Pludselig er rummet mørkt, stemmerne er gået til ro og den brummende lyd er vendt tilbage. Jeg ser mig omkring, men genkender ikke mine omgivelser. Det er et kedeligt landskab, hvor de store bjerge er udeblevet. De er nok blevet hjemme. Det er køligt her, måske er det kulden, de er bange for.
   Jeg mindes, at vi var to. Måske tager jeg fejl.
   Mine arme er blevet underlige. De hænger ned langs siden på mig, uden at jeg kan bevæge dem. Det klør på næsen. Jeg holder gang i smilet, så længe det brænder, spreder det glæde i mit størknede indre. Efter at jeg har hængt her lidt, bliver jeg nødt til at forsøge igen, denne gang med benene. De virker heller ikke. Det var da underligt. Det bliver nok en smule svært at komme nogen steder. Jeg kigger mig om igen, men denne gang en smule mere ophedet i mine tanker. Jeg konstaterer, at der ikke er nogen mage til mig. Det gør det hele lidt mere kompliceret.
   Det samme spørgsmål melder sig gang på gang, hvordan er jeg endt her? Noget ulmer i mine tankekroge, som om at jeg har forladt noget i al hast. Men hvis jeg har forladt det i hast, så er hasten forsvundet - den har efterladt mig uden bevægelsesmuligheder.
   Et dyr går rundt nede på gulvet. Det kigger op på mig, men jeg kan ikke komme i kontakt med det, selv om jeg forsøger at komme ud med alverdens ord. Det resulterer i, at den går videre. Lidt efter hører jeg dens foder knase. Derefter en fredfyldt brummen.
   Under alle omstændigheder er det bedre end før. Bedre, hvordan kan jeg vide det? Jeg ved det. Men jeg må undersøge det. Jeg må underbygge det. Var vi ikke to? Det må vi have været: en til at ophænge og en til at hænge, en til at forsætte og en til at fryse fast, en til at forlade den forladte. Der spreder sig en mærkelig følelse af, at der sidder en stregkode på min ryg, som om at jeg er produceret, mærket og sendt. Et produkt, en vare. Jeg husker små kasser, hvor vi sad fast, hvor vi ikke kunne bevæge os, ikke se ud.
   Jeg må undersøge den flade, jeg hænger på.
   Men der er faldgrupper.
   Ingen at tale med, ingen at se.

En skikkelse bevæger sig gennem mørket, mens mørket forsvinder ved dets hånd. Der bliver gået frem og tilbage, som det passer dem. De er blevet flere. De taler med tunger, som kun han kan tænke.
   Jeg mindes en berøring. Jeg er vågnet fjernt fra det sted, hvor jeg hang i går. Der er noget tæt på mig, som jeg kan undersøge, måske kan det hjælpe mig, eller måske vil det blot skade mig. Jeg må træde varsomt. Det ligner et sammentrykket billede af de skikkelser, der sidder og siger lyde til hinanden henne ved bordet. De kigger meget ned derhenne. De holder et lille firkantet blad i deres hænder, som offentliggør alle dets fordomme, mens de holder dem for sig selv. Men de kan ikke undgå at blive mærket, ændret, fordærvet. Fokus. Jeg må tættere på. Der er noget, som holder billedet hængende. Det er, som om at vi er relaterede med hinanden, selv om jeg aldrig har talt med andre end mig selv.
   Det kunne være spændende at bevæge sig af sig selv.
   Alle de dårlige dele er udskiftet, kun de gode fik lov at bestå.
   Jeg er efterhånden kommet tæt nok på. Vi kan tale sammen, men hvordan starter man? Jeg kender ikke de indledende manøvre, der kan sikre en god samtale, en livsændrende samtale. Men jeg har på fornemmelsen, at det er mig, der skal tage det første skridt. Ellers bliver det ikke til noget.
   Jeg er ikke kommet tættere på en løsning ang. om vi var to, eller om jeg altid bare har været mig. Det er umuligt at finde et svar på. Måske derfor er det så interessant. Hvad skulle jeg ellers foretage mig? Andet end at ændre form når jeg finder det passende.
   - Hvor kommer du fra?
   - Kina, svarer hun overfladisk.
   - Du ligner ikke en fra Kina. Eller det ved jeg ikke, jeg har aldrig været dér. Men du ligner mig. Du ligner dem. Vi er ens.
   - Jeg mærker graveringen i min ryg. Skal jeg tjekke din?
   - Det må du vel gerne, siger jeg, selv om jeg helst så mig fri af svaret.
   - Kina.
   - Det kan ikke passe. Det forstår jeg ikke. Er du sikker? Det må du jo være, du har lige tjekket det. Hvad dine øjne viser dig, stoler du på?
   - Ja, siger hun uengageret.
   - Hvorfor taler jeg så ikke kinesisk?
   - Det er en af de gåder, vi må leve med. Tænker du måske nogensinde over, hvorfor vi hænger her uden at deltage? Hvorfor vi håber på mere, men er lykkelige for det, vi har?
   - Selvfølgelig tænker jeg over det. Jeg tror, du misleder mig. Måske misleder jeg mig selv.
   Stilhed.
   Det tilbagevendende mørke.
   Var vi ikke lige to?