De havde været undervejs et stykke tid. Byen lå næsten øde efter dem, men deres væsner havde ikke sluppet oplevelserne endnu. De var smeltet sammen på en mærkelig måde, deforme, det samme menneske og alligevel ikke.
   "Vi er ikke så forskellige du og jeg - bortset fra at jeg vender alt hadet mod mig selv, hvorimod du hader verden." Siger den ene pludselig, hvilket får den anden til at stoppe. Tilfældigvis står de ved skillevejen og skulle alligevel stoppe for at tænke over den fortsatte retning.
   "Hvem siger, at jeg hader verden? Bare fordi jeg er på vej til at forlade den sammen med dig, betyder det ikke, at jeg hader den. Måske hader du dig selv nok til at overbevise dig selv om andet. Jeg troede, at vi efterlod alt dette i byen?".
   Svarer ikke.
   "Vi kan kun gå to veje efter det her, det er du godt klar over?"
   "Ja, smerteligt godt klar over."
   Den ene går ad vejen til højre, mens den anden går til venstre; deres sammensmeltning er opløst og er nu blevet til splittelse. Men de mærker ingen forskel. En kvinde forlader desperat byen, men for sent til at nå dem. Hendes rejse begynder således lidt efter deres. Men alle har de alligevel samme mål: at forlade verden ved at fornægte mennesket i dem. Kun det hvide hus i bjergene giver dem den mulighed. Kvinden vælger naturligvis mellemvejen.

Manden, der gik til højre finder sig selv ude af stand til at fortsætte. Derfor sætter han sig ved et træ nær vandet. Lader roen fra den langsomme vandstrøm bedøve ham. Da et menneske pludselig kommer gående mod ham, først lidt genkendelig i afstanden, men da mennesket kommer tættere på, indser han, at det er hans søn.
   "Jeg frygtede, at jeg ville få dig at se. Som en sidste test. Det sidste forsøg fra livet på at holde fast i mig. Jeg har sådan forsøgt at komme ud, inden det var for sent. Det er sent nu. Solen har længe været rød i mit fodspor."
   "Om det er tiden mellem os eller om det er noget andet, så har der altid været et skel mellem os. Du forlod mig, da jeg var ganske lille, inden jeg kunne forstå verden, og inden jeg kunne forstå dig. Men jeg forstår dig nu. Jeg har fulgt dig på afstand, gennem aviser, programmer og dine bøger. Jeg forstår, hvorfor du valgte ensomheden."
   Bækken er blevet mere urolig, vandet er ved at stige over bredderne.
   "Jeg er blevet forfulgt af uheld gennem mit liv, men jeg har elsket og jeg elsker stadig. Jeg husker dig som lille, men jeg var ikke i tvivl, da jeg så dig komme her. Du skal lære af mit liv. Vi har ikke lang tid nu, og du skal gå igen, ellers bliver tvivlen i mig for stor. OG jeg skal være sikker." Sønnen giver sin far et knus, og deres første rigtige øjeblik sammen slutter.
   Kvinden kommer, tager om manden og fører ham med. Hun siger intet, han siger intet og sammen bliver de til intet.

Manden, der gik til venstre fortsatte, selvom hans krop ikke kunne mere. Den dårlige dømmekraft har efterladt ham i dyb mørke, i en hule nær bjergets top. Han lader sig konfrontere af stilheden, mens han kigger udover landskabet under ham. Han fik fortalt, at der ville dukke én person op, men kun en. Venter.
   Alt imens ser han solen bevæge sig for sidste gang.
   Da han er ved at opgive et sidste syn på et menneske, dukker hans tabte kærlighed op. Den klassiske fortælling.
   "Sidste gang. Blot en sidste gang."
   "Det smerter mig at se dig. Men hvis min sidste følelse skal være smerten, er det sådan det må være. Jeg har kendt både lykken og ulykken i dit selskab. Jeg har givet dig mit uredigerede hjerte og ville blot have lidt af den livstid til gengæld - havde jeg vidst, at det ikke var nok, havde jeg ikke ofret mit hjerte så letsindigt."
   "Du vidste, at kærligheden var omskiftelig. Jeg vidste ikke, at jeg kun kunne give dig så kort tid. Men jeg er her nu. Fordi jeg ikke er stoppet med at ville give dig tid, men du forlader verden? Du gør det faktisk?"
   "Jeg tvivler, når jeg ser dit ansigt, mærker din varme og hører dine ord. Du har altid haft en vis magt over mig, men jeg kan ikke vide med sikkerhed, at du vil mig, at vi skal være sammen. At jeg i det hele taget vil dig igen. Jeg ved i det mindste med sikkerhed, at jeg opløses og forsvinder fra den kendte verden, hvis jeg fortsætter til toppen af bjerget. Jeg er parat til at sige farvel til verden og til kærligheden. Til dig. Du er kun et ensomt minde blandt alle andre fra mit liv."
   "Så du giver op?"
   Mere bliver det ikke til. Solen har lagt sig til at sove i bækken, der stadig flyder over. Den tabte kærlighed forsvinder, og kvinden kommer til syne igen. Hun bevæger sig på åbenlyse stier, tager den sidste mand ved armen; de når toppen og forsvinder sammen i de hvide vægge.

Kun verden står tilbage.