Hvornår blev jeg så gammel, at jeg ikke kunne andet end at stå her og betragte de levende udenfor? Hvornår blev jeg så gammel, at mit rynkede ansigt ikke længere kunne frembringe et smil? Hvornår blev jeg dog så gammel, at mine venner forsvandt? Jeg står her tilbage som en kriger, som en gamling ingen tager sig af, som en person der tænker, men aldrig taler. Mit vindue er rent, fordi kommunen sørger for det - jeg aner ikke, hvor pengene kommer fra - jeg er vel ligeglad. Gad vide, hvad de tænker om mig? Tænker de overhovedet noget? Og hvis de gør, skulle det så være om mig? Jeg tror det ikke. Jeg er jo blot en gamling. Gammel og grå.
   Engang var jeg en vild løve, der elskede at elske med løvinderne. Jeg lod skægget gro, da det gjorde sig godt til mit ansigts form. Det var tider, da jeg var ung. Jeg boede på må og få, drak når det passede mig og følte hver en følelse så snart den fremtrådte i mine årer. Dengang gik jeg blandt de levende. Jeg husker især en kvinde, som altid huskede mit navn. Hendes lange, tynde fingre og det vilde, krøllede hår gjorde mig som en syg, hvis ikke jeg kunne nå. Hun var så sandelig et unikum, mens jeg selv var noget mere beskeden - denne beskedenhed skjulte sig bag mit carmouflerende skæg. Udenpå havde jeg meget at byde på, men indeni var kaosset brændende. Jeg besluttede mig straks for at det skulle være hende, og det blev det. Hun ville gerne med det samme, selv om hun senere fortalte mig, at hun havde gennemskuet mig fra første sekund. Det var noget af det fantastiske ved hende. Hun ændrede mig. Hun tæmmede mig. Det skal hun have tak for.
   Engang gik det sådan til, at jeg var lykkelig. Det har jeg stadig en svag erindring om: dengang jeg var lykkelig. Det skete sådan set allerede, da jeg mødte hende, men kærligheden alene kan ikke gøre det. I mange år manglede jeg ro. Der kørte altid et eller andet rundt i mig, som jeg ikke kunne forklare eller håndtere. Ofte gik det sådan, at jeg bedøvede mig selv, det bildte jeg mig selv ind var nødvendigt. Det kom til at koste mig mange ting, gennem livet, men jeg fortryder det ikke. Hvis man fortryder noget, har man en fejl i sit indre, man skal aldrig fortryde, hvad man gør - medmindre man dræber - ellers kan det meste undskyldes med, at man fulgte sine instinkter. Drab er en del af dyrenes instinkt, ikke menneskets; er vi da dyr? Tilsyneladende. Bortset fra at vi dræber uden at det er nødvendigt. Der var ordet igen: nødvendigt. Vi kan ofte mislede os selv til at tro, det vi gør, er nødvendigt. Hvis vi dræber, så er det ikke nødvendigt. Derfor valgte jeg aldrig at blive soldat. Det var nok i det øjeblik, at roen stille begyndte at indfinde sig. Den blussede så op igen, da jeg fandt ud af, hvor meget krig og hvor mange soldater verden kunne opfostre. Men alt dette kan man glemme, hvis man har kærligheden i sit liv - resten skal nok komme.

Hvornår blev jeg så gammel, at jeg blev snæversynet? Hvornår blev jeg så gammel, at jeg ikke turde bevæge mig længere? Hvornår blev jeg så ligegyldig i min tankegang, at jeg stoppede med at tænke? Så gammel bliver jeg aldrig. Måske er det derfor, jeg ikke finder nye venner. Ser I, mange i et par generationer efter min, min generation og et par generationer forinden var blevet fastfrosset. De nærede et dybt had til andre mennesker, der ikke ville underlægge sig deres tankegang. Det var forfærdeligt at se på, høre på og erkende, hvordan det vandt frem. Vi havde allerede haft en kæmpe krig over det, nu var den næste på vej - og alle beskylder i stedet for at løse...

Jeg husker en ung mand, der ofte stopper op i krydset overfor. Han kigger så dybt ind i mit vindue, som om at han interesser sig for mig. Hvorfor henvender han sig ikke? Måske bliver han skræmt, eller tror, at jeg er pervers? Det må også være et sært syn at se en gammel mand, der kun står og kigger ud, men aldrig bevæger sig. Mange gange rykker det lidt i mig, som om at min krop gerne vil have, at jeg går ud. Jeg kan ikke, ikke mere. Jeg er ikke en gnaven gammel mand, måske en smule gammel og grå, men ikke gnaven. Problemet er, at min generation har skabt en dyb kløft mellem os, så nu tror folk, at hvis de tiltaler mig, vil jeg enten kigge væk eller kigge surt på dem og vrisse. Men faktisk forholder det sig sådan, at mit svar på de følgende spørgsmål er aldrig: Hvornår blev jeg så gammel, at jeg stoppede med at være lykkelig? Hvornår blev jeg så gammel, at jeg begyndte at afsky alle de unge og deres foretagender? Hvornår bliver jeg træt af at leve? Hvornår overgiver jeg mig? Hvornår stoppede jeg med at elske?