Dag 78 + 79 + 80
   Maria havde i går været til møde med universitetets ledelse om sin fremtid. Igen i dag skulle hun til møde med dem. Vi spiste morgenmad sammen. Hun forbød mig at lave noget som helst. Jeg protesterede, kunne sagtens både støvsuge og tørre støv af. Der var mange ting jeg kunne med een arm. Hun smilede... Nej John, jeg ved du gerne vil, men som lægerne sagde til dig, du skal tage den med ro. Det brud vil kun hele rigtigt ved fuldstændig ro. Sådan er det. Du skal have førligheden tilbage i den arm, det får du kun når du gør som jeg og lægerne siger.
   Maria var stejl, havde vel ret... Så tørre støvet af møblerne, prøvede jeg, en klud i hånden må vel være noget jeg kan? hun smilede... Ok, så lad gå da, men ikke andet, lover du mig det? jeg grinede... Ja, Maria, det lover jeg... John. Hvad vil du sige til jeg stopper med at arbejde. Jeg har lidt penge i banken, behøver ikke at arbejde. Vil du så tage mig rundt i de lande du kalder Skandinavien? jeg smilede, prøvede at bevare fatningen. Hendes spørgsmål kom aldeles bag på mig... Ja hvis det er det du vil, så er det i orden med mig. Jeg vil nyde at have dig ved min side hele tiden... Godt! så vil jeg sige fra i dag... Maria, er det nu gennemtænkt det du beslutter dig til?... Ja det er velovervejet. Det er hvad jeg ønsker, at være sammen med dig, så kan vi forkæle hinanden.

Maria tog af sted. Jeg tørrede støv af, men støvsugede ikke, jeg havde vel respekt for Maria. Jeg måtte passe på min arm, pleje min dårligdom.

Jeg gik ned i fagforeningen for at sige goddag til dem. De bød på øl. De havde alle læst om ulykken med grønthandleren, havde tænkt på mig. De spurgte om det stadig var den arm jeg døjede med. Jeg havde smilet og fortalt at det kun var den halve sandhed. Mit uheld på Sejerø havde moret dem, de mente jeg havde været uheldig, følte med mig. Efter et par timer havde jeg sagt farvel og var gået hjemad.
   Kioskmanden hilste på mig. Jeg købte lidt tobak og et par piber. Det var ikke meget jeg røg mere... Tjek lige den her, sagde jeg og gav ham min fem ugers kupon.
   Han kørte den igennem... John. Du er sgu forgyldt i rumpen. Du har vundet et par hundrede tusinde på lotto og fire millioner på Jokeren. Hvordan bærer du dig ad? jeg grinede... Det er rent held, sagde jeg, må jeg se om du ikke tager gas på mig? det er meget usandsynligt at få to hovedgevinster så kort tid efter hinanden... Den er god nok, sagde han og morede sig over min mistro til hans ord...
   Vil du i avisen John? Nej, vor herre bevares, jeg vil være anonym... Du er den første der har vundet så meget på så kort tid, de vil sikkert være overraskede i tipstjenesten. Jeg købte avisen og sagde farvel, ønskede ham en god dag.

Banken var overrasket. Jeg bad dem ekspedere min gevinst som sidst, med hensyn til investeringer. De lykønskede mig med gevinsten. Jeg bad dem også sørge for jeg forblev anonym, det lovede de. Jeg var mangemillionær. Det gav mig frihed. Jeg smilede for mig selv. Jeg ville fortælle Maria om mit held. Vi kunne trygt begge holde op med at arbejde, nyde hinanden og vores samvær.

Ringe! Jeg havde lovet at gifte mig med Maria, jeg måtte se på ringe. Jeg besøgte guldsmeden. Hun genkendte mig med det samme... Blev din kone glad for smykkerne? jeg smilede og svarede ja... Hvad kan jeg så hjælpe med denne gang? jeg var genert. Rødmede... Et par vielsesringe sagde jeg og smilede genert... Har du en ide om noget bestemt? jeg rystede på hovedet... Nej det havde jeg ikke. Hun fandt ringe og et katalog frem... Med eller uden sten? jeg ved det ikke... Jeg har en ring med en opal som den du fik sidst, se her, hun viste mig et billede af den. To dage, så kan den være her. Jeg mente ikke det lige var det hun ville sætte pris på. Hun viste mig endnu flere, jeg var nu helt i vildrede med hvad jeg ville...
   Min kæreste kommer hjem i eftermiddag, jeg tror jeg vil tage hende med her ned, så køber jeg ikke noget forkert til hende... Det lyder fornuftigt mente guldsmeden. Undskyld jeg sagde din kone sidst du var her, også lige før. Jeg troede du var gift. Hun smilede undskyldende...
   Det er min kæreste, men vi gifter os i den nærmeste fremtid. Hun nikkede... Endnu en gang undskyld! sagde hun. Jeg takkede for synet og lovede at komme senere med damen.

Jeg var ikke kommet halvtreds meter da en bil dyttede. Det var Maria. Hun parkerede og kyssede mig... Hvad laver du så her min ven? jeg smilede genert og blev rød i hovedet. Maria studsede. ..John! er du på gale veje?... Nej Maria, det er jeg ikke, jeg så på vielsesringe til os. Jeg så ned. Maria morede sig... Hvad købte du? jeg så på hende og svarede:.. Det kunne jeg ikke finde ud af, jeg ville vente med det til du kom hjem. Det er der henne, sagde jeg og pegede på guldsmeden... Så lad os gå derhen, hvis du stadig vil forære mig en vielsesring... Det vil jeg meget gerne. Maria kyssede mig. Kom, sagde hun og trak af sted med mig.

Goddag igen, det var du ikke længe om. Jeg smilede genert... Det er min tilkommende, sagde jeg og så på Maria. Taler du Engelsk? Maria er amerikaner og taler kun Engelsk. Guldsmeden smilede... Ja, jeg taler vel så meget at vi kan forstå hinanden, ellers kan du vel hjælpe mig. Jeg nikkede og præsenterede Maria.
   Vi så på ringe. Maria så meget på en ring med en masse sten, små diamanter og et par rubiner. Jeg forklarede Maria det var min gave til hende, men at vi også skulle have et par vielsesringe til begge. Hun smilede... Vil du ofre alt det på mig?.. Ja det vil jeg med glæde. Vi valgte et par enkle men meget brede og tykke ringe af guld. Maria valgte, på min opfordring, den ring hun gentagne gange havde haft i hånden, den ville hun blive glad for, sagde hun og så kærligt på mig. Jeg rødmede. Maria morede sig over min rødmen.
   Vi kunne hente ringene allerede i morgen, det var kun en mindre tilpasning der skulle til, det kunne hun sagtens nå til i morgen eftermiddag, efter to, sagde hun og smilede til Maria. Vi sagde farvel og gik...

John, sagde Maria da vi var kommet hjem. Den ring du forærede mig, er det en morgengave, som du kaldte det?.. Nej det er det ikke, den er til dig fordi du vil gifte dig med mig, fordi jeg elsker dig... Så behøver jeg ikke nogen morgengave, sagde hun og smilede... Næh, det gør du vel ikke! Men lad os nu se, det kunne være jeg kunne finde en lille ting til dig. Hun rystede på hovedet... Skøre mand, du forkæler mig. Jeg nikkede... Det fortjener du også, svarede jeg.
   Hun tog om mig og gned sin næse mod min... Jeg er så glad for vi er sammen, for din kærlighed til mig, sagde hun og kyssede mig blidt. Hun fortalte mig hun havde meldt fra i dag, det var de meget kede af. Hun lovede at gæsteforelæse ved særlige lejligheder...
   John, det pålægger mig så at følge med i hvad der sker, jeg lovede at tænke over det... Maria. Jeg ved du har taget mange beslutninger i den tid du har kendt mig. Vigtige og store beslutninger. Jeg er sikker på du også her vil komme til den rigtige beslutning.
   Du spørger hvad jeg mener. Jeg er ikke geolog, og ved ikke hvor omfattende det vil være for dig, at holde dig ajour med hvad der sker på dit område. Jeg vil gerne hjælpe dig, men må erkende jeg ikke kan. Jeg kan kun bakke op om din beslutning. Hun smilede... Du er så sød, så ærlig, det er jeg glad for. Jeg vil tænke på dig og dine ord når jeg beslutter mig endeligt.

Næste dag talte jeg med guldsmeden igen, vi talte om betalingen og et ur jeg ville forære Maria som morgengave. Et Rolex ur. Det var jeg sikker på hun ville blive glad for. Jeg købte uret, fik hendes kontonummer og ville overføre pengene for ringe og ur når jeg kom hjem. Hun takkede for handelen og ønskede os tillykke med brylluppet. Maria ville hente vores ringe når hun kom fra universitetet.

Maria var hjemme klokken fem. Hun viste mig stolt ringene og min gave til hende. Hun var glad. Vi talte om brylluppet og om hvem der skulle med, hvor det skulle holdes og hvornår det skulle være. Jeg spurgte om hun nu også havde husket at sende papirerne. Hun smilede... Ja, det har jeg. De har travlt på rådhuset, men bare rolig sagde hun og morede sig, du slipper ikke. Om jeg så skal slæbe dig der hen, vil jeg have dig. Maria var glad.
   Jeg havde været midt i madlavningen da Maria kom hjem, nu ville jeg fortsætte med det. Maria blev sur. Hun skældte mig ud for at lave noget jeg ikke måtte... Du skal høre efter hvad både jeg og lægerne siger. Du bekymrer mig. Hvorfor vil du ikke høre efter? du må tage dig sammen og gøre hvad vi siger John.
   Jeg ville give hende et kram, men hun holdt mig væk, så på mig og sagde:.. Kun hvis du lover at høre efter hvad jeg siger, det er til dit eget bedste. Hun ruskede mig let... Ok, du får ret, undskyld Maria. Hun så på mig... Du må ikke grine når du siger det, om igen. Vi morede os begge to. Men det endte med jeg lovede at overholde et totalforbud mod at lave noget som helst. Maria var tilfreds.

Ved aftenteen fortalte Maria hun nu kun skulle på universitetet i morgen, det var hendes sidste dag. Hun havde besluttet helt at kvitte sit job. Det ville være for besværligt for hende, at holde sig ajour med hvad der skete på hendes område. Hun ville ikke påtage sig at gæsteforelæse. Jeg nikkede... Maria, er det din definitive beslutning?... Ja min ven, det er det...
   Maria, fortsatte jeg. Jeg har en lille overraskelse at fortælle dig. Hun så på mig... Jeg har igen vundet penge, flere millioner danske kroner. Jeg er heldig, Det tilskriver jeg dig. Jeg vil gerne tale om vores økonomi, hvad synes du om det?.. Det er en god ide, men kan det ikke vente til i morgen? jeg er lidt for træt til at tale om det nu. Hun så bedende på mig. Jeg nikkede... Det er så en aftale. Skal vi gå i seng? hun nikkede... Ja, og nusse, sagde hun og morede sig.

Maria kyssede mig farvel på sin sidste arbejdsdag. Hun var glad for hun endelig havde taget den beslutning. Jeg vinkede til hende fra vinduet. Der var meget der nu skulle tales om. Vores boliger, behøvede vi to? økonomien, hvad med en fælles konto? Maria skulle som det mindste have adgang til min konto. Vi skulle giftes.
   Jeg var ikke så lidt forvirret over hvordan vi skulle takle det hele. Jeg gik mig en tur. Der skulle gøres rent, men det måtte jeg ikke. Min arm havde det godt, det var fordi jeg holdt den i ro, sagde hun. Jeg havde nok at tænke på.

Jeg gik ned til havnen, talte med Søren der havde hørt om min vandgang på Sejerø. Han morede sig... John du var uheldig, det må man sige, men der er mange der er faldet i vandet under landgang, du er ikke den første, sikkert heller ikke den sidste. Vi fik en øl i klubhuset og hyggede os sammen med andre medlemmer. Det var en god klub vi var medlem af. Jeg sagde tak for skænken og luskede hjemad.

Maria kom hjem over middag. Jeg var selv lige kommet tilbage fra min tur på havnen. Jeg hilste hende fra Søren... John, skal vi sætte os og tale om fremtiden? jeg nikkede. Hvad har du af ønsker?.. Jeg nævnte økonomi, bolig og fælleskonto. Vores behov og fremtid sammen, ikke mindst vores kommende bryllup. Hvem skulle med?
   Vi satte os. Maria smurte frokost til mig, dansk frokost. Jeg smilede... Hvor har du lært det? hun fortalte hun hver dag talte med pigerne i kantinen, de havde lært hende det... Hvad med lejligheder? hvor vil du bo John? her eller hos dig... Jeg sagde hos mig, det var nær havnen og vores båd. På den anden side var hendes lejlighed større, det var en god lejelejlighed. Det med ejerskab var egentlig ligegyldigt.
   Vi talte om de muligheder der var. Jeg anførte vi kunne finde et lille hus, gerne nyt, og gerne et i træ, som hendes i Amerika. Vi blev enige om at flytte til min lejlighed, opsige hendes og se på hvad vi kunne købe eller ønske os, hvis vi ville have eget hus.
   Så var der økonomien. Jeg forelagde hende de muligheder jeg kunne komme på. Hun smilede... John, jeg råder over tre millioner dollars, så jeg mangler ikke noget. Jeg var overrasket over hendes formue. Hun morede sig over mit ansigtsudtryk... Hvad gør vi nu Maria? hun foreslog en fælles konto... Når vi er gift, er mine penge også dine, sagde hun og så på mig. Hvad jeg ejer vil jeg dele med dig min ven.
   Jeg svarede hun skulle sikre sin datter, svigersøn og barnebarn. Det samme skulle jeg, derfor var det nødvendigt at kontakte en advokat... Ja du har ret, ikke fordi jeg ikke stoler på dig, men det er nok det mest praktiske. Skal det være en amerikansk eller en dansk advokat?.. Begge dele, sagde jeg. Vi kan lave en fælles konto, bruge af den begge to, og så lade advokaterne slås om resten. Så var den på plads... Jeg tror nu vi gør problemerne større end de er, sagde Maria og smilede til mig. Skal vi gå en tur? jeg nikkede.
   Vi fortsatte vores snak om fremtiden, var enige om vores penge. Vi ville ikke ændre vores liv på grund af dem. Jeg inviterede Maria på middag. Hun sagde ja. Vi fandt en god restaurant og havde en strålende aften sammen. I morgen kunne vi sove længe begge to... Så skal du slappe af mens jeg gør rent, så ved du det, sagde hun og morede sig. Hjemme nød vi en kop te før vi gik til ro.

Næste dag var Maria i fuld gang fra morgenstunden. Rengøringen tog hende en times tid, jeg så til, det havde jeg det ikke godt med. Når jeg gjorde mine til at hjælpe, så hun vredt på mig. Hun førte kommando. Vi drøftede hvem vi ville have med til vores bryllup igen, hvor det skulle holdes. Vi var begge indstillede på det ikke skulle være et brag af et bryllup. Gode venner, mine børn og så os, god middag og samvær med de mennesker der betød noget for os, var en del af vores liv.
   Maria gav mig min dagbog... John, har du helt afskrevet den? jeg svarede nej. Så derfor kære dagbog, Maria reddede dig på målstregen, jeg havde faktisk besluttet mig for at stoppe her, men på grund af Maria fortsætter jeg. God nat, og hav det godt til vi ses.