Længe gik jeg rundt og blev undertrykt. Mine kantede læber var der ingen, som ville kysse eller berøre. Kun ved mine døde fæller. Jeg håber, der går lang tid før tiden kommer, den vil tage mig med
Vi har aldrig gjort dem noget ondt, men de takker os aldrig, de tager aldrig hånd om os, kun når de lader os falde. Uden os ville de ikke leve. Mine bedsteforældre fortalte mig, hvordan de ofte byggede huse oppe i dem: spændende og intenst. Bange for at de skulle opdage deres sande eksistens. Det er det første, der går i arv: at kunne skjule sin sande identitet (at undertrykke sine naturlige instinkter).
Jeg fandt det svært i starten, men efterhånden lærte jeg at elske stedet. Lod mine rødder slå ud.
På den anden side af det blå hav, kunne jeg skimte nogle andre, de så anderledes ud, men de smilede og jeg smilte tilbage. Hvis vi kunne, var vi nok blevet venner.
Vores tårer flyder i en tyk masse.
Mine forældre stod altid nært omkring mig, men da jeg var purk så jeg dem tage dem fra mig. I det uregerlige fald var de lykkelige, men ikke mine forældre. Jeg kunne fornemme, hvordan smilet bredte sig på deres ansigter, mens mine forældres stille slukkedes. Det var smertefuldt for mig, men jeg måtte holde det inde. Nu er jeg selv forælder, jeg har nået den rette højde, jeg er bange. Stilheden har alt for længe bedøvet mig.
Stilhed i dette område er aldrig et godt tegn. Efter stilhed kommer lys, larm, stemmer, mudder og derefter en dybere stilhed.
Sådan har jeg mistet mange af mine nærmeste.
Utaknemmelige bæster.
Somme tider får jeg besøg af en gammel bekendt, der kan fortælle mig om verdens situation - om mange mine venner der blev spredt ud over forskellige kontinenter tilbage i kaostiden. Man husker dem, som var de ens nærmeste, selv om de kun var med en et lille sekund af de lange liv.
Jeg misunder deres gåen rundt.
Hvis jeg kunne gå rundt, ville jeg bruge det noget mere fornuftigt. Ville jeg bruge det på at komme steder hen, ikke til at forlade steder uden at vende tilbage igen (jeg er klar over modsætningen; når man dør, kan man ikke tage tilbage til de steder, hvor man var tidligere i sit liv. Det stopper altså på et tidspunkt).
Jeg griber om det, før det griber om mig.
De små stemmer der stille vokser.
Det er herligt her. Det eneste jeg frygter, er, hvornår de har tænkt sig, at jeg skal ende.
Skimter over på den anden side. Et smil, smukt.
Jeg ville være et godt menneske. Jeg kunne hjælpe dem med at tænke klart igen. Min tipoldefar fortalte til min bedstefar, at de engang havde været gode nok.
Min bekendte kom med foruroligende nyt den anden dag. Jeg så ham, mens han svævede over himlen, lidt alene, men meget glad for den situation, han befandt sig i. Han sagde, der havde været underlig koldt undervejs denne gang. Han vidste ikke, hvad han skulle op, men han regnede med, at jeg var i live, så han fløj hertil for at fortælle det.
Måske skulle han ikke have gjort det.
Min fornemmelse sagde mig, at jeg nok aldrig skulle høre hans stemme igen.
Jeg troede ikke hans ord, jeg skjulte min skam, da han var på besøg. Men det hjemsøger mig. Mine børn forstår ikke mine bekymrede udtryk.
Min kone gør.
Men i hendes gode natur støtter hun mig altid.

Sig mig, hvor længe er det siden sidst?
Sikke en underlig stilhed. Det er længe siden. Kun gennem rygter kender jeg denne type stilhed.