Dag 37 + 38 + 39
Det er middag. Tom blev glad da vi ringede. Maria talte med ham. De ville hente os hjem til sig, så kunne vi se deres nye lejlighed. Den var helt ny og dejligt og smagfuldt indrettet. Tre en halv værelses. Huslejen rimelig.
Inden for et halvt år, kunne de erhverve den til en fornuftig pris som ejerlejlighed. Det tilbud havde alle lejere. De ville tænke over det.
Vi tilbragte en dejlig aften med dem. Sent kørte de os tilbage til båden. Vi ville til Kolding fjord en gang i morgen. Vi sagde farvel og tak for denne gang. De håbede vi ville besøge dem ofte.
Næste formiddag fortsatte vi. Vinden var hård. Det var nødvendigt med reb i sejlet og med en mindre fok. Bølgerne var høje. Vi sejlede otte knob som ingenting. Ege havde haft ret. Båden var let og meget nem at styre.
Der var ikke så mange på havet, det blæste for meget. Vi ville af sted, ville prøve hvad båden kunne. Vi havde talt med en sejler på havnen, der sagde den sagtens kunne tage meget hårdere vejr... Giv den et par reb og et mindre forsejl, så passer pengene. I skal ikke være nervøse. Den båd bjærger sig nemt og elegant i den smule sø der er.
Det var hårdt. Vi var ikke nervøse, sejler kollegaen havde haft ret. Båden bjærgede sig elegant, uden at smide sig under de små vindstød der hele tiden kom. Jeg passede sejl, Maria styrede. Af og til byttede vi. Kaffe og te samt små madder, og det rigtige tøj holdt os varme. Vi nød turen. Aldrig var vi i tvivl om hvor vi var. Både søkort og navigator var perfekte. Alt om bord virkede. Vi havde lært at navigere. Bøjer og andre kendetegn dukkede op, når og hvor vi ventede det.
Kolding fjord var et betagende syn. Vinden var lige i næsen så vi bjærgede sejlene, og gik for motor det sidste stykke ind. Selv på kryds i den smalle fjord, virkede det hele efter vores ønsker. Vi var lykkelige. Vi var et godt team. Pladsen vi lagde os på var god. Vi var gode til at lægge til. Alt foregik roligt og afslappet. En enkelt gang bommede vi en fortøjning. Jeg bakkede og vi prøvede igen. Maria havde leet da hun tabte fortøjningen i vandet. Det var der ikke noget at gøre ved. Anden gang var lykkens gang, sagde hun og smilede. Alt klappede anden gang.
Vel inde og fortøjet, bemærkede en hjælpende hånd på broen vores rolige temperament. Jeg smilede og sagde vi begge var nybegyndere, havde tiden for os... Det med at råbe hjælper alligevel ikke. Hverken min kone eller jeg kan gøre det bedre, det nytter ikke at råbe. Han smilede... Det er sgu dejligt at se der er nogen der har tid nok, bare nyder at sejle.
Han talte til Maria. Jeg forklarede hun ikke forstod hvad han sagde... Hun er amerikaner, taler ikke Dansk. Han smilede. Jeg takkede for hjælpen.
Maria stod med en øl i hånden... Her sagde hun. Du ser ud til at trænge til den. Hun smilede. Jeg kyssede hende og takkede... Det har jeg set alle gør når fortøjningerne er i orden. Er det en tradition i mænd har? Hun smilede... Ja, sagde jeg og skålede med hende, men du må gerne deltage hvis du vil. Det ville hun ikke, hun kunne ikke lide øl.
Vi riggede et sejl over cockpittet til. Der var plastic vinduer i begge sider, med et gardin der kunne fastgøres med velcro bånd. Agter var der lynlåse. Det var der man gik ud og ind. Ege havde fået en sejlmager til at lave det efter mål, det passede til båden. Liner holdt det fast i begge sider. Det småregnede allerede nu. Vi var tilfredse med oversejlet, det var praktisk og gav os et større rum, når vejret ikke var så godt.
Vejrudsigten havde lovet hård blæst til kuling. I løbet af natten ville den tiltage til hård kuling i vindstødene. Vi satte os i cockpittet og snakkede om sejladsen.
Min telefon ringede. Det var Tom... Far. Vi har hørt vejrudsigten, hvor er i?.. I havn i Kolding. Alt er vel om bord... Skal jeg hente jer? i kan bo hos os? jeg smilede hen for mig... Nej Tom, det behøves ikke. Maria passer på mig, og jeg på hende, vi klarer os. Ellers tak for jeres tilbud, vi har det godt. Vi talte om turen som både Maria og jeg havde været glade for og tilfredse med. Han ønskede os fortsat god tur, og sagde vi bare kunne ringe, hvis det blev for kedeligt at ligge i havnen. De havde ikke lovet bedre vejr de næste dage.
Marias telefon havde ringet mens jeg talte med Tom. Jeg kikkede ned i kahytten til hende. Store tårer randt ned over hendes kinder. Jeg blev bekymret og trådte ned i kahytten. Maria så på mig og smilede gennem sine tårer. Hun hviskede:.. Det er Illona, min datter. Jeg savner hende, der er ikke andet. Hun gav min hånd et klem. Jeg nikkede og gik op i cockpittet igen og satte mig.
Efter en halv time kom Maria op til mig... Undskyld, sagde hun og smilede til mig. Det er svært at savne, jeg har let til tårer når jeg taler med dem derhjemme. Jeg nikkede, tog om hende og sagde det var forståeligt. Hun sad hos mig i flere minutter og puttede sig... Tak, sagde hun og rejste sig. John, nu har jeg det bedre. Hvad skal vi lave til aften? det er din tur til at lave mad... Jeg har tænkt på frikadeller, ved du hvad det er? hun sagde ja og smilede... Godt nok er jeg indianer, men vi spiser også almindelig mad. Jeg har været her i et halvt år, har altid spist den mad der er serveret for mig, måske er det ikke alt jeg kan lide, men jeg prøver. Hun smilede.
Jeg var flov. Hun havde på en pæn måde sagt til mig jeg var dum at høre på, havde fordomme om hende. Jeg måtte tænke mig om, inden jeg udtalte mig så klart om hende.
Igen roste hun min kogekunst, selvom frikadeller ikke er det sværeste at lave. Om aftenen hyggede vi os, læste og talte om ingenting. Nærværet gav os hver især tryghed.
Maria vækkede mig... Det brænder! råbte hun. Der er ild i en af bådene på den anden bro. Jeg røg ud af køjen og trykkede på tågehornet. Et infernalsk brøl vækkede hele havnen. Jeg holdt knappen nede. Der kom liv på broerne. Folk løb med ildslukkere til den brændende båd. To personer hoppede i vandet fra den. Folk bjergede dem. Jeg slap knappen til tågehornet. Mindst ti ildslukkere var i gang henne ved båden. Der stod mænd i undertøj og overøsede båden med pulver.
Efter nogle minutter, var der kun enkelte flammer der kunne ses. Flere kom til. Brandfolk kom løbende. En af dem hoppede om bord. Efter et minut kom han op på kajen igen. Der var ikke nogen i båden. De to unge mennesker der ejede den, var sprunget i vandet med det samme da de var blevet vækket af mit tågehorn. De reddede livet. Den unge pige havde mindre forbrændinger på armene, ellers var de uskadte.
Maria og jeg holdt os for os selv, var tavse tilskuere. Efter en time faldt der ro over havnen igen. Alle talte om branden, og hvor heldige de to unge mennesker havde været.
Næste dag, kom politiet ned til os. De ville gerne tale med os. Jeg forklarede det var Maria der havde vækket mig. Jeg havde vækket havnen med mit tågehorn, andre havde slukket ilden, mere var der ikke at sige om det.
Politiet var ikke enige i den udlægning af vores indsats. Var Maria ikke vågnet, og havde jeg ikke reageret så hurtigt med at alarmere hele havnen, kunne det have gået grueligt galt. Alles indsats havde været hurtig og effektiv. Ingen tvivl om en katastrofe var blevet afværget.
Jeg tolkede for Maria, da politibetjentene ikke var så gode til engelsk. Maria viste dem sit pas, for at dokumentere hvem hun var.
Lokalavisen bad om et interview. Jeg henviste dem til Maria. Hun var ikke tryg ved situationen, men fortalte hvad politiet havde fået at vide. Der var ikke noget specielt i det.
Vi bød på kaffe til de tilstedeværende politifolk og reportere, som havde været eller var om bord. Snakken gik på havnen. Maria forstod ikke ret meget af den virak der var, vi havde jo kun gjort vores pligt.
Lokal TV havde været her. Maria måtte igen fortælle hvad der var sket, også andre var på, men alle havde sagt det var brølet fra vores tågehorn der havde vækket dem. Havde jeg ikke reageret så hurtigt, kunne katastrofen have været værre. Nu var det kun een båd der brændte. Med den blæst, sagde brandinspektøren, ville ilden have bredt sig med lynets hast til andre både, hvis ikke folk havde reageret så hurtigt.
Det både regnede og blæste meget. Vi gik en tur op til byen og handlede lidt godt til eftermiddagskaffen. Al den virak var belastende for mig. Jeg kunne ikke lide at være centrum, derfor var det Maria der tog alle samtaler med pressen. Hun morede sig over min generthed.
Om aftenen ringede Tom... Far. Maria var på lokal tv. Jeg må sige i oplever noget. Jeg havde grinet og sagde han vel kendte til bladsmørere, det var ikke alt man kunne fæste lid til. Han beundrede Marias hurtige indsats, der helt sikkert havde reddet liv. Hans tilbud om at hente os stod ved magt. Jeg takkede, men vi havde det godt sammen, kedede os i hvert fald ikke... Nej, sagde han, det ses tydeligt. Nå men hvis det bliver besværligt for jer, så bare ring, så henter vi jer. Jeg takkede, han sagde farvel og ønskede os en fortsat god tur.
Både Maria og jeg er trætte i aften. Vi går tidligt til ro, så kære dagbog, du må vente til i overmorgen, med at få fortsættelsen på Marias og min første tur i egen båd. God nat.
Maria kalder, savner hun mig? er hun ude på skrammer? søde og kærlige skrammer? det fortæller jeg ikke til dig dagbog, det tilhører privatlivets fred.
Dag 40 + 41
Vi driver den af. Sidder trygt under solsejlet og nyder tilværelsen. Et par gange om dagen går vi en tur på havnen. Den hårde vind fortsætter. Tiden går langsomt, men vi keder os ikke. Læser bøger, vi har heldigvis medbragt en del.
Maria ser ofte på de smykker jeg har givet hende. Når jeg ser det, smiler hun til mig, sender mig et håndkys og et par glade forelskede øjne.
Efter aftensmaden, går vi en lang tur selvom det regner kraftigt. Regntøjet er tæt, også for den stride vind der lader regndråberne piske os i ansigterne. Med hinanden i hånden går vi ud i det blå. Hjemme igen ringer Ene til Maria. De taler sammen i et kvarter, Maria morer sig et par gange højlydt. Da deres samtale er slut, griner hun højlydt. Ege var faldet over bord i havnen fra deres båd. De havde repareret et fald. Ene havde sagt til ham han skulle sikre sig, men han havde bare grinet ad hende. To minutter efter, havde hun set ham trække i en tovende. Hænderne og grebet smuttede, han mistede balancen og endte i baljen.
Alle i de omkringliggende både havde moret sig, da de havde set han ikke var kommet til skade. Ege havde bandet højt over sit uheld, og Ene havde triumferet, sagt til ham det var hans egen skyld. Ellers havde de det godt, ventede på bedre vejr, så de kunne komme på ferie i otte dage i båden. Hvis ikke vejret bedredes indenfor to dage, ville de køre hjem igen. Hvis vi kedede os, ville de gerne hente os, så kunne Ege og jeg selv sejle båden hjem når vejret blev bedre...
Hvad sagde du til det? Maria smilede. Vi er sammen om problemerne, hvis der er nogen, og sammen om så det tager ti dage før det bliver godt vejr. Det fattede Ene ikke, hun ville ikke sidde på båden så længe, det vil jeg gerne, sagde Maria og smilede, sammen med dig.
Næste dag var vinden løjet til hård blæst. Det regnede stadig. Ikke kraftigt, men støvregn der trængte ind alle vegne, tøjet nærmest klæbede til kroppen. Vi handlede lokalt, hyggede os og læste i ugeblade, aviser og bøger.
Det var lykkedes mig at finde en engelsk sproget avis til Maria. Den var tre dage gammel, men for hende var det nyheder. New York Times, og så med de tillæg hun godt kunne lide. Jeg scorede et par point på den avis.
Vi må se i morgen eftermiddag, de har lovet opklarende vejr, med masser af vind. Otte til tretten meter pr. sek. Måske tager vi videre til Sønderborg. Vi ved det ikke, vejret vil afgøre det.
Klokken er halv ni aften. Maria vil gerne fortælle mig noget, så jeg afslutter nu kære dagbog. Så får vi se hvad det er hun vil sige. God nat og på gensyn en anden dag.
Dag 42 + 43 + 44
Jeg havde lagt dagbogen væk. Maria kom over til mig, i hånden havde hun halskæden jeg havde foræret hende. Hun satte sig ved mig, lænede sig op ad mig og slog benene op på køjen...
John, begyndte hun. Den sten der er i midten af smykket, er magen til den jeg har i en af de ringe jeg bærer ved særlige lejligheder. Jeg vil gerne fortælle dig, hvorfor netop den betyder noget for mig. Det er en Opal, en af de sjældne. Jeg er meget glad for den. Hvor vidste du egentlig fra den er så betydningsfuld for mig?
Jeg tog om hende, smilede og sagde jeg ofte havde set hende bære den, når hun sad for sig selv med korslagte ben, på et lille tæppe hjemme i stuen, og hun fortalte mig hun gerne ville være alene med sine ånder og totems. Deraf udledte jeg den sten havde en særlig betydning for hende...Ringen John, er af bøffelhorn. Min bedstefar har lavet den til mig. Jeg fik den af ham og min bedstemor, da jeg var blevet kvinde. De holdt en ceremoni der varede i tre dage, hun smilede og blev rød i hovedet, det var første gang jeg havde set hun rødmede... Den sten ville beskytte mig, gøre mig frugtbar og sætte mig i stand til at komme i forbindelse med ånderne og mit Totem.
Det må lyde mærkeligt for dig, men jeg tror på det, sagde hun og så spørgende på mig... Det er ikke mærkeligt Maria. Det er din kultur, det er du opvokset med, det er en del af dig, og det hører med i min kærlighed til dig.
Maria fortsatte... Da jeg blev født, fandt min bedstemor stenen ved floden. Den lå og lyste til hende, bad om at blive taget op. Da hun rørte den, følte hun jeg var på vej. Hun så i et syn mig komme til verden.
Min mor var på rejse med min far til en anden del af reservatet, flere hundrede kilometer, de var på besøg hos hendes forældre. Min bedstemor fortalte om sin oplevelse da hun kom hjem. Bedstefar tog stenen, så på den og sagde det var min lykkesten, en del af mit totem. Han skar en ring og fæstede stenen i ringen.
Jeg fik den som sagt da jeg blev kvinde. Min bedstemor gjorde en ceremoni for ånderne og forærede mig ringen. Hun fortalte mig dens historie. Den har fulgt mig lige siden John. Den betyder meget for mig.
Nu har du givet mig et smykke med den samme sten. Klippen omkranser den. Jeg har tænkt meget over hvad det er der har givet dig den ide. Jeg tror det betyder jeg i dig har en beskyttende klippe, en der vil tage hånd om mig, en jeg kan føle mig tryg hos. Jeg tror også der er en mening med jeg mødte dig. Der var kontakt mellem os fra første sekund jeg så dig. Jeg så dig før jeg så Ege. Jeg ved nu hvorfor. Vore sjæle er bestemt for hinanden, selvom vi er forskellige.
Der er en gammel legende, den fortæller om en mand af min stamme, der af ånderne fik besked på at finde sin kvinde ved det store vand. Hun ville komme til ham.
En dag han var ved stranden, så han noget ligge i vandkanten. Klæder han ikke kendte, var omslynget en hvid kvinde, med et lysende hår der omgav hendes livløse legeme. Håret var gyldent. Han tog hende op, bar hende hjem og bad medicinkvinden vække hende. Manden passede på hende i mange måneder, så hun ikke kom til skade eller led overlast.
Mange sagde han skulle skille sig af med hende, hun var ikke af deres stamme, hun betød ulykke. Men det ville han ikke. Hun blev hos ham, og fødte ham børn der alle blev betydelige medicinkvinder, eller store og tapre krigere. Den dag i dag, er de lysere øjne du ser i vores stamme et levn fra den tid. Hun blev stammoder til mange kommende generationer, af tapre mænd og kloge og vise kvinder.
Jeg tror det er historien der gentager sig med dig. Ikke at du er kvindagtig, men at der er en mening med du så pludselig kommer ind i mit liv.
Jeg mistede min mand Joe, jeg følte stor sorg over tabet. Men langt borte, har jeg i en drøm set et menneske, en mand, der kom imod mig. Jeg har altid vidst han ville komme til mig en dag, ville nå mig på sin vandring. Han var ikke en af vore, men fremmed. Lige siden Joe døde, har jeg mindst én gang om ugen set den fremmede.
Jeg ved nu det er dig. Jeg har ikke set ham siden jeg mødte dig. Hun så på mig og smilede... John, jeg kunne ikke lade være med at fortælle dig det. Er jeg en lille smule skør i hovedet? at tro på den slags?..
Nej Maria, det er du ikke. Jeg er glad for du fortæller mig om det. Jeg har tidligere sagt til dig jeg gerne vil høre om dit liv som indianer, om hvordan i lever. Det er en del af dig, som jeg gerne vil deltage i sammen med dig, hvis du vil lukke mig ind i jeres univers, jeres liv. Jeg klemte hende og kyssede hende.
Vi sad længe uden at sige noget. Vore tanker gik vel i hver sin retning. Jeg elskede Maria. Så jordbunden, og alligevel så bunden af de traditioner hendes folk havde levet efter i årtusinder. Hun var min kvinde nu, jeg var stolt af Maria.
De to næste dage lignede de foregående. Det blæste stadig meget. De havde til aften lovet aftagende vind i løbet af natten. Vi måtte indrømme vi var lidt trætte, af den rutine der efterhånden var med læsning og hygge. Vi ville sejle. Vi holdt ud, i morgen ville vi helt sikkert komme videre.
Maria vækkede mig med kys over hele ansigtet. Hun smilede glad... John. I dag er det ideelt vejr at sejle i. Skal vi se at komme op? jeg smilede... Ja Maria, lad os det. Vask i cockpit for mit vedkommende. Maria havde været i bad på havnen. Klokken var seks morgen. Efter afvask klædte jeg mig på. Morgenkaffen var allerede færdig. Maria var glad. Solen skinnede mellem skyerne, vinden var frisk. Vi glædede os begge til at komme af sted.
Vi var ikke de eneste der var tidligt oppe. Før vi var færdige med morgenmaden, var der masser af liv på havnen. Folk var utålmodige for at komme videre.
Endelig, masser af vand under kølen. Otte knobs fart, vi kunne ikke ønske bedre luft. Vi skiftedes til at passe roret. I dag var det mig der serverede madder og kaffe for Maria. Det hele var klargjort inden vi tog af sted. Vi havde bestemt os for Gråsten havn . Vi havde planlagt det for et par dage siden. Maria var i sit es... John, at sejle er en lise for sjælen. Havde jeg vidst det, var jeg begyndt for længe siden. At sejle med dig er livet. Havde jeg vidst det noget før, havde jeg..... Hun grinede og hoppede op og ned. Maria var glad, det var helt tydeligt. Hun fuldførte ikke sætningen, morede sig bare.
En ikke for stor havn, hyggelig. Der var alt hvad vi behøvede. Nu havde vi den indenfor rækkevidde. Fortøjningen gik glat. Maria sejlede og dirigerede mig på fordækket. Hun var en ørn til det også. Vidste man ikke bedre, så det ud som hun havde sejlet hele sit liv. Hun var sikker på alt hvad hun gjorde, havde lært at sejle, meget bedre end jeg.
Vi spiste lokalt. God og billig mad. Her var mange tyske både. Maria undrede sig. Jeg satte det amerikanske flag under salingen. Hun smilede... Hvor har du det fra?.. Købt, da jeg hentede morgenmad i går. Jeg havde egentlig glemt jeg havde det, men alle de tyske flag fik mig til at huske det igen. Det må man godt, når du er om bord. Det kaldes gæsteflag, du er gæst. Jeg morede mig. Hun slog kådt ud efter mig og ramte ruffet... Av, sagde hun. Du er rigtig dum nu, ved du det? det gjorde ondt John. Hvorfor flyttede du dig?.. For det ikke skulle gøre ondt på mig, sagde jeg og lo af hendes små forbandelser...
Hvem af jer er Dansk? spurgte nabo båden... Mig, sagde jeg og pegede på mit bryst... Ok, er amerikanske kvinder altid så voldelige? han morede sig. Jeg oversatte. Maria så på ham, talte til ham på et sprog jeg ikke forstod, derefter gik hun neden under. Jeg trak på skulderen... Hun blev vist sur, sagde jeg og smilede. Hun bliver god igen.
Jeg bød en øl over lønningen, han tog imod den og vi sludrede mens vi drak den. De var fra København, Hvidovre . De ville Danmark rundt, men med det vejr vi lige havde haft, blev det nok kun til det sydfynske og sydjyske. De havde allerede været af sted i fjorten dage. Kone, to unger og en hund. Han takkede for snakken og skænken.
Maria var mopset. Hun havde forbundet sin hånd. Jeg tog den, kyssede den og så på hende. Jeg kom til at grine... Du skal ikke more dig John. Det gør ondt, sagde hun og kikkede surt på mig... Undskyld, men Maria, det så komisk ud da du slog dig. Hvad var det for et sprog du talte? Hun smilede... Mit sprog. Jeg sagde han var dum at høre på, at han ikke skulle give dig ret, og at han bare skulle holde mund... Det er ikke pænt, sagde jeg og tog om hende. Som straf skal du give mig et kys. Vil du det? Hun smilede... Ja! sagde hun og omfavnede mig.
Længe stod vi tæt sammen... Gør det stadig ondt? Hun så på mig, men jeg kunne godt holde masken... Ja, lidt, men det går over. Hun satte sig og holdt øje med mig. Hvis jeg morede mig igen, vidste jeg hun ville blive tosset meget på mig... John. Din dagbog kalder på dig. Og du skriver ikke noget om det her, er det en aftale?.. Nej Maria, den kan jeg ikke holde alligevel, selvom jeg lover dig det. Jeg ved du ikke kan læse hvad jeg skriver, men jeg vil være ærlig, jeg skriver sikkert du har slået dig, måske ikke det var din egen skyld.
Hun skubbede til mig... Sæt dig og få det overstået, så laver jeg aften te til os.
Så kære dagbog, det var så det. I morgen vil vi videre, hvis vejret tillader. God nat.