Dag 72 + 73 + 74 + 75 + 76 + 77
   Jeg havde været oppe siden klokken syv. Maria sov endnu. Hun havde flere gange i nat nusset mig i søvne, var kravlet halvt ind over mig. Jeg var ikke i tvivl om hun havde behov for tryghed, den ville jeg give hende. Hun var mere eller mindre forstødt fra sit liv som indianer, havde nu kun mig. Jeg ville ikke svigte hende, heller ikke omklamre hende.
   Det var vigtigt at Maria bestemte farten, følte hun betød noget, var noget. Hun havde taget en beslutning som jeg nu måtte vise jeg kunne leve op til.
   Det var torsdag i dag. Maria havde et møde på universitetet på mandag, det ville være afgørende om hun ville fortsætte med at forske og undervise. De penge jeg havde i banken efter jeg havde vundet, var rigeligt til vi begge kunne leve af dem. Vi manglede ikke noget.
   Noget andet var om Maria ville blive her i landet med mig, eller ville tilbage til sit eget land. Jeg vidste hun ville tage mig med tilbage, hvis det var det hun ville. Men med de problemer der nu var, måtte vi tale om fremtiden.
   Jeg ryddede op, støvsugede og vaskede gulvet i køkkenet. Opvaskemaskinen kørte allerede, når den var færdig ville jeg tømme den. Maria sov stadig. Det var længe siden jeg havde dækket til morgenmad til os begge. Nu var jeg sulten.
   Skulle jeg vække hende? klokken var halv ti. Jeg listede døren til soveværelset op. De skønneste øjne og det vidunderligste smil mødte mig. Maria var vågen. Hun strakte sig... Åhh John, sagde hun og gabte. Jeg har sovet så godt, drømt behageligt om dig og vores båd. Skal vi ikke når vi har fået gjort rent og fået det sidste på plads, sejle et par dage? Bare være sammen?
   Jeg smilede... Jo Maria, det er en god ide, det vil jeg meget gerne... Laver du morgenmad? Jeg morede mig... Den er klar, Maria. Skynd dig op, så spiser vi sammen, du kan bade mens jeg pakker, er det i orden? hun rejste sig og gik ud i køkkenet hvor det hele var arrangeret.
   Maria var overrasket over så mange klokken var. Hun så også med det samme jeg havde gjort rent. Vasketøjet, har du også samlet det sammen og sorteret det? jeg smilede... Ja, Maria, det har jeg. Noget skulle jeg få tiden til at gå med. Hun morede sig... Sikke huslig du er blevet, er der noget du er ude på? Vil opnå? Hun smilede og kyssede mig...
   Ja, at du siger til mig du vil gifte dig med mig, vil være sammen med mig og vil elske mig som jeg er, det vil jeg gerne opnå. Hun så på mig med kærlige øjne. ..Det du beder om, ved du allerede jeg gerne vil. Hvornår skal vi gifte os John?.. Så snart som muligt, men det kan vi tale om på båden ikke? Hun nikkede.

Vi ringede til Ene og Ege, de var på Samsø, nærmere betegnet i Ballen havn. De var på vej mod Sjællands Odde. De ville overnatte der og så gå til Sejerø, der ville de være i nogle dage. Havnen var med gode faciliteter og stranden var lige ved havnen, det var et dejligt sted at være i nogle dage, slappe af sammen med gode venner..
   Vi aftalte at mødes på Sejerø. Om to til tre dage. De ønskede os velkommen hjem og spurgte til mit helbred... Det er meget bedre med ham nu, sagde Maria, han er næsten for rask med den arm, sagde hun og grinede Jeg var glad for Maria nu havde fået noget af sit gode humør tilbage.

Vi gik nordpå i Storebælt. Vinden var let til frisk. Vi loggede seks mil. Efter en time var Maria den gamle Maria. Hun deltog i det hele og virkede glad. Den friske havluft friskede også mig op, fik mig til at føle mig fri sammen med Maria. Jeg nød turen. Der var mange på havet, hvide sejl over alt.

Vi passerede storebæltsbroen, satsede på at nå Fyns Hoved og overnatte der for anker. Det var en beskyttet ankerplads, et dejligt sted for natten. Maria styrede hele vejen og hundsede med mig. Hun nød det kunne jeg se, ikke at hundse med mig, men at sejle, tror jeg nok. Ankeret kom ud, vi var ved vores bestemmelsessted. Der lå allerede syv otte ankerliggere.
   Vi riggede oversejlet til, Maria begyndte at forberede maden. Jeg dækkede bordet i cockpittet, hjalp Maria med maden. Vi slappede af. Vekslende skydække med en del sol, også for i morgen, vejrudsigten var med os...
   John, sagde Maria da vi var færdige med opvasken og havde gang i tevandet. Jeg har tænkt meget over vores ferie i Amerika. Hun så på mig. Det var ikke hvad jeg havde forventet, jeg synes det var en fiasko. Jeg smilede... Nej, deri er jeg absolut ikke enig Maria. Jeg nød vores tid i bjergene, nød at være sammen med dig. Du gav mig et indblik i dit liv, gjorde noget for mig jeg aldrig vil glemme. Du fik mig til at føle jeg var din mand. Du bærer mit Totem på dit bryst. Hvad mere kan en mand ønske sig, end en sådan kærlighedserklæring fra den kvinde han elsker? nej Maria, det var den bedste ferie jeg har haft. Jeg er stolt over du valgte mig til din mand. Stolt af den kvinde der nu sidder foran mig. Maria, jeg er verdens lykkeligste mand. Jeg kyssede hende.
   Skulle jeg endelig sige noget negativt om vores besøg, er det den måde man behandlede dig på. Du har min støtte, jeg vil gøre alt for du kan se tilbage på den ferie som noget godt i dit liv, noget du med glæde vil mindes når du ser på mig. Du viste mig hvad kærlighed er, og betalte prisen for det, det vil jeg gøre alt for du ikke vil fortryde. Jeg har tænkt over hvad vi nu gør. Din familie, Illona, Jacob og lille Sarah, kan besøge os så ofte de vil, jeg har råd, undskyld Vi, har råd til det. Sammen vil vi vise dem vi er stærke, vores kærlighed er stærkere, end den modstand din stammes fordømmelse er af os. Igen kyssede jeg hende kærligt.
   Maria sukkede... Som du dog kan sige det John. Du får det hele til at se rosenrødt ud, jeg bliver glad når du fortæller mig, hvad det betyder for dig at være sammen med mig. Du får mig til at føle jeg gjorde det rigtige, hvad så end de andre måtte mene. Tak John, for din kærlighed til mig, du vil aldrig fortryde du valgte mig. Hun smilede.
   Vi talte resten af aftenen om hvad der var sket i Amerika. Hun følte ikke længere hun havde lidt nederlag. Hun ville kæmpe for sin ret til at elske mig, der var af en anden stamme, som hun smilende sagde.
   Hun lovede at fortælle mig om deres liv, både nu og i gamle dage. Hun forstod jeg måtte kende tingene til bunds, for at kunne diskutere ligeværdigt med hendes familie. Vi ville ikke acceptere hun blev udstødt, vi behøvede tid til at planlægge hvad vi fremover skulle gøre.
   Hun erkendte hun ikke havde fået tilladelse, til at være min kvinde som indianer, men truslen om udelukkelse af samfundet var ikke rimelig, heller ikke selvom hun var høvdingedatter.

Vi havde lettet anker, var nu på vej nordpå. Vinden var stadig let til frisk, mest let. Vi dasede mens vi sejlede. Jeg styrede. Maria pjaskede i vandet med hænderne. Hun fortalte mig vandet var varmt, vel tyve grader. Vinden sydvest.
   Ud for Ballen på Samsø gik vi mod Sejerø. Ville krydse dybvandsruten så vinkelret som muligt. Der var flere store skibe med kurs både mod nord og syd. Vi holdt behørig afstand til dem. Ved middagstid ankom vi til Sejerø. Havnefogeden fandt en plads til os ved en af broerne inde i lystbådehavnen, fløjtede os derhen.
   Maria lagde til, havde kommandoen. Hun tog sig af agterfortøjningerne, jeg tog de forreste. Elegant sprang jeg ind på broen med en fortøjning i den højre hånd. Jeg faldt over en ledning der lå på broen, og fortsatte ud over broen på den anden side.
   Jeg slog min dårlige arm. Et højlydt plask fortalte alle, at her var en sejler der havde klodset i det. Jeg havde slået mig, armen gjorde helvedes ondt. Tililende trak mig op af vandet og op på broen. Jeg takkede...
   Har du slået dig? råbte Maria bekymret... Ja, svarede jeg, armen gør ondt. Maria lod båden gå i tomgang med skruen slået til, så hun kunne fortøje forenden af båden. Flinke mennesker på broen hjalp hende.
   Med besvær kom jeg på benene, tog mig til armen. Den smertede og sad helt skæv. Havnefogeden kom og spurgte om jeg var kommet til skade... Jeg har en brækket arm sagde jeg, jeg tror der skete noget med den. Det er en gammel skade.
   Der var mange der kom med gode råd. Maria hjalp mig ned i båden, hun var bekymret, kunne se på mig jeg havde mange smerter. Hun hjalp mig af tøjet, så på min arm der var skæv... John, er der en læge her på øen? din arm er brækket igen. Hun var bekymret.
   Jeg lagde mig ned, jeg var dårlig... Hvad skal jeg gøre John, du må hjælpe mig. Hun så på mig, var bange... Havnefogeden, manden med kasketten, men giv mig lige et par minutter til at komme mig, jeg forsøgte et smil.
   Maria gav mig et par tørre bukser på. Støttede min arm med et klæde, så kaldte hun på havnefogeden. Hun vinkede ham om bord. Han så på mig og spurgte om jeg behøvede at komme til læge. Jeg nikkede... Min arm er brækket igen, tror du lægen kan klare det?
   Han ville komme tilbage og fortælle mig hvad han fandt ud af. En af sejlerne kom hen til vores båd, sagde noget til Maria. Hun spurgte om han talte engelsk, hun var Amerikaner...
   Jeg er læge, er der noget jeg kan hjælpe med? han kom om bord og så på min arm... Skinnen støtter ikke mere, jeg fjerner den, det vil lette trykket på brud stedet. Han fjernede den, det gjorde ondt, men lettede også på smerten. Armklædet satte han på plads så det støttede min arm mest muligt. Jeg fortalte ham vi ventede på hvad havnefogeden fandt ud af. Han smilede... Du skal til fastlandet for at få den sat rigtigt på plads, det kan de ikke gøre her.
   Havnefogeden kom med lægen. De to læger talte om hvad der var bedst. De blev enige om hospitalet var det rigtige. Jeg oversatte for Maria...
   Var det min skyld du faldt? hun så bekymret på mig... Nej Maria, det var min egen klodsede opførsel der sendte mig i vandet, jeg var for ivrig, tænkte vel ikke på den dårlige arm. Undskyld Maria, der røg vores tur. Maria tog min hånd og klappede den... Jeg bliver hos dig, følger med dig til hospitalet, det var da også uheldigt...
   Din arm hæver voldsomt, sagde lægen, jeg vil bede helikopteren om at hente dig, der går først færge sent i aften, det vil jeg ikke vente på. Du har blødning omkring brud stedet. Jeg oversatte for Maria...
   Bliv her, sagde lægen, jeg giver dig en smertestillende indsprøjtning, helikopteren kan være her i løbet af en halv time. Jeg lader ambulancen hente dig om lidt. Han smilede og forlod båden. Maria pakkede en taske med det hun mente vi ville få brug for. Havnefogeden lovede at se efter båden og efter Ene og Ege. Han ville fortælle dem hvad der var sket.

Bruddet var heldigvis ikke så kompliceret som de havde frygtet, men jeg undgik ikke fuld narkose. Maria sov på stuen hvor jeg lå. Efter to dage, bad vi Falck om at transportere mig og Maria til færgen der gik til Samsø. Maria var endelig glad igen. Hun havde været meget bekymret. Hun havde talt med Ene og Ege om mit uheld. Ege ville sejle hjem og så komme op og hjælpe Maria med at sejle båden hjem, vi tog med tak imod tilbuddet, men bad Ene om at følge med hvis hun ville, det ville hun ikke, hun skulle på arbejde i morgen mandag.

Det var en streg i regningen. Maria ringede til universitetet og udsatte mødet, jeg var kommet til skade, hun ville være hos mig til vi nåede hjem. Ene havde nummeret på rektor for universitetet, det havde hun givet til Maria, selvom det var søndag havde han forståelse for hendes situation.
   Ege ringede til sin arbejdsgiver, han skulle ellers også være mødt på arbejde i morgen. Jeg tilbød ham at dække hans løntab. Han kikkede på mig og sagde:.. John, nu er du dum at høre på. Vennetjenester koster ikke penge, og den sejltur vil jeg nyde, så gem du dine penge til en anden gang. Hvis du endelig vil give noget, så inviter på middag, det vil vi nemlig gerne, han grinede.
   Ene og Ege stak til søs, de ville være hjemme sent aften i Nyborg. Ene ville køre Ege til morgenfærgen i løbet af natten, han kunne så være her i morgen tidlig. Jeg havde protesteret, det var for megen ulejlighed, men de holdt på deres...
   Jeg har givet Ene to tusinde kroner til broen, benzin og færgebillet, sagde Maria, hun kunne godt se de ikke skulle have direkte udgifter af at hjælpe os.
   Havnefogeden kom om bord, fik en øl og en lille en til næsen. Vi betalte havnepenge for første dag og i morgen, de andre dage, sagde han, er nødhavn, det koster ikke noget. Vi takkede, også for hans hjælp ved uheldet.

Jeg sov uroligt, havde smerter i armen. De piller jeg havde fået på hospitalet virkede ikke mere. Jeg tissede og lagde mig igen. Maria sov. Klokken var tre om morgenen, solen var så småt ved at stå op. Jeg vågnede, følte der var noget galt, hørte nogen tale. Maria var ikke ved min side. Hvem talte hun med? jeg stod op og gik ind i kahytten. Jeg hørte Maria græde mens hun talte i telefon, hun talte sit indianersprog.
   Hvis det var hendes forældre der skældte hende ud ville de få med mig at bestille, jeg hidsede mig op, blev gal. Navnet Illona stoppede mig. Var det hendes datter hun talte med? savnede? jeg så på uret, klokken var halv fem.
   Maria havde ikke set mig. Jeg besluttede mig for at vente, tale med Maria når hun kom i seng igen. Der var stille, helt stille. Sad Maria med problemerne alene, eller tænkte hun over hvad de havde talt om? jeg håbede det var Illona hun havde talt med. Endelig kom hun ind, lagde sig forsigtigt ned for ikke at vække mig. Jeg tog om hende, hviskede jeg elskede hende. Hun hulkede. Jeg vuggede hende så godt jeg kunne, trøstede hende ved mit nærvær, sagde ikke noget. Jeg ventede på Maria selv ville sige noget når hun var klar til det.
   Længe lå vi bare og strøg hinandens kroppe, var kærlige mod hinanden... John, hviskede hun. Jeg har talt med Illona, skulle hilse... Tak! Maria sukkede... Jeg savner dem, forstår du det? .. Ja det gør jeg. Igen tavshed. Maria skulle vide det var hende der bestemte hvad hun ville fortælle mig, jeg ville ikke trænge mig på...
   Der er ballade hjemme, sagde hun så. Jacob har bebrejdet min far han ikke havde talt med dig før han kaldte familien sammen. Han havde sagt til min far, at hvis han ikke selv ville tage initiativ til at forsone sig med dig, ville han ikke tale til ham, han ville holde sig væk fra ham. Jacob opfattede det han havde sagt til mig, som en skændsel imod dig. Det var rygtedes du havde sagt han var racistisk. Rådet havde holdt møde hvor Jacob havde gentaget dine anklager mod min far, de havde givet ham ret i, det var forkert ikke at tale med mig først.
   Det de var mest bekymrede for var din vrede. Alle i rådet var enige om jeg havde foretaget mig noget forkert, det havde kunnet ordnes med en kraftig påtale. De anerkender du er min mand, og anerkender din ret til at gifte dig med mig.
   Hvis du havde forlangt af mig, det skulle være efter vores ritualer, havde jeg ikke kunnet sige nej ifølge vore traditioner. Du er fremmed for dem, de kan godt se du intet har med vores fortid at gøre, de forstår din vrede. Min far har et problem, nu du ikke er i Amerika. Han skal opsøge dig og forsone sig med dig, det vil sige han skal sige undskyld for at have ignoreret dig. Hvad gør vi nu John? ..
   Venter, sagde jeg stille og trykkede hende ind til mig, venter og taler om hvordan vi kan få denne sag ud af verden, uden din far, du eller jeg taber ansigt. Jeg ved ikke hvordan, men det må vi finde ud af...
   Er du ikke vred mere?.. Jo Maria, det er jeg over deres behandling af dig, med mig er det ligegyldigt, men jeg vil ikke finde mig i de behandler min kvinde som de har gjort. Jeg klemte hende let igen, fortroligt. Hun sukkede...
   John, sammen er vi stærke sagde du. Jeg føler mig stærk lige nu, med dig ved min side. Jeg er træt, skal vi lægge os til at sove, eller er der noget andet du hellere vil? jeg smilede... Maria, jeg kan godt vente til du også har lyst. Hun kyssede mig... Dejlige mand, det var nu ikke det jeg tænkte på, men det gør ikke noget. Jeg er glad for du finder mig attraktiv. Hun gav mig en kærlig begmand.

Ege vækkede os, tog os på sengen som man siger. Han havde morgenbrød med. Maria skyndte sig i bad mens Ege og jeg dækkede bord og lavede kaffe. Smerterne i min arm var der stadig, det gjorde ondt når jeg bevægede armen. Så var det min tur til at blive vasket. Maria hjalp mig med det i det åbne cockpit, hun var meget forsigtig, var nervøs for at støde min arm. Ege grinede... Nu mangler du bare at få en tør ble, sagde han og morede sig. Maria kom til at grine, hun undskyldte med morede sig over Enes bemærkning.

Efter morgenmaden stak vi til søs. Havnefogeden vinkede farvel til os. Ege styrede, Maria satte sejl. De byttede. Ege og jeg sludrede... Tal Dansk! sagde Maria, det er i bedst til, hun kluklo... Ok, svarede jeg, men du må sige til når det bliver for kedeligt for dig, hun nikkede. Jeg fortalte om turen til Amerika, om problemerne og om Marias samtale i nat med sin datter. Det var derfor vi sov længe... Det tænkte jeg nok, sent i seng, nå jeg var nu mere bange for det var din arm der havde holdt jer begge vågen. Ege gabte, heller ikke han havde fået meget søvn. Vi aftalte jeg blev i cockpittet hos Maria, så ville han tage en time på øjet i stikkøjen, vi kunne kalde hvis der var noget.
   Maria og jeg sludrede om fremtiden, hun var glad for der nu var et lyspunkt forude i familiestriden. Vi havde ikke nogen hurtig løsning, vi ville vente og se tiden an.

Fire timer senere vågnede Ege. Han brokkede sig over vi ikke havde vækket ham. Vi sagde han havde sovet som et barn, vi ville ikke forstyrre hans snorken. Jeg ville afløse Maria ved rorpinden, det sagde hun nej til... Du er patient, du skal ikke prøve på noget, det går bare galt, hun morede sig. Ege afløste hende. Hun lavede frokost til os og kaffe. Vi passerede Nyborg og jeg vinkede... Hvad vinker du for, spurgte Maria... Ene, sagde jeg og morede mig. Er det ikke der inde i bor Ege?.. Jo! men Ene er ikke hjemme, vink du bare, eller som vi siger Maria:.. Lad dog barnet. De morede sig, på min bekostning.

Sidst på eftermiddagen lå vi endelig ved kaj på vores egen plads. Ene var kommet. Jeg inviterede på mad i sejlklubben, de takkede ja. Efter aftensmaden hjalp de med at slæbe tasker over til bilen, igen forbød Maria mig at deltage. Hjemme ville jeg igen hjælpe, men nej, det måtte jeg ikke. Maria ville hellere gå to gange. Hun sorterede tøj til vask og pakkede det, hun ville tage det med i morgen når hun skulle på universitetet til møde.
   Undervejs hjem i båden havde hun talt med rektor, sagt hun ville dukke op i morgen, det var han glad for. Han havde spurgt til mig, Maria havde fortalt jeg nu igen havde gips om armen, seks uger til, hun var træt af det sagde hun og morede sig.

Maria var taget af sted da jeg vågnede. På bordet i køkkenet lå en seddel. Hun havde smurt mad til mig, den stod i køleskabet. Jeg elsker dig, havde hun skrevet med store bogstaver. Hun ville være hjemme i løbet af eftermiddagen, når vasketøjet var færdigt. Der var vaskemuligheder både her og hos mig, i kælderen, men ingen af os havde benyttet sig særlig meget af det endnu.

Maria kom hjem. Hun var frisk og glad... Se John, sagde hun og rakte mig en kuvert. Jeg åbnede den. Vielsespapirer... Maria, sagde jeg spørgende. Hvad eller hvorfor? hun morede sig... Jeg talte med Ene, hun har skaffet dem, der mangler kun din underskrift. Vil du stadig gerne gifte dig med mig? jeg rejste mig, omfavnede hende og sagde:.. Det vil jeg. Hvornår Maria?.. Om fjorten dage eller noget i den retning, det sagde Ene. Underskriv dem, så sørger jeg for de bliver ekspederet videre, er det ikke en god ide? Eller vil du hellere selv gøre det?.. Ene sagde det var i orden jeg gjorde det...
   Det er det også min ven, helt i orden. Hvor skal jeg skrive? hun pegede... Farvel frie liv! sagde jeg og underskrev... Hvad var det du sagde? Maria så på mig... Ingenting! svarede jeg uskyldigt, absolut ingenting. Hun tjattede til mig, venskabeligt... Er du ikke lidt dum nu? frie liv. Sammen med mig er dit liv frit, er du ikke enig? hun kyssede mig og fortsatte: En gang imellem er du svær at lukke munden på, så må jeg bruge de muligheder jeg har. Hun kyssede mig igen... Åh John, jeg glæder mig til vi er rigtigt gift, at vores ægteskab er bekræftet af dine myndigheder. Jeg elsker dig. Igen kyssede hun mig.

John din dagbog. Er det ikke på tide du fortæller den du skal giftes? Hun kluklo... Jo det er det vel. Jeg mente du skulle vide jeg ikke var blevet træt af dig dagbog, bare at jeg ikke rigtigt havde haft tid. Nu har jeg det, Maria siger jeg bare skal give dig den tid der er nødvendig, for at du kan få det hele med. Det tror jeg vi har nu. Maria, siger maden, aftensmaden, er færdig om fem minutter, jeg vil slutte nu. Kan du have det så godt til vi skrives ved næste gang?