Jeg løb væk fra huset med tårer i øjnene. Jeg ville væk, væk fra Fars og Mors skænderier, væk fra skolens deprimerende atmosfære, væk fra mine mangler, væk fra det hele. Jeg havde forgæves forsøgt at gøre andre tilfredse med mig i flere år.. Nu ville jeg ikke mere.
Jeg havde ingen steder at tage hen, de venner jeg troede jeg havde var alle væk på ferie, og min familie var i en anden ende af landet. Jeg havde i sandhed ingen steder at tage hen, end ikke i denne situation passede jeg ind nogen steder. Vores hus lå kun nogle få hundrede meter fra skoven, så det blev der, jeg søgte ly.
Mørket og den stille susen i træerne var vidunderlig. Skoven var som mig, deprimerende, mørk, fanget men dog sin egen. Vi hørte sammen, skoven og jeg. Jeg så op mod himlen, hvor skyerne var store og mørke. De trak sig tæt sammen, og gjorde det hele meget mørkere. Det passede mig fint. Grå mørk himmel passede perfekt ind i den store, stille skov, det mørke der var så rart at gemme sig i.
Jeg fandt et lille, vådt og stille sted under nåletræerne. Der lugtede svagt af harpiks i den klare kulde. Jeg satte mig, det vådeste sted jeg kunne finde.. Jeg var ligeglad med mig selv, jeg gad ikke bekymre mig om mig selv - det var der jo ingen andre der gjorde. Jeg sad godt på tæppet af visne nåle, her kunne regnens kolde dråber ikke nå mig. Og jeg kunne sidde i fred for min fars kalden - han ville aldrig gå herind af frygt for at snavse sine sko. Her kunne tanker og tårer få frit løb.
Hvorfor? Hvorfor kunne jeg ikke? Jeg hørte ikke til hjemme, med alle de fine kjoler og det kongelige porcelæn. Jeg var ikke en del af fællesskabet i skolen, ligemeget hvor hårdt jeg prøvede. Jeg var ikke andet for dem end "hende den mærkelige", der ikke havde styr på noget som helst. Kunne de da ikke se hvordan jeg havde det? Kunne de ikke se at jeg gerne ville være med i deres fællesskab, snakke og grine med dem? Nej - det kunne de ikke, de kunne ikke se mit brændende ønske om at høre til - Bare for en dag, en time, ja bare et minut. Jeg ville aldrig opnå det, i hvert fald ikke sådan som jeg så ud, talte, gik - var. Folk fandt mig dum, underlig. Bare fordi jeg ikke var som dem. Hvorfor var jeg ikke som de andre?
De tanker havde holdt mig vågen nat efter nat i flere uger, men jeg havde ikke fundet en løsning - for der var ingen. Mørket og kulden i skoven trak sig sammen omkring mig, det blev så tæt at jeg ikke længere kunne se vejen ud - og folk udefra skulle lede længe for at finde mig. Det var det perfekte sted for mig: Sammen med skoven, der på så mange punkter lignede mig. For første gang i mit liv, følte jeg at jeg passede ind. Her var ingen til at nedgøre mig. "Born to be lonely," hviskede jeg til mig selv, for det var sådan jeg følte mig. Sådan havde det været hele mit liv. Jeg så op, og skyerne brød op. Månen og nogle klare stjerner kom til syne. Jeg fandt kniven i min lomme, og trak den frem. Den var så smuk som nogen kniv kan være, med spejlblankt blad og mahogniskæfte. Månens lys reflekterede sig i bladet. Jeg hviskede et fadervor og førte langsomt kniven hen over mit håndled. Nød følelsen af, hvordan livet langsomt pumpede ud af mig med rytmiske pulsslag. Det sidste jeg hørte var vindens stille susen i nåletræerne. Jeg havde fundet det - her hørte jeg til...