Ukendt location. Ganske få oplyste enheder på en ellers mørk gade. En skikkelse bevæger sig mod nord. Strømmen i vandet bevæger sig af sydlig vej. Kun ridslen fra vandet og bilerne i det fjerne, ellers kun stilhed. Skikkelsen stopper op.

Forfatteren: Nu er jeg her igen.

Den ukendte: Ja, du er ikke som normale mennesker. De går mig normalt forbi, men du finder mig gang på gang. Eller du opdager mig jo faktisk. Indser, at jeg følger efter dig for at se, hvordan du klarer dig i verden. Noget nyt siden sidst?

Forfatteren: Jeg føler mig desværre fanget af at være udenfor de normale rammer. Måske kigger jeg de forkerte steder? Det er heller ikke altid, jeg ved, hvad jeg leder efter; men pludselig finder noget mig, styrer mig, og blodet fosser rundt i forskellige ord. Men nok om det. Jeg har skrevet en roman siden sidst, den er ikke udkommet endnu, men den kommer. Så sandt som jeg er forfatter. Jeg er ved at skrive en ny, men med den nye skriver jeg mig endnu mere ud af verden og ind i min egen bevidsthed. Kan du hjælpe mig?

Den ukendte: Nej, det ved du. Du må søge dybere og længere. Du ved, at jeg blot er den første af mange eller af få. Du ved, at du bliver nødt til at grave dybere, hvis du skal finde hjælp for din sygdom. Vi ses.

Skikkelsen går videre. Fortvivlet, men velkendt i sin tvivl. Stadig kun ganske få lys i det ellers tiltagende mørke. Lyden fra strømmen, mindre lyd fra biler i det fjerne. En lille sidevej. Skikkelsen går ind og stopper straks ved synes af ild.

Forfatteren: Det er længe siden, at jeg var her sidst, men nu er jeg her altså igen. Jeg kan mærke, hvordan noget ændrer sig i mig; hvordan mit sind smelter sammen med din ild.

Den usynlige: Det har altid været min hånd, der har styret dig. Jeg har også styret dig denne vej, så du kommer ikke som en overraskelse. Dit sind har spillet dig et puds, kan jeg forstå. Du har problemer med at udgøre et liv, lige nu er du blot en eksistens. Nu søger du min hjælp, men for min hjælp, må du udlevere dig selv.

Forfatteren: Det.. Det kan jeg ikke.. Ikke igen. Sidste gang mistede jeg næsten livet. Du krævede en roman af mig, for din hjælp, men din hjælp varede al for kort. Hvordan kan du garantere min overlevelse denne gang?

Den usynlige: Jeg kan ikke garantere noget, men du kan også vende tomhændet tilbage?

Ganske længe er der stilhed mellem dem. Mens ilden er ved at slukkedes.

Forfatteren: Okay. Okay. Okay. Jeg bliver altså nødt til endnu engang at kaste mig i ilden. Vil du ikke sørge for, at der er større flammer? Tak. Sidste gang var det ved at ende galt, så jeg tager mig lige lidt tid, inden jeg kaster mig. Snakker mig varm, gør det hele klart for mig, før jeg gør noget dumt: jeg skal være sikker på, at jeg rammer, når det brænder mest. Nu begynder jeg at tvivle, men det er måske min mest alvorlige sygdom, tvivlen, den dæmon, der aldrig forlader mig. LAD MIG BRÆNDE.

Skikkelsen, forfatteren tager nu stilheden som våben. Efter lidt tid kaster han sig i flammerne, bliver lilla og rød og fordufter som noget forgangent i ildens vildskab. Den usynlige står tilbage og griner. Pludselig bliver flammerne blå og slukkedes af den usynliges overmand. Forfatteren er overladt til sig selv med sine uredigerede tanker. Må han gå vel til grunde.

Forfatteren: Hold dig væk, GÅ VÆK! Det er sultanen af solen, der taler, der overtager hele min identitet. Det blå skær har forladt mig, og jeg kan endelig være ensom i fred. Gå gennem tilfældige porte og ikke vide, hvad jeg finder på den anden side. Du skal ikke nærme dig, alle der nærmer sig, går igen, når de har taget noget fra mig. Efterladt mig døende. Jeg ser ikke andet end mørke. En forskellig virkelighed. Et eksperiment i videnskabens navn. Det hele smelter sammen og går galt, fordi mennesket ikke kan finde ud af at være menneske - eller behandle andre som menneske. Ordet menneske synes at være nøglen, detaljerne kan jeg overlade til tilfældighederne. Det handler om det menneskelige sind. At skrive en roman mere kræver, at jeg bryder det ned, tilintetgør og bygger noget andet op af nogle andre dele. Alt skal være nyt, men stadig være som det gamle. Jeg skal leve paradokset og skrive det forståeligt. Men det er ikke nok, noget mangler stadig.

Jeg kan ikke forstå det, og nu er jeg snart udbrændt. Lugter af død. Måske skal jeg finde ny kærlighed for at forstå den igen. Hvis blot nogen ville svare mig.

Hvis jeg skal skrive en roman mere, må jeg fornægte, hvem jeg er. I mellemtiden må jeg nøjes med mig selv. Nu forstår jeg det: mig selv. At acceptere mig selv, sværere er det ikke. Det mest almindelige.

Mig. Jeg skal brænde alle elementer bort og kun være mig. Min kerne. Det væsen jeg er, har gemt sig for længe i distraktioner, illusioner, situationer - at handle er at glemme at skrive - brænd, brænd mig op, men lad mit indre overleve. Kun sådan kan jeg kende til mørke.
   Forfatteren forlader ilden, men kun for at gå mod det sværeste. At skrive noget nyt, alene, at forstå verden - den verden som ingen længere forstår. Dræbe populær ordgøgleri og blive fri for overfladisk humor; genfinde livets vigtigste element.. Forstå, hvor det gik galt.
   Location ukendt. Lamper udenfor, men mørke indenfor. En forfatter i en feberdrøm. Vågner genfødt.

Forfatteren: Hil morgenrøden! Forfør mig!

Den usynlige forholder sig tavs.