Siddende som vi kender ham i hans gamle, slidte gyngestol. Det er længe siden, han har ytret sig, vi ved ikke hvad han fejler. Eller de ved ikke, hvad det er han fejler, jeg er her bare som observatør, som beskriver. Engang var han en herlig mand, han fyldte meget i folk omkring ham. Mange mente, at hans største fejl var, at han ikke kunne se, hvor begavet han selv var. Ingen ved, hvad der gjorde, at han blev tavs. Der er skabt mange teorier omkring det, men der er ikke kommet nogen definitiv afklaring på problemet. Jeg skulle mene, at jeg har løsningen efter meget lange undersøgelser, har jeg fundet frem til det. Det krævede meget af mit blod, og jeg blev nødt til at gøre ting, jeg aldrig troede, jeg skulle komme til at gøre. Men nogle gange bliver man nødt til, at ødelægge sine egne værdier, for at kunne klarlægge andres. Denne mand er vigtig, så vigtig at jeg er ligegyldig i forhold til ham.
   Han havde mange tanker omkring verden. Mange smukke teorier, der beskrev de mest komplekse sammensætninger af menneskesindet. Men vigtigst af alt var tankerne omkring kærligheden. De tanker må ikke glemmes, derfor skal de med en min rapport, i min klarlæggelse af ham. Han mente, at kærligheden er med til at gøre menneskene tænksomme. Kærligheden skaber omvæltning. Den kan ændre på selv de mest rutineafhængige mennesker. Nogle har før ham hævdet, at kærligheden begynder, der hvor fornuften ophører. Men lige netop dét er det væsentligste, og det smukkeste i kærlighedens væsen. Det er det, der gør, at vi som mennesker higer efter den. Ufornuften er umiddelbar, derved bliver kærligheden det også. Kærligheden er det smukke i mennesket, som tør vise sit ansigt, hvis man ligger sit liv i en andens hænder. Den skulle gerne komme umiddelbart, men dens væsen skal reflekteres. Det skal ikke reflekteres væk, men fremkaldes, bearbejdes og omhyggeligt værnes om. Han mente, at havde man ikke kærlighed, så levede man ikke. Og den ægte kærlighed viser sig sjældent, mange mennesker får den aldrig at se. Men når den kommer ind ad døren, eller når den finder en, mens man er faret vild i sin egen mørke skov, skal man lade den komme til, og man må aldrig, jeg gentager aldrig fornægte den. Der findes en tendens, hvor man bliver bange for den, man flygter fra den. De mennesker forstod han aldrig. Hvem kunne være bange for omvæltningen? Når ens indre værdier ændres, ændres de tit til noget bedre, noget nyt. Det dejligste ved livet, var nu, når man hungrede efter sit elskedes kys. Når en andens sjæl, bevægede sig rundt i ens tankelandskab. Når man følte sig beriget, af en andens tilstedeværelse - eller manglen på samme, når man følte sig berørt. Man bliver aldrig fuldkommen, når man er ene, det er gennem den andens ord, at man skabes, at hele ens væsen fødes. Først dér, når man har fundet denne anden, bliver man levende, bliver man menneske, bliver man virkelig. Indtil da, vil man bare være en illusion, en ting der fylder i verden, uden at bidrage noget til den. Kærligheden er med andre ord: Det der gør, at man lever. I må undskylde min dårlige udlægning af hans tanker, men de virker mig så uoverskuelige og komplekse, jeg har svært ved at forstå dem. Han tænkte ikke kun over kærligheden, der er meget mere. Men det vil i nok forstå, når jeg har sagt mine sidste ord.
   Han var en ensom person. Desværre. Mange genier bliver ofte ladt i stikken, fordi verden omkring dem ikke forstår dem, eller ikke tør forstå dem. Hans hustru, Rosa, elskede ham højt, det gør hun stadig, selv om han har mistet sin funktion. Hun er et komplekst væsen, næsten ligeså kompleks som kærligheden selv, og som ham. Men hun er en spændende kvinde. Personligt tror jeg, at hun kom ind i hans liv, på det bedst mulige tidspunkt, der hvor han var længst nede. Han har altid haft et skrøbeligt sind, der skulle ikke meget til, før at han sank ned i depressionernes forbistrede verden. Hun er en skøn kvinde, den mest skønne man kan forestille sig. Hendes silkehvide hud kan oplyse alverdens mørke, og hendes læber kan få selv en krøbling til at danse. Men nok om det, lad os bare slå fast, at hun er smukkere end forårets blomstring, efter en lang, lang kold vinter. Det ændrede ham, da han mødte hende. Han fandt den kærlighed, han søgte efter, og havde søgt ligeså længe, han kunne huske. Endelig forstod han selv, hvad det var hans teorier handlede om.
   Morgenerne begyndte stille at flyde sammen. Nætterne fremkaldte skyggesider i ham, som han håbede aldrig at se eller føle. Stille kom den listende, denne underfundige følelse, som finder de færreste, men som lever i de fleste. Han kom altid til at tænke på fortiden. De smertelige ting han havde oplevet, han ville så gerne glemme, bare tage imod nydelsen, uden at bekymre sig om, hvordan den tidligere havde forført ham og efterladt ham ødelagt. Hvordan går det til, at mennesker med et ganske udmærket liv pludselig går i stå, går i stykker? Fra den ene dag til den anden, ødelægger de sig selv og alt omkring dem, og kaster skylden fra sig, som var den ikke deres byrde. Det er et af de spørgsmål, man nok aldrig vil finde svaret på. Men dem eksisterer der så mange af.
   Han holdte af sammenkomsterne med vennerne. Der var noget fantastisk over, at se natten gå i seng, mens man stadig var vågen, man havde overlevet nattens kampe, og kunne fra sin sejrsposition overvære sin modstander bukke under. Han hedder for resten Rasmus, hvis det skulle interessere nogen. På et tidspunkt virkede det som om, at han var fange i alkoholens kløer. Et andet væsen, der fylder meget i livet. Det må være fascinationen over, at kunne se verden ændre form, mens man selv ændres indvendigt. En uoverskuelig fornemmelse af, at svæve ude af kontrol gennem forskellige universer, hvor ens væsen ændrer form. Man bliver en anden. Det holdt han også af. Det var det han selv mente, var hans største problem, at han altid følte sig som en anden. Det er vel umuligt, at fastlægge præcist hvem man selv er. Man er aldrig noget fast, nærmere noget flygtigt, som alt andet.
   Men nu tilbage til, hvad vi egentlig er samlet for, nemlig opklaringen af, hvorfor han ikke længere taler. Man ser stadig skyggerne af hans personlighed i hans ansigtstræk. Dette smukke væsen, der har mistet sit største våben. Der har været mange påstande omkring, hvordan han mistede evnen til at tale. Den mest vedholdende er dog den om, at det var døden af hans søn der gjorde udslaget. Det er endnu et uopklaret emne i hans liv, hvordan hans søn døde. Alt peger på selvmord, men alligevel virker det logisk, at der skulle være tale om mord. Anklagerne gik på, at det skulle være Rasmus der havde gjort det, fordi han følte sig truet af hans søns kundskaber, men jeg ved det ikke er sandt. Jeg ved, hvem der gjorde det eller skulle jeg sige, hvad der gjorde det. Jeg ved det ikke, men jeg ved, at Rasmus ikke gjorde det. Hvorfor skulle han? Hans søn var jo resultatet af kærligheden mellem ham og Rosa. Det mest synlige bevis på, at hun elskede ham, og at han elskede hende. Barnet. Det var en trist morgen, da man fandt ham. Hængende fra træet. Gul og blå i ansigtet, med synlige mærker over hele kroppen, der havde været kamp. Efter den dag var Rasmus blot en skygge.
   Jeg finder det mærkeligt. Folk tror, at bare fordi jeg ikke taler, så lever jeg ikke længere. Jeg har aldrig været mere levende, men jeg er bange for ordet. Mine ord minder ofte om gift, og det kan jeg ikke tillade. Folk kiggede så mærkeligt på mig, når jeg sagde noget til dem, som om at jeg var pestbefængt. Stilheden er meget bedre, her kan jeg være i fred med mine venner, mine tanker, mine forskellige personligheder.
   Og kærligheden gør mig stadig levende. Så, er jeg en anden igen. Nu er jeg dig. Sikke koldt der er her, har du det altid sådan?