Med en håbefuld distance
til den kendte verden
betragter jeg de meningsløse
hvis mening er større
end min egen

De er mit nyfundne ideal
den sidste rest jeg opfatter
i min ellers svindende fornuft
de danser for mit øre
berusende og svimlende

Gad jeg kunne række ud
favne om deres eksistenser
blive en del af deres verden
jeg fylder intet i deres
de fylder alt i min

De er solene hvis stråler
skaber liv i mit system
deres dejlige giftpile
giver mig en smule mæthed
i min ellers evige sult

Måske en skønne dag
vi skal smelte sammen
og distancen mellem os udryddes
vi skal smage hinanden
og alt giver mening