Det er tidlig morgen i parken, ingen mennesker er endnu nået frem. Vanddråben glider stille fra træet mod jorden og rammer uset, udtørrer stille. Imens kommer beskytteren gående, han er den, der beskytter de andre, men som ikke selv kan beskyttes. Solen er end ikke begyndt at skinne endnu. Rundt omkring ligger resterne fra i går, smadrede flasker og sammenkrøllede cigaretpakker, alligevel finder han en enkelt smøg fra inderlommen for at holde sig gående. Som en dampmaskine ruller han gennem det vandede landskab, der drukner en, hvis man står stille for længe. Han får fat i al den pant, han kan finde. Sætter sig lidt på bænken, som står unaturligt rundt om træet, tørrer sveden af sin pande og betragter sine tatoveringer - smiler ved tanken om, at han er fucking ligeglad. Det er allerede lang tid siden, at han druknede.
Efter, at panten er indleveret har han igen forsyninger, både mad og drikke til resten af dagen. Overlevet endnu en dag. Måske. Han stiller sin vogn tilbage på sin plads under træet, mens han står stille, venter, inden længe dukker de op i bølger, skyller borte fra byen og ud, hvor de ikke kan bunde. Og så er han klar. Han kan ikke huske, hvor han sov i nat, men han ved, hvor han er nu. Han ved, at han er slidt, men han er tilfreds med sit valg - det startede ved en tilfældighed, men fortsatte bevidst; kun tiden kan forklare, hvorfor han er blevet et uvæsen - i andres øjne - men i sine egne er han lykkelig. Han er punker, han er sort, hans hår holdes i live af en fjer og hans rus forbliver hans ven. Det er sgu noget pis, hvis man ikke kan leve som en spasser, en handikappet - jeg er en krøbling, hvis jeg skal tilpasse mig et samfund, jeg ikke gider - derfor har jeg valgt mig selv, derfor har jeg valgt hjemløsheden, tænker han tilfredst. Det er alligevel for velkendt, smagen, lugten, lyset.
Nu kommer de.
Ventetiden er slut.
Uvisheden forsvinder og musikken går i gang. Beskytteren er endelig ved at kunne beskytte igen.
"Jeg er beskidt, giv mig øl!", råber Peter, der aldrig har haft overskud til at gå i skole eller få et job. Beskytteren knapper den første op og lader strømmen tage Peter, roligt dog. Der er ingen tanker om profit eller bagtanker for den sags skyld, kun tanker om at overleve endnu en dag som forelsket i livet. Beskytteren har et fast indslag, hvis der skulle komme udefrakommende forbi i løbet af dagen og natten, en forklaring på, hvorfor de lever som de gør. Et forsvar. Først tvivlede han lidt på sin måde at forvalte livet på, men efterhånden blev det mere klart for ham, at det var den bedste måde. Nu er han i midten af 30'erne, parat til at ofre sig selv gang på gang, holde andre oven vande, mens han svømmer under dem, i sølet, der holder ham ren, fri af tanker.
Endelig dukker nogle tilfældige op. Dem han har ventet på. Faktisk har han et svagt minde om, at han har mødt dem før; men han er ligeglad. De skal have forsvaret igen, talen, der overbeviser om, at de ikke er monstre, men at de lever i et hav som ikke skader nogen - faktisk er de redningsbåden.
"Velkommen til, kan jeg byde på en øl? Det er gratis. Jeg gør sådan, at jeg samler flasker hver aften og nat, som jeg ombytter til mad og drikke, så vi har nok til en dag mere. Her er alle velkomne. Vi er fucking urørlige, når vi står sammen. [Folk klapper] Det er på tide, at vi hører noget punk!". Han går væk fra de tilfældige gæster, i sløret gang gennem græsset, mens han nynner sin fortabte sang. Der er ingen vej tilbage, når man vil beskytte alle andre end sig selv. Men natten forløber fredeligt, ingen mennesker mister livet og ingen kommer noget til, men mange kommer og forsvinder; drukner og genopstår i lugten af grønne planter og tabt ungdom.
En nat senere vågner beskytteren ikke langt derfra, klar til at finde en ny dag gemt i flaskerne - den lykkelige gang gennem gåderne. Én dag i havet hvor ingen drukner, men hvor alle har svært ved at flyde med, derfor svømmer de imod, står imod og har modet ved deres side, mens de kæmper mod hverdagens skaldede drage.
Nu er det hans fødselsdag, punkeren længe leve. HURRA HURRA!!