Døren lukket og smækket bag sig. Han går et par skridt, vender om, ser opgivende på døren. Dette mismod, dette tungsind. Det havde været nogle fantastiske, næsten oprivende fantastiske, dage. Vinduerne var præget af det mørke, der nu huserede i huset. Det føltes katastrofalt i ham, at han nu skulle hjem til et mørke, han ikke kunne rive sig løs af. Midlertidigt.
Hvis der ikke skal særlig meget til at gøre en lykkelig, skal der heller ikke mangle særlig meget, før man igen oplever, lever ulykken. Ofte er det en midlertidig situation, men når man lever i det, er det svært at huske det.
Raske skridt hen ad de skridende stræder. Toget venter ikke på hvem som helst. Ikke på ham.
Som altid i god tid.
Skyerne trækker sig tilbage over himlen, mens lyset kommer tilbage. Solen hengiver sig en smule til landsbyen. Han sender sit blik ud over byen, mens han står og tænker, lettet. Hvis man til sidst kender en by som sin egen bukselomme, kan man gå tabt i sin egen lommens mørke; det roder jo ofte i sådanne bukselommer.
En ældre dame ser forfærdet på ham, mens hun glider forbi ham. Han ænser det ikke. Hun fortsætter med at fordømme ham i sine tanker. Sådan så man ikke ud på hendes tid (det gjorde man, men hendes generation havde lært at forbande anderledesheden). Hun tog hendes magasin frem, hvor der stod noget om de ophøjede magter, overvejede om hun skulle give ham bladet, men besluttede sig for at holde hendes løsning for sig selv (godt det samme).
Hun havde aldrig levet med et lettet hjerte, kun tynget, evigt tynget.
Én kom lige i sidste øjeblik. Denne var ikke meget for at forlade sig hjem, hvorfor der altid blev ventet til i sidste øjeblik med at tage af sted. Hvis alle farerne gemte sig udenfor, hvorfor var det så indenfor uroen fandt frem?
Toget ankommer med vanlig præcision. Mens han kigger ud ad vinduet, ser han den grå by forsvinde. Der er kun ganske få lyspunkter, men de lyspunkter kan være nok til, at man kunne blive lykkelig der. Han sidder med et åbent sind i toget, betragtende på alle der går forbi. Han håber, at de vil sætte sig hos ham, så han kunne få en samtale i gang. Men ingen sætter sig, de går alle sammen videre; for visse mennesker gør det ondt, hvis de skal engagere sig i andre menneskers liv.
Den ældre kvinde sidder på samme måde som han, bare lidt længere nede i toget, forskellen er, at hun fordømmer alle de, der går forbi. Og hun håber, at ingen vil sætte sig hos hende, men så alligevel. Måske kunne hun påtvinge dem hendes løsning.
Han var begyndt at forsøge på, at fremtvinge en ændring i hans situation, når han ankom ved hjemmet. Indtil videre havde det ikke båret frugt. Det havde han heller ikke regnet med, så han blev ikke skuffet.
Et eventyr kunne være på sin plads.
Der var engang en mand, han boede i en spand. Nej, mere seriøst. Et virkeligt eventyr. Sådan som han plejede at gøre somme tider, men som efterhånden var gået tabt i hans lykke. Ikke at han savnede disse eventyrer under normale omstændigheder, men dette var ikke en normal situation (ganske vist havde han oplevet det før).
Når han kom hjem.
Træerne stod lange og tynde, nærmest frysende, udenfor. Det mindede ham om Hr. Munchs malerier. Der var nærmest en skræmmende lighed, som han valgte ikke at tænke nærmere over. Nu tænkte han på malerierne i stedet.
Der sad en plet på hans jakke. Den var kommet af madrester og et forsøg på at rense tænderne efterfølgende. Den bekymrede sig ikke om varigheden eller grunden til sit liv.
Fokus.
Nå ja, fokus. Det forbandede fokus. Undskyld. Tilbage på sporet. Dér, han er dér, her. Han er en patient af verden, for verden, den ene er terminal, mens den anden er hypokonder. Han hoster lidt og griner. Løfter lidt på tankerne, ser ud af vinduet, der holder ham inde.
Toget stopper ved perronen, hvilket betyder, at han snart er hjemme. Han skal tage bus nummer ni. Det ved han. Vinduerne er smudsede, han ville ellers gerne se ud - i stedet ser han rundt i bussen. Han har fået lyst til at køre rundt hele dagen, betragte menneskene, fortælle dem eller glemme dem.
Da han endelig kommer hjem, tager fat i døren, mærker kulden i lejligheden: indser, at mørket har fortrængt sig selv. Det var åbenbart ikke så kraftig som han havde frygtet. Han ånder lettet op.
Radiatorerne kører på fuldt blus, derfor forstår han ikke kulden. Tiden var inde.

Der er fem forskellige veje. Træerne står smukke og uberørte i midten af det hele. Han vender sig om, ser, at hans fodspor er de eneste i sneen. Det er et nyt område for ham.
Han vidste jo, at det ville have en indvirkning.
Hvordan skulle han vælge den rigtige vej? Og skulle han lade sig overrumple og kun vælge én? Det var en sær fornemmelse, der spredte sig rundt om ham.
Han så en troens hus, ironisk nok lå det på den eneste ensrettede vej. Den vej ville han aldrig vælge. Huset var fyldt. Måske kunne det alligevel være sjovt at gå derind, vise sin åbenhed og måske optage nye indtryk, der kunne hjælpe ham i hans retning. De måtte trods alt kende noget til området.

Troens vej
Huset virkede så belastet, så tungt da han trådte ind ad døren. Ikke fordi folkene ikke var glade derinde, men fordi han ikke følte sig veltilpas ved situationen.
De så skævt til ham.
Han måtte åbenbart være den, der brød tavsheden. Han forsøgte at spørge ind til, hvad det var de foretog sig her, men de ville ikke svare, da han ikke var medlem af deres forsamling (betalte penge til dem). Jaget ud.

Pessimismens vej
Mennesket er så satans socialt, men hvordan skal det klare sig i verden? De er ved at udrydde det sociale, erstatte det: teknologi. Farvel til sociale samtaler, farvel til opblomstringer og kaos, som følger, når man snakker med en person, der kan komme til at betyde noget. Sluk computeren. Du kan slukke den, så er alle væk. Så er du alene. Du har altid været.
Så kan du sidde der med dit uopfyldte potentiale.

Den rejsendes vej
Rejser, men vender aldrig tilbage. Ikke som sig selv, men som en anden. Det er smukt og poetisk. Man kan fralægge sig det edderkoppespind, der stille var begyndt at gro om en: edderkoppen paralyserer dig, mens du sover, mens du er i dvale.
Det mest skræmmende er vel, at det er så let; ingen rødder binder, intet holder dig tilbage, du er fremmed i dit eget land - føler dig hjemme, steder hvor du kan begejstres; er du begejstret for mig? Jeg er på vej videre.
Slå dine rødder ind i mit liv!

Optimismens vej
Fuglene sang, drømte sig væk fra sneen. Den var ikke noget for dem. Med deres små fuglefødder ville de sidde uhjælpeligt fast, indtil naturen havde gået sin gang.
Han fløjtede en melodi, han ellers havde glemt. Det lettede hans hjerte. Måske var han alene her, men alene er ikke det værste der kan ske. Andre kan let bidrage til at pessimismen vokser i én (se pessimismens vej). Det var sløret bag ham, som om byen forsvandt, mens de åbne vidder åbnede sig for ham, så han kunne træde ind i sit barndoms univers. Fyldt med optimisme. Løbende ude på markerne med friheden i hænderne, håbet i øjnene og et voksende potentiale i hjertet. Tilbageblik.

Ændringens vej
De andre veje havde efterladt et kort, skræmmende, oprivende og sært indtryk i hans legeme. Det var, som rev de fat i ham, men skubbede ham bort på samme tid. Han prøvede sig at nærme dem, men uden held. Han fik kun overfladiske skrammer. Han havde håbet på mere, men ville ikke tænke nærmere over det.
Denne vej lukkede ham ind. Det bragte nye glæder i hans indre, det var en mulighed. Vejen virkede lang.
Efter at han havde gået lidt, kom der mange forskellige skilleveje. Det virkede overraskende let for ham at vælge, han behøvede ikke tænke nærmere over det.
På vejen begyndte skikkelser at komme til. Med tiden: mennesker. Dyr også. Brud.
Kontrol, i fuld kontrol, ukontrollerbar. Hjerneaktivitet: løse forbindelser: sammenbrud: opblomstring.
Det lignede meget hans egne blodbaner, men alligevel følte han sig som en fremmed. Det var så underfundigt. Han havde genfundet en form for lykke, den kom ikke i glas eller skulle indtages - den flød rundt i universet - det eneste han skulle, var at gribe ind. Men han ville dybere ind, tættere på inden han turde ændre på noget.
Han var på sporet af noget.
Når han vendte sig, så han, at vejen forsvandt bag ham (selv horisonterne kunne ikke fastholdes). Når han så vendte sig tilbage igen, så han, at vejen foran ham kun var ganske kort, men den voksede, når han tog et skridt. Det var, som om at han skabte verden omkring ham.
Hans fantasi havde nok taget skade, påvirket, undertrykt af mediestråler.
Et lille hus (en hytte) kommer til syne i afstanden (han kan nu skabe længere frem), men efter den er der ikke mere. Kun horisonter. Han vidste, at det han søgte, var i huset. Eller den han søgte?
Pludselig slog det ham: spildte han sin tid? Nej, det gjorde han ikke, det kunne han ikke, dertil elskede han livet for højt. Han måtte eksperimentere, netop det måtte han.
Foran døren. Skulle han banke eller skulle han lade være? Nu var han her, så kunne han jo ligeså godt ændre på det. Så mange havde drømt om at stå, hvor han nu stod, men der fulgte et stort ansvar med, det vidste han. Det var sket før, én gang. Nu var det på tide, at det aldrig var sket. Aldrig skulle ske igen. Igen?
Tre lidt svage bank og tre hårde, faste som man ikke kunne undgå at høre, lige meget hvad man foretog sig. Han forestillede sig, hvordan de sidste bank fløj gennem rummet som knive, der skar de lyttende i deres hørebølger. Ikke nok til at de forblødte, men nok til at de ikke kunne ignorere det. Han vidste der var to, måske tre. Når de åbnede ville kaos bryde ud. Hvorfor? Fordi. Der var kun en der skulle reddes, denne befandt sig ikke i huset (kun måske). Han kunne høre nogle langsomme, droge skridt bag døren, et tungt åndedrag og et host. Glasset der bliver sat på kommoden i forgangen. Nu sker det. Nu. Det er nu. Det har været, men er nu.
Forundrede ansigter. Manden der åbner, (gen)kender ikke manden, der bankede på.

Tilbagevejen
Pludselig var han ikke så bange for at gå tilbage igen. Han så forsiden af de nye fodspor, ramme forsiden af de gamle - det skræmte ham ikke. Intet skræmte ham længere.

Eftervirkninger
Skulle han have kaldt det noget andet end veje? Kunne folk forstå hans underlige rapport? Sær grimasse i spejlet. Underlige lyde midt om natten. Ting man ikke kan ændre (før nu).