Dagbog!.. Hvorfor nu det? Jeg vil hellere spørge: ...Hvorfor ikke? Alle mennesker skriver dagbog på et tidspunkt af deres liv, så hvorfor ikke mig? Vi har vel alle et behov for at fortælle hvad vi oplever, på et eller andet tidspunkt af vores liv. Derfor!
   Det går ikke godt. Vi skændes ikke, men taler heller ikke sammen. Nærmest undgår hinanden. Er kærligheden slut? Efter tredive år? Jeg ved det ikke. Jeg gør vel heller ikke noget for at få den til at blomstre. Det er vel min egen fejl.
   To dejlige unger, der for længst er fløjet fra reden. Det siges man godt kan være ensom i et ægteskab. Det er vi begge. Nogle vil vel mene vi er vokset fra hinanden, men den køber jeg ikke. Det er sludder. Fornyelsen skal komme indefra, det har vi ikke været gode nok til, så enkelt tror jeg det kan siges.
   Er vores forhold dømt til at stoppe her? Ja, det tror jeg. Det er vel kun et spørgsmål om tid før en af os tager skridtet til at opløse vores ægteskab. Hvem der kommer først vil afhænge af hvem der først møder den eneste ene. Selv om der er sne på taget, kan der godt være ild i kaminen siges der. Så rigtigt. Der kan godt gå ild i gamle huse! er et andet mundheld, og sådan kunne jeg blive ved.
   Tiden slæber sig af sted i det daglige. Intet til at inspirere den daglige trummerum. Jeg føler mig absolut ikke udbrændt, bare lidt misforstået, sat til side kan man vel sige. Er jeg det? Ja. Jeg har opgivet at få gang i kærligheden igen. Føler mig magtesløs. Ikke et kærtegn tilbage, når et forsigtigt klap på kinden prøves. Ikke engang et smil. Det er magtesløsheden der har taget over. En falliterklæring for os begge.

Så endelig tog hun sig sammen. Ville skilles. Hun havde fundet en lidt yngre fyr end mig. Nu ville hun skilles. Selvom jeg var lettet gjorde det ondt. Jeg havde også skyld i forliset, sagde hun. Ja, ja, og atter ja. Løbet var kørt.
   Hun lovede hun ikke ville være mig utro før jeg var flyttet. Det fatter jeg ikke. Gør hvad du vil, havde jeg sagt til hende, men lad os sove hver for sig til jeg har fundet noget andet at bo i.

Efter det endelige brud, skete der en forandring vi begge blev forundrede over. Vi talte pludselig sammen! Kunne kommunikere om alt det der ikke kunne tales om før. Det var som der var noget der lettede. Vi havde det begge skidt med at skilles på den måde, men var enige om det var det bedste for os. Vi var kørt uhjælpeligt fast.
   I fordragelighed skiltes vi, selvom børnene syntes vi var åndssvage... Det kan ikke være rigtigt i ikke kan finde ud af det sammen! sagde vore børn. Men sådan var det.
   Jeg fandt en mindre lejlighed på det sydlige Fyn, i et gammelt hus i Svendborg. Hvorfor det netop blev der, er der ikke nogen logisk forklaring på, sådan var det bare. Tre dage tog det mig at flytte, så var det overstået.
   Jeg skulle begynde på en frisk, starte et nyt liv. Som senior, 55 år gammel, ville det blive svært at finde arbejde, det vidste jeg. Økonomisk manglede jeg ikke noget. Jeg havde lidt penge fra en arv efter mine forældre. Jeg have delt med min tidligere hustru. Et par hundrede tusinde til hver var det blevet til.

Det var her i min nye lejlighed, jeg fik den ide at skrive dagbog, fra dag et i min nye tilværelse. Skrive om alt det der optog mig. Også mine tanker ville jeg skrive om. Ikke for andre, men fordi jeg havde hørt man fik det bedre, hvis der blev sat ord på problemerne. Derfor!