tænder fortalte en anden historie.
   Der er ikke meget liv på bunden af en sø for en lille mus.
   Det hele bliver til en pløret masse, hvor hverken hoved eller hale taler sammen. Et kaos der blomstrer, som en nyligt sprunget sommerblomst. I den mærkelige stilhed hører jeg visken fra en tid, jeg ellers havde glemt. Jeg begynder at tvivle. Tvivle på om det var den rigtige beslutning. Var det mig, der havde valgt denne rute, eller var det dem? Nu sad jeg her, hjælpeløs. På bunden af en sø er der ingen, der kender dit navn. Jeg ser en stjerne blive født, en eksplodere i sin død og en der aldrig viser sit smukke ansigt.
   Følelsen af at en resignation breder sig.
   Vinger der folder sig ud og griber om mig, tager mig bort til oversete steder.

Jeg vågner op, og mærker ens pels tyngende over min lille krop.
   Jeg skulle have åbnet mit hjerte. Min forfølger blev min redder. Og han bragte os noget af, vi manglede. Derfor havde han jagtet os så intenst gennem land og by.
   Vi flygtede ikke fra andet end mørket i os selv.
   Jeg takker ham for at have grebet ud efter mig.