2. november 2012, Aarhus
   Kaninhullet med de hvide vægge

I går spiste jeg et stykke mørke, men månen blev lidt gal og jeg har fortrudt det lige siden. Jeg gemte mig her i kaninhullet, fordi jeg tænkte, at det ville hjælpe. Det er roligt her med de lilla farver og tiden, der har en affære med solen, uden at Saturn ved det. Den hemmelige kærlighed skaber kosmos i universet, men hvis Saturn finder ud af det, udbryder kaos - kaos og kosmos er ikke længere venner, efter at kaos voldtog kosmos i søvne. Kaos var lidt for fuld den dag; det var en hyggelig aften. Alle de gode mennesker var der.
   Landskabet ændrer sig hele tiden, kaninhullet er blevet til en skål med salat, guleroden er ked af det, fordi den er blevet skrællet. Det gjorde ondt at få revet huden af, men den er glad for at have mødt tomaten, den er rund og rød. Ligger godt i maven. Skålen mister balancen og det hele vælter mod afgrunden. Aldrig har jeg været mere lykkelig.

X.

2. november 2012, Paris
   Det stålbesatte myggenet

Klap, klap, klap. Tunnelen fortsætter mod de sammenblandede farver i horisonten. Klip, klip, klip. Jeg er en lille myg på vej mod et myggenet, men min næse fortæller mig, at der har været spagetti igennem her, så det gider jeg ikke. Spagetti er et ondt væsen. Engang var jeg lige ved at blive kvalt i det. Tunnelen befrier mig, og jeg er ikke længere en myg, men et menneske. Omkring mig løber små frugter, pærer, æbler, bananer og de prøver at spise mig. Det er rart, når de får fat i et godt stykke kød, sådan kan jeg lide det. Livets cyklus. Frugt. Frugt. Befrugt mig.
   Da jeg endelig er død af mine anstrengelser, vågner jeg veltilpas i min grønne kiste. Jeg lugter lidt for meget af liv stadig. Jeg kalder på de forskellige farver, jeg så fra tunnelen - de ændrer mig, gør mig til et bæst af bedste karat - guld, jeg er guldstøbt, for evig og til evig tid eksisterer jeg. Vi ses på den anden side.

F.

2. november 2012, Hviding
   Fra jordens indre

Traktoren kører ikke så godt længere. Det var skyen, der blev sulten, så den kom til at spise motoren. Jeg er ikke sur, men forvirret, fordi jeg forstår det hele. Det er godt, mine hænder er blevet til plove, så marken ikke skal stå og være ensom. Årstiderne skifter så hurtigt. Marken er borte, skyen er mæt. Tågen vokser og jeg kan intet se. Regnen slår folk ihjel, fordi den er tørstig. Elementerne river mig fra hinanden, og jeg glider ned mellem markens revner, hvor jeg står ansigt til ansigt med det jeg har sået. De har det godt her, hvor man ikke kan se, hvor jeg ikke længere er til. Men smagen skal der arbejdes på. Det skal jeg huske at vise dig, næste gang vi ses. Jeg er en banan, jeg er kongen af bananland, men jeg smager af fisk, fordi jeg ikke er frisk. Men min konsistens er god. Det hele giver mening nu.

H.

3. november 2012, stedløs
   Den skjulte legeplads.

Engang var universet en sø, hvor intetheden kunne bade og lave ballade. Min intetheden begyndte at kede sig, så den spurgte skaberen, om den ikke nok måtte blive til noget. Jeg gav den lov, for jeg er skaberen. Det var meget sjovt at se sit barn vokse op på den måde, den frie kreativitet, der følger med, når man ikke bliver presset for meget af sine forældre. Eller jeg føler mig en smule ensom, så det skal nok være i ental. Men det var spændende med alle de bivirkninger som skabelsen havde med som følge. Dem kan jeg fortælle om næste gang vi ses. For vi ses vel igen? For resten lige en sidste ting: der er kun en lille linje, et ganske kort øjeblik, hvor jeg kan ane det klare skin fra virkeligheden; en pille bliver sunket ned fra himlen og jeg iklæder mig dens kedelige illusion - væk er stjernerne, væk er kaos, væk er jeg!

3. november 2012, det sidste sted
   Den rodløse skov

Den vanvittige løber gennem skoven, svømmer bølgen tynd og gør orkanen stille. Anklager mig for sindssyge, og jeg forholder mig tavs. Det er aldrig morsomt at se solen græde sig i søvn. Jeg, jeg, jeg, jeg, jeg, jeg, jeg har svært ved at samle mine tanker, det er vigtigt, at jeg tænker klart, når jeg forklarer mig. Jeg husker rigtig mange ting; især dengang hvor jeg torpederede en bus med krankogler, hvor jeg afbrød en venskabelig kamp med en vandballon, eller måske dengang hvor jeg var præsident for virkeligheden. Ligheden med et menneske er slående ved træet, rødder, men ingen rødder - det hele handler om at lege, at man har rødder, at man sidder fast. Den vanvittige forfølger mig, hvor end jeg bevæger mig hen; simpelthen en ganske fortrinlig dag i dag.

3. november 2012, Risskov
   Bag beskidte briller

Jeg er forfatter, der er ikke noget at gøre ved det. Jeg prøver at komme ud af skriveriet, men det hiver hele tiden fast i mig, hægter mig og vi lander sammen i mørket. Der er mange dejlige virkeligheder, som er lette at finde, men som er svære at håndtere.
   1) Søvnen: Ikke engang i søvnen kan jeg få fred, de vil hele tiden frem de kære tanker. De smager nu meget godt, men det er ikke godt for søvnen. Søvnen er vigtig for et menneske, er der nogen, der påstår. Og hvad nogen påstår, det er jo sandt.
   2) Studiet: Jeg studerer vist et eller andet, det er meningen, jeg skal passe det, men jeg gider ikke. Det er ikke så vigtigt, at studere stjernerne, som det er at studere sig selv.
   3) Dagligdagen: Forsvinder i et glimt.
   4) Damerne: Er dejlige, men er måske den sværeste virkelighed, de lader sig ikke falde bagover af ord, de vil have handling. Men jeg er forfatter, jeg skriver, jeg handler ikke. Det hele handler kun om mig.
   5) Gå hjem.

Måske er det på tide, at jeg tager herfra - jeg bliver vist lidt syg af at være her. Jeg er forfatter, men det giver bagslag.. Der er ikke meget fornuft tilbage i mine ord, men de udgør dog stadig sætninger. Sjovt nok. Alt er sætninger. Byen er bygget af mere eller mindre pæne sætninger, der er ofte lidt komma fejl, og bilerne kan ikke finde ud af det. Cyklisterne er nok de værste. Min seng er bygget af ord, de er lidt mærkelige og former sig efter min krop. Til syvende og sidst er jeg selv ord.

Daniel Boysen.