På en bænk i byen sidder han og drømmer. Der er ingen steder at gå hen, ingen steder at forlade. Kun ham og bænken. Det er en stille, men varm morgen, hvor fuglenes sang kan svæve uforstyrret gennem vinden. Bilerne må stadig holde parkeret i garagerne.
   Langs vejen gror de små liv, som ingen tager sig af, men som tager sig af dem. Uden dem ville intet eksistere. I græsset ligger den skønneste kvinde, der har ladet sig forføre. Hendes øjne leder hans tanker bort fra de omstændigheder, der ofte gør ham så miserabel. Han er ikke et usselt menneske, men et letpåvirkeligt et. I hendes arme bliver han lykkelig, bliver han inspireret til at skabe. Efter at de har gået lidt langs vejen, nydt hinanden og de små liv, ser de en dal i det fjerne. Et lille hus præsenterer sig. Her må de bo. Der er underligt øde, men det er alligevel alt hvad de turde drømme om. Han ser på hende, mens hun stille...
   Han kommer til sig selv igen, mens en mand skubber til ham. Manden har åbenbart en interesse i at sidde på bænken. De mange andre bænke er tilsyneladende ikke gode nok. Da han er faldet helt ud af drømmen, spørger han, hvad klokken er. Den er alt for mange. Tiden lader sig desværre ikke stoppe i nogen verden. Han beslutter sig for at tage morgenkaffen nede i byen, nu når han alligevel er der. Han har ikke noget stamsted, men han ved, hvilke steder han ikke har i sinde at besøge. Det er da en begyndelse.
   De sidste dage i hans liv havde han gået i en tåge. Han forsøgte at få den til at lette ved at baske med armene som en fugl, men det hjalp ikke. Til sidst var han begyndt at løbe, pludselig fandt han sig selv ved stranden, som han havde elsket, især om vinteren, når den ikke var fordærvet af alle de, der havde i sinde at brænde sig selv ihjel. Selvom han havde energien til at fortsætte, stoppede han op, gik langsomt og så udover vandet. Det var begyndt at fryse til, det ændrede han, det ændrede sig hurtigt igen. Det var, som om at en hel årstid forsvandt, da han stod ved vandet, uden at han selv blev ældre. Fuglene forsvandt og kom igen. Mennesker gik forbi, uden at de tilsyneladende så ham. Men det virkede heller ikke, som om at de så hinanden. Så i sidste ende bekymrede det ham ikke. Efter en tid i stilstand begyndte han at løbe igen langs stranden.
   Det var gennem lang tid blevet mageligt at vente, stående uden at gøre noget, uden at handle, men der var noget i ham, der eksploderede, der antændte. Hans fødder under ham fortsatte deres løb, stranden løb snart tør for sand, som hans fødder løb tør for idéer. For enden af stranden satte han sig.
   Derfra og hertil var der er et mørkt hul i hukommelsen. Måske var sanseindtrykkene for voldsomme. Han måtte væk fra denne bænk, hvis ikke han skulle stivne i tanken. Det var en morgen midt i weekenden, folk vandrede rundt med øjnene i jorden, nogle få var berusede fra natten i går - gad vide, hvad de alle går og skjuler? Fortiden hang langt ude i horisonten, som mennesker der ikke vidste om de skulle leve eller dø. Det var som at leve i en glemsom tanke, hvor man hele tiden skulle kæmpe for at holde gang i åndedrættet. Han havde læst om denne sult, men havde aldrig selv oplevet den. Ikke før nu. Måske skulle han sætte sig på et fly som alle de andre, forsvinde væk fra det hele og glemme alt om, hvem man er - eller måske opleve fylde ved det. Han var blevet træt af, at de flammende foretagender kun foregik i hans hoved. Den gamle by han levede i, synes ikke at være stor nok til at holde ham i live, mens den nye synes at være for stor til, at han kunne skelne sig selv fra den blodige masse, der spredte sig i gaderne.
   Han rejste sig fra bænken. Trådte stille ud af tågen.
   Fandt en stor metalgenstand, der stod i al sin grimhed midt på torvet. Det lignede et pissoir, så det blev også brugt som et. Nogle stemmer råbte efter ham i det fjerne, men han var ligeglad - i bund og grund var de også - det havde travlt nok med sig selv. Der blev hurtigt stille. Han huskede en mand, der ville have lavet noget meget smukkere, men sådan skulle det ikke være, de mente åbenbart ikke, at det var værd at forsmukke verden, så hellere se den gå til i en kedelig metallisk masse. De fortjener den hånende applaus. Hans tunge føltes skarp, men det var på tide at lade det ligge, eller skulle man rejse sig helt og sige det lige ud? Det måtte vente, sulten måtte stilles først.
   Han huskede ikke, hvornår han sidst havde spist, måske derfor smagte det lyse brød så godt, selv om det i virkeligheden nok var en smule tørt. Han var ganske tilfreds med maden. Komplimenterede den endda lidt for sig selv, mens han lavede små armbevægelser, der skulle symbolisere en eller anden form for dans.
   Da han var færdig, gned han sig i hænderne. Det var en strålende dag. Mange af de andre gæster kiggede langt efter ham, da han forlod spisestedet. Under det miserable ydre gemmer der sig et smukt menneske.
   Han kunne ikke slippe tanken om metalgenstanden nede i byen, hvad lavede den der? Den havde ikke plads der, den var skabt en kunstner udenfor byen, langt væk fra byen, væk fra øen - som alt andet efterhånden. Det kommer det samme sted fra, det må lede, nej, det har ledt til ensformighed. Kunsten er blevet til "kunst". Han græmmedes, da han stod ved den igen. Alle de flammende foretagender der gik til, selv når de havde forladt tanken, bare fordi man levede her.
   På vej hjem gik han gennem skoven. Han vidste, hvor alkoholikeren sad, han havde længe fascineret ham, men han havde ikke turdet nærme sig. Det skulle være i dag. Han havde alligevel ikke noget, han skulle nå hjem til. Hans kæreste var ikke hjemme de næste uger.
   Han sad der ganske vist. På sin træstub.
   Hvordan skulle man gribe en sådan situation an, han ville jo ikke forstyrre.
   - I et så småt land som dette, er der ikke plads til de svage, er der ikke plads til dem, der ikke vil bo i "centrummet" (centraliseringen), ej heller til dem der gerne vil nyde livet, der gerne vil leve eller til dem med noget på hjerte. Mit navn er Marius. Jeg har længe betragtet dig, haft svært ved, hvordan jeg skulle gribe det an, så det blev på denne måde.
   - Ja, der er jo ikke mange, der taler til mig. De tror, at jeg er en fiasko, når jeg sidder her, at jeg ikke har noget at byde på. Jeg går under navnet Alfred, eller måske er det bare mit rigtige navn. Du har ret. Sjovt, at en så ung mand som dig, kan have ret i sådan noget. Vil du have en ceres?
   - Jeg takker aldrig nej.
   - Hvordan fik du det påskud at nærme dig?
   - Det har længe været en tanke, jeg har gået og leget med. VI har jo en tendens til at se den anden vej, når der er folk, som lever anderledes end os - helt tæt på. Men jeg har altid haft det på en helt anden måde. Mit problem er, at mine handlinger ofte bliver i tanken. Det er nok min generations sygdom. Men du, du handler.
   - Jeg gør ikke en skid. Ikke længere. Men det har gjort mig fri at leve i skoven.
   - Jeg husker min barndom. Jeg husker de mennesker, der omgav mig. Der opgav mig. Deres snævre syn har de fået ind med modersmælken, som om de tror, de er bedre end andre. De er værre end andre. Undskyld. Jeg vil ikke sænke til deres niveau, det har jeg aldrig villet. Men måske er det ikke deres egen skyld, at de faldt ned i et dybt hul, hvor de blev fanger i en snæversynethed, der begraver al menneskelig kærlighed - for at udskifte den med konflikt. Måske er det de små firkantede mennesker, der er i den firkantede kasse, der bor i en firkantet by; som er værre end selve hullet, hvori snævertsynetheden bor. Had er ikke min side, heller ikke at hovere, men de bliver et spejl, de smitter os. Det er bekymrende. Hvad skal man gøre ved landets situation?
   - Give op. Jeg gav op, og det gjorde mig lykkelig. Men noget siger mig, at du ikke bukker under som jeg. Forhåbentligt ikke. Du har ret.

Han vågnede op i skoven med et hoved fyldt med rod. Det var gået vildt for sig.
   Journalister stod omkring ham, mens han kom til sig selv. Det var uforståeligt, hvad de ville ham - faktisk havde han slet ikke lyst til at skulle udstilles på den lille skærm.
   Hans ord var på en eller anden måde sluppet ud i de forbandede medier, hvor en eller anden nationalistisk politiker havde fordrejet hans ord. Denne sagde, at han ville skade landet og at han skulle deporteres med det samme - måske var det politikeren der skadede landet, ikke ham - han valgte at stå ved sine udtalelser. Det ville være godt, hvis det lille land kunne holdes sammen, holde om hinanden og indse at de ikke skulle defineres ud fra én by. Han lagde op til forståelse, forsmukkelse og kærlighed, mens hun lagde op til ensretning, kedsomhed, had og frygt.
   "Landshader holder fast på sine uhyre udtalelser", lød overskriften i dagens aviser. De blev selvfølgelig bragt dagen efter. Han kunne slet ikke begribe, hvad han befandt sig midt i. Sådan går det, når man taler med sine venner i privaten. Pludselig havde han fået et stempel på sin krop, som han ikke kunne vaske af. Det gjorde ondt. Han gav op.

Lyden af vand der drypper. Lyset der træder til side for mørket. En underlig tæt tåge af fugt der ikke forsvinder.
   Han havde ondt i det meste af kroppen. Det var en smerte, han ikke kendte til. Han følte sig mere døsig end normalt, når han vågner. Det lignede ikke et sted, han før havde været. Hvordan skulle det også kunne det? Han kunne meget hurtigt overbevise sig selv om, at han aldrig havde levet i disse huler.
   Havde den afsindige kvinde gjort alvor af sine ord?
   Han følte sig reduceret. Det gjorde han i forvejen, men nu kunne han ikke længere undertrykke det. Det var underligt, men alligevel spændende.
   Ville han tilbage eller ville han blive?
   Udenfor skrev bølgerne sig ind i klippens historie. Der var et godt stykke ned, men hvis han ville videre med sit liv, måtte han springe ned. Der kunne være klipper nede i vandet, men hvis ikke han sprang, ville han sulte indtil døden.
   Et åndeløst øjeblik og så...
   Efter at have svømmet i et stykke tid, ramte han endelig land, men det var ikke hans eget. Det undrede ham, hvordan de havde båret sig ad med at skille ham af vejen. Det var vel sådan noget de gjorde somme tider. Når nogen sagde dem imod, smed de dem ud! Selv deres "egne".
   Han tog det hele med godt mod, han kunne blive her i dette dejlige, frisindede land indtil han havde styrke til kampen. Indtil da måtte eksperimenterne holde ham i live.

Lad deres grundlag smuldre.
   Et lille suk, to øjne, en mand, et menneske. Bænk og by.