Dag 60 + 61 + 62
   En vidunderlig nat med Maria, i hendes land. Jeg kunne mærke på hende hun var meget glad, hun havde savnet sin familie. Alt var fremmed for mig her ovre. Der var høje bjerge indenfor synsvidde. Mod floden var der en stor veranda der gik helt ned til vandkanten. En pontonbro førte ud til en platform, hvor vi nu sad og nød vores morgenmad. Her var stille og smukt... Om sommeren er der meget varmt, til gengæld kan temperaturen komme ned under tredive graders frost om vinteren. Alle årstider her er så smukke, sagde hun og så drømmende ud over floden. Du kan fiske fra broen, fortsatte hun. Om foråret fanger vi mange laks, men der er fisk hele året. Om vinteren tager vi broen og platformen ind på stranden, så tager isen den ikke.

Hele formiddagen var der et rend af naboer og venner der ville se giraffen. Rygtet om høvdingens datter, der havde fundet sig en kæreste i Europa var løbet stærkt. Maria var strålende. Hun viste mig frem med stolthed. Det gav mig en tryghed jeg var glad for. Alle ønskede mig velkommen.
   Illona kom med Sarah, hun ville gerne være sammen med bedstemor. Hun satte sig hos Maria, kyssede hende og pludrede på et sprog jeg ikke forstod. Maria sagde til hende hun skulle tale engelsk når jeg var til stede, det var høfligt. Hun så på mig.
   Bedstefar, vil du ikke lære at tale indiansk? jeg smilede... Jo Sarah, det vil jeg gerne, men lige nu tror jeg bedstemor gerne vil vise mig sin familie og sit land, så må vi se om hun derefter vil lære mig at tale jeres sprog, så vi to kan tale det sammen... Det er ikke svært, fortsatte hun, du skal bare abe efter mig.
   Hun sagde nogle ord, jeg gentog efter bedste evne. Hun morede sig... Nej bedstefar, fortsatte hun, ikke sådan, men du kan sagtens lære det, jeg vil gerne hjælpe dig med det. Hun smilede til mig, kravlede op på mit skød og sagde fortroligt:.. Bedstefar, kan du godt lide bedstemor? Jeg nikkede... Ja Sarah, det kan du tro. Jeg vil gerne bo sammen med hende resten af mit liv, hvis hun vil have mig. Hun så på Maria... Vil du det bedste? Maria nikkede... Ja Sarah, det kan du tro jeg gerne vil. Jeg elsker ham. Ved du hvad det er at elske et andet menneske?.. Ja, det ved jeg. Min far siger ofte til min mor han elsker hende, det samme gør hun, og så kysser de, hun fniste... Det gør vi også, sagde Maria og så smilende på mig. Jeg nikkede.

Sarah var en livlig og videbegærlig pige. Hun var glad for hendes bedste var hjemme igen, men det bedste, betroede hun mig, var hun havde en bedstefar med. Det havde hun ofte ønsket sig, så gjorde det ikke noget jeg var hvid, jeg var en rigtig bedstefar, sagde hun og klappede mig på kinden.
   Sammen kørte vi til Marias forældre. Familien var samlet. Illona, Jacob, Maria og mig. De bød mig velkommen. Jeg takkede. Jeg hilste på et ældre ægtepar der kom efter os... Det er mine bedsteforældre, sagde Maria da hun præsenterede mig for dem. De er begge over halvfems år gamle. De var gamle, men åndsfriske. Aftenen forløb uden problemer for mig. Alle talte med mig om dagligdags ting.

Hjemme talte Maria og jeg om deres hytte i bjergene. Hun vil gerne være sammen med mig, alene i den frie natur... Så kan vi gå på jagt John, sørge for os selv. Hytten er primitiv, kun en nødstrømsgenerator til at give strøm hvis det skulle gå galt. Der var radio direkte til politiet, men den var kun til brug hvis man havde brug for hjælp. Otte timers kørsel i bil og to timer med snescooter om vinteren, eller trehjulet offroader om sommeren... Hvad siger du John, vildt ikke?
   Jeg smilede... Jo Maria, men kan vi det? jeg mener din familie, vil de ikke synes det er upassende vi bare tager væk? hun tog om mig... Nej, de vil synes det er i orden, de ved hvad den hytte betyder for mig. Det er der jeg lader op, slapper af, det vil ikke være noget problem...
   Vedtaget! Maria omfavnede mig og dansede omkring mig... Hvor er jeg glad. Bare en uge med dig alene i de fantastiske bjerge, jeg glæder mig allerede, sagde hun og satte sig.

Næste dag pakkede Maria alt det hun mente vi ville få brug for. Fire kasser og to store tasker. Hun ringede til Jacob, sagde til ham vi var i bjergene de næste fem dage... Jeg tager en nødradio med i lommen, du kan kalde hvis der er noget presserende.
   Nødradioen var transportabel og kunne åbnes med et opkald. Den kunne ikke sende fra alle steder, men modtage hvis det var radiosignaler i en slags morse det blev sendt. Jeg kaldte det nu for sms beskeder, det vidste jeg hvad var.
   Klokken ni tog vi af sted. Maria kørte. Vi ville ankomme om aftenen. Maria havde smurt madder og lavet kaffe. Turen derop var besværlig. Krogede veje i det bjergrige område, snoede sig over flere tinder hvor der var meget koldt.
   Vi kørte væk fra vejen og af et spor ind i skoven. Maria havde gjort en motorsav klar, for det tilfældes skyld vi ville komme ud for væltede træer. Hun morede sig, var rigtig glad og drillede mig over min nervøsitet for det ukendte. Jeg havde spørgsmål om bjørn og andre vilde dyr der kunne udgøre en fare for os.

I et faldefærdigt skur parkerede hun bilen, fandt en trehjulet offroader frem. Hun støvede den af og startede den efter at have kontrolleret der var benzin nok på tanken. En lille tohjulet efterløber spændte hun bag køretøjet.
   Hun tog en riffel frem bag forsæderne i bilen, kontrollerede den og ladede med fem patroner... Så er jeg klar John, jeg skal nok køre forsigtigt. Hun hængte riflen over skulderen og satte sig op. Kom, råbte hun til mig, sæt dig bag mig. Jeg gjorde som hun sagde.
   Vi kørte ad stier jeg ikke kunne se, Maria støttede sig til en navigator der var monteret på offroaderen. Vi hoppede rundt i sæderne, selvom hun gjorde hvad hun kunne for at undgå de værste bump. Efter en time stoppede hun op, sad af og sagde hun skulle tisse. John, vi kan drikke te her, det er et godt sted at holde et lille hvil. Vi tissede begge og nød teen. Maria var overgearet, hun tjattede kådt til mig og opførte sig som en teenager. Jeg morede mig.

Endelig fremme. Hytten var lille, det havde hun også fortalt mig. Otte gange fem meter. To rum og en meget lille entre´. I entreen var toilettet om natten, det var et tørkloset. Om dagen var det uden for, i en lille tilbygning hvor offroaderen stod.
   Jeg hjalp Maria med vores bagage. Hun tændte op i komfuret, nærmest for hyggen, sagde hun. Hun havde mad, færdiglavet, med hjemmefra.
   Maria viste mig rundt. Et rum bagest i hytten, afskærmet med tæpper udgjorde det for soveværelse. Bord, stole, hylder og skabe samt et komfur var møblerne. Når vi skulle vaskes, var der en lille å eller elv hundrede meter fra huset...
   John, sagde hun og blev alvorlig. Du må aldrig gå uden for uden våben. Ikke fordi her er mange vilde dyr, men som en sikkerhedsforanstaltning. Husk altid at se ud af vinduet inden du åbner døren. Kan du huske det? jeg smilede... Ja Maria, det tror jeg nok.
   Vi lå på tykke skind af bjørn. Lugten i hytten var tung af lugten fra skindene, det mente Maria jeg ville vænne mig til. Vi sov i hinandens arme den nat. Min gipsarm var ofte i vejen, men jeg fik sovet godt.
   Næste dag tog Maria mig med rundt i sit eget paradis. Hun kasserede mine støvler, overbeviste mig om at mokkasiner var bedre. Hun havde hele to par til mig. Hun fortalte om alt hvad vi så. Hun viste mig bjørne der gik på den modsatte side af dalen. En bjørn med unge, en sort bjørn, sagde hun.
   Hun havde pludseligt taget mig i armen og tysset på mig. Mindre end hundrede meter fremme var et dyr jeg ikke kendte. Hun smilede, hviskede til mig:.. John, dit totem hilser på dig, så kluklo hun så det arme dyr blev skræmt. Det havde set i den retning hvor vi var, var lidt kluntet hoppet ind i en tykning af træer, på den modsatte bred af elven. Det var første gang jeg havde set en jærv i naturen. Efter den oplevelse, gik vi tilbage til hytten.
   Frokosten var kødstykker og brød Maria havde haft med... I morgen vil vi jage, ikke mere end vi kan spise, men du skal prøve det. Hun morede sig over mit ansigtsudtryk. Jeg havde aldrig skudt noget dyr... Mad, sagde hun, og kun mad. Ikke for fornøjelsens skyld, så hvis vi ikke skal sulte, må vi have kød eller fugl på bordet.

Maria lagde alt vores grej på plads, klædte om og lagde noget tøj frem til mig... John, det tøj har jeg fået syet til dig. Jeg har bedt Illona lave dig en vest efter mit hoved, den er her. Jeg håber du kan passe tøjet og vil gå med det. Det er mere behageligt end det du har på. Hvad siger du til det? jeg smilede, prøvede tøjet der sad perfekt. Det var af skind, blødt hjorteskind i forskellige farver og mønstre. Vesten var broderet med perler i lange rækker, det var smukt håndarbejde. Der var tre sæt tøj i alt... Det er til dig, sagde hun stolt. Jeg omfavnede hende og takkede med et kys.

Jeg troede jeg havde glemt dig kære dagbog. Det havde jeg, men ikke Maria. Hun havde pakket dig ned i kassen med tøjet hun ville forære mig. Stolt tog hun dig frem og gav dig til mig...
   John. Lov mig du kun skriver i den hver anden dag, og kun en times tid. Jeg takkede hende for at have husket dig kære dagbog. Jeg er sikker på der venter mig nogle spændende dage med Maria. Jeg lovede naturligvis at overholde vores aftale, om højst en time med dig hver anden dag.


Dag 63 + 64 + 65 + 66
   Maria vækkede mig... Sovetryne, sagde hun muntert. Stå op, så er morgenmaden klar. Der står et fad med vand til dig uden for døren, det kan du vaske dig i. Husk nu hvad Illona sagde angående vand på din gips. Hun smilede.
   Jeg rejste mig og gik ud for at vaske mig. Jeg huskede at kikke efter om der var noget foran døren. Maria smilede... Godt du huskede at se dig for, det er jeg glad for.
   Vask var besværligt, med kun én hånd gik det langsomt. Maria stod bag mig og morede sig. Hun kommenterede min kluntede måde at gøre det på... Bare sig til hvis du skal have hjælp, sagde hun og lo. Morgenmaden var noget tungere end jeg var vant til... Vi skal langt omkring efter mad, sagde hun og smilede. Hvis det bliver for meget for dig må du sige til. Hun bandt mine mokkasiner for mig. Vi aflåste hytten med en bjælke på tværs af døren. Jeg skulle på min første tur med Maria i hendes elskede ødemark.

Det var ikke besværligt for mig at følge Maria. Efter en lille time var jeg helt god til at følge hende. Hendes gang var anderledes end sædvanlig. Hun gik mere dæmpet, nærmest listende. Hun stoppede, tog forsigtigt riflen ned fra skulderen, skubbede mig blidt bag sig, tog sigte og ventede. Jeg så i den retning hun sigtede. En ung buk stod og vejrede med bagen til os. Maria ventede. Den drejede sig, gik et par skridt frem og stod nu med siden til os. Skuddet forskrækkede mig, jeg for sammen. Maria morede sig.
   Bukken var sunket sammen hvor den stod. Maria havde ramt den perfekt... Kom. Jeg fulgte hende hen til det døde dyr... Det er et flot bytte, sagde hun og så på mig... John, det jeg gør nu, er et gammelt ritual vi altid gør når vi er på jagt og nedlægger et bytte.
   Hun knælede ned ved siden af dyret, sagde noget på deres sprog, så op og gentog flere ord jeg havde hørt hende sige tidligere. Hun skar dyret op, tog indevoldene ud og skar hjertet fra. Derefter gik hun et par meter væk, rakte det op mod himlen og gentog sit ritual fra før. Med kniven gravede hun hurtigt et hul, kom hjertet derned, dækkede det til og vendte sig mod mig og smilede... John! jeg takkede dyrets ånd for at beære os med dets kød. Jeg bad min ånd om at ledsage det til de hellige jagtmarker. Jeg takkede mit Totem for hjælpen til jagtens succes. Det er et ritual der er meget gammelt. Moderne mennesker forstår det ikke.
   Forstår du hvad det er jeg gør? Hun så på mig... Ja, Maria, det gør jeg. Du har forklaret mig alt har en sjæl. At dyr, fisk, fugle og det der ligger i jorden, er mad for os, men at man ikke bare slår ihjel eller gør ting for fornøjelsens skyld. Alt det forstår jeg godt. Det er en god skik, sagde jeg og smilede til hende. Hun nikkede...
   Jeg elsker dig, John, sagde hun og kyssede mig blidt. Vi gik videre. Mokkasinerne var det perfekt fodtøj at have på, de var lette, bløde, og gav en stille gang i skoven.
   Jeg måtte ikke bære dyret med min dårlige arm. Maria tog det over skulderen og gik hjemad med mig traskende efter sig. Jeg følte mig lidt tilovers, lidt i vejen.

Hjemme flåede Maria dyret, skar det ud i de stykker hun ville bruge de næste dage... John, de næste dage står på kød morgen middag og aften. Sådan lever vi når vi er i naturen. Hun pakkede skindet sammen, sagde til mig hun senere ville spænde det ud og rense det for kød og fedt... Vi bruger altid skindet, hvis det ikke er ødelagt.
   Maria satte de to forender og halsen over ilden i en gryde. Hun havde lavet et bål uden for hytten. En trefod holdt gryden over ilden... Det er besværligt men jeg elsker det.

Det er kvindearbejde. Når du er sammen med mig, er det mig der laver maden, det byder traditionerne mig. Jeg vil lære dig hvordan vi laver mad her ude i naturen. Bliver kvinden meget syg, er det rart manden kan lave maden. Hun smilede.

Mens Maria gik i gang med skindet, sendte hun mig ned til elven for at fiske. Hun viste mig hvordan, og gav mig en af de rifler med der hang på væggen i hytten... John! kan du betjene riflen? jeg svarede ja. Det var en standard riffel, med sikring og et magasin til fem skud. Jeg vidste hvordan den virkede...
   Godt. Jeg lægger en sten der henne, du skal helst ramme den, vil du prøve? jeg nikkede. Stenen hoppede i vejret og forsvandt ned ad bakken, mit skud havde været en fuldtræffer. Maria jublede... Det var et godt skud. Husk at sikre riflen når du går med den, og bær den i din raske højre hånd, så er den klar med det samme hvis der er brug for det.

Jeg traskede af sted ned til elven. Maria havde givet mig en foldestang med, sammen med en lille rygsæk med andet grej til at fiske med. Jeg havde fisket mange gange derhjemme. Lige nu var alting i vejen for min gips arm, der var intet der ville lykkes for mig. Jeg fjollede rundt med grejet. Efter en time var jeg dog blevet så fortrolig med grejet, at jeg kunne begynde at fiske. Jeg brugte et stykke brød jeg havde fået af Maria, som madding på en krog.
   Pludselig var der bid, et kraftigt ryk i linen, fortalte mig den var på krogen. Nu begyndte en lille fight mellem fisken og mig. Ti minutter senere var en fed ørred hevet i land. Jeg havde problemer med den arm der var i gips, den var blevet våd, det var ikke godt. Maria ville skælde ud. Fisken hoppede ud i vandet for mig, var væk med det samme, den var jo i sit rette element. Jeg bandede. Maria grinede. Hun var ankommet, og havde set på mig i et kvarter... Du var virkelig morsom, sagde hun og morede sig.
   Hvorfor hjalp du mig ikke, sagde jeg med en lille snert af bebrejdelse i stemmen... Fordi jeg ved du selv vil. Det kan ikke nytte jeg leger barnepige for dig, det tror jeg du bliver sur over i længden. Har jeg ikke ret? jeg smilede og var flov, kunne godt se det var rigtigt hvad hun sagde.
   Sammen gik vi tilbage til hytten. Det vare sen eftermiddag, jeg var sulten som en okse. Maria sagde maden var klar om ti minutter.
   Det var et godt måltid. Kødet var meget mørt. Maria havde krydret det med urter og en gele hun selv havde lavet, det gjorde det mørt. Væden lavede hun suppe af, den ville være god til morgenmad. Hun havde bagt brød til, et flerkornsbrød med blandt andet vild hirse i. Også det var fremmed for mig.
   Maria viste mig hvordan jeg skulle rense bestik og tallerken i elven,eller i det fad hun havde med vand. Her brugte vi ikke sæbe. Kniv, ske og gaffel havde hun givet mig til låns, det havde plads i hytten, blev brugt af de familiemedlemmer der af og til benyttede hytten. Bestikket sad i en skede i bæltet jeg havde om mine bukser, sammen med en jagtkniv.
   Vi havde holdt kødet med gaflen da vi spiste, og skåret lunser af. For mig var det er primitiv måde at spise på, som den gang jeg havde været spejder. Hver havde sin egen tallerken, den var dyb, nærmest en skål.

Solen var gået ned bag bjergene. Vi havde siddet og holdt i hånden op ad den varme væg på hytten. Maria sagde det var livet at være her ude. Sammen med mig, havde hun ikke flere ønsker til sin tilværelse. Hun havde set drømmende på bjergene og den synkende sol. Vi gik ind.
   Efter solen kom den kolde blæst. Maria fortalte mig meget om bjergene, om livet her ude i ødemarken. Hun fortalte om hvordan hun uden kompas, brugte stjernerne på himlen til at lede sig på rette vej om natten. Selv når det var overskyet kunne hun finde vej. Hun brugte mosset på træerne, deres hældning og bjergenes konturer til at vejlede sig. Det havde hendes folk gjort i årtusinder. Hun fortalte hvad hun tænkte, hvordan hun ladede op når hun var her alene.
   Nu var min tilstedeværelse alt hvad hun behøvede for at komme videre, sagde hun. Maria var også romantisk. Hun reciterede gamle digte, fortalte legender om kærlighed, sang og nynnede små kærligheds viser for mig

Tusmørket sænkede sig. Vi gik indenfor. Maria tændte en petroleumslampe, satte den på bordet og sagde til mig:.. John. Kom, jeg vil vise dig noget.
   Hun tog min dagbog, slog op på første side. Den var helt blank. Hun tog min kuglepen og slog en vandret streg på syv otte centimeter midt på siden... Dette er den hellige moder jord, sagde hun stille. Hun tegnede en bue på tre centimeter, som en nedgående sol... Det er dit toten, den sorte Jærv. En mindre bue krydsede den venstre del af den store bue... Det er dens hale. En skrå streg, fra den højre side af solen krydsede denne med en centimeter... Dit totems forben. To små streger satte hun vandret ud imellem det v der blev ved den lille streg der var forbenene... Dets tænder, sagde hun.
   Hun stod og kikkede på det stilistiske billede hun havde lavet, så så hun på mig... John. Enhver der ser denne bog, vil vide det er din. Dit Totem er i bogen, det vil få alle til at respektere den som en del af dig. Hun satte sig, så på mig og smilede. Du har et smukt totem, sagde hun.
   Maria. Hvad er dit Totem? hun smilede... Lille fugl! bare lille fugl. Hun tegnede nærmest en måge på bordet, som børn nu gør det, så gav hun den en lille streg mellem de to buer... Dens næb søger solen, sagde hun og så på sit kunstværk...
   Det er meget enkelt Maria. Har i tegn for alle dyr og fugle?.. Ja, og for fisk, sagde hun og tog min hånd... Lille fugl beder sorte Jærv sove hos sig. Hun så ned. Jeg løftede hendes hoved blidt... Jeg elsker dig Maria... Hjælp mig af tøjet John, jeg vil gerne ligge og nusse med dig, sagde hun kælent. Maria dæmpede lampen. Det var mørkt om natten, den var god at have når og hvis man skulle op i løbet af natten.

Maria var igen først oppe. Hun vækkede mig med et kys på kinden. Min arm gjorde ondt. Jeg fortalte det til Maria. Hun så på den og sagde gipsen var knækket flere steder...
   Vi var nok for voldsomme i nat, sagde hun og lo... Ja, ja, sagde jeg og rejste mig. Jeg var voldsom, du var blid, jeg omfavnede hende. Vi faldt begge ned i de tykke skind...
   John hvad er det du gør?.. Prøver at lokke dig til at blive lidt, hviskede jeg og nussede hende på lårene. Hun blev slap i min arm... Dejlige mand, tag tøjet af mig. Men skynd dig ikke. Jeg vil nyde hvert sekund af dine kærlige hænders berøring.

Det blev middag før vi kom op. Maria smilede til mig... Jeg er så lykkelig, sagde hun og tog om mig. Jeg rødmede, Maria havde krammet på mig når hun sagde sådan noget, og så på mig med øjne, der kunne få mig til at smelte.

Vi gik en tur i skoven. Maria ville samle nogle planter til et bestemt formål, hvilket ville hun ikke sige endnu. Hun ville tænke, forberede hvordan hun skulle sige det til mig. Hvad jeg end gjorde, smilede hun bare underfundigt og fortroligt til mig.
   Hun fortalte om planter og hvad de kunne bruges til. Hun vidste en masse om at leve med og i naturen. Efter aftensmaden så hun på mig, kærligt og sagde:.. John min elskede. Må jeg gøre en ceremoni? jeg nikkede. Vil du sidde ved siden af mig? Jeg nikkede igen. Hun tog om mig. Tak, sagde hun.
   John. Hvad der end sker, skal du ikke blive nervøs. Jeg ved hvad jeg gør, også selvom du synes det ser voldsomt ud. Bare du er ved min side er jeg glad. Du må ikke tale til mig eller forstyrre mig. Vil du love mig det? Jeg smilede... Ja, Maria, det lover jeg... Kom, du kan hjælpe mig med forberedelserne. Jeg skal bruge nogle af de planter du hjalp mig med at samle.
   Vi fandt brænde til det lille bål hun ville tænde, Maria skiftede tøj til en kappe jeg ikke havde set før... Det er den jeg bruger til ceremonier, sagde hun og så alvorligt på mig. Hun blandede urter fra skoven og et sort stof hun havde på en flaske. To skåle satte hun frem foran sig ved bålet, der var arrangeret nede ved elvens bred. Et lille krus hun havde drukket af, fyldte hun igen fra den gryde der kogte over ilden på komfuret.
   Vi gik sammen ned til bålet og satte os. Maria arrangerede det lille bål, tændte det med et par grene hun havde taget fra komfuret, hun bar dem i en skål.
   Maria messede. Hun kastede pulver fra den ene krukke ind i ilden, drak af kruset og fortsatte med at messe. Marias øjne var meget sorte, fraværende. Hendes monotone messen, og hendes bevægelser med de bare arme fascinerede mig. Jeg sad helt stille, fulgte med i hvad der skete.
   Pludselig stoppede Marias messen. Hun så ind i ilden, gjorde den bevægelse jeg vidste betød hun påkaldte sit Totem. Frem af nogle folder i sin kappe tog hun to sten, knaldede dem hårdt mod hinanden. Gnisterne sprang, en lille flis faldt ned mellem hendes ben. Hun slyngede stenene ud i elven mens hun rokkede frem og tilbage.
   Hun tog den lille skarp flis, der var slået af den ene sten op i sin højre hånd, rakte den mod himlen og messede. Hun bevægede sig nu hurtigere og hurtigere frem og tilbage. Hun flåede kappen af sin overkrop og sad med blottede bryster, nøgen til bæltestedet. Det lille stykke sten flis holdt hun frem for sig, sagde nogle ord i stød, tog en glød fra bålet og berørte sine bryster med den.
   Så ridsede hun sig oven over sine bryster, lige under halsen.-- To buer, streger der krydsede buerne, -- hun gentog mønsteret på begge sine bryster. Blodet piblede frem og løb ned over hendes mave. Jeg var lamslået, det var mit Totem hun mærkede sin krop med.
   Hun udstødte en stille klagen og kastede den skarpe sten ind i ilden. Satte begge hænder for øjnene med håndfladerne vendt mod ilden. Et skarpt smæld fik det lille stykke sten til at fare i alle retninger, i mange stykker.
   Maria messede, lagde mere brænde på bålet, rokkede frem og tilbage og tog den ene krukke med det sorte stof i. Hun gned det over de blødende sår, messede og gentog bevægelserne igen og igen til der ikke mere kom blod fra sårene.
   Det der var tilbage i krukken tømte hun i bålet, det flammede op. Den anden krukke tog hun og det hele gentog sig, da hun hældte resten på bålet, lyste det i en rød smuk farve.
   Maria sank sammen foran bålet. Hun mumlede monotont frem for sig. Så blev hun helt stille. Jeg vidste ikke om jeg måtte sige eller gøre noget. Jeg havde lovet at sidde stille, ikke forstyrre hende.
   Mørket sænkede sig over os. Maria sad sammensunket foran bålet, stadig helt stille. Jeg var nervøs. Efter nogle minutter så hun på mig med slørede tomme øjne og hviskede:.. John, hjælp mig ind.
   Jeg hjalp hende så godt jeg kunne. Hendes tøj eller kåbe, var kun holdt sammen med et bælte af skind, under kåben så jeg nu hun var nøgen...
   Vand, sagde Maria, vaske. Jeg hjalp hende med at vaske sårene. Ridserne var hævede, men blødte ikke mere. De var sorte af det pulver Maria havde smurt dem med...
   Sove, hviskede hun svagt. Jeg hjalp Maria hen til skindene og lagde hende ned. Hun var væk med det samme.

Jeg satte mig på en af stolene, lagde hovedet mellem hænderne. Det jeg havde været vidne til, var en ceremoni hvor mit Totem havde været en vigtig del af ceremonien. Jeg forstod ikke noget. Hvorfor denne smerte for mit Totems skyld?
   Lampen hvæsede og blafrede. Jeg fandt en anden og tændte den. Efter et minut gik den første lampe ud, der var ikke mere petroleum i den. Jeg så til Maria. Jeg var urolig for hende. Hvad var det hun havde drukket? det havde sløvet og bedøvet hende, det var jeg sikker på. Jeg lagde mig ved hendes side, nussede hende. Faldt selv i en dyb søvn.

Maria vækkede mig. Hun smilede glad til mig... John, det regner. I dag vil vi slappe af, sagde hun muntert. Kom, så er der morgenmad. Suppe.
   Det var sidst på sommeren, og kunne når solen var bag skyerne, være koldt. Vinden fra bjergene kunne være isnende, sagde hun og smilede til mig.
   Suppen var kraftig, smagte godt. Brødet var friskbagt... Hvorfor vækkede du mig ikke Maria? Hun smilede... Du sov så godt. Vi har alligevel ikke noget at stå op efter. Vi mangler ikke mad eller noget andet. Spis min ven, så laver jeg kaffe til dig.
   Gipsen på min venstre arm var i en sørgelig forfatning. Maria lagde et støttebind om den... Illona kan se på det når vi kommer hjem, sagde hun og smilede. Gips egner sig ikke til at gå med her ude i naturen...
   Maria! sagde jeg og så alvorligt på hende. Hvad var det for en ceremoni du lavede i går? vil du fortælle mig det? Maria blev alvorlig, så et øjeblik ned og svarede:.. Jeg vil gerne fortælle dig hvad det var jeg lavede. Du må ikke blive vred på mig, jeg gjorde det af kærlighed til dig. Hun så på mig med bedrøvede øjne. Jeg var i vildrede med hvad hun mente... Maria! jeg lover jeg ikke vil blive vred. Hun serverede kaffen, satte sig og så på mig med mørke øjne der virkede forvirrede, ubeslutsomme, lidt bange...
   John. Det var brudens ritual jeg gjorde. Jeg gav min krop, min sjæl til dig. Jeg bad dit Totem modtage min gave, min krop, og tage bolig i den. Jeg lovede dig troskab til min død. Dit Totemmærke vil fortælle alle jeg tilhører dig, er tabu for andre. Jeg er beskyttet af ånderne og den magt den store Manitou har over os mennesker. Jeg tilhører dig nu. Hun så ned...
   Maria. Vi har ikke din stammes tilladelse til at gifte os på den måde, gøre ceremonier. Hun nikkede svagt... Det ved jeg, mumlede hun. Jeg elsker dig, vil være din kvinde, enten de vil acceptere det eller ej. Jeg vil vise dig jeg er dig værdig. Her er vi alene for ånderne. Kun de kan se os. Hun så på mig. Jeg burde have spurgt dig om tilladelse til ceremonien, det gjorde jeg ikke. Kan du tilgive mig?
   Jeg var overrasket, Hvad havde hun gang i. Jeg forstod ikke noget af det hun sagde, forstod ikke hvorfor det netop nu var så vigtigt for hende at gøre den ceremoni. Den var ikke godkendt af hendes familie, det vidste jeg den skulle, eller i det mindste følte jeg vi var på herrens mark, med det hun havde foretaget sig. Hvad nu? ville hun blive udstødt af sin stamme? alt omkring Maria og hendes indianske familie var fremmed for mig...
   Maria. Vil din far ikke blive vred? har du ikke gjort noget du ikke må uden at spørge dem først? hvad sker der nu? hun så på mig... John. Hvis du beder mig bære dit Totem, kan jeg ikke afslå uden at såre dig. Hendes øjne flakkede fra mig og ned i gulvet foran hende. Jo, min familie vil sikkert blive rasende. Det er jeg lige glad med. Hun så pludselig igen fast på mig, virkede kampberedt... Det der betyder noget for mig er hvad du siger. Er du vred? jeg smilede... Nej Maria, det er jeg ikke. Jeg rejste mig op, trak hende op til mig og kyssede hende blidt...
   Maria, sagde jeg og så ind i hendes smukke men igen bedrøvede øjne. Jeg elsker dig, er stolt og meget beæret over du vil være min kvinde, bære mit Totem. Hvad der end sker, vil jeg altid forsvare dig, være din mand, være hos dig og kæmpe for din ret til at gøre det du ønsker. Jeg er overvældet over din kærlighed til mig.
   Jeg ved du nu har sat alt ind på at fortælle alle, du vil være sammen med mig, uanset hvad prisen bliver, det er skræmmende for mig. Kan jeg overhovedet leve op til det? kan jeg forstå den smukke måde, du fortæller alle der ser på dig at du elsker mig? tilhører mig? Maria! lad os kæmpe sammen for det vi finder rigtigt, stå sammen, selvom det bliver svært. Du har givet mig et indblik i noget jeg ikke vidste eksisterede, ikke anede noget om. Hjælp mig til at forstå det. Hjælp mig til at være din mand, også på dine præmisser. Maria, jeg elsker dig, min sjæl tilhører dig.
   Jeg knugede hende ind til mig. Maria rystede svagt, om det var af glæde og lettelse ved jeg ikke, jeg turde ikke se på hende, dertil var jeg for rørt. Store tårer løb ned ad mine kinder, og en rigtig mand græder ikke.
   Længe stod vi bare tæt sammen, så satte Maria sig ned... Tak, hviskede hun. John, jeg elsker dig, er din. Vi sad begge tavse, så ned i bordet. Ord ville ødelægge det vi havde imellem os lige nu. Jeg drak min kaffe, Maria sin te. Hver især sad vi med vore egne tanker, var fraværende i blikket, men nærværende i den spænding der var mellem os. Tavsheden bandt os tættere sammen, med åndelige reb der aldrig ville kunne løses. Hver især havde vi givet et løfte, et løfte vi begge ville holde, om nødvendigt gå i døden for. Intet kunne nu skille Maria og mig, uden døden.

Længe efter rejste Maria sig, begyndte at rydde op, passede sine gøremål. Jeg pudsede riflen og jagtkniven. Vore øjne mødtes ofte, udtrykte ømhed, forståelse for den anden. Det var som om tavsheden bandt os sammen, gav os tid til at mærke den samhørighed vi nu havde. Ord kunne ikke udtrykke vore følelser for hinanden. Ofte så Maria på mig i flere minutter. Øjne der rummede alt det der var uudtalt. En troskabsed mellem os.
   Maria hældte vand i et fad, tog tøjet af overkroppen og vaskede sig. Forsigtigt rensede hun sine sår, så på mig og smilede. Jeg smilede tilbage. Sendte hende et fingerkys. Hun tørrede sig, smurte sårene med en salve hun selv havde fremstillet af urter og rødder. Hendes lange sorte hår bølgede om hende da hun kom hen til mig.
   Hun tog om mig, blidt trykkede hun mit hoved mod sine nøgne bryster... Jeg er så glad nu, hviskede hun for ikke at forstyrre den tætte atmosfære der var i stuen. Nu er jeg ikke bange mere, fortsatte hun. Jeg ved du er hos mig. Hun bøjede hovedet og kyssede mig på håret. Jeg nød duften af hende. Så voldsom en kærlighed vi havde til hinanden. Det havde jeg ikke troet muligt mellem mennesker.

Vi gik en tur. Regnen skyllede ned. Gennemblødte og kolde af regnen, var det en fornøjelse at komme ind i varmen igen. Vi tog alt tøjet af, tørrede os og lagde os på vores seng. Holdt om hinanden uden ord, faldt begge i søvn.

Det var mørkt da jeg vågnede. Jeg tændte lampen, så på min elskede Maria der lå med håret over sin smukke krop. Længe så jeg på den kvinde jeg elskede, så dækkede jeg hende til med et tæppe, og satte mig ved bordet for at skrive i min dagbog. Jeg havde meget at fortælle, meget der havde forandret mit liv. Jeg følte jeg havde begyndt et nyt liv med Maria, et andet liv, et liv hvor også det åndelige bandt os sammen. Jeg vidste jeg aldrig ville forlade Maria, altid ville være der for hendes skyld.
   Kære dagbog, det har været en dag i mit liv med Maria, der aldrig vil komme tilbage. En vidunderlig dag, hvor vi begge har svoret troskab resten af livet. God nat dagbog.