Han var på mange måder sølle, denne Pind, som han kaldte sig. Når han traskede gennem gaden, kunne man se, hvorledes alle græmmede deres ansigter, uden at han selv opfattede det. Og lige netop dét, medførte, at han uden videre så sig selv i spejlet og følte sig sikker på hans ydre former. De indre var en hel anden sag.

Allerede da han var spæd erklærede lægerne, at han var et medicinsk vidunder, det første af hans slags. Han lå alene, han fik et helt rum for sig selv, så de mere primitive småbørn ikke ødelagde hans sfære. Inden længe groede han, som han skulle, og som det hele tiden var planen. Hans øjne dannedes også regelmæssigt, og kunne straks se på tværs af de forskellige dimensioner. Det kunne han more sig over i flere timer. Der opstod dog få problemer med hans fremtræden, og i kraft af hans skikkelse, begyndte folk at strømme til for at se, hvordan det kunne gå for sig.
   Alene hans situation gjorde, at man ventede i spænding på hans første ord, de måtte blive en ny verdensorden værdige. Han begyndte at mærke øjne, hvor end han bevægede sig. Disse øjne føltes som et lille glas hjerte, der ville blive hans død, hvis han tabte det. Hans skuldre var for unge til sådan et pres. Men sådan var det at være et medicinsk vidunder.
   Aldrig mere. Aldrig nogensinde. Aldrig. Han var blevet gammel nok til at indse hans skæbne. Han havde lige fået fortalt de ord, som lærte ham om smerten. De ord der skulle forfølge ham, som en kvindes duft forfølger en mands næse. Han ville ikke længere kendes ved det navn, som de havde påduttet ham, det var alt for grandiost til ham, så nu hed han altså Pind. Han takkede lægerne for deres indsats, men erklærede at dette ikke længere var stedet for ham. Han måtte ud i verden, han måtte se den verden, som alle havde talt om. Han havde nu boet i rummet i 17 år, uden at nogen havde tænkt over, hvad han følte - inklusiv ham selv. Han havde aldrig mødt, eller kendt et menneske. Det eneste han havde mærket, var talens trykkende toner når den kravlede ind under døren, som tillukkede hans elskede rum. Det underlige var, at han følte mange mennesker kendte til ham. Og efter denne nyhed måtte han se, hvorledes et menneske så ud, og hvad det foretog sig med sine dage. Lægerne udsagde deres højeste protester, men han var ligeglad, han rev sig løs af stikket og følte noget mærkeligt trænge ind i hans åbning under øjnene. Det kildede så dejligt, og han følte noget, som han aldrig havde følt før.
   Da han kom til bevidstheden, sagde lægerne, at de nu have givet ham menneskelige egenskaber. Nu vidste han pludselig, hvad det var der var kommet ind ad hans næse, og at han var besvimet af fryd. Han var meget fascineret af dette i starten, følelser var en ny ting for ham. Pludselig kendte han til ord, og lægerne sagde, hvorledes man havde ventet ord af ham, men hvordan de aldrig var kommet - de havde udbedret hans mangler, syntes de i hvert fald selv. De sagde det ville tage lidt tid, før de kunne lade ham gå. Det var noget med nogle papirer, der skulle underskrives, og nogle lejligheder der skulle lejes. Han måtte lære lidt om tålmodigheden.
   Den lange proces var afsluttet, og nu var han fri.
   Men han følte stadig lænkerne kradse, og var en smule mishaget ved situationen. Det var ikke, som han forestillede sig. Der var stadig fire vægge omkring ham og stadig vinduer, der afskilte ham fra verden udenfor. Han bevægede sig usikkert frem, følte på tingene, mærkede deres varme og et smil blev født. En tryghed spredte sig i lokalet, det virkede som om, at det nok skulle gå. Han fandt frem til toilettet og vidste ikke, hvad han skulle gøre ved sig selv. Det var nyt det her. Førhen blev alt klaret for ham, skabt for ham. Han havde stadig sin første sætning til gode, han tænkte, at han hellere måtte vælge den med omhu, så han kunne indfri nogle af de forventninger, som folk havde opbygget omkring hans væsen. Udforskningen bredte sig også til de resterende rum, hvor han så ting, mærkede ting, som han aldrig før havde tænkt mulige. Hans tværdimensionelle syn havde lagt sig, men ting var begyndt at stå faste for hans øjne - ikke kun omrids, men virkelige ting. Snart meldte der sig en følelse, han måtte se sig selv.
   Var det alt?
   Ja, det var det. Sådan ser et menneske ud. Skuffende. Lægerne havde malet et billede af noget smukt, men de havde tydeligvis løjet. Han fandt straks frem til journalerne, som gemte sig bag spejlet, og der fandt han billeder af hans skabere, eller lægerne som vi kalder dem i denne sammenhæng. De var også mennesker, de havde samme antræk som han selv. Men alligevel var der noget anderledes over dem. De virkede som en sammenhængende masse, men med deres individuelle træk, sådan gik det altså mennesket. Han måtte trække i svarenes kappe, han kunne ikke holde til at være tynget af spørgsmålenes evige genkomst.

Han var gået offentligt, det var gået galt. Folk forstod ham ikke, og det var måske det værste, der kunne ske ham, men han tog det ikke så tungt, som de, der havde skabt ham. Han havde råbt og skreget, at han var Pinden, den uknækkelige Pind, men ingen tog ham seriøst. Kvinderne dånede dog ved hans udseende, og det fandt han yderst interessant. Nu forstod han, hvordan man var en rigtig mand.

Allerede efter mødet med verden og efter hans første ord, forstod han hvad meningen med det hele var, nu var det bare om at tage chancen. Han var ikke længere alene, der var kommet flere til efter ham, men de havde ikke haft samme mod - de sad stadig tilbage i det tomme lokale, mens de blev holdt i live af ledningen. Han havde ikke rigtigt fundet nogen anledning til at søge videre, for han vidste ærlig talt ikke, hvad det var han søgte efter, men han havde et dybtliggende væsen, der sagde ham, at han måtte finde et svar på det hele... Sådan gik dagene så stille, mens han svømmede rundt i forskellige have, der skulle forestille at give ham varme. Hver morgen når han vågnede, så han sig selv i spejlet for at se, om han huskede rigtigt, og det gjorde han: Et velplejet menneske, som havene udtrykte det.
   Alene gentagelserne, var blevet en del af dagen, som han ikke kunne leve foruden. Sikkerhed ved at vågne, og sikkerheden ved at skulle sove, gjorde ham tryg. Problemet var, at der ikke skete meget mellem de to begivenheder. Han følte, der måtte ske noget. Ifølge lægerne, havde han alle muligheder for at gøre, hvad der passede ham, det gjorde han så. Han så måner, stjernestrømme, undervandshuler, tårne, bjerge og verdens storbyer, men følte sig stadig som et tomt hylster, der bare lå på bordet, klar til at blive fyldt op med relationer. Alene gentagelserne, var blevet tilbage, selvom han havde set hele verden.
   Aldrig mere. Aldrig nogensinde. Aldrig. Hun havde slået ham ihjel, uden at han vidste hvorfor. Måske var han begyndt at kede hende, eller måske var han begyndt at kede sig selv. Han trængte så dybt ind i hendes bevidsthed, uden at finde de svar han søgte. Han løb forvildet rundt i gaderne, så sølle han så ud, denne Pind. Folk vendte sig efter ham, de havde set ham i tv mange gange, han var den første, men samtidig den sidste af sin slags. Alle vidste jo, hvordan det ville gå, men alligevel havde de fulgt med i alle hans aktiviteter.
   Han kunne ikke mere.
   Det havde overrumplet ham, og han have tabt, men han var udstyret med et smil.
   Folk troede de kendte ham. Lægerne havde beklaget, men det syntes ikke tilstrækkeligt. Eksperimentet mislykkedes.