Kender du fornemmelsen af at læse en bog? Det lyder måske som et underligt spørgsmål, men forstå mig nu ret. Jeg taler ikke om en hvilken som helst bog. Næ, jeg taler om den slags bøger, som man først ikke gider læse fordi den er kedelig, men som man til sidst ikke kan lægge fra sig, fordi den bliver mere spændende for hvert ord. Og med tiden bliver man glad for den, fordi den har en morale, som man ender med at lære noget af. Sådan en bog er mit liv. Den starter som noget med rod, men siden - nu, hvor jeg er kommet på afstand af det - er jeg så småt ved at indse, at alt det jeg og andre oplever, for det meste skal lære en noget om en selv. Og med tiden vil mit livs morale måske blive åbenbaret for mig.

Jeg kom til verden i Odense, torsdag 16. april klokken 22:05. Jeg var 52 cm lang, og vejede 3400 gram. Min mor var 19, havde lige gennemført gymnasiet, og det er den uddannelse hun har fået. Hun var lige blevet gift med min far, som var et par år ældre end hende. De var flyttet sammen i Odense, og kort efter min fødsel flyttede vi til Haarby, som er en lille fynsk by. Her var det så meningen at vi skulle leve lykkeligt til vores dages ende. Men sådan gik det ikke. 3 år nåede vi at få i Haarby inden min far fik et job som organist i Sakskøbing kirke på Lolland.

Så min mor og far pakkede sammen igen, og min far og for 2. gang gravide mor flyttede til Lolland, og når jeg senere har slået "Barndom" op i min mentale ordbog, har der stået "Sakskøbing". Vores lejlighed var et rækkehus i Egevænget. Det var delt op i de gule huse på den ene side af parkeringspladsen, og de hvide huse på den anden. På hver side af parkeringpsladsen var der omkring 10 rækker med 5 lejligheder i hver. Vi boede i de hvide huse i nummer 10.

Jeg husker ikke så meget fra de første år i Egevænget, andet end at min lillesøster, Camilla kom til verden. Min mor siger, at der ikke var noget jalousi fra min side, og at jeg meget gerne ville hjælpe med den lille. Men det husker jeg ikke, jeg husker kun at når hun stod i sin kravlegård, og holdt fast i tremmerne med hænderne, gik jeg hen og løsnede hendes fingre, så hun satte sig ned. Min søster og jeg havde ikke det bedste forhold da vi var små.

Jeg husker ikke så meget - faktisk husker jeg intet om min mor, andet end at hun ikke arbejdede, men gik hjemme det meste af tiden. Min far derimod, husker jeg meget fra, men det er desværre ikke kun positive ting, jeg husker. Min far havde - og har stadig - meget lidt tålmodighed hvad angår børn. Og det, blandet sammen med et voldsomt temperement gjorde, at min far tit blev vred. Disse raserianfald er dem, jeg husker flest af. For eksempel husker jeg et par episoder, hvor vi har siddet og spist, og jeg er kommet op at skændes med min far, og det resulterede i at jeg nærmest blev flået op ad stolen, båret ud i køkkenet, hvor jeg blev bedt om at spytte den mad jeg havde i munden ud i vasken, hvorefter jeg blev kastet ind i seng og døren smækket bag mig. Hvis min søster og jeg skulle rydde op på vores værelse, fik vi tit at vide, at vi ikke fik noget mad før vi var færdige. Det skete også engang imellem, at der faldt en endefuld, men det var både far og mor, der stod for det.

Når det er sagt, kommer det sikkert som en overraskelse, at jeg voksede op i en kristen familie. Hver morgen holdt vi andagt efter morgenmaden. Specielt min far tog det meget seriøst, at jeg skulle være med til at bede, og jeg husker en situation, hvor jeg prøvede at bede, men jeg fandt det ubehageligt at alle kunne høre hvad jeg sagde, og derfor gik jeg i stå. Min far tog det som om, at jeg ikke ville høre Gud til, men det var jo ikke det, det handlede om. Den dag i dag kan jeg stadig kun bede alene, men jeg er aldrig holdt op med det.

Jeg har aldrig gået i børnehave, for min mor ville passe os derhjemme. Jeg tror at det har medvirket til, at jeg har meget svært ved at komme i kontakt med andre på min alder. Selv om det efterhånden er blevet bedre, er det stadig ikke særlig godt.

I 1993 begyndte jeg i børnehaveklasse. Da var jeg 6 år gammel. Min klasselærer hed Laila, og vi havde en hjælpelærer der hed Sys. Hun var meget populær blandt børnene, hun smilede altid, hun var sød og rar - Og jeg kan huske at jeg syntes at hun duftede så godt.

I børnehaveklassen gik jeg meget for mig selv. Jeg kendte ingen i forvejen, for jeg havde ikke haft mulighed for det. Men de andre der kendte hinanden, havde ikke plads til en til i deres leg, og derfor var det meget svært for mig.

Efterårsferien 1993 brækkede jeg lårbenet. Jeg husker at min søster og jeg legede bil, vi løb rundt med et riveskaft imellem benene. På en eller anden måde lykkedes det os at falde, og min søster falde ned ovenpå mig, og på den måde kom benet altså i spænd. Jeg kan huske lyden af knoglen, der knækkede. Jeg lå på sygehuset i 3 uger. Da kom jeg hjem og lå i hospitalssengen. Efter noget tid blev sengen skiftet ud med en kørestol, og igen med krykker. Det er første gang jeg kan huske at blive drillet. "Brækben", kaldte drengene mig hele resten af skoleåret.

I 1. klasse begyndte jeg at snakke med en pige, Astrid hed hun. Hun blev hurtigt min bedste ven, og fortsatte med at være det helt op til 16-års alderen. Men hun var også min eneste ven, og derfor hang jeg op af hende altid. Jeg var meget besiddende i den tid, og jaloux var jeg også. Astrid måtte ikke være sammen med andre end mig, og det var mig, der bestemte hvad vi lavede, når vi var sammen. Jeg har altid beundret Astrid for netop det, for hun var noget så tålmodig.

I 4. klasse begyndte hun at snakke meget med en pige i klassen der hed Felichia. Jeg blev ked af det, fordi Astrid ikke ville snakke med mig mere, men i virkeligheden tror jeg bare Astrid havde brug for et pusterum, hun har nok syntes det var hårdt at have en klods som mig om benet.

Jeg blev mobbet meget i skolen, fordi jeg var en outsider, og selv om jeg ikke troede at det gjorde mig noget, fandt jeg senere ud af, at det havde sat dybe skrammer i mit selvbillede.

Da jeg var 9 år, blev mine forældre skilt. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg op til seperationen havde ligget vågen et par aftener og havde hørt dem skændes. De skændtes også nogle gange foran mig og Camilla, hvilket efter min mening var forkert af dem. Denne dag, prøvede min mor at smide min far ud, og da han ikke ville gå fra os - mig og min søster - ringede min mor til Ian, som var en af deres fælles venner, og da han kom, blev der slåskamp i entreen. Ian vandt, far kom ud, og nøglen drejet om.

På det tidspunkt sad jeg inde på vores værelse med armene om Camilla, der kun var 6 år gammel. Hun græd, og jeg græd, hun fordi hun var bange, jeg fordi jeg nok godt vidste hvad der skulle ske. Mor kom ind, jeg spurgte "Mor, skal I skilles?" Mor svarede ja og gik igen. Jeg følte mig alene og forladt, vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kan ikke huske andet fra den dag end at Camilla og jeg sad længe på denne måde. Den dag i dag ville jeg gerne have haft, at mine forældre havde fundet ud af det og var blevet sammen.

Der gik omkring et halvt år, så mødte min far en dame der hed Sheila. De blev gift og fik en pige sammen, der fik navnet Sarah Elizabeth. Hun er 6 år gammel i dag, men Sheila og min far er i dyb krig om forældreretten, Min far vinder hele tiden, og Sheila lyver sig til endnu en retssag. Min mor mødte også nogen mænd, har jeg senere fået at vide, men jeg mødte kun et par stykker af dem.

I slutningen af 4. klasse, fik jeg at vide af mor, at vi skulle flytte til Taastrup på Sjælland. Jeg havde ikke lyst til at flytte fra mine venner og alt, jeg kendte til, men det var min mor ligeglad med. Hun havde fået arbejde der, og nu skulle vi altså flytte.

En måned efter, stod jeg i vinduet til mit værelse i Taastrupgårdsvej, og kiggede ned på børnene, der løb rundt og legede med hinanden. De fleste af dem var mørke i huden, og snakkede et sprog jeg ikke kendte. Men på det tidspunkt var jeg ligeglad. Jeg ville bare sidde hele natten der og se på dem. Tænke på, hvor meget jeg ville savne Astrid, tænke på den nye skole. Gad vide, hvordan de ville være i klassen?

Jeg blev ikke positivt overrasket. Både min søster og jeg var den eneste dansker i vores klasse, og jeg blev udsat for racistisk mobning fra de andre. Specielt en pige, der hed Ebru var efter mig. Jeg ved ikke hvad jeg nogensinde har gjort hende, men uanset hvordan jeg var overfor hende, var det forkert. Hun var ikke kun ubehagelig, hun var også "klassens populære pige", og hun benyttede sig af det til at vende selv dem, jeg rent faktisk kunne snakke med imod mig.

Vi havde dog kun to måneder i Taastrup inden min mor mødte en fyr der hed Claus, og vi flyttede igen. Jeg var glad for at slippe for Ebru og mobningen, men det der skete efter skulle vise sig at vare meget længere og være meget værre.

Claus var verdens mest rare mand - når man ikke boede hos ham vel at mærke. Første gang vi mødte ham, mødte vi også hans børn: Katja, som var 9 år, og Casper som var 4 år. Camilla og Katja kom godt ud af det med hinanden, og jeg syntes Casper var så sød, og legede meget med ham.

Til at starte med, sov alle fire børn i de voksnes soveværelse, men senere kom vi til at deles om børneværelset. På det tidspunkt boede både Katja og Casper hos deres mor, så i hverdagene var vi to børn, og i weekenderne var vi for det meste fire. Jeg savnede meget et sted, jeg kunne være alene, og på det tidspunkt startede en af mine dårlige vaner: Jeg satte mig på toilettet når jeg ville græde, for det var det eneste sted, hvor jeg kunne være i fred for de andre. Hvis jeg satte mig på værelset og græd, hvad jeg tit havde lyst til, så kom de andre og ville have at vide hvad der var i vejen.

I virkeligheden havde jeg det ikke særlig godt hverken hjemme eller på skolen, for der var ingen der rigtig interesserede sig for mig. En dreng der hed Jesper var ham, der drillede mig mest. For eksempel kaldte han mig "sønderjyde", fordi jeg snakkede lollisk, men når jeg fortalte ham, at jeg kom fra Lolland, så gjorde han bare nar af mig. Pigerne var ikke meget bedre, en af dem hed Sofie, og hun kaldte mig for en lille gnom, fordi jeg var grim, sagde hun.

Derhjemme rasede Claus over ingenting. Første gang, det gik op for mig, var da vi snakkede om politik. Jeg vidste ikke noget om det, men jeg fortalte Claus at min mor ville stemme på Poul Nyrup, fordi Uffe Elleman ikke ville gøre noget godt for Danmark. Det havde hun sagt til mig, men Claus for op i en spids, råbte og skreg, slog ind i skabet med glas, så de smadrede, og derefter blev Camilla og jeg bedt om at pakke vores ting, og gå vores vej.

Da jeg lidt senere gik op i stuen til ham, sagde han at jeg havde sagt at han var et dårligt menneske, fordi han ville stemme V. Men det havde jeg aldrig sagt. Da min mor kom hjem, fik hun samme smøre som vi havde fået.

Da vi havde boet der et stykke tid, skulle vi en dag besøge et par af Claus' venner, Anni og Peer. Der var ikke plads til andet end at pigerne - Camilla og Anni og Peers datter, Sara - sov sammen på Saras værelse, Casper sov sammen med deres anden datter på hans alder, Line og jeg sov imellem min mor og Claus. Jeg havde ikke nattøj med, så jeg lånte en T-shirt af Anni.

Om natten vågnede jeg ved, at Claus lå og pillede ved mine bryster, og han lå meget tæt op af mig. Efter et par minutter, begyndte jeg at tænke på at dette her ikke var rigtigt, så jeg skubbede ham væk. Han stoppede, og lagde sig om på den anden side.

Dagen efter sagde jeg til ham, hvad der var sket, og lod som om, jeg troede han havde gjort det i søvne. Han sagde, at det nok var fordi, jeg havde haft Annis T-shirt på, så jeg havde lugtet som hende. i dag er jeg næsten sikker på, at han var lysvågen, og vidste hvad han gjorde.

Min mor blev gravid igen, og fødte Nicolas Emil den 17. marts 2000. Jeg så ham første gang, da han kun var et par dage gammel, og jeg elskede ham over alt på jorden fra første sekund. Jeg gav ham alt den kærlighed, jeg overhovedet havde at give ham, og jeg fik det tifold igen. Jeg var der altid, hvis han skulle passes, og når jeg var ked af det hele tog jeg ham i mine arme, og når han smilede til mig var det som om at alt andet blegnede.

Da vi havde boet der i omkring 2 år, flyttede vi igen. Jeg kan ikke huske hvorfor, vi flyttede, men det gjorde vi. Da jeg fortalte til min klasse, at jeg skulle flytte, flokkedes alle om mig, og syntes at jeg var så interessant. Mange ville have min nye adresse, men ingen har siden skrevet til mig.

Jeg tog til fyn sammen med min søster, og vi blev sat af hos min morfar imens min mor og Claus tog til huset og gjorde nogenlunde klar til at vi kunne komme. Da vi en uge efter ankom til Tommerup - en lille by 10 km fra Odense - var der ikke forberedt noget som helst. Vi sad på mælkekasser og spiste, med en flyttekasse som bord, der var så koldt at man kunne se sin egen ånde, fordi ingen havde fyret - og der var intet ur, kun en lille radio.

Tilsidst kom vi nogenlunde på plads, og min søster og jeg startede på Tallerupskolen, jeg i 7. og Camilla i 4. Der fik jeg temmelig hurtigt en veninde, der hed Rebecca. Hun var heller ikke populær, og derfor hørte vi sammen. På den skole blev jeg også mobbet af drengene, det blev jeg sådan set hver dag. Jeg gik kun 7. Klasse færdig på Tallerupskolen.

Omkring april 2001, fik jeg en mail fra Astrid, hvor jeg blev inviteret til hendes konfirmation. Jeg ringede til hende for at acceptere, men fik at vide, at hun var kommet på sygehuset på grund af meget stort vægttab. Jeg vidste med det samme, at der var tale om anoreksi, og jeg var helt ude af mig selv. Jeg bebrejdede mig selv, at jeg ikke kunne være der og besøge hende. Men det endte med, at jeg tog til Sakskøbing for at være i kirken til hendes konfirmation.

Jeg skulle være hos en af min mors gamle venner, Lis, men da jeg kom til hendes hus, var hun der ikke, fordi hun skulle noget andet. Jeg gik lidt rundt i byen og kiggede på husene, der hvor jeg havde gået så meget. Så hørte jeg pludselig en velkendt stemme. Men da jeg kiggede på pigen foran mig, var jeg næsten sikker på, at jeg havde hørt syner. Astrids stemme var det, men hun var så forfærdeligt tynd at jeg ikke kendte hende igen. Jeg gav hende et kram, men turde ikke klemme for hårdt af frygt for at hun skulle gå over i to. Hun havde bare fået et par dage fra sygehuset, netop fordi hun skulle konfirmeres.

Det var lidt mærkeligt at gå rundt og snakke med hende, næsten som om jeg aldrig havde været væk. Vi gik og stemte dørklokker hos nogen af pigerne fra den gamle klasse, og så gik vi ellers bare og snakkede om gamle dage. Næste dag skulle konfirmationen være. Alle de gamle venner - og fjender var der. De fleste så på mig som om jeg var luft, men der var også nogen der blev glade for at se mig. Det er først nu inden for de sidste par år, at Astrid helt har sluppet taget i sin anoreksi, men det går fremad.

Fredag d. 11. Maj 2001 blev jeg selv konfirmeret. På grund af min kristendom, var det noget som jeg tog meget seriøst, og jeg var meget nervøs. Jeg skulle være der lidt før de andre, og jeg blev kørt af en af Claus' venner, Erik, som jeg på det tidspunkt så på som en storebror.

Da øjeblikket kom, og jeg gik ind i kirken blev jeg alvorlig skuffet. De eneste der var kommet, var min far og Sarah, samt min farmor og farfar. Min mor, Claus og resten af familien kom først 20 minutter efter at det hele var begyndt. Jeg var noget så flov. De kom for det meste altid for sent til skolefester og lignende, men jeg havde ikke ventet at de ville gøre det til min konfirmation også.

Svend Faarvang, præsten, nikkede til os, nu skulle det ske. Jeg gik forrest, og rejste mig op og gik, rystende og bævende hen ad kirkegulvet. Præsten lagde en hånd på mit hovede og sagde mit konfirmationsord:

Matthæus 18:3: "Sandelig siger jeg Jer: Den der ikke ser Guds rige som et lille barn, kommer slet ikke ind i det!".

Det vers er det første jeg husker at have lært, og samtidig elsker jeg børn, og har altid gjort det. Derfor var det meget naturligt for mig at jeg valgte dette vers.

Festen var hyggelig for mig, men jeg har senere fået at vide, at Claus var meget ubehagelig overfor de andre gæster den dag, kommenterede alt hvad de sagde, og samtidig havde han forsøgt at gøre festen til en drukfest. Jeg lagde ikke selv mærke til det, nød bare at dette var MIN dag, jeg havde selv valgt maden, bordopdækningen, hvem der skulle komme osv. Det er et af de bedste øjeblikke i mit liv.

Så begyndte jeg i 8. klasse på Kratholmskolen, som er en kristen privatskole. Min mor har også gået der. Der fik jeg det straks bedre. Jeg havde ikke nogen bedste venner, men jeg kunne snakke med alle, og ingen mobbede mig.

Det var også mens jeg gik der, at jeg fik min første kæreste. Han hed Thomas, og var 19 år gammel. Vi mødtes fordi, min mor og Claus snakkede meget med en dame, som jeg ikke husker navnet på længere. Hun bad mig passe sin datter et par timer om ugen. For det fik jeg 200 kr pr. gang, og det var helt godt, syntes jeg. Thomas havde det med at dukke op hver gang jeg var der, og sendte mig tit blikke. Jeg syntes først det var mærkeligt, men efter et stykke tid, blev jeg smigret af det. Det endte med at han en aften fulgte mig hjem, og på mit værelse satte han Faith Hills "There You'll be" på, og til den fik jeg mit første rigtige kys.

Den første måned havde jeg det skønt med ham, men efter halvanden måned begyndte det at gå ned af bakke. Han havde 2 gange prøvet at komme i seng med mig, og jeg havde begge gange skubbet ham væk og sagt at det havde jeg ikke lyst til. Han havde accepteret, men efter det blev det ikke rigtig det samme.

Efter to måneder, hvor der ikke skete noget, slog jeg op med ham, selv om jeg var meget ked af det. Han kom og hentede sine ting et par uger senere, og siden har jeg ikke talt med ham. Vi siger ikke engang hej på gaden mere.

I 8. klasse fik jeg en god veninde der hed Esther. Hun var en utrolig sød pige, og var ligesom mig en af de mere stille typer. Vi fulgtes for det meste til bussen og snakkede sammen. Jeg snakkede ikke så meget med de andre, men det har altid været sådan for mig, at når først jeg fandt en at snakke med, så holder jeg mig til den ene. Måske en "skade" fra den manglende børnehave.

Jeg snakkede også med en pige, der hed Anne-Marie, men fordi jeg var så besiddende som jeg var, blev hun gal på mig, og troede at jeg var ude på at styre hende. Efter et halvt år tog vores klasselærer, Anne mig, Anne-Marie, Esther og en pige til med på en snak. Anne-Marie førte nogen ting frem, som hun syntes var forkert, hun sagde at jeg snakkede meget om mig selv, jeg var usoigneret og en masse andre ting. Det var jeg muligvis også, men jeg havde aldrig selv tænkt over det.

Derhjemme fortsatte Claus med at råbe og ødelægge ting, og det kombineret med disse samtaler i skolen gjorde, at mit selvværd blev meget dårligt, og derfor tænkte jeg ikke så meget over min hygiejne eller mit hår. Efter et par samtaler på denne måde, tog Anne-Marie mig med sammen med de andre, men Anne var der ikke, og da jeg gjorde hende opmærksom på det, sagde hun bare, at sådan var det i dag.

Hun spurgte mig hvordan jeg syntes det gik med alt det, hun havde sagt. Jeg svarede at jeg syntes det gik bedre, men det var AM ikke enig med mig i, hun syntes tvært imod at det gik værre, og da hun så sagde at jeg fedtede for lærerne, blev jeg gal, og sagde at det gjorde jeg bestemt ikke. AM sagde bare "Fint! Så lad være med at være min ven!", drejede om på hælen og gik sin vej med de andre. Dette gjorde mig ikke ligefrem i bedre humør, jeg blev meget såret over dette.

Det næste halve år snakkede jeg fortsat med Esther og et par af de andre piger, men AM nægtede resolut at snakke med mig. Så kom tiden, hvor vi skulle spille skolekomedie. AM og jeg fik to roller, der hang sammen, og på den måde var vi nødt til at være sammen. Sådan blev vi venner igen. i dag snakker vi stadig sammen på MSN, og har også ringet sammen et par gange.

Omkring en måneds tid efter bruddet med Thomas, fik jeg mig en kæreste igen. Han hed Morten, og jeg mødte ham i svømmehallen. Han var en utrolig genert fyr, han blev rød i hovedet bare man tog ham i hånden. Da vi endelig tog os sammen til at kysse tog det pusten fra mig. Stadig den dag i dag, er det hans kys, jeg drømmer om om natten. 14 dage før min 15-års fødselsdag sprang Morten min mødom. At dette blev med ham fortryder jeg i dag, for det gik ikke med ham.

Jeg havde planlagt at han skulle komme på min fødselsdag, og dagen efter var det vores månedsdag, så jeg havde inviteret ham i biografen. Dagen før min fødselsdag kom han med en rød rose til mig. Jeg blev så glad for at han tænkte på mig, han kunne nemlig ikke komme dagen efter.

Han dukkede nu op alligevel, og sagde til mig, at han måtte slå op med mig, for han havde brug for tid til at tænke. Jeg var knust over det, og jeg var vred over, at han havde valgt at gøre det på den måde. Rosen havde jeg hængt til tørre i vinduet. Der fik den lov at blive hængende, jeg nænnede ikke at smide den væk.

10 dage efter kom han og bad mig om tilgivelse, og jeg tog ham tilbage, men det varede ikke længe inden han bad om en pause. Dette skete et par gange, inden jeg til sidst fik nok og gjorde det ordenligt forbi med ham. Vi skændtes over SMS et par dage, og det var der, jeg besluttede mig for at brænde rosen. Dermed var Morten fortid.

En af hans venner, som også hed Morten (Herefter kaldes han Sut) var dukket op en gang imellem uden Morten, for at besøge os. Jeg snakkede godt med ham, men havde aldrig drømt om at han interesserede sig for mig. En aften ringede han til mig for at høre om jeg ville med til fest, men min mor og Claus var ikke meget for det, fordi jeg havde været syg et par dage. Sut spurgte mig hvad jeg mente om alt det med Morten, og jeg svarede, at det gik nok med tiden, der dukkede nok en anden op. Sut svarede: "Du kunne jo prøve med mig". Jeg accepterede med det samme. Men egentlig var det ikke fordi jeg var interesseret i ham, det var mere fordi han spurgte.

I mellemtiden havde Morten bestemt sig til at flytte til Jylland, og holdt en stor afskedsfest i sit hus. Sut og jeg tog med, og jeg fik temmelig meget at drikke. Fuld som jeg var, stødte jeg ind i Søren, en fyr på min egen alder, som jeg havde mødt et par gange før. Han var, vidste jeg, forelsket i mig, og dermed kom jeg til også at lide ham temmelig meget.

Det endte med, at vi gik sammen udenfor for at snakke, og før jeg vidste af det, stod jeg og kyssede med ham. Da vi kom tilbage skiltes vi, for at Sut (Nu er han bare Morten) ikke skulle opdage noget. Dagen efter, mens Morten var på arbejde, besøgte jeg Søren, og vi var sammen et par gange. Men Søren fik dårlig samvittighed, og sluttede det.

Morten fandt ud af, at vi havde kysset hinanden, men han tilgav mig. Jeg ved ikke om han ville have gjort det, hvis han havde vidst om vores møder.

Den 22. februar 2002 kom Victor Sylvest til verden, og jeg elskede ham ligeså højt, hvis ikke højere end Nicolas. De to er den dag i dag stadig mine to små guldklumper. Han fik navnet Victor Sylvest, fordi Victor betyder Sejrherre, og Sylvest betyder Den Der Bor I Skoven. På det tidspunkt boede vi faktisk i skoven, og det syntes Mor og Claus var temmelig morsomt.

Morten flyttede ind hos os et par måneder før vores halvårsdag. Vi fik det sådan, at vi boede i garagen sammen. Om vinteren var der temmelig koldt derovre, men Claus ville ikke have at vi brugte radiatoren på grund af regningen, så Morten lånte en gasovn af sine forældre, så vi kunne holde varmen.

Da Claus fandt ud af, at vi havde den tog han den over i stuen, fordi taget var så dårligt isoleret, at det var umuligt at fyre ordenligt. Der stod den i tre nætter, og Morten og jeg frøs i stilhed. Da jeg en morgen kom til at antyde, at Claus havde taget vores varme, og at det ikke var derfor at Mortens forældre havde lånt os den, kom et af hans anfald, som man ikke kunne forudse, hvornår ville komme. Jeg var efterhånden blevet vant til dem, og vidste at det bare blev værre, hvis man sagde ham imod. Så jeg lod som om at det ikke rørte mig, men det han sagde skar igennem mig som en varm kniv igennem smør. Jeg var psykisk langsomt i gang med at blive nedbrudt. Min mor forstod ikke, at jeg ikke kunne med Claus.

Det var på det tidspunkt, at min ekskæreste, Morten en dag kom forbi med en af sine venner fra jylland, Dennis. Han var 19 år og sagde at han havde et anlægsgartnerfirma i Ikast. Et par dage efter, tog Morten, Dennis og jeg til en bålfest ude i skoven. Jeg blev som altid meget fuld, og for at Dennis og jeg kunne lære hinanden at kende, gik vi en tur i denne skov sammen for at snakke alene. Det endte med et kys - igen.

Jeg havde det ekstremt dårligt med det, og fortalte Morten om det med det samme. Jeg var overbevist om at nu var det slut mellem os, men han tilgav mig det endnu engang. Dennis endte med at komme til at bo hos os i Tommerup. Jeg fandt ud af, at hans fortid ikke havde været helt nem.

Hans bror var involveret i rockermiljøet, og Dennis' bedste ven havde så, da de var omkring 15, sprunget foran Dennis og havde taget imod en kugle fra en af brorens fjender. Kuglen havde ramt ham i brystkassen, og han døde på stedet. Hans anden storebror døde 14 dage efter hans konfirmation. Som 17-årig havde han haft en kæreste. Hun blev ramt af en spritbilist en aften, og døde i armene på ham.

Jeg var på det tidspunkt 15, og åd det hele råt. Jeg fik ondt af ham. Han sagde han havde disse tre venner med sig som spøgelser, og Morten troede ikke på det, men det gjorde jeg.

En aften drak han sig fuld i papvin, og sad det meste af aftenen og græd, han ville ikke sige hvorfor. Pludselig satte han sig op og bad om noget at skrive på. Da han havde skrevet det han ville, rejste han sig og sagde at han ville gå ned og trække frisk luft og forlod værelset.

Morten læste det han havde skrevet, og læste det højt samtidig. Det var et selvmordsbrev, og vi begge for ned til Dennis' FIAT Uno, hvor han havde låst sig inde. Pludselig startede han motoren, men Morten stilte sig bag bilen og jeg lige foran den, så han ikke kunne komme nogen steder. Dennis bad os lade ham køre, men Morten blev ved med at snakke til ham, og tilsidst kom han ind igen.

Efter dette fortalte Dennis, at det ikke var os, men hans spøgelsesvenner der havde talt til ham og havde fået ham ind igen. På det tidspunkt begyndte Claus at mistro Dennis, for hvor mange på 19 har deres eget firma? Morten og jeg sagde begge at Dennis var god nok, for vi troede ikke på at han løj. Hvorfor skulle han lyve?

Denne diskussion havde vi et par gange, indtil Dennis en dag bare var væk. Han havde samtidig taget nogen penge fra os, som vi skulle have brugt til at købe mad for. Jeg var rasende på ham, og det forbedrede ikke min indstilling, da jeg fandt ud af, at min på det tidspunkt 13-årige lillesøster fortalte, hvordan han havde sneget sig ind under hendes dyne og lagt sig til at sove ved siden af hende, og at han havde lagt an på hende på andre måder også.

Der gik et par uger, hvor cigaretter, mad, slik og andre ting forsvandt fra huset, og derfor vidste vi at Dennis ikke var taget hjem, men stadig var i området. En dag fandt min søster nogen cigaretskodder fra hjemmerullede cigaretter på høloftet på den gård, hvor hun red. Filtrene var af samme mærke som dem, der var forsvundet hjemme fra os.

Tilsidst fandt vi ham og hans bil. I den lå nogle af de ting, som havde været forsvundet. Da han blev fundet begyndte han at græde og sige at Claus ikke måtte slå ham ihjel. Claus sluttede af en eller anden grund fred med ham, men jeg sagde ikke et ord til Dennis.

Jeg sendte ham dræberblikke, men sagde ikke noget til ham, før han en dag gik hen til mig og fortalte sandheden om det hele. Hans gartnerfirma var gået konkurs et par måneder i forvejen, og det havde han ikke kunnet indse, så derfor havde han påstået at han stadig havde det. Samtidig tilstod han et par andre ting, som også havde været løgn, sagde undskyld og lovede at lade være med at gøre det igen. Jeg blødte lidt op, men var stadig vred på ham.

Han boede derefter hos os i et par uger til, men så lavede han det samme nummer en gang til, en morgen var han væk, og penge var blevet stjålet igen. Derefter fandt vi hans bil, men ikke sporet af ham. Bilen var løbet tør for benzin, og Dennis har sikkert ikke haft penge til at fylde på igen.

Siden har vi ikke set noget til ham, men Claus sagde at det var min skyld, fordi jeg - der på det tidspunkt var 15 - havde sagt at Dennis var god nok, og påstod at jeg havde opfordret ham til at lægge an på min søster. Det siger han stadig den dag i dag...

Jeg havde ikke et godt forhold til nogen i min familie mere. Min mor ville ikke lytte til mig, min søster og jeg skændtes, og Claus - ja, han var årsagen til det meste. Morten var på det tidspunkt den eneste grund til at jeg kunne holde mig oppe, selv om det ikke altid var lige nemt at være os på det tidspunkt.

Han blev boende hos os og flyttede også med, da vi i februar 2003 flyttede til Aarup. Jeg fortsatte med at gå på Kratholmskolen, fordi jeg gik i 9., og næsten var færdig med min skolegang. Camilla begyndte på Aarupskolen sammen med Casper, som var flyttet ind hos os i mellemtiden. Nicolas begyndte i børnehave, og Victor kom i dagpleje hos en dame, der hed Berna.

Jeg var stadig glad for skolen, men jeg var ikke god til at følge med i timerne, og snakkede stadig ikke med nogen andre end Esther og AM, og det syntes mine lærere ikke var optimalt. En dag satte jeg mig på toilettet og røg en cigaret. Det skulle jeg ikke have gjort, der blev et stort postyr over det, og min klasselærer tog mig ind på et andet rum og ville snakke med mig.

Til at starte med var jeg lukket, men efterhånden kom det hele ud om Claus, min søster og det hele, som gik mig på. Det var rart at nogen lyttede til mig. Anne sagde, at hun ville sørge for at jeg fik tid hos en psykolog, men jeg kan ikke snakke med nogen på kommando. Jeg skal bringes i snak, og det kunne denne psykolog ikke forstå. Så det varede ikke længe, og jeg fik lov at gå og lide i stilhed.

I november 2003 fik jeg konstateret diabetes 1. Jeg lå på sygehuset i 10 dage inden jeg kom hjem, og tilbage til skolen. Jeg var egentlig meget afklaret med hvordan jeg skulle styre det, men det har aldrig kørt som det skulle alligevel. Det er i mellemtiden blevet meget bedre.

Så kom tiden, hvor eksamenerne skulle finde sted, men før det havde vi sidste skoledag. Jeg glædede mig til at være med, og vi gik i fuld gang med at planlægge hvordan det skulle foregå. Samtidig kom der en invitation til min farmor og farfars guldbryllup. Jeg tænkte over det et stykke tid, for sidste skoledag og guldbrylluppet var samme dag. Jeg valgte sidste skoledag, selv om det var svært for mig at ringe og aflyse det andet. Jeg fortryder også dette i dag, men der er ikke noget at gøre ved det.

Vi havde en alletiders dag. Efter karamelkastning og vandplaskeri på skolen tog vi i byen og bowlede, og bagefter mødtes vi hos vores matematiklærer, Ingrid til Pizza og is. Efter det tog vi ud til Martin, en af drengene fra klassen og hyggede, hørte musik og bagte snobrød. Den dag var jeg en af de andre, og følte mig ikke udenfor på nogen måde. Det var skønt. Samtidig gik jeg også stolt og viste en ny, skinnende sølvring rundt, som sad på min venstre ringfinger. Indeni stod der : Morten, 17-06-2003...

Eksamenerne gik godt. Jeg fik ikke nogen karakterer under 7 og ingen over 11, og jeg var dybest set tilfreds. Nu skulle jeg i gang med gymnasiet, og glædede mig til det. Efter det ville jeg på sygeplejeskolen, for det var min mor startet på, og havde ikke gennemført. Men jeg ville vise alle, at jeg var bedre end hende. Jeg havde valgt matematisk linje, fordi jeg vidste at Claus forventede det, men egentlig ville jeg helst på den sproglige, fordi jeg elskede at skrive og engelsk var et af mine bedste fag.

Den første dag gik jeg bare og kiggede på de andre i min klasse. Jeg snakkede ikke med nogen, for jeg kendte ikke nogen. Et par dage efter tog vi på introtur, og egentlig var det meget hyggeligt, men det fik ikke mig rystet sammen med de andre. Jeg snakkede kun med en. Han hed Simon, og boede i Tommerup, hvor jeg jo kom fra.

Han var rar at snakke med, en hyggelig fyr, og jeg delte mange af mine glæder og sorger med ham. Jeg begyndte stille og roligt at føle mere for ham end det, og vidste at det var forkert, men det var noget som jeg ikke kunne holde tibage.

Til en af de første fredagsbarer, endte jeg med at kysse ham, og vi kyssede længe.. Det var utrolig dejligt, og til at starte med skænkede jeg ikke Morten en tanke. Dette stod på længe, og jeg lovede Simon at jeg ville gøre det forbi med Morten, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Simon og jeg fortsatte med at ses hjemme hos ham, og vi gik i seng sammen også.

Samtidig gik det utrolig dårligt på skolen. Både Simon og jeg var meget upopulære både i klassen og blandt lærerne, måske fordi vi kun var sammen med hinanden. Specielt kemilæreren gav udtryk for, at han mente at vi burde gå ud.

Det gjorde jeg også i april 2004, det år jeg blev 17, og søgte ind på grundforløbet på Social- og Sundhedsskolen i Odense, og jeg kom ind. Samtidig blev min mor og Claus for meget for mig, og jeg flyttede ind hos Morten og hans far, Flemming, og mor, Lis. Jeg var meget glad for dem, de behandlede mig altid godt, og var altid villig til at tage en snak med mig.

På SoSu gik det godt det første halve år. Jeg lyste op samtidig med det, fordi jeg ikke havde Claus over nakken hele tiden, samtidig gik det godt både socialt og fagligt, men min selvtillid var dårlig. Jeg kunne ikke tage imod komplimenter, for jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle tage imod dem. Men jeg havde det godt, mente jeg selv.

Tirsdag 29. September 2004, døde Flemming, 46 år gammel, af en blodprop i hjertet. Dette kom som et chok for os alle, da han bortset fra kolesteroltallene havde et sundt liv. Morten tog dette meget tungt, selv om han ikke ville indrømme det overfor mig. Jeg var med til mange af de arrangementer der er omkring sådan noget.

Den dag, bedemanden kom og de skulle vælge kiste, urne osv. sad jeg inde på Mortens og mit værelse og så på en eller anden film. Jeg kan huske, at jeg næsten havde dårlig samvittighed over at jeg sørgede over Flemming. Jeg var jo egentlig ikke en del af familien.

Morten var som en lukket bog, det var egentlig også her det gik op for mig, at vores forhold var dødt. Han ville ikke lade mig trøste ham, og jeg kunne ikke fortælle ham, hvor meget Flemming havde betydet for mig.

Lis ville have en krans for sig selv, så måtte Morten, hans bror og jeg få en fælles. Jeg lod dem om, hvad der skulle stå på den og hvordan den skulle se ud, bad bare om at få mit navn på den.

Torsdag var jeg med til at bringe Flemming til kapellet, til den forestående bisættelse. Han så rolig ud som han lå der i sin kiste, næsten som om han sov. Da vi stod der allesammen kom Flemmings mor ind, og hun var ude af sig selv.

Da de skulle til at lægge låget på kisten, forlod hun rummet, det ville hun ikke se på. Jeg gik med hende. Hun tørrede øjnene, der løb konstant med sit lommetørklæde, og sagde grådkvalt, med de mest sørgmodige øjne i verden: "Nu skal jeg aldrig se ham igen, Maria".

Jeg stod og tænkte lidt. Hvad skulle jeg svare? Så kom jeg i tanker om, at Flemming hver uge det sidste halve år var kommet og havde enten givet hende en potteplante eller plantet en blomst i hendes have. Jeg kiggede på hende, den søde gamle dame, der nu havde oplevet det, der helt sikkert er det værste, en mor kan opleve; hun havde lagt sin søn i graven. Jeg sagde så til hende, da jeg havde snøftet lidt: "Nej.. Men du vil altid have hans blomster ude i din have."

Flemmings mor var sådan en venlig sjæl, og jeg var de sidste to år kommet til at holde sådan af hende. Nu kiggede hun igen på mig gennem tårerne og smilede næsten da hun sagde: "Tak!". Jeg havde opnået det, jeg ville. Hun havde - om det så bare var et øjeblik - fået trøst.

Vi gik sammen ind igen. Kisten var nu lukket. Den var helt efter Flemmings ånd, en smuk trækiste uden maling. Flemming var tømrer, og lavede mange ting selv. Denne kiste kunne han også selv have lavet.

Da kisten skulle bæres ud i rustvognen og alle undtagen mig havde tag i den, manglede der en plads. Jeg følte mig meget ubehagelig tilpas. Jeg havde ikke lyst til at bære Flemming, der var et eller andet der ikke føltes rigtigt inden i mig. Denne plads var ikke forbeholdt mig, men Flemmings familie.

Bedemanden kom ind, forstod med det samme hvad det handlede om, og indtog så den sidste plads uden et ord. Derefter blev Flemming kørt til kapellet. Da vi stod i kapellet og sang "Altid frejdig når du går", var der ikke et øje tørt - også mine tårer løb, men stille og roligt, uden hulken. Det er første gang i mit liv, at jeg har sunget en salme mens jeg græd - uden at det kunne høres på min stemme at jeg græd.

Samme aften faldt Morten i søvn, efter at have lagt sig i den dobbeltseng af rosentræ, som Flemming havde lavet til os. Jeg gik ud i haven i mørket og tændte en cigaret. Himlen var skyfri, vejret var koldt og klart. Månen var fuld.

Et øjeblik stod jeg bare og kiggede på månen, men så begyndte jeg at snakke. Jeg snakkede først til Flemming, fortalte ham, hvor meget han havde betydet for mig, og hvor meget jeg ville savne ham. Derefter talte jeg til Gud, skældte ikke ud, bad bare om, at Flemming ville blive taget godt imod deroppe. Jeg bad om et eller andet tegn på, at min bøn var blevet hørt. Jeg sluttede med et "Fadervor" og gik derefter ind og lagde mig med armene om Morten. Jeg kunne høre, at han lå og græd i søvne, men jeg lod ham sove. Så længe han ikke ville snakke om det, var der intet jeg kunne gøre.

Næste dag kørte vi til kirken, hvor mange var mødt op, for at ære Flemmings minde. Rækken af blomsterkranse var uendelig lang, og samtidig syntes jeg, at Flemming havde fortjent meget mere end det. Morten, Lis, Michael og jeg mødte op lidt før, for at bære kisten ind.

Vejret var gråt, men hverken koldt eller regnfuldt. Idet døren til kapellet blev åbnet og kisten kom ud, kom en lille solstråle ned og skinnede lige ned på kisten. Jeg kiggede op mod himlen, smilede og sendte et "Tak" op til Gud - for det var det tegn, jeg havde bedt om. Nu vidste jeg at Flemming var hvor han skulle være.

Da rustvognen skulle til at køre, og vi stod udenfor, kiggede jeg op mod kirken, og så Camilla stå foran mig med tårer i øjnene. Vi krammede hinanden, inden vi alle mødtes til kaffe bagefter. Claus og mor var kommet for sent til begravelsen, og var faktisk også de sidste der ankom til kaffen...

Efter det ændrede forholdene derhjemme sig totalt. Lis og jeg sagde ikke to ord til hinanden, Morten var faktisk mægleren, det var ham der fortalte mig, hvordan Lis langsomt men sikkert var blevet træt af mig. Jeg forstår hende godt, for jeg lavede ikke andet end at se fjernsyn.

Morten og jeg så næsten ikke en gang på hinanden - ikke engang når vi var sammen. Det var trist, men vi hang fast, kunne ikke gøre noget ved det. Livet på skolen fortsatte, jeg gik glip af den første projektperiode på grund af Flemming, men alle forstod det, og ingen kaldte det pjæk.

Et par måneder efter dette fik jeg et telefonopkald fra min mor. Hun fortalte mig, at hun, Claus, Nicolas, Victor og Camilla ville flytte til Tenerife hvor Claus' mor og bror boede inden jul. Jeg blev meget ked af det, for jeg elskede mine søskende og vidste at livet uden dem var næsten umuligt. Min mor var på det tidspunkt ikke noget, jeg tænkte på. Hun var langsomt på vej ud af mit hjerte. Jeg var blevet træt af at give og ikke få noget igen. Men mine brødre og Camilla på Tenerife!! Jeg var ude af mig selv. Min far røg ind i en depression, han er depressiv og bliver let syg. Min far og jeg blev enige om, at vi ville tage hans bil til Kastrup og sige farvel til dem alle. Det gjorde vi. Vi kørte og overnattede hos min fars farbror Poul, som boede nogen km fra København. Flyet ville lette klokken 5-6 om morgenen, og da vi ikke kendte vejen, stod vi tidligt op, jeg fik et kort i hånden og så kørte vi. Vi kom til lufthavnen et kvarter før at de skulle gå op i ventehallen. Jeg holdt Nicolas og Victor i mine arme med tårer i øjnene. Jeg vidste at der ville gå lang tid inden jeg ville se dem igen. Begge drengene var glade, løb rundt og legede, og forstod ikke hvorfor jeg var så trist og stille. Camilla fik kram og kys og afskedstårer ligesom de to små havde fået, hende ville jeg også savne, vi havde fået et meget bedre forhold, mere veninde-agtigt, siden jeg var flyttet ud. Min mor fik bare et flygtigt kindkys. Af en eller anden grund var jeg ikke ked af at hun tog afsted... Da de gik op til flyet var det som at se sit liv glide forbi, de to små havde været mit liv, det var ikke til at tro på, at jeg ikke ville se dem igen. Den dag i dag har jeg stadig ikke snakket med dem. Det er 10 måneder siden de rejste.

I december 2003 gik jeg sammen med en kammerat, Jannik, igang med eksamensprojektet, der handlede om stress. Vi havde tre uger til projektet, og vi arbejdede godt sammen. Det hjalp at vi i forvejen var gode venner.

Dagen hvor vi skulle fremlægge, var vi begge utroligt nervøse. At vi var de sidste hjalp heller ikke, for alle var gået hjem, når vi var færdige. Vi fremlagde for os selv mange gange, og det gik egentlig godt. Men ville sensor også synes det?

Da vi havde fremlagt og lærerne voterede, blev vi enige om, at fik vi et 8-tal, ville julen være i hus for os. Voteringen tog lang tid, og Jannik sagde at det betød, at enten ville resultatet være i top eller i bund. Da vi endelig blev kaldt ind, var vi begge meget nervøse, for vi havde stået og kørt hinanden først helt ned - og derefter helt op igen. Vi var overbeviste om, at vi ikke havde klaret os særlig godt.

Vores lærer sagde, at hun først ville sige, at vi havde bestået begge to, og et lettelsens suk kom fra os begge. Så fortalte sensor sin mening om vores fremlæggelse. Hun sagde, at de ting vi havde fortalt om stresshormonernes vej i kroppen havde været over niveau, at vi havde fordelt materialet godt imellem os, og at det virkede som om vi arbejdede godt sammen. Vi fik 10 begge to.

Vi var rolige og fattede overfor både sensor og lærere, men da vi kom udenfor, hoppede og dansede vi, krammede, sang, og til sidst sagde Jannik: "Jeg tror også der er til en bajer nytårsaften nu!" Jeg grinede, og sagde så: "Jannik - jeg tror dette bliver begyndelsen til et langt og lykkeligt venskab," og han grinede. Så skiltes vi for at gå hjem, og grundforløbet var afsluttet. Nu skulle vi have en måneds juleferie inden vi i februar skulle begynde på SSH (Social - og Sundhedshjælper)- uddannelsen.

Jeg holdt juleaften hos Morten, Michael og Lis, men skulle egentlig have holdt den hos min far. Jeg var af den mening, at efter det med Flemming, ville jeg være hos dem juleaften. Morten havde en af sine venner, Sune på besøg samtidig, en fyr som jeg fra starten har set som en løjerlig fætter. Han har angstanfald og efter min vurdering har han det ikke så godt med sig selv. Men jeg har altid syntes godt om ham, så jeg syntes kun det var hyggeligt at holde jul sammen med ham.

Under middagen blev der kigget meget på den tomme plads, hvor Flemming skulle have siddet, men det var ellers meget hyggeligt. Da vi skulle danse om træet, fandt Morten de julesanghæfter frem, som familien havde lavet sammen nogen år i forvejen. De havde simpelthen valgt en sang hver, som var kommet i hæftet. Da vi kom til Flemmings strømmede tårerne ned af Lis' kinder, men hun blev ved at synge. Det var som om hun tænkte: "Jeg SKAL igennem det her som vi plejer at gøre det!"

Da sangen var afsluttet spurgte Morten: "Skal vi stoppe lidt, mor?" Men Lis rystede på hovedet, tørrede tårerne væk og fortsatte med den sidste sang i hæftet. Resten af aftenen forløb tårefrit, men jeg fornemmede en eller anden form for spænding i luften, jeg følte mig ikke særlig velkommen i forhold til den sidste jul, jeg tilbragte i dette hus. Lis ville ikke mere, hun købte gaver til mig, hun lod mig bo der, men det var kun - tror jeg - fordi hun vidste, at jeg ikke havde andre steder at gå hen. Den aften gik jeg i seng lettere beruset af kirsebærvinen - og beriget med alverdens forskellige gaver, men ikke med fornemmelsen af julestemning..

Nytårsaften skulle jeg holde hos min far, og hans bror (altså min onkel) Steen skulle komme og lave mad. Jeg glædede mig rigtig meget, for jeg havde ikke set Steen længe. Et par dage i forvejen købte vi ind: Mad, øl, champagne og kransekage. Alt var perfekt, og vi glædede os til en dejlig aften.

Maden var lækker, og vi hyggede os virkelig. Jeg var glad for at stemningen her var helt anderledes, og at jeg følte mig velkommen. Min far var lidt mellemfornøjet hele aftenen, og kunne ikke sige hvorfor. Jeg begyndte efter et stykke tid at frygte, at min far igen var på vej ned i en depression, og jeg tror også selv at han havde det dårligt med lige netop det, at han skulle få en depression lige der, men det er desværre ikke noget, han selv er herre over, og dagen efter kunne vi konstatere, at det vi havde håbet kunne undgås var sket. Min far var blevet syg.

Steen og jeg tog os af Sarah, ringede til aflastningsfamilien og pakkede noget tøj til hende. Derefter ringede jeg til Morten og bad ham komme og hente mig, og Steen tog hjem, så far kunne få lidt fred. Far var taknemmelig for at vi havde taget os af Sarah, men han havde ingen kræfter til et smil, og lå i sengen da Morten kom ved middagstid og hentede mig. Heldigvis gik der ikke mere end en lille uge, så var min far ovenpå igen.

2005 startede med, at jeg havde hele januar fri, før jeg skulle begynde på SoSu. Jeg kedede mig meget, og samtidig turde jeg ikke bevæge mig for meget rundt i huset, for Lis kiggede på mig som ville hun kvæle mig, så derfor sad jeg det meste af dagen på værelset og så fjernsyn, gik ud og tog noget at spise når Lis var udenfor og ellers prøve at være usynlig. Derfor glædede jeg mig også mere og mere til at begynde i skole igen, se nogen andre mennesker og bruge hovedet.

Det begyndte også godt, jeg kom ikke i klasse med nogen fra holdet på grundforløbet, andre end Mie, som var 18 og som jeg ikke kendte så godt fra før. Men de andre var flinke, og jeg snakkede godt med alle. Her blev vi behandlet som voksne mennesker, fordi der var mange der var oppe i 30'erne og også højere oppe i alderen, og det kunne jeg godt lide.

Selv om de var voksne snakkede de også med os der var yngre. Den første måned var skoleperiode, og der gik den første uge med at lære hinanden og lærerne at kende. Jeg fandt i den uge ud af, at en af eleverne havde gået på efterskole med Morten.

Skolen gik egentlig godt nok så længe det var teori, jeg noterede, spurgte, undersøgte. Men da skoleperioden sluttede og praktikken begyndte var jeg meget nervøs. Hvordan skulle dette gå? Egentlig var det slet ikke dette jeg ville, og den dag i dag ved jeg ikke hvad der fik mig til at søge ind på den skole. Jeg kom i en udegruppe, skulle cykle rundt til de gamle og til at starte med var det sammen med min praktikvejleder, Lone. Hun var en hyggelig dame, men arbejdet var slet ikke som jeg havde forestillet mig, jeg opdagede efter 14 dage, at jeg ikke havde det særlig godt med at skifte ble, tørre savl, vaske disse gamle, krogede, indskrumpede, syge mennesker. Jeg havde for det første ondt af dem, og det skal man ikke have i den verden. For det andet havde jeg det dårligt med at de delte alle bekymringer og sorger med os, men vi ikke måtte gøre det samme.

Dette var med til at jeg ikke gjorde arbejdet tilfredsstillende, og dermed blev min dårlige selvtillid endnu dårligere. Jeg blev mere og mere ligegyldig omkring de ting, der burde betyde noget. Morten og jeg havde ikke et godt forhold. Det havde vi ikke haft det sidste år, men nu blev det endnu dårligere, fordi jeg ikke havde overskud til noget som helst, og dermed heller ikke Morten. Det, at jeg faktisk ikke elskede ham og ikke kunne få mig selv til at sige det til ham gjorde det ikke bedre. Mit liv var noget rod, for indeni mig begyndte gamle ting at dukke op, gamle tanker og følelser som forlængst var blevet fortrængt. Jeg havde det så dårligt, men sagde det ikke til nogen, for jeg ville ikke indrømme det overfor mig selv.

16. april 2005 blev jeg 18 år. Morten og min moster var blevet enige om at give mig festen i gave, og jeg havde inviteret mange forskellige mennesker fra min og Mortens familie. Jeg havde egentlig glædet mig til festen, men af en eller anden grund kunne jeg ikke finde det rigtig gode humør frem den dag. Jeg var inde i en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at finde glæde ved noget som helst.

Min mor kom ikke. Ingen fra Tenerife kom, og det sårede mig meget. Da festen var ved at være forbi, kom min moster og gav mig en seddel. På den stod der en afgang-ankomsttid på et fly fra Tenerife. Camilla ville komme hjem!! Jeg var virkelig glad, men kunne ikke engang vise min glæde over det.

Et par dage efter kom Camilla hjem, og vi sad faktisk hele natten og snakkede. Jeg var så glad over at have hende hjemme igen, hun havde ikke forandret sig overhovedet. Hun havde taget lidt på, men ellers var hun min søster.

På praktikken gik det virkelig dårligt. Alle andre fra klassen havde egne borgere og kørte ud selv, men jeg var stadig i følgeskab med min vejleder, og viste ingen interesse for faget overhovedet. Jeg fik at vide torsdag, til den ugentlige samtale, at dette ikke kørte, og jeg sagde det samme, at jeg var enig med hende. I denne periode på et par dage tog jeg ingen insulin overhovedet, jeg gad ikke tænke på min sygdom, var ligeglad med følgerne.

Den 16. april var en lørdag. Lørdagen efter lå jeg om morgenen og kastede op, ikke engang vand kunne jeg holde i mig. Efter et par timer begyndte jeg at hyperventilere, og jeg kunne ikke se, tænke eller snakke noget særligt. Morten målte mit blodsukker klokken 12. Det skal helst ligge mellem 4 og 10. Det lå på 22. Lis tastede nummeret til lægevagten og stak telefonen i hånden på mig. Jeg fortalte lægen hvordan jeg havde det, og lægen bad Morten om at køre mig til undersøgelse. Jeg satte mig i bilen. Resten af dagen ligger mere eller mindre i tåger for mig. Morten har senere fortalt, at han og lægerne stod og snakkede til mig konstant for at jeg ikke skulle falde i søvn og gå i koma.

Det der var sket med mig var, at min krop ikke havde fået insulin. Insulin er det som omsætter sukkeret i blodet til energi, så når den ikke kan omsætte sukkeret, begynder kroppen at forbrænde fedt. For at forbrænde fedt behøver kroppen syre, og derfor begynder kroppen at lave syre. Får kroppen stadig ingen insulin fortsætter den med at lave syre, og dermed opstår en såkaldt syreforgiftning, som i værste fald kan ende med koma og død. I dette tilfælde var jeg så tæt på som nogen kan være, men jeg husker ikke selv særlig meget fra det.

Jeg husker at jeg sagde til Morten at han skulle sige, at ingen skulle komme og besøge mig den første dag for "de skulle ikke se mig sådan her". Tre dage lå jeg på sygehuset, så begyndte jeg at spørge om jeg måtte komme hjem snart, og de endte med at give mig lov til at tage hjem. Min moster kom og hentede mig, og jeg havde faktisk ikke lyst til at tage hjem til Morten igen, så jeg blev hos min moster et par dage.

Jeg var meget ved siden af mig selv, hele min krop føltes tungere og lettere på samme tid, jeg kunne ikke overskue noget som helst, husker at jeg ikke kunne finde rundt i Brugsen. Dette var eftervirkninger fra syren, som havde bruset rundt i blodet på mig i mange timer. Samtidig var det efterhånden gået op for mig, at jeg havde været døden nær, og det bare fordi jeg havde været så tankeløs at lade være at tage min insulin. Det var en hård opdagelse, og det gjorde at mit humør var i bund.

Jeg snakkede meget med min moster om, at jeg ikke havde lyst til at tage tilbage til praktikken, for jeg var flov, og samtidig var det nu gået op for mig, at jeg slet ikke havde lyst til at passe de gamle. Jeg havde lyst til at snakke med dem, give dem selskab, men ikke til at passe dem. Jeg ringede til skolen, meldte mig ud af den. Derefter ringede jeg til kommunen og min praktikplads og sagde op.

En af de dage ringede min onkel Ole fra Norge og tilbød at jeg kom op til ham og fik behandling hos en kinesiolog. Min moster og jeg havde snakket om dette i et stykke tid, men nu da Ole tilbød at jeg kunne komme væk fra det hele, tog jeg med det samme imod. Et par dage før dette, havde Morten været og hente mig hjem. Han havde skældt mig huden fuld, og så sagt at måske var det bedre, hvis jeg flyttede ud - men han ville gerne være sammen med mig... Dette havde sat tanker i gang hos mig om, at Morten og jeg slet ikke burde være sammen. Jeg vidste ikke om jeg elskede ham, og for mig betyder tvivl om sådanne ting, at det gør man ikke.

Til at starte med, var det bare meningen at jeg skulle være i Norge et par måneder, men når jeg kom hjem skulle jeg prøve at finde et sted for mig selv. Morten hjalp mig med at pakke mine ting og køre dem ud til min moster inden jeg tog afsted. Jeg tror jeg var hjemme hos Morten to gange på den uge der gik fra jeg kom ud fra sygehuset og til jeg tog afsted til Norge. Morten sagde ganske vidst at han ville savne mig, men i mit hjerte var alt håb dødt da han havde sagt at jeg skulle flytte. Et eller andet sted vidste jeg, at vi ikke ville ses igen som kærester.

Han kom ikke og sagde farvel til mig, da jeg klokken halv fire tog et tog til Frederikshavn, hvorfra jeg skulle tage Oslobåden. Han var i byen med sine venner, det så han som vigtigere end at sige farvel til mig som han ikke skulle se et par måneder... Jeg ankom til Norge klokken halv syv den første maj 2005. Dette var begyndelsen til et nyt liv for mig. Efter en måned med behandling, bestemte jeg mig for at begynde i skole i Moss, og samtidig gjorde jeg det forbi med Morten. Et 3-årigt forhold - og dermed mit gamle liv - var forbi.

Epilog:
   Dagen i dag er den 17. september 2005. Jeg sidder på mit værelse i Ås, Norge. Er netop kommet ud fra sygehuset efter endnu en syreforgiftning, og føler mig flov. Men samtidig er jeg glad for at jeg kom til Norge, for jeg har lært nogen ting om mig selv, som jeg ellers ikke ville have opdaget. Jeg har det bedre, men stadig ikke vildt godt. Dette kræver meget arbejde og megen selvindsigt. Men nu er jeg langsomt begyndt at tro på, at det kan lykkes. Min selvtillid er meget dårlig, og først troede jeg at det var på grund af Claus, og alle de ting han har gjort mig, men jeg tror at det stikker dybere end det. Måske startede dette allerede da jeg var helt lille, eller da vi flyttede første gang, hvilket var meget hårdt for mig. Måske var det at min mor flyttede til Tenerife bare det svigt som fik bægeret til at flyde over? Det kan være mange ting. Hvad der startede dette vil jeg måske aldrig finde ud af, men jeg vil - forhåbentlig heller ikke have brug for at vide det, når jeg er færdig...