Dag 53 + 54 + 55 + 56 + 57
   Langt borte hørte jeg Maria tale til mig. Jeg havde ondt over hele kroppen. Hvad var der sket? hvor var jeg? jeg åbnede øjnene og så Marias bekymrede ansigt. Jeg ville række ud efter hende men kunne ikke, det smertede.
   Hun berørte mine læber ganske let, kyssede mig... John, kan du høre mig?.. Ja, hviskede jeg. Hvad er der sket med mig? hendes øjne var fulde af tårer... Hvor er jeg glad for du nu endelig er vågnet. Hun nussede min kind. Jeg så dobbelt... Maria, fortæl. Hun smilede til mig... John, det var en ulykke. Noget forfærdeligt noget. Har du det bedre? Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Bedre end hvad?
   Jeg bevægede mig, ligesom følte hvad der var helt og hvad der var gået i stykker i min krop. Venstre arm var tung, kunne ikke bøjes. Hovedet værkede. Alt var forvirrende. Længe lå jeg og så på min elskede Maria. Der var to af slagsen. Jeg følte jeg skulle kaste op, var dårlig. Maria så det og kaldte på nogen. Jeg blev vendt, men der kom ikke noget. Jeg havde det elendigt.

Da jeg vågnede igen var det mørkt. Kun en svag lampe lyste ved sengen. Jeg ville rejse mig op men kunne ikke. Smerterne var ikke så voldsomme mere. Min venstre arm var i gips. Var den brækket? jeg tænkte tilbage. Hvad skete der egentlig? så huskede jeg et kæmpe brag, lufttrykket og forpartiet af en bil. Var jeg kørt ned? Kørt galt?
   Mens jeg lå og spekulerede, kom en sygeplejerske ind og så til mig... Halløj John Brell, er du vågen?.. Ja. Hvor er jeg, hvad er der sket? hun smilede... Du er på Odense universitetshospital. Du har været udsat for en eksplosionsulykke. Lufttrykket sendte dig ud på gaden hvor en varevogn ikke kunne undgå at ramme dig. Du har brækket venstre overarm, er syet med mange sting i hovedet, og på højre side af kroppen efter snitsår. Men ellers har du været heldig.
   Vi frygtede kraniebrud og indre kvæstelser, derfor er du her, men det slap du heldigvis for. Er der noget du vil have?.. Jeg er tørstig... Her, sagde hun og holdt et glas med vand til mine læber. Hun støttede mig i ryggen. Halvt siddende drak jeg det hele... Vil du have mere?.. Nej tak, det rækker. Jeg slappede af. Vandet havde klaret min hjerne lidt. Jeg kunne huske braget og bilen, men ikke mere. Jeg døsede.

Maria vækkede mig med et kys... God morgen min ven, er du vågen? jeg nikkede let. Bandager forhindrede mig i at dreje hovedet. Her er lidt morgenmad til dig, sagde hun og smilede. Kom, så hjælper jeg dig op at sidde. Hun hjalp mig. Ved min side stod en uredt seng. Maria svingede en bakke ind over min seng. Kan du selv eller skal jeg hjælpe dig? jeg smilede... Jeg prøver selv. Det gik helt godt med både at spise og drikke den te hun serverede. Jeg følte mig frisk. Sammen drak vi teen. Maria smurte et par stykker franskbrød til mig og lagde en skive ost på. Jeg kunne med min højre arm og hånd godt spise. Armen var plastret til.
   Jeg følte på mit hoved. Forbindinger over det hele. Maria grinede... Her, sagde hun og rakte mig et rundt spejl. Jeg gloede, kunne ikke genkende mig selv. Hævelser og forkerte farver i hele ansigtet. Forbindinger om hovedet. Alt håret var under gaze og plastre.
   Jeg slog dynen så meget til side jeg kunne. Højre side havde flere plastre og en masse små sår. Jeg brummede. Maria sagde der havde været bud efter mig fra manden med leen... Du var heldig John. Jeg er sikker på Jærven passede på dig, sagde hun og skævede til mig. Maria, tænkte jeg, du har nok ret, men jeg sagde ikke noget.
   Maria fortalte jeg havde været ude for at købe ind. Da jeg passerede den lille grønthandel, var der sket en eksplosion i en gasflaske i butikken. Alle vinduer var blæst ud. Døren og lufttrykket havde sendt mig ud på gaden, hvor en kassevogn netop passerede. Den havde ramt mig og brækket min venstre overarm.
   Mange glassplinter havde skåret mig på hele min højre side. Alle troede jeg var død. Uden bevidsthed var jeg kørt direkte til Odense og indlagt. Hun havde sovet ved min side lige siden. Jeg havde været bevidstløs i to dage, først i går var jeg vågnet, men havde været meget forvirret. Maria så på mig, sendte mig et vidunderligt smil og sagde:.. John, jeg er glad for du slap så billigt. Jeg elsker dig.

Det var tid for stuegang og skift af forbindinger. Lægen spurgte til mig, stillede spørgsmål om hvad jeg kunne erindre, så på mig og var tilfreds med min tilstand. Også han var imponeret over jeg havde været så heldig. To andre på fortovet var begge indlagt med svære kvæstelser, fra bygningsdele der havde ramt dem. Du må have en heldig stjerne, sagde lægen og smilede.
   En time med store og små smerter fra plaster af og på. Forbindingen om hovedet blev fjernet. Jeg blev også vasket. En ny seng blev kørt ind til mig, den gamle var nusset til med blod og vand, efter vask og skift af diverse plastre og gaze. Maria støttede mig under hele forløbet, trøstede mig og holdt mig i hånden.
   Endelig færdig. Jeg pustede ud, sagde jeg var træt og faldt i søvn.

Tre dage senere var jeg på vej med Maria hjemover. Jeg var blevet udskrevet. Armen skulle forblive i gips i yderligere tre uger, så skulle jeg til kontrol. Maria var glad. Hun hjalp mig op i lejligheden.
   Jeg haltede lidt. Alle sting var blevet fjernet til morgen. Det tog tid, men var helt uden smerter for mig. Marias hånd var helt i orden. Hun havde et lille rødt ar på håndryggen, det var det hele. Jeg ville også få men af alle de sår jeg havde fået, men det måtte være. Politiet havde spurgt hvad jeg kunne fortælle, det var kun lidt jeg kunne huske.
   Erstatning skulle jeg have, så Maria havde henvendt sig til en advokat for at få hjælp. Det var ham der skulle forhandle min erstatning. Selv var jeg ikke interesseret, men Maria insisterede, det havde politiet også sagt.
   Jeg er træt. Maria pusler omkring mig. Hun smiler. Jo, jeg er bagud med at skrive men det havde sin årsag. Hun fortæller mig hun er klar, vil i seng, vil gerne have mig med, så dagbog! I morgen er der atter en dag.


Dag 58 + 59
   Jeg er stadig lidt mærket af begivenhederne. Halter og har af og til ondt i sårene. Der er betændelse i en flænge over det ene øje, ikke meget, men Maria bader det med brintoverilte, smører det og slutter med noget pudder... John, det er bedst vi holder øje med det, siger hun og smiler. Vi sætter os til bordet. Jeg kan hjælpe med mange ting, men det vil Maria ikke have. Du skal rekreere dig, siger hun og ser bekymret på mig.
   Vi taler om dagens gøremål, hvad vi skal lave, og om jeg ikke må overanstrenge mig. Jeg smilede til hende og forklarede jeg havde det helt fint, var rask, bortset fra små skavanker. Hun rystede på hovedet... John. Skal vi aflyse Amerika turen?.. Nej det skal vi ikke. Har du lavet afrejsen om, eller vil du det? hun smiler... Min ven, siger hun blidt. Dit søde hoved har taget lidt skade. Vi skulle have været af sted i morgen, men jeg tror ikke du er klar til det. Skal vi ikke udsætte det? jeg har ringet til flyselskabet og lavet en åben billet, så vi skal kun give dem fire og tyve timers varsel, så er der en plads til os...
   Maria! vi flyver som aftalt, det mener jeg. Kan du nå at melde os til i morgen?.. Ja det kan jeg. Mener du at du vil af sted? jeg nikkede. Godt, så ringer jeg med det samme og booker os.

Jeg blundede i stolen da Maria kom ind igen, hun vækkede mig... John, du sover! jeg morede mig... Ja, jeg var lidt træt, det indrømmer jeg. Skal vi ikke gå en tur? hun hjalp mig tøjet på. Vi gik hen og så på den ødelagte butik. Hele facaden manglede, taget var delvis faldet sammen, der havde været ild i forretningen. Jeg skuttede mig. Det var en ubehagelig oplevelse at se de voldsomme skader, jeg havde været heldig.
   Jeg lignede jeg ved ikke hvad, med blå mærker og sår i hovedet. Selvfølgelig havde mange set på mig, flere vidste vel hvad der var sket. Lokal TV havde sendt fra ulykken og havde omtalt mig og de andre tilskadekomne, dog ikke med navn.
   Maria havde ringet til mine børn, de havde begge været og besøgt mig, men det var før jeg vågnede op. De ville komme i aften, sagde Maria.

Aftenen kom. Begge mine børn var på besøg, de var alene. De så på mig, smilede til mig og var meget søde mod mig. Jeg var midtpunktet, selvom det ikke rigtigt passede mig. Tom gav gode råd til rejsen, Sarah holdt mig i hånden og strøg mig over kinden, Maria smilede til mig. Jeg var genert. De ønskede os begge en god tur, bad mig passe på mig selv, ikke overanstrenge mig.

Det er gode og kærlige børn du har John, sagde Maria da vi var kommet i seng. Det er dejligt at se de holder så meget af dig. Hun lagde sig ind mod mig, kyssede mig og puttede sig ind til mig.

Vi skal flyve i aften. Maria har allerede pakket kufferterne. Hun har aftalt med taxa de henter os og kører os til Odense lufthavn, de har lovet at hjælpe med bagagen. I Kastrup skal vi vente i to timer. Vi flyver med et amerikansk selskab.
   Maria har hele dagen fuld fart på. Jeg er lidt forknyt... Maria. Hvad med gaver til din familie? bruger i ikke det? hun smiler... Det har jeg sørget for, det kan vi tale om på vejen derover. Hun har tænkt på det hele. Jeg må ikke en gang bære min egen kuffert, det har hun fået sin nabo til. Søren Petersen, vores navigationslærer vil se til båden, passe på den mens vi er væk. Jo Maria havde tænkt på det hele.

Turen til Kastrup gik efter planen. Maria er alle steder. Hun dirigerer med personalet der hjælper os, hun er professionel. Efter indtjeck vender hun sig mod mig og smiler. Med det smil, ved jeg hun har noget for. Jeg ser rundt, der er ikke noget usædvanligt at se...
   Hvad har du nu for, siger jeg og smiler til hende. Jeg kan se der er noget du har forberedt. Hun omfavner mig... Ja det er der, en lille overraskelse. Jeg har bedt en læge ledsage os til Amerika, hun smiler. Hun kommer der, siger hun og peger.
   Mod os kommer en ung kvinde, vel omkring de tredive. Det er Marias udtrykte billede. Jeg er fuldstændig stum, overrasket. Maria tager mig under armen... Jeg vil ikke have der sker noget med dig under den lange flyvetur, siger hun kærligt. Lægen, fortsatte hun, er min datter Illona. Hun strålede af glæde. Mor og datter omfavnede hinanden. Maria præsenterede os for hinanden. Jeg fik et kys på kinden. Illona var en elegant pige. Hvor hun dog lignede Maria, bare i en yngre udgave.
   Illona fik mine journaler af Maria. De var oversat til Engelsk, det havde en læge på hospitalet i Odense gjort for hende, han havde arbejdet i Amerika i to år på sygehuse derovre, før han kom til Odense, var amerikaner med en Dansk kone.
   Til os var der et v.i.p. rum hvor vi kunne opholde os. Selskabet var underrettet om vi havde en læge med, det var ok med dem. Illona have sin lægetaske med sig som særlig bagage i passagerkabinen, så den var ved hånden hvis det blev nødvendigt. Vi er på vej.
   Ombordstigningen gik let. Første klasse var som at sidde i en behagelig lænestol med masser af plads. Jeg sad mellem Illona og Maria. De snakkede sammen mens jeg skriver i dagbogen. Yak, yak, på tværs af mig. De taler deres indianersprog, jeg har sagt det er ok.
   Om lidt skal vi have natmad. Vi kan vælge mellem tre retter, det er jeg ikke vant til. Illona er meget interesseret i hvad det er jeg laver. Maria fortæller, de morer sig begge. Illona er en blid pige, jeg ville ikke tro hun var læge, hvis jeg ikke vidste det. Efter vi var lettet, tog hun blodtryk og puls, var tilfreds med det. Jo, jeg havde læge med på turen.
   Jeg vil efter natmaden hvile, Illona havde nikket og spurgt om jeg ville have noget at sove på, jeg takkede nej, det var ikke nødvendigt mente jeg.

Dagbog! Nu bliver du lagt væk, Maria og stewarden serverer, god tur over Atlanten.


Dag 60 + 61
   Jeg vågnede, skulle tisse. Kantede mig forbi Maria der sov, forrettede mit ærinde og gik tilbage. Vi var de eneste på første klasse. Både Maria og datteren sov trygt. Jeg så på dem begge. Smukke kvinder.
   Illona var Marias udtrykte billede. Hun var smuk. Håret var slået ud, det lå omkring hendes skuldre og hals som et tæppe. Så smuk hun var. Maria vendte sig halvt i søvne, også hendes hår var slået ud og faldt smukt om hendes skuldre. Længe stod jeg og så på hende, beundrede hendes skønhed. Jeg smilede. Jeg havde ikke alene en smuk kvinde i Maria, hun var også en klog og varm pige. Jeg elskede hende.
   Da jeg kantede mig forbi hende, strøg jeg hendes kind. Hun smilede i søvne, det varmede min sjæl. Igen så jeg på Illona, hendes smukke øjne smilede til mig, hun var vågen...
   Har du det godt John? jeg nikkede... Ja, jeg har det dejligt, sagde jeg og gengældte hendes smil... Du holder meget af min mor, fortsatte hun, du har kærlige øjne når du ser på hende. Da du strøg hendes kind smilede du. Jeg er ikke i tvivl om din kærlighed til hende. Hun satte sig op... Jeg elsker din mor, sagde jeg og så genert ned. Hun betyder alt for mig. Siden jeg mødte hende er mit liv et andet, har fået indhold...
   Fortæl om dig selv, hvem du er. Vil du det? jeg nikkede, og fortalte om mit liv, mine børn, mit arbejde, mit møde med Maria, mine venner, og alt det der faldt mig ind. Jeg fortalte hende om mine følelser for Maria, vores planer for fremtiden og hvor lykkelig jeg var. Så moderne Maria var, og så alligevel nær de gamle traditioner der var hos hendes folk. Jeg fortalte Illona jeg ville gøre alt for at forstå deres måde at leve på, ville gerne vide hvad der betød noget for dem, ville lære at leve som dem.
   Hvis det var muligt, ville jeg gerne deltage i deres liv, sammen med Maria. Jeg fortalte hende om Marias ceremonier, om Jærven som jeg ikke forstod meget af, men ville gøre meget for at komme til at forstå. Jeg respekterede Maria og hendes religion, ville gerne kunne deltage i den. Illona lyttede til min beretning. Hendes ansigt fortalte mig ikke hvad hun tænkte. Jeg havde været fuldstændig ærlig over for hende...
   Jeg er glad for du har fortalt om dig selv John. Mor har fortalt om dig, jeg ved den kærlighed du har til hende er gensidig. Hun elsker dig. Mor har forandret sig meget siden hun traf dig. Hun er blevet menneske igen, hvis du forstår hvad jeg mener. Jeg havde nikket.
   Hun er meget bekymret for hvordan du vil opfatte vores liv når du ser det. Det er ikke i det daglige så forskelligt fra jeres. Det der adskiller os fra jer er vores herkomst, vi er indianere. Mor er anderledes end mange af vore egne. Hun er høvdingedatter, man lægger mærke til hvad hun gør. Det forpligter at være datter af en høvding... Det vidste jeg ikke Illona, det har hun ikke sagt til mig. Illona smilede... Nej, sådan er mor. Nu er hun nervøs for du vil ændre mening om hende, når du ser vores familie. Vi har stærke bånd familierne imellem. Mor kan ikke tage hvem hun vil til mand, og så regne med man vil godkende ham i familien. Du er en fremmed, selvom det før er set, at en indianer og en hvid har giftet sig og fået børn. Det er ikke ualmindeligt hos os. Det ualmindelige er at mor er datter af en høvding, har valgt en af de andre.
   Det er ikke for at genere dig jeg siger det, men det er hvad du kan forvente når du møder familien, nogle vil sikkert se skævt til dig i begyndelsen... Bedstefar ved godt du er med hende nu, at i er sammen hver dag. Hun håber på alle vil acceptere dig når de ser dig.
   Jeg smilede... Illona, hvis jeg ikke bliver godkendt, som du siger, hvad så? hun så på mig... Så ikke noget. Mor bestemmer hvem hun vil være sammen med. Den forskel der er, er at rådet ikke vil anerkende jeres forbindelse, det betyder kun at indianerne ikke anerkender det, mens de andre myndigheder sagtens kan leve med det. I vil også hos os være anerkendte, men ikke i rådet og vore indianske institutioner. John! det er dejligt at tale med dig. Jeg kan godt lide dig, du virker rar og glad for mor, det betyder noget for mig. Alt det andet er for mig lige gyldigt. Nu skal du hvile dig. Tror du du kan finde hvile igen? jeg smilede... Ja Illona, og tak for samtalen. Du er din mors udtrykte billede. Jeg elsker din mor og holder af dig. God nat igen. Jeg lagde mig til at sove. Illona smilede til mig og lagde tæppet om mig... Tak, hviskede hun, sov godt.

Illona vækkede mig... John, vi skal se på dine forbindinger og have målt dit blodtryk. Du skal også vaskes, så meget som vi nu kan under disse forhold. Der var rigget et forhæng op. Maria smilede til mig og kyssede mig... Har du sovet godt min ven? jeg smilede... Ja, vidunderligt.
   Det tog dem en halv time at skifte de plastre og den ene forbinding der var tilbage på mit skinneben. Illona var den professionelle der fik hjælp af Maria. Mor og datter arbejdede godt sammen. De tog forhænget ned, gjorde klar til morgenmaden. Jeg kunne se vi var over land nu... Vi er i Amerika nu, sagde Maria. Vi lander om to timer. Det er formiddag her ovre, tidligt på dagen. Hun smilede. Er du sulten min ven? jeg nikkede.

Endelig var vi efter endnu en flyvetur med helikopter, på vej i en bil ud til den by hvor de boede. Efter en time og et kvarters kørsel var vi der. Et stort blokhus. Her boede Maria alene. Hun havde flere naboer både overfor og til begge sider. Grunden lå helt ned til en bred flod. Jeg var imponeret over så stort et hus hun havde. Gedigne bjælker var føjet sammen til en dejlig bolig.
   Begge piger hjalp mig indenfor, satte mig i en stor lænestol og Maria ønskede mig velkommen. Hun smilede, var glad. Ind kom en pige på syv til otte år. Hun var genert... Velkommen, sagde hun til mig og så på Illona. Jeg tog hendes fremstrakte hånd, trak hende hen til mig og gav hende et kram... Tak, jeg hedder John. Hvad hedder du? hun så genert på mig... Sarah, sagde hun og smilede... Jeg har en datter der hedder det samme, sagde jeg og strøg hendes smukke lange sorte hår.
   At der var Illonas datter var jeg ikke i tvivl om, de lignede hinanden. En politimand i uniform hilste på mig... Jacob, sagde han. Jeg er Illonas mand og Sarahs far. Jeg er politimand. Han smilede. Et fast håndtryk. Velkommen John. Jeg var rørt. Til nu var det gået godt. Alle var flinke og rare... Tak for lån af Illona, sagde jeg til Jacob og smilede. Det var rart at have en professionel med på rejsen... Ja, hun er en god og dygtig pige. Det var nu mest hendes mor der ville have hende med, for en sikkerheds skyld. Nå, men jeg må videre, jobbet skal passes, jeg håber vi ses når du har hvilet dig. Han hilste og gik. Illona og Sarah sagde også farvel og gik deres vej. Jeg takkede Illona for hjælpen.

Da de var gået smilede Maria, tog om mig og sagde:.. Ja, det var så min familie. Kunne de godkendes? jeg så på hende, krammede hende og sagde:.. Du har en dejlig familie, jeg vil gerne lære dem at kende, de virker søde og rare. Maria smilede... De var lige så spændte som dig John, jeg tror de kunne lide dig.
   Maria viste mig rundt i huset, det var stort. Selvom hun ikke brugte det hele, virkede det voldsomt på mig. Der var mange værelser. Hun fortalte at kun stuen, soveværelset og det ene bad blev brugt til hverdag, resten når der var gæster, det var der ikke så ofte... Kan du lide det John?.. Det er meget større end jeg havde forestillet mig, sagde jeg og smilede... Det er også dit hjem John, sagde hun og tog om mig. Hvis du stadig vil gifte dig med mig. Hun kyssede mig.
   Vi talte om hendes familie, som jeg gerne ville møde, også hendes forældre der begge levede... I morgen besøger vi dem. Du vil helt sikkert kunne lide dem. Du skal ikke være nervøs. Vi lever både på den gamle måde og helt moderne. Så må vi se om de med tiden vil acceptere dig som min mand.
   Jeg rynkede brynene. Hun slog en lille latter op... Det skal jeg nok fortælle dig om når vi er kommet i seng, sagde hun og så udfordrende på mig. Hvis jeg nu er forsigtig, tror du så vi kan være noget for hinanden? jeg smilede... Maria, alt for dig. Jeg elsker dig.

Kære dagbog. Her stopper vi for i dag. Vi trænger begge til at hvile os. Maria siger vi ikke bliver forstyrret, de ved vi har rejst langt, trænger til hvile, så god nat med dig, vi skrives ved.