Røgen fra piben kæmper sig opad i luften, mens den ramler sammen med dampen fra den meget mørke kaffe, som står foran den ældre herre, der sidder overfor sit barnebarn. Barnebarnets rødsprængte øjne kigger forvildet rundt i lokalet, mens lyden af det færdige brød ringer gennem køkkenet. Søndagen længe leve! Hurra, HURRA!!

I en alvorlig bevægelse, tager den gamle mand sine briller af: "Hvor var du henne i går?", denne faste tone, forsøget på at indgyde frygt hos barnebarnet. Kaffen bliver koldere.
   "Jeg var bare ved nogle venner."
   "Er det ikke på tide, at du tager ansvar?"
   "Hvad mener du? Jeg er i gang med en uddannelse. Det er weekend."
   "Ved dine forældre, at du er her?", den almindelige mistro. Han tager en tår af kaffen og samler sin pibe op, lader den gøre sit indtryk på lungerne. Uret tikker højlydt.
   "Det kan vel være lige meget."
   "Føler du slet ikke noget?"
   "Hvad mener du?"
   "På min tid var der rigtige følelser, store forelskelser, romantik og søgen efter tryghed. Jeg får indtrykket af, at ungdommen i dag søger det absolut modsatte; søger at undvige følelser, gider ikke forelskelse eller romantik og vil hellere have en fod på vej ud af døren.", sådan ødelægger man søndagsstemningen. Kaffen er blevet for kold til at drikke, men han tager en tår mere, mens han samler et stykke kage op fra den lidt ituslåede tallerken. Denne herlige, svampede chokolade kage som hans kone efterlod i går, inden hun tog på seniorweekend med kroketklubben.
   "Hvorfor er det den samme diskussion, hver gang jeg kommer? Du har da selv været ung, du kender livet, nok bedre end jeg gør; men jeg er klog nok til at forstå, at du keder dig og bare vil irritere mig!". Hun rejser sig op, kigger på sin farfar med foragt og erkender, at hun aldrig gider komme tilbage igen. Han sidder et par sekunder, inden han tager en bid mere af kagen, derefter rejser han sig og går ud på toilettet.

Det er for alvor blevet mørkt udenfor. Hun tænker for sig selv, at hun ikke havde en plan, da hun forlod sine bedsteforældre; hjem kunne hun ikke gå, tilbage dertil kunne hun heller ikke. Måske overreagerede hun.
   Nu går hun rundt i gaderne som en vild vanddråbe, der har forladt skyen uden at vide hvorfor, og hvor den skal hen. Hun savner den tunge røg i hendes bedsteforældres køkken.
   Ved hjørnet ser hun Benjamin fra hendes hold. Først prøver hun at undvige ham, men kommer så i tanke om sin situation og styrer i stedet direkte mod ham (styret af vinden?). Alle ved, at han er et udyr, man ikke skal nærme sig, men hun kan ikke lade være; den måde vinden skiller og flyder forbi ham på, lader til at påvirke hende, gøre hende ekstatisk. Alligevel fortrækker hun ikke en mine.
   "Er du til noget?", starter hun.
   "Til hvad? Hvad mener du?" Sagt som om at det ikke betyder noget for ham, som om at han spilder sin tid.
   "Nu spiller du dum, du er en mand, så du ved præcist, hvad jeg mente. Vi kunne tage hjem til dig, ryge lidt, drikke, lægge os sammen i sengen og bruge natten sammen. Hvad siger du?" Han svarer ikke, nikker bare, de går sammen og gadelyset bliver et spøgelse bag dem, mens de træder ud i byens nat. Stemningen mellem dem er nok, de ved, uden at snakke sammen, at de først må gå på bar, hvis de skal gennemføre sammensmeltningen. I en ussel baggård ligger en vinstue de begge kender, et naturligt tilholdssted for unaturligt elskende.

HURRA!! Søndagen er snart forbi, men endnu en forelskelse er undervejs, stormen er end ikke begyndt; men hvilken storm kunne det ikke blive, hvis blot den ville vise tegnet på at tage form - hun er blevet fuld, ligeglad, ligegyldig og grå i hendes ansigt. Han er en mand. Bartenderen går en sidste rundt, efter at klokken har ringet stilheden ind; han betaler med et smil og takker for den sidste kop kaffe. Ser sig opslidt rundt, men med klarhed i tankerne, hun vælter sløret ned fra stolen. Rejser sig. Men hun kan ikke finde fokus, hun kan ikke huske, hvorfor hun er her (men hun har en brændende fornemmelse af, at det er nødvendigt, at hun ikke tager hjem). Hun genkender røgen.
   På hjemvejen er hun for langt væk til at tænke, barnestadiet er komplet, alkoholen har efterhånden udslettet hendes behov, men alligevel gør hun som hun plejer. De når hjem.
   Skrivebordet er erstattet med øldåser, tæppet er der ikke, men støvet har dannet et blødt lag ovenpå det kedelige parketgulv, opvasken er væk (da servicen aldrig har eksisteret), lampen lyser kun svagt. Hun gennemfører. Vågner med blod under neglene. Koldt. Går sin vej, mens hun ser ham ligge. Hun væmmes over sig selv, mens hun går ud ad døren. Hurra, HURRA!! Det er mandag.

Farfaren sidder et stykke væk i sin bil og har overværet det meste af aftenen. Han kører hjem og gør klar til endnu en omgang.