Dag 89 + 90
   Marias lejlighed var sagt op. Der var allerede en ny lejer der høfligt spurgte om hvornår vi flyttede, om han mod betaling kunne overtage den snarest. Det var en ung styrmandselev. Vi havde lovet ham vi ville flytte så hurtigt vi kunne, vi behøvede nogle dage til at flytte Marias møbler, i det mindste dem hun ville have med. Han var høflig. Ville gerne overtage dem vi ikke kunne bruge, hvis prisen var rigtig. Vi lovede han ville høre fra os snarest.

Vi havde handlet ind til en dejlig aften med Ene og Ege, allerede om lørdagen, efter vi have sendt Marias familie af sted. Jeg havde bestemt det skulle være lammekølle, det vidste jeg de holdt meget af. Jeg hjalp Maria med gode råd, da hun aldrig havde lavet det selv... Det er som dyrekølle, sagde jeg til hende... Kom du bare med ud i køkkenet og fortæl mig hvordan, sagde hun og smilede til mig, så laver du ikke ulykker så længe.
   De kom over middag. Vi lavede kaffe og hyggede os. Alle forberedelser var gjort, vi slappede af. Ene fortalte at Ege var i gang med at købe det værft han var ansat på. Det var til salg, da den gamle mester ikke kunne overtale sine børn til at overtage det. Prisen var rimelig, sagde hun. Ege havde lavet øjne til hende, ville åbenbart stoppe hende i at fortælle om planen.
   Lyder spændende, sagde Maria. Ege blandede sig... Det gider de ikke høre om Ene, vi er her for at hygge os, ikke for at snakke om det. Maria kikkede på mig. Jeg smilede til hende... Ege! jeg har kendt dig i mange år. Vi er vel venner? Han nikkede... Hvorfor siger du det John?... Fordi der er noget du skjuler med din bemærkning. Noget der går dig på. Er det så fortroligt at vi ikke må vide noget? han smilede... Ja, der er lidt problemer, det vil jeg ikke blande jer ind i... Hvorfor? ville jeg vide... Småting! svarede han. Det ordner sig...
   Pjat, sagde Ene og så lettere irriteret på ham. Hvis du ikke vil, så gør jeg det. Ege tog sig til hovedet. Ene blev gal på ham... Ege nu stopper du, det har altid været din drøm at få dit eget værft, nu har du muligheden for det. Maria og John. Værftet koster fem millioner. Vi har lovning på tre millioner af banken som udbetaling. Vi har lånt halvanden million på huset, båden og bilerne. Jensen der har værftet har ladet os afbetale fem hundrede tusinde på favorable vilkår. Nu mangler vi finansiering til ordrer på tre sejlbåde til det amerikanske marked. Den vil banken ikke låne os. Jensen vil gerne, hvis vi kan skaffe en eller flere der vil kautionere for en million kroner.
   Ordren vil give Ege en fortjeneste på næsten en trekvart million kroner. Jeg sagde til Ege han skulle spørge dig Maria, og John, det vil han ikke. En anden bank Ege har talt med vil gerne finansiere det, men de vil have transport i materialer og tolv procent i rente. Det første er ok, men renten er for høj synes vi. Det er dyrt at starte, men værftet har ordrebogen fuld resten af året, så der er rigeligt at lave. Hvis bådene til det amerikanske marked bliver leveret til tiden, og kvaliteten er i orden, har Ege en ordre på yderligere fem både i udsigt. Prisen er interessant for amerikanerne, den er rigtig siger de.
   Hun så på Ege, der sad og så ned. Maria kikkede på mig... John, forstår du dig på det?.. Nej men det gør Ege. Hun smilede... Kan vi ikke hjælpe på en eller anden måde? ..Jo, svarede jeg. Ege, hvornår er deadline for garantien?.. På tirsdag. Det skal nok ordne sig. Jeg taler med banken igen, det må kunne lade sig gøre på en eller anden måde, det skal du ikke spekulere på. Jeg har en ide jeg vil prøve.... Ok, sagde jeg. Nu vi taler om det, så lad os drøfte de muligheder der er. Er du med på det Maria? hun nikkede.
   Jeg hentede papir og blyant... Fem millioner koster det hele. Du skal bruge en halv million til driftskapital, er det rigtigt forstået? Ege nikkede. Er det nok til lønninger og indkøb af materialer? han nikkede... Overskuddet fra reparationerne der var i gang, kunne dække lønninger og materialer. Overskuddet fra nye ordrer de havde i hus, kunne dække nye reparationer og løn til de medarbejdere der skulle bygge de tre både til Amerika. Der ville derudover løbende falde rateafdrag på nybygningerne. Det kunne rende rundt... Ok, du smider tre millioner på bordet til Jensen, dem skaffer du i banken. Det er fair nok. Så mangler der to og en halv til resten og finansiering. Er det korrekt? han nikkede. Maria, fortsatte jeg. Hvad siger du til vi går ind i stedet for banken. Finansierer det hele mod sikkerhed i deres venskab?
   Hun smilede... Det er en god ide, hvis du siger det. Vi kan fordele det imellem os, sagde hun og smilede. Hvem skal vi tale med? spurgte hun... Jeg taler med banken i morgen, du går med, så ordner vores revisor resten. Ege, vil en garanti fra min bank være nok for Jensen og hans advokat? Ege smilede...
   Det er sikkert ok, men jeg bryder mig ikke om det. Det vil jeg ikke. Penge mellem venner er noget skidt, det fører kun til uvenskab... Ok, sagde jeg og så smilende på Maria. Så gør vi det på en anden måde. Vi køber værftet af Jensen, ansætter dig som direktør, så er der ikke penge imellem os. Er det en bedre løsning for dig? Er det det du hellere vil?
   Han rystede på hovedet... Du er sgu skør John, rablende gal. Ok, jeg giver mig. Men I skal have de samme renter som bankens tilbud lyder på... Det kan vi altid diskutere. Og husk Ege, det er også Maria du skal tale med. Hun indskyder halvdelen af pengene, du skal ikke have det for nemt. Vi grinede...
   Hvad er nu det der er så morsomt? spurgte Maria. Hun kunne ikke følge med i Eges og mit ordspil... De er bare dumme sagde Ene. Rigtigt dumt mandfolkesnak, tror de er morsomme, det er de ikke.

Vi hyggede os over en særdeles vellykket middag. Maria brugte ingredienser hun havde fået af Illona. De havde både te og specielle krydderi planter der groede vildt i bjergene hvor de boede, med til Maria. Resten af aftenen hyggede vi os. Talte om fremtiden og hvad Maria og jeg nu ville få tiden til at gå med. Vi mente det ikke ville være noget problem. Ene ville gerne vide hvad det var der foregik mellem mig og hendes stamme. Hvorfor jeg havde talt til hende ved brylluppet på netop den måde, der for hende var fremmed.
   Maria forklarede dem hvad der foregik, hvorfor jeg talte til hende som jeg gjorde. Det sprogbrug var normalt mellem indianere. Ikke desto mindre havde det været mine ord til hendes far, den gang han havde skældt hende ud for at holde en ceremoni uden tilladelse, der havde gjort indtryk hos hendes folk. Jeg havde roligt fortalt med deres ord hvordan jeg opfattede hans fornærmelse af mig. Jeg havde værdigt forsvaret hende, og havde taget hende med mig da jeg forlod mødet i utide. Min måde at tale på, forsvare hende og bebrejde hendes far hans ord til hende, havde skabt stor respekt blandt hendes folk.
   Hun fortalte om sin kultur, deres traditioner og om hvordan de levede i et moderne samfund med de gamle love og ritualer. Hun fortalte om den halskæde jeg havde fået. Den gjorde mig til en af stammens folk. Hun var både glad og meget overrasket over jeg var blevet en af dem.

Næste dag var vi alle hos advokat, revisor og i vores bank. Hele købet, med os som garanter, ville tage nogen tid, men nu kunne Ege koncentrere sig om produktionen, i stedet for økonomiske problemer. Sidst på eftermiddagen takkede de for hjælpen og kørte hjem til sig selv.

Maria var glad for vi havde hjulpet dem. Det var trods alt Ene der var skyld i vi nu var mand og kone. Resten af aftenen talt vi om hvad vi skulle tage med fra Marias lejlighed, og hvad vi skulle smide ud fra min. Det var Marias møbler vi ville beholde, samt alt det hun havde med hjemmefra.

Dig kære dagbog blev der også tid til, det sagde Maria jeg skulle. Hvem vidste om det ikke ville være noget vi ville tage frem når vi blev gamle? Ville mindes med glæde? tale om? Maria var helt romantisk. Så endnu en gang reddede du dit ellers så interessante liv, hvis jeg må udtrykke det sådan. Nå, der skal være plads til dig også, i mit nye liv med Maria. Det siger hun, så sådan bliver det. Man har vel respekt? God nat.


Dag 91 + 92 + 93
   Det var hverdag igen. Hele dagen gik med at tale om hvad vi skulle give Tom og Helene til deres bryllup udover festen. Maria glædede sig til den, det var om tre uger. Hun var spændt på at se den kvinde der havde kasseret mig, som hun smilende sagde. Jeg protesterede...
   Maria! jeg giftede mig med hende fordi jeg elskede hende. Vi fik to dejlige børn sammen, men voksede vel fra hinanden, dyrkede ikke vores kærlighed, fornyede den ikke. Den fejl begår jeg ikke igen, sagde jeg og kyssede hende ømt. Hun smilede... John, jeg er glad for du ikke gjorde det, så var vi ikke sammen. Tænk al den ømhed, kærlighed, jeg så var gået glip af!
   Hun nussede mig kærligt på kinden... Din gipsarm, tror du ikke du kan tale med lægerne om at få den fjernet før Toms bryllup? tror du ikke der er en chance for det? jeg smilede. Jeg kan da prøve.
   Vi tog en tur i båden med Maria ved roret. Ingen sejl, bare rundt i fjorden og nyde den vidunderlige aften og natur.
   Næste dag bestilte vi et lokalt flyttefirma til at bytte møbler og hjælpe med at rydde Marias lejlighed. Den unge styrmandselev, ville gerne købe alt det vi ikke ville have med, samt det der var i overskud fra min lejlighed. Prisen blev fem hundrede kroner.
   Han var glad. Vi ville ikke have penge for at forlade lejligheden før vi skulle, han kunne bare flytte ind. Jeg er sikker på, hvis vi havde brug for en hånd, ville han stille op, det havde han lovet da han så jeg var handikappet med en gipsarm.
   Maria og jeg gjorde indledende forberedelser til flytningen. Alt gik glat. Den unge mand fik sine nøgler, vi læste forbrug af strøm og andet der var nødvendigt ved fraflytning af i Marias lejlighed. Også det lokale folkeregister fik besøg af os. Maria var kun i Danmark på et særligt visum. Vores advokat hjalp os med at søge om permanent opholdstilladelse til Maria. Vi ville jo gerne kunne opholde os lovligt i landet som mand og kone. Der var nok at se til.

Dagene for af sted for os. Vi nød vores samvær. Det blev bare bedre og bedre for hver dag der gik. Blev vi da aldrig trætte af hinanden?
   Vi havde så meget at indhente, syntes vi begge, så meget at give hinanden. Selvom det var hverdag, blev vi ikke trætte af at fortælle den anden om hvor meget vi elskede hinanden. Ofte stoppede vi op, kyssede og kælede for hinanden.
   Vi var meget omsorgsfulde, havde behov for at røre ved hinanden, bekræfte kærligheden, samhørigheden.

Maria ville gerne lære mit sprog at kende, kunne forstå det. At tale det, vidste hun ville blive svært. Jeg ville gerne lære så meget som muligt om hendes sprog, kultur og levevis som muligt. Vi ville hjælpe hinanden med det.
   Ofte spurgte Maria om hvorfor jeg sagde tingene på netop den måde, gjorde dit eller dat. Jeg forklarede hende at sådan gjorde man her, det var vores kultur. Jul, påske, pinse, fastelavn, der var masser der var typisk for det liv jeg havde. Bryllup var en af de ting hun godt kendte hjemmefra, men et rigtigt dansk kirkebryllup, det ville hun gerne opleve. Vi var begge meget nysgerrige efter at lære og forstå den anden. Vi tog hensyn til hinandens særpræg.

Tom ringede... Far! vil du blive meget ked af det, hvis vi aflyser brylluppet? Jeg var målløs, udbrød:.. Tom! hvad er det sket? han grinede... Far, ikke noget alvorligt, tværtimod. Kan du huske jeg fortalte dig jeg havde søgt et stipendiat i specialkirurgi i Californien?.. Ja det kan jeg godt. Han kluklo... Jeg har fået det, vi skal der over om to dage, det vil sige jeg rejser, så kommer Helene så snart hun har afviklet herhjemme. Det er to år vi skal være væk. Det er ikke så langt fra dig og Maria, har jeg set på kortet, bare nogle tusinde kilometer, han morede sig...
   Det må da siges at være over hals og hoved, sagde jeg... Ja, men det er lægeforeningen, ministeriet og hospitalet der har smølet med papirerne. Alt er ellers klart, både visa og alt det andet. Jeg var også lidt forbandet over det korte varsel, de sagde sagen var blevet ekspederet til et forkert kontor i ministeriet, men hvad ved jeg. Jeg er edder spændt. Hvad siger du?..
   Det er noget der også glæder mig Tom. Husk at tage vores adresser og telefonnumre med derover, vi tager selv derover, måske lidt før, nu du aflyser dit bryllup. Måske kan i holde det der ovre, så kommer vi naturligvis... Tom! hvad siger mor?.. Hun er ked af det, særligt fordi vi nu ikke holder noget bryllup. Men du kender hende, hun kommer over det. Far det er en chance jeg ikke vil få igen!... Jeg ved det min dreng. Mor kommer over det, det ved jeg. Er der nogen der tager sig af Helene? han smålo... Far! hun er gammel nok til at tage vare på sig selv, ellers tak for din omsorg for hende, det bliver hun glad for at høre... Ja, ja Tom! jeg glæder mig med dig.
   Vi sludrede i endnu et kvarter, jeg ønskede ham god tur... Hils Helene mange gange, og giv hende et knus fra os, sagde jeg. Maria sender dig et fingerkys. Han lo... Giv hende et fra mig også, sagde han og lagde på.
   Jeg fortalte om Toms forestående rejse, Maria sagde det var godt han havde fået den stilling, det glædede hende... John. Kan vi så ikke fremskynde vores rejse? hun smilede sødt til mig. Jeg krammede hende. Jo min pige, det kan vi.

Kære dagbog! Jeg ved ikke hvad dig og Maria har sammen. Igen har hun bedt mig tage dig frem og skrive hvad der sker mellem os og i vores hverdag. Jeg kan blive lidt jaloux på dig, selvom det glæder mig hun gerne vil have dig at se tilbage på, når hun en gang har lært dansk. Det sagde hun!.. Hun vil lære sproget så hun kan se hvad det er jeg har skrevet. Jeg er glad for jeg ikke har skrevet om vores intime stunder. Men svigt mig nu ikke, selvom jeg af og til skriver fordi Maria vil have det. God nat kære ven, trods alt betyder du også noget for mig.


Dag 94 + 95 + 96
   Ene og Ege inviterede os til dem. Ege ville vise os det nyerhvervede værft. Vi skulle overnatte, sagde de. Maria var glad for alt bare lykkedes for dem... Vil du pakke bilen? spurgte hun. Jeg nikkede, undrede mig over hun gav mig lov til at bruge min arm, det var nyt. Vi kører i min bil! fortsatte hun. Nøglen hænger i gangen.
   Jeg fattede en taske med tøj Maria havde pakket, gik ud i gangen for at finde nøglerne. De var der ikke... Maria! hvor er nøglerne?.. På knagen, det er dem med det gule skilt.
   De nøgler havde jeg ikke set før. Nå, tænkte jeg, det var vel mig der ikke havde været ude at køre længe, og Maria havde vel fået et sæt nye, eller i det mindste et nyt skilt.
   Nede på gaden kunne jeg ikke finde bilen. Ærgerligt ville jeg gå tilbage. Maria råbte til mig fra vinduet... Det er den røde bil der henne. Den med sedlen i vinduet foran rattet. Jeg kikkede. En sprit ny firehjulstrækker. Jeg gik derhen, læste sedlen.

...Min elskede! Tillykke med din nye bil, jeg elsker dig . Maria... Jeg så op. Maria vinkede, så lukkede hun vinduet.

Jeg låste bilen op med et klik på nøglen. Hvad havde hun nu gang i? jeg var glad. Den bil havde jeg talt om at købe, Maria sagde den var for stor for os to, nu forstod jeg bedre hvorfor...
   Må jeg komme ind? Maria stod ved bilen. Jeg åbnede døren, trak hende ned til mig og kyssede hende... Tak Maria, det var en overraskelse. Tak. Hun smilede... Det er min morgengave til dig, sagde hun og gav mig et klem. Kan du lide den? jeg nikkede, havde tårer i øjnene.
   Vi gennemgik bilen og dens udstyr sammen, den var med automatgear. Havde mange finesser jeg ikke kendte eller var vant til... Med den bil, sagde hun kælent, kan vi komme overalt i Skandinavien, det lovede du mig. Husker du det? hun smilede. Kom, så hjælper jeg dig med at pakke.
   Maria havde fået monteret en knap på rattet, så kunne jeg dreje med én hånd. Hun havde spurgt politiet om jeg måtte køre den, de havde sagt til hende, at så længe jeg kunne betjene den sikkert og forsvarligt, var der ikke noget i vejen for det. Jeg måtte gerne køre hende over til Ene og Ege, sagde hun.

Over middag tog vi af sted. For første gang i lang tid var det mig der kørte. Bilen var stor, med en kraftig motor, men legende let at køre. Automatgearet var en behagelighed jeg på få kilometer havde vænnet mig til. Der var så meget plads, at vi kunne slå sæderne ned og sove i bilen. Maria var glad for at se jeg kunne lide den.

Ege var stolt over at kunne vise os sin nyerhvervelse. Han ville først overtage den om en måned, men mesteren havde allerede sagt til ham han ikke ville vise sig mere, han havde ikke lyst til det, ville nyde sit otium. Havde Ege brug for ham, kunne han bare ringe, så ville han komme.
   Ege fortalte om sine fremtidsplaner om en ny stor hal, hvor bådene til det amerikanske marked skulle bygges. Om et år vidste han om de ekstra ordrer kom hjem. Værftet fungerede, maskinerne var moderne, det var et godt køb.
   Medarbejderne var glade for det var Ege der havde overtaget det, de kendte ham. I forvejen havde han virket som en slags værkfører, så der var ikke nogen problemer med det... Her kan din båd stå om vinteren, sagde han og grinede. Jeg rettede ham... Vores båd, Marias og min båd, husk det, sagde jeg og så på Maria... Dumme mænd, var hendes eneste kommentar. Hun forstod vores slet skjulte drilleri.

Efter aftensmaden gik vi alle en tur langs stranden, regnen silede ned. Hjemme i deres varme stue hyggede vi os med kaffe og cognac. Vi havde det rart sammen. Vi talte om fremtiden, også om Amerika, hvortil Maria og jeg havde planlagt at rejse sidst i næste uge . Jeg havde visumansøgning på ambassaden, som jeg forventede ville være godkendt først i næste uge. Omkring midnat gik vi i seng.

Jeg hentede morgenbrød næste morgen. Dagen gik med snak om den kommende vinter. Til nu havde efteråret været varmt og dejligt. Ege ville sejle vores båd til værftet sidst i næste uge, tage den på land og afrigge den. Den ville komme ind i hallen, så kunne vi klargøre den, når vi havde tid i løbet af vinteren, til næste sæson.
   Vi regnede med at blive i Amerika det meste af vinteren, i hytten i bjergene. Maria havde set på mig, glad... Jeg glæder mig til at være sammen med John i naturen, bare os. Jeg vil lære ham at jage sagde hun og smilede, både mig og dyrene. Hun grinede. Jeg blev flov over den bemærkning. Ene og Ege morede sig med Maria over min generthed...
   I kan besøge os i Amerika, sagde Maria. Kan i ikke afse fjorten dage til det? vi inviterer, det koster ikke jer noget. Vil i det?
   De havde set på hinanden, og lovede at tænke over sagen. Inden vi rejste, ville de få Jacob og Illonas adresse og telefonnummer, også deres E-mail adresse ville vi give dem.
   I bjergene var der ikke noget af alt det moderne skidt, som Maria smilende udtrykte det.

Sent næste dag tog vi hjem til os selv. Vi var enige om vi havde haft en dejlig weekend sammen.

Jeg ville nusse, Maria ville have jeg skriver i dig kære dagbog, det andet kunne så vente. Du giver mig problemer. Nå, det går nok. Jeg forstår godt hun vil fastholde den tid vi har sammen. Jeg har af og til læst for hende hvad jeg har skrevet, det er hun glad for, synes det er spændende at en mand i min alder skriver dagbog.


Dag 97 + 98 + 99 + 100
   Der var meget vi skulle nå inden vi tog over til Amerika. Den pludselige fremskyndelse, havde givet os en travl hverdag. Der skulle pakkes kufferter, gøres rent, bilerne skulle i garage, være stillet væk under betryggende forhold. Ege ville hente min bil og tage den hjem til sig. Marias bil havde vi lejet en garage til. Der skulle købes gaver til familien.
   Flybilletter så snart vi havde mit visum. Vi havde sendt vores vielsesattest til ambassaden sammen med visumansøgningen, vi bad om visa i et halvt år til mig. Nu vi var gift, ville vi tilbringe det halve af året i Amerika, det andet halve år i Danmark.
   Båden skulle tømmes for personligt grej. Rigges af med dyner, tøj og mad. Vi startede med at lave en oversigt over det der skulle gøres, derefter en prioritering, så måtte det hele kunne nås.
   Advokat, revisor, forsikringer, der var nok at se til. Visa fra ambassaden kom tirsdag, det var gældende for et år. Vi var glade for den lange løbetid, det gav os en frihed til at gøre næsten som vi ville.
   Vi købte gaver til alle Marias familiemedlemmer. Maria syede på den vest, jeg skulle have på til ceremonien og vores bryllup hos hendes folk. Tøjet havde Illona lovet at hjælpe med. Tiden bare randt for os. Før vi havde set os om, var det tid for os til at komme af sted. Havde vi glemt noget?
   Ene kørte os til Odense flyveplads i min nye bil, hun ville tage den med hjem. De ville holde telefonisk kontakt til os eller Illona en gang om ugen, ville meddele os hvornår de kunne komme. De havde besluttet sig for at komme over til os, være sammen med os i fjorten dage i vinter, det var den tid hvor der var mindst at lave for Ege.
   Vi sagde farvel til Ene, bad hende hilse Ege fra os.

Børnene, mine, havde vi besøgt i løbet af ugen. Tom var taget af sted, ventede kun på Helene skulle blive klar til at følge efter. De ville opmagasinere deres møbler. Gennem en ejendomsmægler, ville de udleje lejligheden i de to år de ville være væk.
   Jeg tilbød at hjælpe. Helene havde smilet. Det var ikke aktuelt, hun havde tjek på det hele. Hendes arbejde, banken, havde givet hende en anbefaling med til en Californisk bank de havde kendskab til, havde bedt dem om at ansætte hende, det var hun glad for. De ville savne os sagde de, men også ønske os en god tur.

Nu sad vi i flyet på vej over Atlanten. Maria hvilede sig, halvsov. Jeg sidder så med dig, dagbog, selvom jeg hellere vil ligge ved siden af Maria, holde hende i hånden.
   Vi glæder os begge til at komme hjem til Maria, til at se hendes familie, og til at blive gift på indiansk. Jeg har en lille overraskelse til Maria, hun ved det ikke, men jeg har aftalt den med Jacob.
   Han vil holde en ceremoni, hvor jeg vil få tatoveret Marias Totem, lille fugl. Senere, har jeg planlagt, vil jeg bede Lille Fugl sove hos Jærven... Jeg elsker min indianerpige.