Dag 67 + 68 + 69
Vi vågnede i hinandens arme. Maria smilede til mig... Jeg faldt vist i søvn, sagde hun... Ja, det gjorde du. Jeg fik skrevet i min dagbog, det gør vel ikke noget? hun smilede... Nej, det gør det ikke.
Vi stod op, Maria lavede morgenmad til os... I dag må vi hellere tage hjemad, sagde hun og så ud mod bjergene. Jeg vil savne det. Hun så på mig. Der var tårer i hendes øjne. Bare vi kunne blive, fortsatte hun. Der er sket så meget i det sidste dage, ting der har forandret mit liv med dig John. Hun så ned...
Også for mig Maria. Du har givet mit liv en ny dimension, et nyt indhold. Jeg troede ikke at kærlighed kunne være så voldsom, så stærk. Her hører vi hjemme. Jeg forstår hvad du mener når du siger det sted betyder noget for dig. Det gør det også for mig. Her fandt jeg den anden Maria, indianerpigen Maria. Jeg smilede...
Jeg håber ikke du bliver skuffet John, vi får problemer når vi kommer hjem. Vil du hjælpe mig? jeg tog hendes hænder i min hånd... Vi er sammen om det her, lad dem blive vrede, det rører mig ikke når bare jeg har dig og din kærlighed. Sammen er vi stærke. Maria nikkede.
Vi ryddede op og pakkede hvad vi skulle have med os. Det støvregnede. Turen til bilen tog næsten to timer, det vatr ikke mange ord vi sagde til hinanden. Hver især havde vi vores at slås med. Endelig var vi på landevejen igen. Vi glædede os begge til at være sammen med familien, uanset hvad de ville sige. Vi ville ikke diskutere med nogen. Vi havde taget en beslutning, den måtte de respektere, vi stod fast på vores.
Hjemme pakkede vi ud. Maria satte alt på plads. Hun ringede til Illona og meddelte vi var tilbage, hun bad hende se på min arm. Gipsen var ikke hvad den havde været. Illona bad os komme til hospitalet i morgen formiddag klokken ti.
Maria var nervøs kunne jeg mærke. Vi var begge trætte og var gået tidlig i seng. Maria forklarede mig hun kunne blive udstødt af familien. De kunne forbyde hende at deltage i deres liv som indianere. Hun havde foretaget en ceremoni uden deres tilladelse, og så med en hvid, en fremmed!... Hvad skal jeg gøre? jeg forsøgte et berolige hende... Jeg finder på noget Maria. Stol på det. Uanset hvad der sker er vi sammen. Hun prøvede at smile, men hun var ikke glad ved tanken om den konfrontation der ville komme.
Næste formiddag tog vi ind til hospitalet. Illona tog imod os, hun omfavnede sin mor. Jeg fik et kys på kinden... Nå, sagde hun professionelt, skal vi se hvor galt det er med armen? hun tog den gamle gips af, fik min arm røntgen fotograferet, og sagde jeg ikke behøvede gipsen mere hvis jeg passede på.
Hun lagde en skinne i et plastmateriale på min overarm for at støtte den... Du er som børn med den gips, sagde hun og smilede, du splitter den ad. Mor, har i haft det godt i bjergene? hun så på sin mor og måbede. Illona stirrede på sin mor med åben mund. Såret på Marias bryst var synligt... Mor! hviskede hun. Hvad er det? har du holdt ceremoni? hun så hurtigt over på mig.
Jeg smilede... Illona, min datter, sagde jeg frejdigt. Vi ville det begge, har gjort en ceremoni, det er vores beslutning. Hvad du mener om den beslutning er vigtigt for os, men det ændrer ikke vores beslutning. Jeg håber du forstår hvad jeg mener? hun så ned og nikkede... Det kan vi tale om senere, jeg blev bare overrasket, sagde hun stille. Undskyld papa. Jeg respekterer jeres beslutning.
Maria og jeg tog hjem igen. Telefonen ringede, det var Illona, hun bad os komme til middag. De talte sammen i over en time. Imens gik jeg ned til floden og satte mig ud på platformen med en øl. Jeg nød stilheden. Stilheden, det var den der gav ro, det kunne jeg mærke nu. Her var stille, men der var lyde fra biler, mennesker og maskiner. Stilhed var der i bjergene, det var en del af deres magi.
Vi ankom på slaget seks. Maria var nu meget nervøs. Der stod tre biler i deres indkørsel. Jeg stoppede Maria, så på hende og hviskede:.. Husk Maria, vi er to om det her, vi holder sammen og støtter hinanden. Hun gav min arm et lille klem og fortsatte mod døren.
Jacob åbnede og ønskede os velkommen hjem. Han bød os indenfor. I stuen sad Marias far og mor. Vi satte os i sofaen ved siden af hinanden efter at have hilst på dem alle. Den gamle bedstefar kom ind og hilste, han havde hvilet sig.
Sarah løb hen til Maria og omfavnede hende. Åhh bedste, hvor er jeg glad for at se dig igen. Hej bedstefar, sagde hun og gav mig et kys på kinden. Har i haft det godt? Maria smilede. Ja Sarah, det har vi. Munden stod ikke stille på Sarah, hun ville vide hvad vi havde lavet.
Illona afbrød Sarahs talestrøm. Maden var klar. Vi gik til bords. Maden var virkelig vellykket, smagte godt. Alle tog for sig af retterne, der manglede ikke noget. Tre retters mad. Efter desserten, gik vi tilbage til stuen, ventede på kaffen.
Marias far virkede nervøs, jeg skottede til Maria, havde hun mon bemærket det? det havde hun ikke, hun var optaget af Sarah, der lagde fuldt beslag på hende. Marias far rømmede sig. Alle så på ham...
Maria! begyndte han. Jeg hører du har foretaget en brudeceremoni. Er det rigtigt? Maria nikkede. Det har du ikke tilladelse til! sagde han vredt. Du har ikke fået vores tilladelse til at gifte dig med John af de andres stamme. Han er hvid og fremmed. Du har vanæret dit folk. Har du noget at tilføje, før jeg tager til rådet og fremfører hvad der er sket uden dets tilladelse?
Maria kikkede over på mig. Jeg nikkede svagt... Høvding! sagde jeg så højt at alle vendte deres opmærksomhed mod mig. Jeg rejste mig langsomt og så fast på ham. Jeg er gæst i dette smukke land, gæst i det hus hvor min kvindes datter bor, med sin mand og deres elskede datter. Du taler til min kvinde, bebrejder hende hun har handlet imod jeres love og traditioner. Nu har hun handlet, besluttet sig, sammen med mig.
Ved at henvende dig til min kvinde, fortæller du mig du regner mig for intet. End ikke min hund ville jeg behandle så skidt, som du nu behandler mig som gæst. Jeg gætter du selv er gæst, men har taget dig værtens beføjelser. Jeg så rundt på dem alle sammen, alle slog øjnene ned. I har traditioner siger du, det har mit folk også. Jeg er hvid, det ved jeg. Ingen i min slægt har nogen sinde været i jeres land, alligevel betegner du mig, som en af de hvide der har kostet dit folk så megen sorg og smerte, at i ikke kan glemme eller bære det. Det har jeg stor sympati for, dit folk har lidt meget. Du kalder mig for: En hvid af de andres stamme!
Du anklager mig, tilsidesætter mig, behandler mig som en hund, en fjende. Jeg vil ikke splid mellem vore folk. Jeg bad Maria gifte sig med mig. Jeg forærede Maria det smykke og den ring hun nu bærer. Smykket er en opal, som den hendes bedstefar gav hende da hun blev kvinde. Jeg mente jeg med min gave til hende ærede hende, og den stens sjæl der beskyttede hende.
Jeg bad Maria hjælpe mig med at forstå hvordan hun lever med sit folk. Nu har du udfordret mig, vanæret mig. Men jeg er ikke den fjende du anser mig for. Du taler som en kvinde, lytter til sladder uden at spørge mig.
Ville jeg vide noget om dig, gik jeg til dig, ikke til din kvinde. Sladrer din kvinde om dig, taler jeg med dig, ikke med hende. Jeg er desorienteret, skuffet.
De værdier mit folk har, de æresbegreber vi sætter højt er åbenbart ikke noget i regner for noget her . Jeg undskylder jeg har været til besvær, undskylder jeg har krænket jeres love og traditioner. Jeg går nu, med oprejst pande.
Jeg bærer ikke nag til dig eller dit folk. Men jeg tager min kvinde med. Du kan udstøde hende fra jeres stamme. Hos os siger man en kvinde skal forlade sin klan for at følge sin mand. Derfor tager jeg Maria med mig når jeg går.
Høvding!! Jeg anerkender din ret til at bestemme over dit folk.-- Jeg så på Maria. Nikkede til hende... Kom hviskede jeg... Jacob!. undskyld min pludselige og uhøflige optræden mod dig som vært. Det er desværre nødvendigt, hvis jeg skal bevare min og min kvindes ære. Tak for jeres gæstfrihed. Maria havde rejst sig, hun så ned, tog mig i hånden. Vi forlod begge huset.
Maria græd stille... John, jeg er så ulykkelig, så ked af det. Jeg tog hende i hånden, vendte hende så hun stod foran mig... Se på mig, sagde jeg blidt. Hun så på mig, med bedrøvede øjne... Sammen er vi stærke min elskede, det må vi tro på. Kom, vi kører hjem og taler om det.
Resten af aftenen talte vi om hvad jeg havde sagt. Maria havde mest lyst til at rejse med mig tilbage til Danmark allerede i aften... Maria, vi flygter ikke. Jeg var hård overfor din far, men de angreb dig. Jeg er din mand, det er naturligt jeg forsvarer dig. Det er noget rod, men der må være en grænse for hvad jeg vil acceptere man udsætter dig for. Du har gjort en ceremoni imod jeres love, men du gjorde den for mig, det er det jeg lægger vægt på. Jeg takker dig for din kærlighed til mig.
Hun var stadig ked af det. Da vi var kommet i seng puttede sig ind til mig . I hinandens arme fandt vi tryghed, sammen.
Maria var stadig trist. Jeg smilede til hende ved morgenbordet... Maria, vi har hinanden, er det ikke det der betyder mest? hun smilede og nikkede. John, du er en dejlig mand, jeg er tryg ved dig, glad for du forsvarede mig, det takker jeg for.
Vores flybilletter var bookede til næste aften i den lokale lufthavn... Maria, vi er nødt til at tale om hjemturen. Jeg mener ikke vi skal udsætte den. Lad nu familien tænke over hvad der er sket. Vi kan alligevel ikke gøre mere nu. Det er dem der har det næste træk, hvis man kan sige det på den måde. Min afvisning af dem stiller dig alene tilbage med mig, det ansvar vil jeg leve op til, det lover jeg dig. Hun tog min hånd... Det er jeg ikke i tvivl om, sagde hun og smilede til mig.
Maria ringede over middag og bekræftede vores biletter. Helikopter til flyvepladsen, derefter rutefly til New York. Ophold i en time og så hjem over Atlanten. Seksten timer ville det tage for os at komme hjem.
Vi pakkede vores kufferter så de var klar til i morgen. Vi havde bestilt en bil til at køre os til helikopter pladsen. Der var bare tolv timer til vi ville være på vej hjem.
Vi gjorde klar til at gå i seng. Telefonen ringede. Maria kikkede på mig, spørgende. Jeg tog telefonen... John!, sagde jeg. Der var tavshed i den anden ende. Hallo! er der nogen? tavshed. Jeg lagde røret og sagde til Maria... Jeg tror de ville tale med dig, forventede det var dig der tog telefonen, men de svarede ikke, var tavse. Hun tog om mig... Jeg er nervøs nu, hvem tror du det var?.. Jeg ved det ikke Maria, jeg er her og passer på dig. Hun smilede... Det ved jeg John.
Telefonen ringede igen. Jeg tog den. John! sagde jeg... Hej John, det er Jacob. Forstyrrer jeg?.. Nej, det gør du ikke... Er du hjemme hvis jeg kommer ? jeg vil gerne tale med dig... Du er velkommen. Maria er ked af det der skete, jeg beklager jeg ikke opførte mig som en god gæst. Du er velkommen Jacob. Kommer du alene?.. Ja, to minutter, så er jeg hos jer. Vi ses.
Maria gik ud i køkkenet, ville lave te til Jacob. Jeg gik ud til døren for at modtage ham. Han kom som lovet i løbet af to minutter. Jeg bød ham indenfor.
Maria serverede teen... Jeg er træt John, gør det noget jeg går i seng? jeg smilede... Nej min ven, gør du det, jeg kommer snart, jeg sludrer lige med Jacob. Maria nikkede, så trist på Jacob og sagde god nat, derefter gik hun...
Det piner mig at se Mama så ked af det, sagde Jacob. John! det er noget skidt det hele. Jeg smilede... Jacob, jeg har Maria, hun har mig. Vi hører sammen. Uanset hvad der sker, vil jeg altid være ved hendes side, forsvare hende.
Han så på mig... Hvornår tager i hjem til Danmark?.. I morgen tidlig, vi har booket og bekræftet billetterne, det har været planlagt lige siden vi kom, det er ikke flugt, sagde jeg og smilede... Nej, det ved jeg. Jeg kan godt lide dig John, det samme kan Illona. Lille Sarah forguder jer begge. Er der slet ikke noget jeg kan gøre for at skabe fred mellem dig og stammen?..
Nej, det løb er kørt. Havde jeg tid, mødtes jeg gerne med Marias far og bedstefar, diskuterede hvordan vi kom videre. Nej, det er for sent nu. Maria og jeg tager hjem som planlagt, det ligger fast... Er du helt uforsonlig?.. Nej Jacob, det er jeg ikke. Men lad mig forklare... Maria lavede den ceremoni for min skyld. Jeg havde bedt Maria om at gifte sig med mig tidligere, hjemme i mit land. Jeg elsker hende og vil dele mit liv med hende. Jeg tror ikke du kan fatte min kærlighed til hende. Hun har forandret mit liv.
Nu angreb hendes far hende voldsomt, det gjorde mig vred og ked af det. Jeg havde troet han ville have talt med mig først, men han var vred. Vreden tog over, han vanærede mig ved totalt at tilsidesætte mig, ignorere mig. Jeg havde ansvaret for Maria. Hun havde sagt ja til at være min kvinde, hustru, følge mig i livet. Høvdingen talte om traditioner, love og ære. Han trampede på mig, min ære, mine traditioner. Det er årsagen til min vrede mod ham.
Jeg føler med Maria. Hun lider lige nu, er bange for at miste sin familie. Slår i hånden af Maria, bliver jeg vred, meget vred. Hun fortjener måske en irettesættelse for sin egenrådighed, for ikke at have fortalt mig det var imod stammens traditioner, men ikke at blive revet væk fra sin familie. Jeg bad hende blive min kvinde. Det vil gøre mig meget vred hvis i udstøder hende. Gør I det, er der ikke nogen tilgivelse, ingen forsoning, det ligger helt fast.
Hvordan kan man dømme mig for noget andre for mange år siden har gjort mod dit folk? ingen af min slægt har været i Amerika, alligevel gøres jeg som hvid ansvarlig for deres gerninger. Det er racisme af værste slags.
Jacob. Jeg elsker jer, det ved du. Men der vil gå lang tid før jeg kan glemme. Jeg er dybt frustreret over et folk der har lidt så meget, nu selv bruger de hvides metoder over for sine egne. Det berører mig dybt...
Mamas bedstefar har faktisk sendt mig, sagde Jacob. Han bad mig finde ud af om der er noget .... Stop, sagde jeg og løftede min højre hånd. Jacob. Jeg har den dybeste respekt for den gamle høvding, jeg ærer ham og hans viden om livet. Men jeg behøver tid til at tænke. Tænke på Maria, det er hende der kommer først. Hende skylder jeg al min opmærksomhed nu, det trænger hun til, det står jeg fast på. Maria er min kvinde nu, hende vil jeg beskytte og kæmpe for.
Jacob nikkede... Havde bedstefar bare grebet det an på en anden måde, var problemerne løst nu. Jeg føler du er en stærk mand John, en mand mama kan være stolt af, jeg støtter dig, du er ikke blevet behandlet ordentligt. Jeg vil tale jeres sag i rådet, vi må finde en løsning.
Han rejste sig op... Tak fordi du ville høre på mig. Hils mama og sig vi er her og tænker på hende. Han rakte mig sin hånd... Farvel John, jeg ved vi ses igen. Jeg fulgte ham ud.
Maria sov ikke, hun havde grædt. Jeg fortalte hende Jacob ville tale vores sag i rådet. Hun smilede... John, jeg er glad for den dreng, han vil gøre meget for at holde vores familie samlet. Hold om mig, det behøver jeg. Efter en lille time blev hendes åndedræt regelmæssigt. Maria sov.
Det er lidt trist kære dagbog, men hvad skulle jeg ellers gøre? jeg elsker Maria, vil gøre alt for hende. I det mindste ved jeg hendes datter og svigersøn, ikke vil være at finde iblandt dem der vil forstøde hende. Jeg er selv ked af det, det er på en måde mig der er årsag til det hele. Men for pokker, jeg elsker hende jo. Nå, lad os sove på det, der viser sig nok en løsning. God nat, også jeg er træt, udkørt.
Dag 70 + 71
Jeg døsede, vi var på vej over Atlanten, på vej hjem. Maria havde ikke sovet godt den sidste nat vi var i hendes hjem i Amerika. Jacob og Illona ville som de plejede se efter huset.
Nu sov Maria endelig. Hun trængte til den hvile hun kunne få. Hun havde gået meget igennem i den korte tid vi havde besøgt hendes stamme. Hun havde sagt hun havde lidt nederlag. Hun var ulykkelig. Jeg ville gøre alt for hun kom til at være glad igen.
Jeg forstod ikke deres måde at leve på. Alle i hendes familie var veluddannet, og så opførte de sig som i middelalderen. Jeg havde været fascineret af det liv, jeg var vred nu. Hvad skulle alle de skuespil til for? hvad fik Maria til at være som dem, tilbage i fortiden?
Der var meget jeg ikke forstod, meget jeg gerne ville vide. Jeg havde selv deltaget i det spil om æresbegreber og traditioner, men jeg forstod dem ikke. Jeg følte mig lige nu som årsag til alle Marias problemer. Jeg elskede hende for pokker, ville ikke leve uden hende.
Et par ridser havde skabt så megen røre, at hun nu var bange for de aldrig ville vide af hende. Så havde hun kun mig, hvad kunne jeg byde hende? nej, jeg måtte få rede på det kaos der var i mit indre, forstå hvad der skete, og så hjælpe Maria til at komme tilbage med ære, som hun havde sagt.
Ære, et dumt ord fra fortiden. Måske var det mig der var ude at svømme, men de skulle ikke få Maria ned med nakken. Jeg ville fortælle dem hvad jeg mente om dem, på deres måde, det måtte Maria så hjælpe mig med. Sammen var vi stærke.
Vi havde bekræftet hinanden og vore følelser. For pokker, ude i de bjerge havde jeg været en af dem, havde deltaget i ritualet, havde beundret det og følt mig smigret. Jeg elskede Maria, hun måtte hjælpe mig med at få rede på mine forvirrede tanker.
Jeg så på Maria. Hun sov, det var ikke glæde jeg så, eller fred. Hendes ansigt så bekymret ud, selv når hun sov. Jeg var træt, men kunne ikke sove. Tankerne kværnede rundt i hovedet på mig.
Jeg bestilte kaffe, hvis det var muligt ville jeg gerne have den stærk. Stewardessen smilede sit professionelle smil. Gik efter kaffen. Vi var de eneste førsteklasses passagerer, havde rigeligt med plads. Kaffen kom, en lille kande eller to kopper, jeg takkede. Hun spurgte om jeg ville have noget til, jeg svarede nej tak. Hun gik ind i det lille køkken og satte sig, ventede på jeg igen ville få brug for hende.
Endelig på Odense flyveplads. Næsten hjemme. Maria virkede trist, hun havde hvilet sig men var ikke frisk. Jeg prøvede at opmuntre hende, det lykkedes kun delvist. Hun smilede til mig, men var ikke glad.
Hjemme satte hun sig tungt i lænestolen og skjulte hovedet i hænderne. Maria græd . Hun var så ulykkelig. Hun følte hele hendes verden var styrtet i grus. Jeg løftede hende op og bar hende ind i soveværelset. Hun var ikke tung, min venstre arm gjorde ondt. Jeg lagde hende på sengen, klædte hende af og puttede hende.
Hun græd stadig da jeg krøb ned til hende. Jeg tog om hende, forsikrede hende om jeg elskede hende. Langsomt faldt hun til ro. Da hun endelig sov var hun slap. Hendes åndedræt regelmæssigt. Maria sov endelig fast, dybt og trygt i mine arme.
Klokken var over ti da jeg endelig vågnede. Jetlaget, eller hvad de nu kaldte det havde sin virkning. Jeg var stadig træt og uoplagt. Maria sov trygt ved min side. Jeg kikkede på hende Hendes ansigt så mildt ud nu hun sov hjemme hos sig selv, jeg bildte mig ind det var fordi hun kunne slappe af. Hun var så smuk.
Hendes krop havde fine rynker der fortalte om hendes alder. På brystet var de tre tatoveringer, mit Totem. Sårene var ikke helt lægte endnu. Det pulver hun havde brugt var et kraftigt sort farvestof, der ville give tatoveringen farve. Hendes bryster pegede ud mod hver sin side, de var ikke store, men stadig smukke og faste. Jeg elskede dem.
Hænderne var fint rynkede. Maria var to og halvtreds år gammel, det kunne man ikke se, hun holdt sig godt, var slank og havde ikke eet gram fedt for meget. Hendes lår var faste og smidige. Hun var en pige jeg til enhver tid, ville være bekendt og stolt af at følges med alle steder.
Jeg lagde dynen over hende, puttede hende. Hun mumlede i søvne, vendte sig om på siden og sukkede. Jeg var stolt af Maria var min pige, ville gifte sig med mig, være min hustru.
Jeg var selv mere rolig nu. Tiden og den hjemlige stue gjorde mig tryg, fik lige som tingene på afstand. Med tiden ville det hele kunne ses på med andre øjne, end dem vi så med i Amerika.
Jeg var sikker på Jacob, Illona og lille Sarah ikke ville slå hånden af hende. Der var trods alle besværligheder også lyspunkter. De kunne besøge os lige så ofte de lystede, vi havde råd til at sende dem penge til biletter.
Jeg ville tale med Maria om det, opfordre hende til at se det på den måde, så kunne de forstokkede gamle have deres ære på det sted de ville, de havde fornærmet mig, havde skældt Maria ud fordi hun elskede mig, det ville jeg ikke finde mig i. Jeg krøb helt ind til Maria, tog om hende og nussede hende. Hun mumlede til mig, men var ikke rigtig vågen. Længe lå jeg med hende i armene, så vågnede hun, så på mig og smilede... Elskede John, jeg har det så rart i dine arme. Hun kyssede mig. Sammen lå vi og nussede hinanden, kælede for hinanden... Er du sulten min ven? jeg rystede på hovedet... Nej, jeg er bare så tilfreds med at være hjemme, være sammen med dig.
Hun smilede... John, det kan du ikke leve af. Jeg laver os noget morgenmad. Hun rejste sig og tog en badekåbe over sig og gik ud i køkkenet.
Maria nynnede mens hun lavede maden, jeg dækkede bordet. Hun omfavnede mig og sagde hun var lykkelig nu... Jeg er glad igen, sagde hun og smilede.
Resten af dagen slappede vi af. Tøj var ligegyldigt. Halvnøgne gik vi rundt og nød det at være sammen. Maria faldt i søvn på sofaen, jeg lagde et tæppe over hende. Så fik jeg en ide.
Ideen var dig kære dagbog. Jeg ville skrive mens hun sov, så gik tiden med det. Klokken er kun otte aften men jeg er træt nu, vil bære Maria ind i vores seng og putte mig med hende, nusse hende og glæde mig over vi har det så godt sammen. God nat kære dagbog, vi skrives ved om et par dage.