Engang var du som mig,
fyldt med liv;
en livlig atmosfære
hvor livet kunne blomstre

Du var bedre end mig,
smuk og ren;
en overdådig natur
hvor man kunne svinde hen

Jeg var misundelig på den lethed
du havde med alt;
alle elskede dig højt
ville kun leve sammen med dig

Vi spadserede hvert vores sted,
i dette univers;
du var smukkest
det indså jeg efter kort tid

En dag krydsede vores baner,
et sammenstød;
jeg tog dit liv
som var det en ting jeg ejede

Nu hænger du forladt derude,
ligner et krater;
jeg stirrer på dig
og elsker at jeg udslettede
min enestående modstander:
Nu lever de alle her
men de hærger mig